G. : Mørch hegemoni. Hvem har overherredømmet i Danmark ? Dette afslører Søren Mørch, måske ikke helt tilsigtet, gennem sit besynderlige forfatterskab. Samtidigt med at han i diverse aviser tilsyneladende underdanigt hylder vor "majestæt" nedgør og fornærmer han vort fædreland. Læser man opmærksomt, hvad han skriver. bliver man klar over, at det er en helt anden nation han hylder og rangordner over den danske.

20.7.2001 skrev jeg til Weekendavisen :

De mange, der må undre sig over Søren Mørchs vedholdende anstrengelser for at nedgøre Danmark og dansk kultur, senest med en hel side i WA., har krav på en forklaring.

Det er svært at forstå, at bladet servilt serverer dyr spalteplads for denne folkefjende; men at denne tager for sig har en forklaring, som alle bør få kendskab til.

Ifølge Søren Mørchs filosofi er Danmark okkuperet område, som ikke skal bilde sig ind at være andet end et værested, blandt så mange som muligt andre, hvor jødisk hegemoni, overherredømme skal råde.

Læs følgende artikel i "Vejleder i Mediejunglen" ved VESTLIG SAMISDAT : Nationalstat.

Rubjerg, 20.7.200

Mørch hegemoni !

Den "danske" "historiker" Søren Mørch er gift med den "danske" politiker og mediestjerne Ritt Bjerregård, og gør hende til hovedperson i vor nyere historie, som han påstår er vor sidste. Og så gør han sit bedste - eller værste - for at den også skal blive det.

I en artikel ved Marianne Krogh Andersen i Jyllands-Posten 1.9.1996 motiverer han sin påstand med, at 60 % af al vor lovgivning stammer fra EU. Men i den udstrækning det påpegede forhold er uheldigt, kan vi jo bare kæmpe imod. Det er bare det modsatte, som er Søren Mørch's og Ritt Bjerregårds ærinde. Han fortsætter :

: "Nationalstaten - Danmark vort fædreland synger på sit sidste vers." Og så følger latterliggørelsen af det nationale med taknemmelige henvisninger til fodbold- og cykelløb-idioti. Han konkluderer : "Det nationale lever skam videre i bedste velgående, men nu som en farce." Og så docerer han : "Der er ingen rigtige fjender mere, hverken til lands eller vands - Ikke engang tyskerne"

Jo, selvfølgelig er der det ! Vor nationalstat har fjender alle vegne. Dette er, hvad en historiker først og fremmest burde se, og netop han har førstehåndskendskab til nogle af de allerfarligste : dem, der har forstået at tage sig over vore grænser og har placeret sig i de medier, som skulle tale Danmarks sag. Der sidder de og forkynder, ligesom Søren Mørch og hans kone - bevidst - eller uden at ane hvem de arbejder for : mosaismens del-og-hersk-politik : at nationalisme og nationale grænser er forældede og forkastelige i hele verden, undtagen i Israel. Om denne statsdannelse forklarer Mørch i bogen ISMAEL OG ISAK I DET FORJÆTTEDE LAND, Aalborg Universitetsforlag 1993 følgende :

Den israelske statsteoretiker M. I. Handel fastslår som en af statens grundlæggende politisk-militære doktriner, at "Israel er en jødisk stat, og den ønsker at fastholde det som sin nationale karakter."

Mørch forklarer : "Det indebærer, at Israel som nation (min fremhævning) er et etnokrati, det vil sige et etnisk hegemoni (overherredømme, Nudansk Ordbog) som sikrer jødisk kontrol med alle de vigtigste positioner og institutionelle strukturer i samfundet. Nationen Israel er ideelt anskuet ikke knyttet til et bestemt territorium, men til et etno-religiøst fællesskab, det eksisterende jødiske samfund."

Han fortsætter : "Det vil ikke kunne videreføres, hvis der indenfor Israels grænser findes nogen betydningsfuld befolkningsgruppe, for eksempel kristne eller arabere , der stiller krav om andel i statens idé.

Israel er derfor mindre tolerant end andre stater ville have været overfor forhandlingsløsninger, der indebærer, at et stort arabisk befolkningselenent opnår borgerlige rettigheder."

Læg mærke til, at han skelner mellem staten Israel, der naturligvis har landegrænser, som landet bestemt ikke vil have ophævet, men tværtimod flyttet så langt, det med alle midler er muligt ind på arabisk og kristent territorium. Og så nationen Israel, som ikke er geografisk afgrænset, men som er overalt, hvor der er jøder, altså også i vort eget land. Her - altså også i Danmark - skal herske "Jødisk hegemoni, overherredømme, som sikrer jødisk kontrol med alle vigtige positioner og institutionelle strukturer i samfundet".

Her bliver det da udtrykt i klartekst. Utroligt, at Mørch og hans kone, og danske media og mere eller mindre naive danskere stiller op for dette !

Hykleriet er grænseløst : samme agitatorer, der ivrer for, at vi i hundredtusindtal skal slippe tilhængere af fremmede kulturer, nationer og religioner ind i vort land og give dem rettigheder - til og med statsborgerskab, forsvarer, at Israel naturligvis ikke skal være så tolerant, at det accepterer løsninger, "der indebærer, at et stort arabisk befolkningselement opnår borgerlige rettigheder."

Han tilføjer følgende interessante betragtning : "I kraft af sin manglende legitimitet" (jøderne forstår at få fordel ud af selv det, at være illegitim) "i det regionale system, har Vesten (og interessant nok også Sovjetunionen) affundet sig med de overtrædelser af folkeretten, som den israelske hævdelse af ensidig sikkerhed har medført."

Det kan da ikke forbavse, at Sovjet affandt sig med illegitimitet, som det jo selv har excelleret i. Forbavsende og foruroligende er det, at Vesten og ikke mindst vort eget land har gjort det. Og uhyggeligt er anerkendelsen af, at Israel har krav på ensidig sikkerhed. Selv Sovjet har dog anerkendt, at også modparten havde krav på sikkerhed.

Men det er desværre rigtigt, at selv vort eget udenrigsministerium tolererer, at Israel torturerer fanger til døde og overtræder så at sige alle de vigtigste konventioner for civiliseret optræden i okkuperet land.

Det er uhyggeligt, at Israel-lobbyen i vort land har afstedkommet en paraplyorganisation for 31 israelvenlige foreninger, som accepterer dette.

Det kan ikke undgås, at en sådan mangel på moralsk konsekvens må påvirke Vestens anseelse i mellemøstlige lande og svække tilliden til oprigtigheden i de principper, vi foregiver at kæmpe for.

I bogen DEN NYE VERDENSORDEN OG KRIGEN OM KUWAIT, Systime 1995 skriver Mørch og/eller hans medforfatterinde Anne Okkels Olsen : "Israelerne hævder med nogen ret, at de ikke vil kunne leve med en fjendtlig statsdannelse mindre end 25 km fra deres millionbyer."

Men han mener, at vi i vor egen millionby og alle vore andre byer skal leve med stadigt voksende kontingenter af tilhængere af fjendtlige statsdannelser, deriblandt organiserede repræsentanter for en nation, der vil sætte sig på vort eget statsapparat, eller allerede har gjort det, ligesom det har sat sig på vore media. Den pågældende "nations" stat, Israel angiver vitale interesser, som er milevidt forskellige fra vore. Om statens kyniske udvikling af selvstændige kernevåben, trods alliancen med supermagten USA, hedder det i førnævnte bog ISMAEL etc. : "Israels militær har ifølge Seymour Hershs seneste bog, atomvåben rettet mod emner i det tidligere Sovjetunionen og i Europa.

Som det vigtigste viser Hershs bog, at Israels førsteslags-strategi er betinget af det såkaldte Masadakompleks. Hvis Israel skulle være i fare for at blive løbet over ende, vil det ikke kun blive Israels, men hele verdens undergang !

USA-præsident Clinton agiterer oktober -96 for kernevåbnenes afskaffelse i en lang række østlige lande, deriblandt Ukraine, Hviderusland og Kazakstan, men han undlader at nævne Israel, som har opbygget sin styrke med støtte fra USA og Norge, hvilket en række norske politikere med Kåre Willoch i spidsen i NRK, TV1. 16.10.1996 stærkt fortryder.

I en vigtig tale, som bebuder udvidelser af Nato mod Øst, påpeger Clinton : I dag er ingen kernevåben i det tidligere Sovjetunionen rettet mod USA. Men at Israel truer områder i den tidligere Sovjetunion og Europa bekymrer ikke USA's leder.

Det er interessant, at jøderne endnu en gang slår Hitler med adskillige hestelængder, eller skal vi sige -kræfter. Det fortælles - vi kan ikke garantere for sandheden - at Hitler gav ordre til, at når Tyskland ikke kunne vinde krigen, så skulle det ødelægges. Det havde dog allerede Churchill, Roosevelt og Morgentau sørget for. Hvad, vi ved, er, at han ikke kapitulerede. Men jøderne erklærer altså, at hvis deres lille krig, som i dag ikke kan kaldes andet end en erobringskrig, skulle mislykkes, så skal hele verden ødelægges.

At støtte alle de her nævnte forbryderiske foretagender, for hvilke også vort land må undgælde, må være meget nær ved at komme ind under begrebet landsforræderi.

Med stærk velvilje kan nogle måske tænkes at forsvare den opfattelse, at hegemoniet kun er tænkt at gælde for det egentlige Israel, hvor det jo praktiseres åbenlyst, men at det er underforstået, at det ikke gælder i andre områder, hvor "nationen" Israel har placeret sig og forresten forsøger at udvide sine domæner. Det hænger bare ikke sammen. Ifølge jødisk tradition bør jødisk hegemoni tilstræbes overalt, hvor der er jødiske samfund. Det fremgår af Talmud og af Maimonides, der lærer, at kristne kun skal tolereres så længe de har større magt, og af dissidenter som Israel Shahak, der i "Judisk Historia, Judisk Religion" afslører, at en ægte jøde aldrig må rose en ikke-jøde, og at han aldrig, hvis det på nogen måde kan undgås, må tillade, at en ikke-jøde kan bestemme over jøder. Med kendskab til disse grundprincipper forstår man bedre, hvordan hegemoniet selv som mindretal er i stand til at placere folk i så mange indflydelsesrige positioner.

Hegemoniets mediebearbejdere

Weekendavisen har længe været en solid støtte for hegemoniet. 13 juni 2001 anvender bladet en hel side til at frembære Søren Mørch's evangelium. Danskheden reduceres til en sølle kaffeplet på bordet, medens det mørch'ske hegemoni breder sig frit til alle sider.

"Fortiden er et fremmed land", forkynder overskriften. Det bliver den så ved at han fjerner tolvhundrede år af vor historie frem til 1864 og skære resten til efter hegemoniets behov.

En af bladets faste støtter, når det gælder at støtte israelsk hegemoni i Mellemøsten er fænomenet Ulrik Høy, der forstår at skrive sprudlende om ingen verdens ting, og derfor boltrer sig ekstra begejstret om et farverigt emne som Israels erobringskrig i Mellemøsten. Sympatien er ikke hos de undertrykte. Carmi Gillon er en flink fyr, som han ønskede hjerteligt velkommen til Danmark.

Alligevel havde han fået visse betænkeligheder da læsere havde givet ham visse praj om at hverken Ruslands eller Japans indtræden i II verdenskrig var gået til helt som fremstillet i de versioner, han i mange år var blevet fodret med i biograferne. Nu håbede han, at læsere vil oplyse ham om, hvor han kunne hente mere konkret viden om, hvad han selv sammenfattede som en stor konspiration. Han håbede ikke forgæves. Vi pegede på, at han kunne læse adskilligt i vor bog "Vejleder i Mediejunglen". Og så anbefalede vi ham at abonnere på det californiske tidsskrift Journal of Historical Review og eventuelt det måske lidt mere folkelige Barnes Review i Washington. Her finder han de artikler med henvisninger til bøger, der afslører hvordan Roosevelt fremprovokerede Pearl Harbor for at overvinde amerikanernes modstand mod at engagere sig i krigen, som de med megen ret betragtede som et dumt europæisk nabokævl.

Og han kan i nr. 6-95, 6-97, 4-98 og 3-99 læse om operation Barbarossa, der sandsynligvis reddede den del af Vesteuropa, som Churchill ikke havde foræret Stalin. At dennes forberedelser til et felttog i Vesteuropa først nu bliver alment kendt er forbløffende. Mannerheim afslørede allerede 1952 i bogen "Minnen", at en finsk militærdelegation 25/5 1941 i Salzburg af generalerne Keitel og Jodel blev orienteret om at Sovjet havde trukket 118 infanteridivisioner, 5 panserdivisioner og 25 panserbrigader frem til skjul nær grænsen til de tyske områder, og at situationen var spændt.

At Churchill skulle være helt uvidende om dette er svært at tro. Alligevel foreslog han, som han selv stolt fortæller det, to år senere Stalin, at man skulle flytte gigantriget Sovjets og lydriget Polens grænser hundeder kilometer mod Vest. Stalin blev henrykt og foreslog til gengæld at skyde 50.000 tyske officerer. Men det huede ikke Churchill - han havde ført krig mod civilbefolkningen og kulturen. Jævnfør "Baedekerbombningerne". Stalin fik travlt med at forsikre, at han bare havde sagt det for sjov; men den var nok lidt for tyk. Vi ved, og det gjorde Churchill sikkert også, at han havde ladet tusinder polske officerer myrde i Katyn, og Volkogonov oplyser i sin Stalinbiografi, at tyrannen med koldt blod havde gjort det af med 40.000 af sine egne befalingsmænd.

Mange flere propagandaportrætter er blevet afsløret som myter uden at vi danske har måttet få det at vide. James Bacque afslørede 1989, at Eisenhower myrdede op mod en million tyske soldater efter krigens afslutning. Andre allierede krigsforbrydelser i hobetal har der været total tavshed om. Den i film og medier endeløst gentagne historie om gaskamre og seks mio. myrdede jøder har vist sig at være ikke blot århundredets, men årtusindets rævestreg. Men Chaim Weizmann arbejdede efter krigen ufortrødent videre for ekstra at myrde 6 mio. tyskere med gift. Det slap frem i Berlingske Tidende så sent som 1968.

Næsten al historieskrivning må laves om, men af hvem ? Professor Bryld mener i Weekend-Avisens nr. 28 i år, at journalister kan være lige så gode til at skrive historie som "historikerne". Det er en betinget ros. Størstedelen i begge lejre er af samme skuffe. De er under hegemoni og har her hjemme holdt bøtte og gør det stadig væk. Se blot til centret for holocaustforskning, som ikke vil klargøre, hvad de mener begrebet holocaust dækker. fordi det vil afsløre, at næsten alle, der har set nærmere på fakta er "fornægtere".

Udenfor vore grænser har både historikere som Rassinier, Barnes og Hogan og naturvidere som Butz og

Rudolf, jurister som Veale og Stäglich og outsidere som Jürgen Graf og Ernst Zúndel - for blot at nævne nogle stykker - bidraget til at rydde op i den store krigs propagandamyter. Ingen af disse skarpsindige pionerer nævnes i den ny encyclopædi. men du kan finde både Mørch og Pundik. Den sidste får endda lov til at forfatte et afsnit om holocaust, hvor han påberåber sig de mest afsindige vidneforklaringer som Franz Stangel's. Hvorfor denne skævhed ? Måske fordi to repræsentanter for hegemoniet er placeret i leksikonets "videnskabelige råd."

Mange journalister har lidt en krank skæbne. Berømte eksempler : Douglas Reed og Ward Price, men deres indflydelse har været stor.

Forskere som professor Faurisson er gang på gang blevet overfaldet og næsten slået ihjel.

Men den revisionistiske forskning er en realitet, ikke til at komme uden om, og dens resultater står til rådighed på hovedsprogene. Danmark har meget at indhente og må gøre sig fri af det fremmede hegemoni.

Lars Thirslund

* * * * *