"Auschwitzløgnen!"


og: Hvad er holocaust ?


Europaparlamentet har besluttet at forbyde holocaustbenægtelse.. Det er da på tide, at det gøres klart, hvad holocaust og holocaustbenægtelse er.

Begrebet er sammenvævet med et andet begreb: Auschwitzløgnen, som medierne gør alt, hvad de kan, for at skabe forvirring om.

Auschwitz, en stor koncentrationslejr i det nuværende Polen, blev udpeget som højdepunkt i nazisternes grusomheder under II Verdenskrig. Den blev fremstillet som den ultimative dødslejr, hvor 4 mio. jøder blev myrdet, især i gaskamre, og umiddelbart efter tilintetgjort i krematorier med en mirakuløs kapacitet, som aldrig har kunnet fremvises noget andet sted, hverken før eller siden

Tilintetgørelseslejren blev udmalet i alle medier, illustreret med de grusomme billeder af opstablede, udmarvede lig. Man førte processer og henrettede påstået skyldige, udpeget af påståede vidner, så flittigt, at ingen måtte tvivle på, at grusomhederne var gået sådan til. Dette billede holdt i mange, mange år.

Men skarpsindige iagttagere fandt, at der var ting, der ikke kunne hænge sammen. Og så begyndte kritiske skrifter og bøger at komme frem. Bannerfører var den højt dekorerede franske professor Paul Rassinier, der selv havde siddet i tyske koncentrationslejre. Han påviste, at vidneudsagn var blevet benyttet groft uforsvarligt. Hans bøger inspirerede en række ny kritiske forskere.

1961 udkom skriftet Benjamin Freedman taler ud. Forfatteren, en fremtrædende jøde, der kendte spidserne i de højeste cirkler, afslørede jødiske intriger, der greb ind og forhindrede en afbalanceret fred og i stedet bragte USA ind i blodbadet, der endte med at påtvinge Tyskland Versaillestraktatens uholdbare betingelser.

1973 udsendtes Thies Christophersens lille skrift Die Auschwitz-Lüge, Auschwitz-løgnen. På dansk 1991: Jeg var i Auschwitz. Dermed var begrebet Auschwitz-løgnen skabt.

1974 udkom, under pseudonymet Richard Harwood, kunsthistorikeren Richard Verralls bog Did Six Million Really Die: Døde virkeligt 6 mio.? Han svarede: Der døde mange flere; men ikke jøder. Han påviste grove fordrejninger af de historiske kendsgerninger og justitsmord på hæderlige tyskere.

1976 udkom The Hoax af the Twentieth Century; Det tyvende århundredes svindelnummer af den amerikanske professor Arthur Robert Butz. Han hævdede, at højst 1 mio. jøder omkom, og ikke i gaskamre. Israel må betale uretmæssigt indkasserede erstatninger tilbage.

1979 afholdtes den første konference om revisionismens resultater, anordnet af Institute for Historical Review, der udgav tidsskriftet Journal of HistoricaI Review. Siden er der regelmæssigt afholdt konferencer af instituttet og af  bla. a. The Barnes Review.

Dermed var fronterne trukket op. På den ene side forskerne, der hævdede, at myten om Auschwitz var løgn. På den anden side mediepropagandaen, der hævdede, og stadig forsøger at hævde, at det er revisionisternes afsløringer, der er Auschwitz-løgnen. Denne forvirring forsøger holocaustpropagandaen, der behersker medierne, ikke at udrede, men at udnytte. Et sviende nederlag ramte den i 1980erne, ved retssagen i Canada mod tysk-canadieren Ernst Zündel.

Han havde distribueret Did Six Million Really Die?, og det benyttede den jødiske aktivist Deborah Lipstadt til at rejse en kampagne for at få ham dømt, for at udsprede løgn. Canadas retsvæsen turde ikke gå imod den jødiske lobby; men derved hjalp det Lipstadt til at indkassere hendes livs største nederlag.

Zündel blev tvunget til at skaffe dokumentation for, at bogen i alt væsentligt var sand, og det lykkedes overbevisende. Holocaustvidnerne brød sammen under krydsforhør af revisionistiske forskere, og Zündel kunne fremlægge en rapport af Fred Leuchter, som var ekspert i henrettelsesmetoder Han blev sendt til Auschwitz, hvor han undersøgte de påståede gaskamre og kom frem til, at de umuligt kunne være blevet anvendt på den måde, man havde påstået. Blandt andet fik han foretaget analyser af prøver på vægbeklædningen i kamrene, som viste, at de ikke kunne have været udsat for kendbar påvirkning, af cyangassen, som man påstod, var anvendt.

Den ikke særligt velvillige dommer måtte omsider frikende Zündel. Det var en verdenssensation af typen, som ikke bringes i danske .medier; men den slog fast, at det var den vedtagne version af Auschwitzhændelserne, som var løgn. Inskriptionerne på mindetavlerne i Auschwitz måtte laves om, og enhver kan kontrollere, at vor encyklopædi nu ikke skriver, at tabstallet i Auschwitz var 4 mio., men anslås til ca. 1 mio. jøder. Seriøse forskere hævder, at tallet bør ansættes endnu lavere, og undersøgelserne i Auschwitz viser altså, at tabene ikke kan skyldes gaskamre, men væsentligst naturlige årsager og epidemier imod krigens afslutning, i forbindelse med mangel på levnedsmidler og medicin, hvilket var en følge af de allieredes tæppebombninger.

Det er fint, at Berlingske Tidendes Poul Høi (1*) nu støtter den persiske præsident Ahmadinejads forslag om en uvildig undersøgelse af holocaust; men denne undersøgelse er i alt væsentligt gennemført for længe siden. Det er svært at forstå, at han kalder denne forskning ond, totalitær og galimatias, når han kender Institute of Historical Review og The Barnes Review. Instituttets tidsskrift er ganske vist sygnet hen i konkurrencen med den bredere anlagte The Barnes Review og tidsskriftet "Revisionism"; men instituttets årbøger og litteratur kan stadig købes, og det bør alle, der vil have en mening om holocaust, benytte sig af.

Danske medier lader nu, som om revisionismen er en islamisk opfindelse og konferencen i Teheran den første om emnet. Det er en grov fordrejning. De store navne er europæiske og amerikanske og deres forskning er blevet diskuteret og finslebet ved regelmæssige konferencer i USA arrangeret f.eks. af de nævnte organisationer.

Det er en skamplet på Europa, at sådanne konferencer ikke kan holdes her, fordi Tyskland. Østrig, Frankrig og Schweiz arresterer alle revisionister og sender dem i fængsel uden mulighed for forsvar, da enhver, der vil forsvare dem også bliver straffet.

England og Skandinavien har endnu afvist dette barbari; men emnet er alligevel næsten medietabu, og nu vil EU-"parlamentarikere" altså med trusler om fængsel og bøder kvæle ytrings- og forskningsfriheden i det fordum friere Vesteuropa.

De fleste er derfor henvist til selv at skaffe sig holdbar information. Om holocaust har svenskeren Lars Adelskogh skrevet en kort og klar redegørelse, måske den allerbedste hidtil. Den hedder med et citat af Benjamin Franklin: En tom säck kan inte stå. Om baggrunden findes på svensk Den judiska rasismen af David Duke. Døde virkeligt 6 mio. ? findes på dansk og svensk, og kan læses på www.holocaust.nu. På nettet er udbuddet endnu bredere, og på engelsk meget stort.

Auschwitz var en arbejdslejr, til hvilken især jøder, hvis ledere allerede 1933 havde erklæret Tyskland krig, blev deporteret. Ideen at fremstille den som en dødslejr, beregnet til at udrydde alle jøder, blev udviklet i allierede propagandakontorer med jødisk dominans. (2*) Fjendeudryddelse er en urgammel jødisk ønskedrøm, som holdes i live med barbariske ceremonier som purimfesten, der fejres med kager udformet som afskårne menneskeører til minde om mordet på 70.000 fjender.

I Mosebøgerne læser vi, at alle, der er i vejen for "Guds" udvalgte folk, skal udryddes til sidste mand, og endnu i begyndelsen af 1941 agiterede amerikanske jøder åbent for, at alle tyskere skulle udryddes og landet fordeles mellem naboerne. (3*) Det lå da nær for deres tankegang, at gå ud fra, at tyskerne omgikkes med tilsvarende ideer (hvad de ikke gjorde ! (4*)). Da krigsafgørelsen trak ud, besluttede propagandisterne at bytte fortegn. Rollen som betvingende herskermagt blev gemt til side til hemmelig anvendelse, og rollen som uskyldigt offer halet frem igen og lanceret med Holocaust som trumf.

Hverken Churchill, Eisenhower eller de Gaule nævner begivenheden i deres erindringer. De troede næppe på den; men siden har alle statsmænd følt sig tvunget til at beklage og fordømme den, enten de troede på den eller ej. Iscenesættelsen var ikke til at stå for, og propagandaapparatet var overmægtigt.

I lejrene fandtes kamre til desinficering af sygdomsramtes klæder. De omdøbtes til store haller, hvor man myrdede millioner af jøder med den til klæder anskaffede insektgift, Zyklon B. Og lejrenes krematorier udnævntes til tekniske mirakler, der var i stand til løbende at brænde det vildt opskruede antal døde. Som nævnt er noget lignende aldrig fundet hverken før eller siden.

Gennem fire årtier spredtes disse ukontrollerede beretninger så godt som uimodsagt gennem alverdens medier, indtil Ernst Zündel indledte de enkle undersøgelser, der viser, at de simpelt hen er umulige.

I dag er den zionistiske Auschwitz-løgn aflivet blandt alle seriøse forskere, og holocaustmyten holdes alene i live ved trusler og kunstigt åndedræt Men i de danske medier intensiveres produktionen af propaganda. "Vidner" interviewes og gamle film, drejet for at underbygge myten, vises igen og igen. TV2 vil nu 4 aftener fra kl. 20 til mellem 22 og 23 bringe intens holocaustpropaganda. Filmen om jødernes uforskyldte trængsler skal begynde med året 1935, det var 2 år efter, at de jødiske ledere havde erklæret Tyskland krig og havde startet verdensblokade af tyske varer. (5*) Man bliver mindet om "Krystalnatten " men ikke om, at den blev igangsat af det jødiske mord på en ung tysk ambassadeembedsmand i Paris. Vi skal mindes om de jævne jøders trængsler; men ikke om de trængsler, som deres ledere havde udsat det tyske folk for. Filmen er fra 1978 og altså skåret til for at bekæmpe revisionisternes stadigt mere besværlige afsløringer. Kun et par år efter slår de bunden helt ud på Auschwitzmyten; men danske medier haler uanfægtet de gamle klichéer frem igen og igen.

Henvisninger:

1*: Berlingske Tidende: Leder d. 19/1, og artikel af Poul Høi d. 7/22007.

2*: I Thies Christophersens lille skrift beretter den tyske jurist Friedrich Grimm om et besøg, han, straks efter krigens afslutning i maj 1945, fik af en jødisk repræsentant for den allierede krigspropaganda. Samtalen sluttede sådan: Den besøgende: "Nu vil jeg også sige, hvem jeg er. Jeg er ikke universitetsprofessor. Jeg kommer fra det centrale kontor, De har talt om. I månedsvis har jeg drevet det, De så rigtigt har skildret som rædselspropaganda - og med den har vi vundet den totale sejr." Jeg svarede: "Det ved jeg, men nu må De høre op!" "Nej." fortsatte han, "nu begynder vi først rigtigt! Vi vil fortsætte og forstærke denne rædselspropaganda, indtil ingen mere vil høre noget godt om tyskere, indtil ethvert spor af sympati, de måtte have haft i andre lande, er tilintetgjort, og indtil tyskerne selv bliver så forvirrede, at de ikke mere ved, hvad de gør. Jeg afsluttede samtalen : "I så fald vil De pådrage Dem et stort ansvar!"

3* Theodore Kaufmann: Germany Must Perish. Om totaludryddelse af alle tyskere og tysk sprog og kultur.

4*: Hitler ønskede jøderne ud af Tyskland. Nazisterne samarbejdede med zionisterne om udvandring til Palæstina; men også andre muligheder blev drøftet: Uganda, britisk domineret og Madagascar, fransk. Da krigen brød ud måtte sådanne løsninger udskydes, og man besluttede deportation mod øst til arbejdslejre.

Folkeflytninger er ikke noget nyt fænomen. Tyskere blev i 1700-tallet sendt til det underudviklede Kazakstan og skabte et fungerende samfund, som Stalin opløste. Jøder har mere eller mindre tvunget flyttet fra land til land. Jøder (de fleste egentlig khazarer) søgte efter Ruslands erobring fra polske og ukrainske områder ind i egentlig russiske. (Solsjenitsyn i Zweihundert Jahre zusammen. Die Juden in der Sovjetunion) Zaren tilbød dem jord og kvæg og subsidier; men de solgte dyrene og flyttede illegalt til bysamfund. Talmud håner landbrugsarbejde - handel giver langt bedre! Den berømte jødiske dissident, professor Israel Shahak advarede i sin bog Jewish History, Jewish Religion, oversat til svensk: Judisk Historia, Judisk Religion. Tyngden av Tre Tusen År, mod de mørke sider i zionismen, som han finder er den klassiske jødedoms arvtager, og som forgifter sind og hjerter.

5*: Daily Express. 24. marts 1933.

L-J-info. (15-07-07)