M : Folketingsvalg 2001

Se også J, L og O.

Statsmanden Nyrups bedrifter.

31, oktober 2001 udskrev Poul Nyrup Rasmussen valg og medierne gik straks i gang med at rose hans statsmandskunster til skyerne. Det mærkelige er, at man ikke fremhævede hans krigeriske bedrifter, som er enestående. I een folketingssamling lykkedes det ham at føre Danmark ind i to krige langt fra rigets grænser, ja længere i østerled end selv Harald Hildetand.

Den første krig blev afsluttet med knusende sejr. Fjendens land var smadret, trafikken på Europas største flod stoppet og broer over den ødelagt. Fjendens hersker var i lænker slæbt til fængsel. Hvorfor besynger man ikke disse bedrifter, ja næppe nævner dem ? Jo, det er jo det, at han blev taget ved næsen ind i denne krig, som Nato egentlig ikke havde noget at gøre med, og resultatet stod ikke mål med ødelæggelserne. Hans allierede krigsherre general Lesley Clark erklærede at formålet var at forhindre serberne i etnisk udrensning og at gennemtvinge multikulturen på Balkan. Resultatet blev etnisk udrensning af serbere, og mord på kristne samt ødelæggelse af kristne kirker i Kosovo. Islam blev udvidet mod Nord og trængte nu ind i Makedonien. Nogle norske krigsflyvere rejste hjem, de sagde : Det her er ikke vor krig, Men Nyrups flyvere blev og lod sig sylte ind til de alle havde været i aktion omend ikke direkte morderisk.

Ikke engang majestæten fandt disse bedrifter værd at rose i hendes moralske nytårsprædiken.

Nu blev regeringschefer i Europa enige om, at Østrig skulle kanøfles : multietnisk. De skrev en bandbulle og bad Nyrup være med. Han burde have overvejet dette angreb på en anden lille stat, men tænkte kun på at få lov at være sammen med de store. Det blev hurtigt klart, at det var alt andet end klogt. Man måtte hale i land igen.

Her burde Nyrup have lært ikke at abe efter; men da det er dér, han har sit talent, blev han ved. Da World Trade-katastrofen indtraf kiggede han igen efter storebror uden at opfatte andet end det rent ydre ceremoniel : Hvad gør man ? Man lægger ansigtet i folder og kræver hævn. Men udøverne var jo døde. Javel, men så deres bagmænd !

Bush erklærede krig mod al terrorisme; men han havde en bagtanke : Kunne amerikanerne ikke selv komme i fedtefadet ? Jo ! - Derfor rettede han krigen mod een bestemt mand og hans organisation og så mod det land, som den udpegede terrorist befandt sig i. Det skulle alle stille op for : "Dem der ikke er med er imod os!".

Nyrup lod sig fange med een gang : Vi er med - hele vejen, råbte han. Kun Tony Blair var lige så kategorisk Dermed var Danmark lige så lidt gennemtænkt som første gang i krig, nu op mod femtusinde kilometer borte. Men skal da kun terror mod USA og Israel udryddes og straffes ? Skal USA's og Israels terror ikke udryddes ? Det sidste kunne de to lande gennemtvinge, hvilken dag de ville. Men Israel fortsætter sin statsterrorisme, og USA fortsætter ind til videre at støtte den med militærhjælp for over en mia. $ om året. Bombningerne i Afghanistan balancerer nu på grænsen til, hvad der må komme ind under betegnelsen. Og så erklærer USA, at amerikanere aldrig skal dømmes som krigsforbrydere, hvilket er i tråd med at ingen af deres forbrydelser under og efter II Verdenskrig er bragt for domstol (Et særtilfælde er muligvis løjtnant Calley fra Vietnamkrigen.) Israels krigsforbrydere beklæder de højeste stillinger, og kritik af disse forhold angribes rasende af de jødiske forsvarsorganisationer, som vi så det for nylig med angrebene på Mogens Lykketoft.

Dette leder til det grundliggende spørgsmål, hvad er årsagerne til terrorismen.

Ser man bort fra de meningsløse personlige terrorhandlinger : nedskydning af mere eller mindre tilfældige medborgere, så er terrorhandlinger i hvert fald ofte begrundet i oplevelse af utålelige urimeligheder og uretfærdighed.

Det må indses. at muslimernes fjendskab mod Vesten i høj grad bygger på ydmygelser forårsaget af Israels spredning af armerede bosættelser i arabiske områder, og militær nedslagtning af al modstand.

Takket være Clintons våbenstøtte ser Sharon sig i stand til at trodse ikke blot sine muslimske naboer men endda USA's ny præsident.

Bush har fra sin forgænger arvet denne kabale, som ikke går op : en pakkeløsning, som bestod i at hjælpe muslimerne til fremgang i Mellemeuropa mod at svække dem i Israels interessesfære. Det første effektueredes udenom FN ved hjælp af Nato og med dansk hjælp,

. Det sidste ved den militærhjælp til Israel, der gør det muligt for dette at besvare enhver palæstinensisk protest med kampvogne, kamphelikoptere og fly med missiler. Dette misforhold i magt fostrede de arabiske selvmordsangreb med begrænset antal ofre, som altid prompte blev hævnet med flere palæstinensiske lig. Angrebet på World Trade Center og faren for andre attentater af lignende uhyggelig art kan ikke ses isoleret fra denne eskalerende udvikling. Som en enlig svale blandt danske politikere ser Lykketoft nødvendigheden i at forstå også modpartens synspunkter og kræve balance og retfærd. Derfor pegede han på, at Israel uden betingelser må trække bosættelser tilbage. Trods den indlysende logik blev han angrebet af Venstre og konservative, og Sharon frydede sig. Israelitterne måtte forstå det sådan, at hans hårde linje var den rette, og før hed det, at ca. halvdelen af Israels folk ønskede forståelse med palæstinenserne. Nu blev det sagt at syv ud af ti støtter Sharon. Danske media og i konsekvens af dette danske politikere med Duetoft og Melchior i spidsen har medansvar for denne kurs, som, hvis den ikke erstattes af en realistisk bedømmelse af hvad der er ret og rimeligt i begge lejre, må lede til global katastrofe.

Modsætningen mellem Vestlig retskultur og muslimsk og mosaisk kan ikke udslettes ved at forties. Den er ind til videre fundamental, og fredelig sameksistens kan kun opretholdes ved at de holdes hver for sig, sådan som kommunismen og den noget mere fri verden blev holdt adskilt indtil begge ideologier havde demonstreret, hvad de praktisk går for.

Nyrup som statsmandskunstner manifesterede sig i at han godhedsfuldt nejede sig for globaliseringens multikulturidé og slap tusinder og atter tusinder af fremmede ind i landet med ret til at drage endnu flere tusinder efter sig.

Hvor det vil føre hen har mange længe kunnet se og advaret imod. De er blevet hånet og nægtet enhver støtte, medens Nyrups regering har støttet indstrømmernes hurtigt etablerede 75 organisationer, med næsten 7 mio. kr. alene i år.

Dagen før han udskrev valg sammenlignede Nyrup modstanderne af hans indstrømningspolitik med rotter og blev meldt til politiet. Han undskyldte sig med, at idéen stammede fra socialdemokraternes kulturideal, Hartvig Frisch, ham, der mente, at "kultur er vaner". Frisch havde også sagt, at man ikke skulle forbyde uvaner som nazisme. Så fandt de som rotter nogle andre huller at komme op af. Et kinesisk ordsprog siger : Man må være en rotte for at kende en rottes sædvaner.

Som ekstranummer tilføjede Nyrup : Vi politikere har et ansvar for at tonen ikke bliver alt for hadsk

Og så udskrev han valg. Straks måtte han forsvare sin minister, Karen Jespersen, der krævede, at der måtte gøres noget effektivt mod indstrømningen. Nyrup sagde i TV : "Det skal vi være klare nok til at sige til hinanden : Det går ikke !" "Det skal vi se på, når valget er overstået. Kan dette ikke gøres bedre ?"

Jo, det kunne gøres meget bedre. Men hvorfor har han ikke gjort det før ? Han har haft magten i 8 år. Det er hans regering, der har ansvaret for at indstrømningen er foregået så godt som uhæmmet, og at så godt som ingen sendes tilbage.

Det er befriende, at selv han nu må erkende, at der må gøres noget, men det er hårrejsende, at han ikke vil diskutere hvad før efter valget. Det er da soleklart, at nødvendige reformer ikke vil kunne gennemføres ved de politikere, der har ladet stå til og givet statsborgerskab til det skræmmende antal indstrømmere, der foragter dansk, og forresten vestlig kultur, religion og tradition.

Man må stemme på Dansk Folkeparti eller Fremskridtspartiet, og stemme personligt - ikke nødvendigvis på partilederne, men på dem, der mest klart har formuleret det for Danmark væsentlige. I Folkepartiet : Fx. Mogens Camre. I Fremskridtspartiet : Vera Kristensen, Kaj Vilhelmsen, Elin Uttrup,.

Lars Thirslund

* * *