MOSES OG DANSKERNE

af Marianne Herlufsdatter

Forord

af Lars Thirslund

Mariannes skrift blev til som svar på mærkelige udtalelser af kendte personer af mosaisk observans. Formen blev nogle steder lidt polemisk. Vi synes ikke, der er grund til at ændre ved det spontane udtryk i studien, og den fremtræder derfor i alt væsentligt i den form, den fandt i 1994.

En forkortet version blev i ekstra forkortet udgave bragt i Berlingske Tidende 26/5 1995 og vakte opmærksomhed. Mosaiske kredse reagerede voldsomt - ikke mod sagsindholdet - men imod, at det blev oplyst i en avis, hvad der står i biblen. Marianne blev angrebet, gang efter gang, og 4/6 afsatte Berlingske Tidende en hel side til skældsord, og alligevel blev bladet overfuset, ja, endda truet for at have publiceret stof, som man krævede,skulle være forbudt; "Der MÅ være grænser for ytringsfriheden".

Avisen lod sig forskrække og ville højst give Marianne lov til at svare med 500 ord, som blev forhandlet op til 1000. Hendes svar kom i bladet 18/6-95. Den del af svaret, som gik ud over de 1000 ord, tilbød Marianne at sende til læsere, som var interesserede. Det viste sig, at mange var.

Skriftet diskuterer ikke den historiske sandhed i Mosebøgerne. Dette er af mindre betydning i denne sammenhæng. Det analyserer, hvad der står i bøgerne: beretninger, påstande, holdninger og bud, som de må opfattes, hvis man betragter teksten som aktuelle moralske lærestykker, som politisk religion.

Som sådan er de chokerende læsning. Chokket bliver ikke mindre, når man erfarer, at grundsyn og tendenser er ført videre i en omfattende talmudisk litteratur, som regnes overordnet Mosebøgerne. Det må desværre påpeges, at de udvalgte brudstykker af Talmud, som vore hjemlige mosaiske skribenter plukker frem til beskuelse, giver et falsk billede. Talmud afspejler i lange passager en rent ud pervers mentalitet, og prædiker uforsonlig foragt og had mod fremmede og især kristne.

Racismen og fremmedhadet holdes den dag i dag i live gennem daglige ceremonier og remser, der indøves fra de tidligste barneår.

Man indleder morgenen med at takke Gud for ikke at være født som goj = ikke-jøde. Det følges op af forskellige lovprisninger, fordi Gud har udvalgt jøderne frem for alle andre mennesker. En særlig vigtig bøn er "Attenbønnen", der fremføres tre gange om dagen med mange ceremonier og krussimussiduser. Den indeholder følgende: "Må de frafaldne være uden håb og alle kristne forgå øjeblikkelig".

Esther Edelsten beskriver i bogen "Jødedommen på stående fod" fornøjet, hvordan jøderne frigør sig fra besværlige indgåede forpligtelser. Man anvender en bøn, der hedder Kol Nidrei, hvilket betyder: "alle mine løfter." Hun skriver: "Denne bøn, hvis indhold er, at alle vore løfter tilintetgøres, har opnået enorm popularitet, takket være dens meget smukke og bevægende melodi , som har været inspirationskilde for mange store komponister." Hun skriver ikke noget om, hvor mange, der har ladet sig inspirere af nytteværdien i indholdet.

Interesserede henvises til Israel Shahaks bog " Jewish History, Jewish Religion", som desværre ikke er oversat til dansk. Mariannes anmeldelse, med flere citater fra bogen, kan læses i VESTLIG SAMISDAT nr. 2. En svensk oversættelse kan nu fås for ca. 100 kr. fra PHOINIX Förlag, Box 92085, S - 541 02 SKÖVDE 2. Sverige.

Af dansk Talmudlitteratur findes: " Talmud" - jødiske leveregler - uddrag af . Oversat til dansk af Aage H. Andersen efter den af overrabbiner Moses Friediger godkendte oversættelse til tysk ved Lazarus Goldschmidt. Eget forlag, København 1939. Kan fås gennem VESTLIG SAMISDAT. Se Dokumenttilbud 1998-99.

Gennem bibliotekerne kan man låne mere omfattende oversættelser på engelsk og tysk eller kortfattede fremstillinger som " Talmud=Jude" af professor, dr. Aug. Rohling. Den er over 100 år, men genudgivet af Liberty Bell Publications. Denne bog er fuld af humor og bringer også sjove og frække, konventionelt set blasfemiske passager fra Talmud.

En artikel i TIME, "Is the Bible Fact or Fiction", 18/12 1995 refererer historikeres skepsis overfor den fysiske sandhed i beretningerne om patriarkerne, Moses, udvandringen fra Ægypten osv. Den har vakt bekymring hos mange bogstavtroende jøder, ligesom løsagtige pressebulletiner om, at Jesu grav skulle være fundet, har afstedkommet forskrækkede kommentarer blandt "kristne" som biskop Jan Lindhardt: Om det havde været rigtigt, skulle grunden være skredet under den kristne tro. - En utrolig tro eller mangel på samme. Det kunne dog højst have haft gyldighed for dogmet om opstandelsen, som vi kun kender fra overleveringer, hvorimod Jesu ord - eller de pragtfulde ord, der tilskrives ham - foreligger som uigendrivelige kendsgerninger, ganske uafhængigt af, hvordan de er kommet frem til os.

Også nogle kristne betragter Mosebøgerne som hellige, og drager deraf slutninger, som man kan undre sig over. Vi har altså bogstavtroende "kristne", men heldigvis også Kristus selv, som - hvad man end citerer ham for at have sagt - var antidogmatiker og antibogstavidiot.

Det meste, eller meget af begge testamenterne - især det gamle -, er formentlig legender eller propagandaberetninger; men som sådanne er de historiske kendsgerninger med flere tusind år bag sig.

Det interessante er, hvordan det budskab, de bringer, påvirker personer, som tager dem for Guds ord, eller opdrages til at se det opportune i at lade som om, de gør det.

Ganske enkelt ved at læse, hvad ordene i Det gamle Testamente siger, har Marianne fået skæl til at falde fra vore øjne. På en måde må vi være taknemmelige mod Bent Melchior og Bent Blüdnikov, som - vel ikke tilsigtet - satte dette forskerarbejde i gang.

Hun giver os derigennem nøglen til forståelse af kulturchok, som giver sig mærkelige udtryk over store dele af jorden.

Hvordan kan det gå til, at mosaister, uden nævneværdig modstand, trods deres begrænsede antal, kan sætte sig i besiddelse af indflydelsesrige stillinger, så at de behersker politik og opinion over store dele af verden?

Man kan hævde, at det må være fordi de andre er væsentligt dummere, men det ville jo være racisme, og er altså forbudt. Når det ikke er race, må det være opdragelse. Hvad er det, der giver mosaisk opdragelse et så udpræget overtag over kristne?

Det står klart, at det jødiske ideal er ham, der sejrer over "fjenderne" og tager hævn. Ham, der narrer modtstanderne, underkuer dem og udsuger dem - og fjender og modstandere, det er alle de andre. Lyver man, så er det ingen stor sag. Med bestemte remser kan man gøre sig fri af alle uheldige forpligtelser, som det har været opportunt at indgå. Det vigtige er at overholde de regler, som Guden har opstillet; men selv dem - et flertal af dem - går det at omgå. Man skal bare snyde på den rigtige måde, så er man et godt menneske.

I den kristne verden er opdragelsen helt modsat. Her skal du elske dine fjender. Selv de, der regner jøderne for fjender, skal elske også dem. Vi skal være gode og barmhjertige mod alle mennesker. Vi må ikke lyve og bedrage. Gør vi det alligevel - og det gør jo de kristne også - er og forbliver det beskidt. Idealet er ikke til at tage fejl af: Du skal være god og ærlig mod alle, også dine fjender.

Når resultatet af disse to opdragelsesprincipper møder hinanden, lad os kalde dem egoprincippet og idealprincippet. så har egoprincippet en enestående fordel. Og idealprincippet eller Kristusprincippet en klar svaghed. Det afslører sig især i forhold til det, som trods alt altid er vigtigst: Sandheden.

Det sidder dybt i den kristent opdragede, at løgn er så skændigt, at det ikke går at fjerne sig alt for tydeligt fra sandheden. Når de nu møder egoister der, uden bekymring for sandheden, frit og frankt erklærer sig for det, som er nyttigt for dem, så bliver idealisten narret. - Han kan ikke tro, at det er muligt at lyve så frækt og ugenert, som det er muligt for den anden, for hvem løgnen bare er det nødvendige middel til at besejre en mindreværdig person. For jøden er jøden skabelsens højdepunkt - vel at mærke den jødiske mand, som er skabt i Guds billede. Et skridt under kommer den jødiske kvinde, som kun er skabt i mandens billede. Langt under, som hunde og æsler, kommer andre mennesker.

Gælder det politik og principper, er forskellen lige så klar. Selv om den kristne lejr har lært at lyve, hvor statsinteresser står på spil, er der grænser, som man nødigt vil overskride.

Egoisterne har ikke disse hæmninger. Det er svært at se nogen anden forklaring på de uhyrlige, åbenlyse løgne, som mosaisterne rundspreder, og får det meste af verdenspressen til at æde, fordi det næsten føles for pinligt at afsløre fremtrædende personer, der lyver så groft.

Vi er nødt til at se virkeligheden i øjnene og sige det rent ud, når løgnerne lyver. Og ikke lade os dupere af frækheden og skråsikkerheden hos dem, der er opdraget med en anden holdning til sandheden. Ellers bliver vi lige så stille gjort til slaver af dette anderledes samfundssystem.

Løgnagtigheden synes at være smitsom. Det er svært at komme uden om mistanken, at det er mosaismens uforholdsmæssige indflydelse i dansk presse, der har ført til, at vigtigt stof i dag censureres - ikke efter nyhedsinteresse - men efter medieherrernes personlige, ideologiske og politiske fordele.

Når alt kommer til alt, havde Nietzsche måske ret, da han sagde, at kristendommen er en slavereligion - eller er gjort til det. Alle Jesu ord er ikke lige blødsødne.

Jeg vil minde om en af vor civilisations største reformatorer, Martin Luther, som man har travlt med at bagsnakke, fordi han troede på hekse og djævle, hvad der jo er mange, der gør endnu. Og fordi han ville slå bondeoprør ned, hvad man stadigvæk gør, bare med andre midler. Men det, der gør ham stor er, at han ville have, at alle selv skulle tage stilling. Og så oversatte han biblen, både det gamle og det ny testamente. Vist kunne han ikke overskue, hvad det ville føre til af talløse sekter og i de seneste tider vivisektion af selve skrifterne; men alligevel!

Det store var, at han vovede at kræve selvstændig læsning, tænkning og stillingtagen. Og der er vi endnu, må vi håbe.

I dag er litteraturudbudet større, og vi er ikke bare henvist til religiøse bøger. Så meget mere grund er der til at være kritisk. Når vor egen religion og vore egne teologer kritiseres sønder og sammen, er det tåbeligt ikke lige så kritisk at granske andre religioners og forresten sekters mere eller mindre hellige skrifter, og de personager, som med henvisning til højere magt, eller magter, forsøger at få os til at sluge kameler.

Mariannes arbejde er et skridt på vej mod bedre balance i debatten mellem vor egen, ganske tolerante kulturtradition, og de stærkt religiøst dominerede folkegruppers, der har arbejdet sig herind, eller er i færd med at gøre det, og som har skaffet sig betydelig kontrol, eller er i færd med at gøre det, over vort samfund,

Rubjerg, Påskedag, 7. april 1996 / 15. marts 1999.

Lars Thirslund

MOSES OG DANSKERNE

af Marianne Herlufsdatter

Den 27 januar 1992 afholdt "Akademiet for anvendt filosofi" en salon på cafébåden Liva i Nyhavn over emnet: "Er palæstinierne vor tids jøder?" Jeg hørte transmissionen derfra i radioen.

Der var to ting, som især gjorde indtryk på mig: overrabbiner Bent Melchior sagde blandt andet: "Jøderne er ikke en race. De er et folk, dvs.: Jøde er den, der er født af en jødisk mor eller bekender sig til Moselov. Derfor er al "Snak om halvjøder eller kvartjøder det rene vrøvl, de eksisterer ikke."

Bent Blüdnikow kom med en bemærkning, som jeg sent skal glemme: "Er der nogen danskere tilstede, eller er her bare jøder?" Han betragtede altså ved den lejlighed hverken sig selv, Melchior, Pundik eller andre kendte navne, som var til stede, som danskere!

Disse udtalelser gjorde, at jeg forstod, at der var noget, der havde undgået min opmærksomhed.

I toneangivende kredse luftes jævnlig den doktrin, at fordomme udspringer af uvidenhed. Hvis man bare "oplyser" folk, læs: indoktrinerer dem, vil deres "fordomme" forsvinde som dug for solen.

Melchiors og Blüdnikows udtalelser gjorde, at jeg forstod, at min opfattelse af jøder, nemlig at de ikke adskilte sig fra danskere i almindelighed, måtte være en fordom, som bundede i manglende viden. Altså satte jeg mig for at tyre Mosebøgerne.

Jeg havde indtil da opfattet dem som arvegods på linje med Homer og Snorre. Nu forstod jeg, at de var aktuel politik.

Som vist alle danske af min generation er jeg opflasket med "bibelshistorie", og jeg har opfattet den som just det : historier og Moselov, det var de ti bud, dermed basta. Det centrale i kristendommen var for mig naturligvis Jesus og hans prædikener, en filosofi, som jeg lige fra jeg som femårig kom i skole, funderede meget over. Det er først nu på mine gamle dage, jeg har opdaget, at Opstandelsen, og for katolikker Jomfrufødslen, åbenbart for mange er det centrale, noget som jeg anså og ser som uvæsentligt.

"Mit rige er ikke af denne verden" betyder for mig, at det er ånd, den ånd, der giver sig til kende gennem det vidunderlige på denne jord, også gennem det, som nogle påstår, er materielt. Kristendom er blandt andet for mig det, som min mormor lærte mig, at være taknemmelig for Guds gaver og ikke være som pigen, "der trådte på brødet".

Nu skulle jeg altså til at læse Mosebøgerne uden formildende formidling. Det var tung kost; så tung, at det har taget mig over to år at fordøje det. Og resultatet er som følger:

Gud skabte himlen og jorden, og på den sjette dag, da han åbenbart var ved at være træt, skabte han menneskene i sit billede, hvilket skulle betyde, at de ligner ham, men ikke er ham. De skulle herske over dyrene, han syntes åbenbart allerede at arbejdet var ved at blive for stort. Men det var en troldmandens lærling, han havde skabt. Allerede fra begyndelsen var de ulydige og spiste af kundskabens træ. De spiste ikke nok; de blev halvstuderede røvere, og de mistede paradiset.

Da Vorherre så menneskene, og hvad de havde afstedkommet, angrede han, at han nogensinde havde gjort dem, og besluttede at udrydde dem. Af uransagelige grunde besluttede han at spare Noa og hans familie. Uransagelige, for Noa var jo af samme øgleyngel som resten af menneskeheden, hvilket snart skulle vise sig.

Da Noa efter at være strandet på Ararat plantede vin, drak han sig fuld og lå med "blottet blusel" i sit telt.

Hans yngste søn, Kam, kom ind og så det, og han var åbenbart ikke snedig nok til at holde kæft, han fortalte det til sine brødre. De var både snu og sladderagtige, de gik baglæns ind og dækkede Noa, og bagefter fortalte de Noa, hvad Kam havde set.

Nu viste Noa, at han havde fået en bid for meget af kundskabens træ på godt og ondt eller måske (snarere) en hel del for lidt, han udtalte en forbandelse:

"Forbandet være Kana'an, trælles træl blive han for sine brødre."

Og følgende velsignelse:

"Lovet være Herren, Sems Gud, og Kana'an blive hans træl!

Gud skaffe Jafet plads, at han må bo i Sems telte, og Kana'an blive hans træl."

Dertil er at bemærke, at Kams efterkommere er blandt andet kanaanæer, amoriter, jelusiter, hivviter og hetiter, de folkeslag, som ifølge Moses skal forfølges, fordrives og udryddes af Sems efterkommere, israeliterne, altsammen fordi Noa drak sig fuld og skød skylden på en anden.

Dette skete for 4000-5000 år siden, og det er denne Guds løfter til det "udvalgte folk", verden stadig skal underholdes med.

Ca. tusind år senere, da kanaanæerne allerede var bosat i Kanaans land, tiltrådte Tara, Abrahams far, rejsen fra Ur med sin familie for at føre dem til Kanaans land.

Fra nu af krydres fortællingen med de stadigt tilbagevendende guddommelige velsignelser. Således, da Abraham kommer til Kanaan åbenbarer "Herren" sig og siger: "Dit afkom giver jeg dette land."

Abraham drager nu rundt i landet; men under en periode af hungersnød tager han til Ægypten.

Da han kommer tilbage til Kanaans land, lover Herren ham det endnu en gang.

Han slår sig ned blandt hetiterne og Gud siger: "Dit afkom giver jeg dette land fra Ægyptens bæk til den store flod, Eufratfloden, det er keniterne, kenizziterne, kadmoniterne, hetiterne, perizziterne, refaiterne, amoriterne, kanaanæerne, girgasjiterne, hivviterne og jebusiterne."

Historien skrider frem, Isak fødes, giftes og får sønnerne Esau og Jakob.

Som tilfældet var med Noa, udvælges den mest snu og upålidelige til at føre arven visere.

Jakob snyder i samdrægtighed med sin moder - Rebecca - Esau og bliver slægtens overhoved. Siden snyder Jakobs svigerfader - Laban - Jakob. Jakob snyder tilbage.

At man kan snyde sig til fortrinsret og goder er menneskeligt; men at det også skulle være guddommeligt, er en kamel, som man vist må være fundamentalist for at sluge.

Nu drager Jakob med samtlige koner og børn hjem til Isak. Her må man bemærke, at Rakel stjæler sin faders husgud. Hvad hun skal med den, er interessant; Abrahams, Isaks og Jakobs Gud er jo meget stærkere; men det er hun åbenbart ikke klar over.

Den opbyggelige historie fortsætter.

Jakobs sønner sælger deres yngste bror, Josef, til ismaelitiske købmænd. Han havner i Ægypten, hvor han til sidst får en stor stilling.

Ved næste hungerperiode kommer Jakob og Josefs brødre til Ægypten med faraos billigelse, og bliver bosat i den bedste del af landet. Brødrene har dårlig samvittighed, men Josef siger:"Ikke I, men Gud, har sendt mig hid, for at mange hos Eder kan reddes og holdes i live."

Alle israelitternes numre tjener et højere formål.

Tiden går, og de 70 israelitter, der kom til Ægypten, formerer sig og bliver overmåde talrige, som der står. Det tør nok siges. Da Moses fører dem ud af Ægypten 430 år senere, er de hen ved 600.000 mand foruden kvinder og børn, hvilket svarer til en fordobling hvert 30 år. Slet ikke umuligt. Det ser vi i dag.

Ægypterne bliver nervøse og sætter israelitterne til trællearbejde, hvilket ikke er noget specielt. Josef havde under hungersnøden købt al ægypternes jord til farao og gjort alle ægyptere til faraos trælle. Israelitterne havde også både før og senere trælle.

Israelitterne formerer sig stadig, og farao beslutter, at alle deres nyfødte drenge skal kastes i Nilen.

Moses´ mor sætter Moses ud i en kurv mellem sivene i Nilen, hvor faraos datter finder ham. Hans mor lader sig ansætte som amme; men da han er stor, bringer hun ham til faraos datter, der adopterer ham.

Her begynder nu historien om alle tiders folkeforfører.

Moses slår en ægypter ihjel og flygter for farao til midjaniternes land, bliver gift der og får en søn med en midjanitpræsts datter.

Da dør farao, og Moses får en guddommelig åbenbaring. Han skal føre israelitterne til kanaanæernes, hettitternes, amoriternes osv. land.

Fra nu af er alt, hvad han siger og gør, Guds direkte ordre.

Efter syv sorger og otte bedrøvelser fører han israelitterne over Det Røde Hav, og Moses og israelitterne synger en lovsang, der blandt andet lyder:

Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min faders Gud, og jeg vil ophøje ham. Herren er en krigshelt. Herren er hans navn.

Israelitterne kommer i slagsmål med en beduinstamme, amalekiterne, og Gud siger til Moses ( II Mosebog: 17 kapitel: vers 14-16): "Optegn dette i en bog, for at det kan mindes, og indskærp Josua, at jeg fuldstændigt vil udslette amalekiternes minde under himmelen."

Og Moses siger: "Herren har krig med Amalek fra slægt til slægt."

Moses fungerer i ørkenen som dommer for folket, og han forklarer sin svigerfar: Jo, folket kommer til mig for at rådspørge Gud; når de har en retssag kommer de til mig, og jeg dømmer parterne imellem og kundgør dem Guds anordninger og love."

Dertil siger svigerfaderen: Det er alt for meget arbejde, du bliver ganske udmattet. Du skal i stedet forelægge Gud de forefaldende sager på folkets vegne og indskærpe dem anordningerne og lovene, og lade andre administrere dem.

Det gør han. Da de kommer til Sinai, går han op på bjerget og får sine åbenbaringer.

Først tager han en lille tur op på bjerget og kommer ned med de ti bud: Moses sagde:

"Gud talede alle disse ord og sagde: jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset. Du må ikke have andre Guder end mig. Du må ikke gøre dig noget billede eller noget afbillede af det. som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg Herren din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde led straffer fædres brøde på børn af dem, der hader mig, men i tusind led viser miskundhed mod dem, der elsker mig, og holder mine bud! Du må ikke misbruge Herren din Guds navn, thi Herren lader ikke den ustraffet, der misbruger hans navn. Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning; men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, dit kvæg eller den fremmede inden dine poster. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den. Ær din far og mor, for at du må få et langt liv i det land, Herren din Gud vil give dig! Du må ikke slå ihjel! Du må ikke bedrive hor! Du må ikke stjæle! Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste! Du må ikke begære din næstes hus! Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget, der hører din næste til!

Hvem er israelitternes næste? Svaret får man i Femte Mosebog 15 kapitel: "Hvert syvende år skal du holde friår. Og friåret skal holdes således: Enhver, der har fordring på sin næste, skal give afkald derpå: han må ikke kræve sin næste og sin broder, når et friår er udråbt af Herren. Udlænding må du kræve; men det, du har tilgode hos din broder, skal du give afkald på.

Dog, der bliver ingen fattige hos dig; thi Herren din Gud vil rigeligt velsigne dig i det land, Herren din Gud vil give dig i arv og eje, hvis du blot vil adlyde din Guds røst, så du omhyggeligt handler efter alle disse bud, som jeg i dag pålægger dig."

Ligeledes i 23. kapitel:

"Du må ikke tage rente af din broder, hverken af penge, fødevarer eller andet, som man kan tage rente af. Af udlændinge må du tage rente, men ikke af din broder, hvis Herren din Gud skal velsigne dig i alt, hvad du tager dig for i det land, du skal ind og tage i besiddelse."

Samme vej snerper det i 3. Mosebog 19. kapitel : "I må ikke stjæle, I må ikke lyve, I må ikke bedrage hverandre, i må ikke sværge falsk i mit navn, så du vanhelliger din Guds navn. Jeg er Herren!"

"Du må ikke bære nag til din broder i dit hjerte; men du skal tale din næste til rette, at du ikke skal pådrage dig synd for hans skyld.

Du må ikke hævne dig eller gemme på vrede mod dit folks børn, du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!"

Moses stiger op i "mulmet" igen og får indprentet alverdens forskrifter og regler.

Da han bliver længe væk, siger israelitterne til Aron: "Kom og lav os en Gud, der kan drage foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten." Aron beder om deres smykker og laver en guldkalv; han bygger et alter for den og kundgør: "I morgen er det højtid for Herren."

Da Moses kommer ned fra bjerget med stentavlerne, bliver han gal over den manglende disciplin.

Han slår tavlerne og guldkalven i stykker og siger: "Hvem der er for Herren, han komme til mig!"

Da samlede alle leviterne sig om ham (han var jo selv levit) og han sagde til dem:

"Så siger herren Israels Gud: Bind alle sværd om lænd og gå frem og tilbage fra den ene indgang i lejren til den anden og slå ned både ven og frænde!" Og leviterne gjorde som Moses havde sagt, og på den dag faldt der af folket henved 3000 mand. Og Moses sagde: "Fra i dag af skal i være præster for Herren; thi ingen skånede søn eller broder, derfor skal velsignelse komme over eder i dag."

Herren siger til Moses: "Den som har syndet imod mig, ham vil jeg udslette af min bog! Men gå nu og før folket hen, hvor jeg har befalet dig at føre det hen; se min engel skal drage foran dig! Men til sin tid vil jeg straffe dem for deres synd!" Og Herren slog folket fordi de havde lavet tyrekalven, den Aron lavede."

Moses stiger op på bjerget igen og Herren går forbi ham og råber (II : 34 : 5 ff.) : "Herren, Herren, Gud som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelser og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, som straffer fædres brøde på børn og børnebørn, på dem i tredje og fjerde led!"

"Se jeg vil slutte en pagt - i hele mit folks påsyn vil jeg gøre undere, som aldrig før er sket noget steds på jorden og blandt noget folkeslag, og hele folk, i hvis midte du lever, skal se Herrens værk; thi det, jeg vil udføre ved dig, er forfærdeligt. Hold dig det efterretteligt, som jeg i dag byder dig! Se, jeg vil drive amoriterne, kanaanæerne, hetiterne, perizziterne, hivviterne og jebusiterne bort foran dig! Vogt dig vel for at slutte nogen pagt med indbyggerne i det land, du kommer til, for at de ikke skal blive en snare for dig, når de lever i din midte. Men I skal nedbryde deres altre, sønderslå deres stenstøtter og omhugge deres asjerastøtter. Thi du må ikke tilbede nogen anden Gud, thi "Nidkær er Herrens navn, en nidkær Gud er han. Du må ikke slutte pagt med landets indbyggere, og når de boler med deres guder og ofrer til dem, og man indbyder dig at være med, må du ikke spise deres ofre: og du må ikke af deres døtre tage hustruer til dine sønner, så deres døtre, når de boler med deres guder, får dine sønner til at bole med dem." osv.

Da Moses efter fyrre dage og fyrre nætter kommer ned med de ny stentavle, kalder han israelitterne sammen og siger: "Dette er hvad Herren har pålagt Eder at gøre: I seks dage må der arbejdes, men på den syvende dag skal I holde helligdag en fuldkommen hviledag for Herren. Enhver, der den dag udfører noget arbejde, skal lide døden.

Derudover udsteder han en uendelighed af love og forordninger. Her er et udpluk:

V : 23 : 1-8:

Ingen, der er gildet ved knusning eller snit, har adgang til Herrens Forsamling. Ingen, som er født i blandet ægteskab har adgang til Herrens Forsamling; end ikke i tiende led har hans afkom adgang til Herrens Forsamling. Ingen ammonit eller moabit har adgang til Herrens Forsamling; end ikke i tiende led har deres afkom adgang til Herrens Forsamling, fordi de ikke kom Eder i møde med brød eller vand undervejs, da I drog bort fra Ægypten. Du skal aldrig i evighed bekymre dig om deres velfærd og lykke.

Derimod må du ikke afsky edomiterne, thi de er dine brødre. Heller ikke ægypterne må du afsky, thi du har levet som fremmed i deres land.

Deres efterkommere må have adgang til Herrens Forsamling i tredje led.

(Ammonitter og moabiter er Lots efterkommere, og edomiterne som bekendt Esaus.)

V: 13 : 6-11:

Dersom din broder eller halvbroder, din søn eller datter, din hustru, som du favner, eller din ven, der er dig kær som dit eget liv, hemmeligt vil lokke dig til at gå hen og dyrke andre guder, som hverken du eller dine fædre før kendte til, af de folkeslags guder, der bor rundt om Eder, være sig nær eller fjernt, fra den ene ende af jorden til den anden, så må du ikke føje ham eller høre på ham, vise skånsel eller holde hånden over ham, men du skal slå ham ihjel; din hånd skal være den første, der løfter sig imod ham for at slå ham ihjel, siden alle de andres hånd. Du skal stene ham til døde, fordi han søgte at forføre dig til frafald fra Herren din Gud, der førte dig ud af Ægypten af trælhuset. Og det skal høres i hele Israel, så de gribes af frygt og ikke mere øver en sådan udåd i din midte:

Minder mig om Stalins hemmelige politi eller Hitlers opfordring til Hitlerjugend.

II : 23 : 22-33 i uddrag:

Når du adlyder ham (en udsendt engel) vil jeg være dine fjenders fjende og dine modstanderes modstander - - - Jeg vil sende min rædsel foran dig og bringe bestyrtelse over alle de folk, du kommer til, og jeg vil drive alle dine fjender på flugt for dig. Jeg vil sende gedehamse foran dig, og de skal drive hivviterne, kanaanæerne og hetiterne bort foran dig. Men jeg vil ikke drive dem bort foran dig i eet og samme år, for at landet ikke skal lægges øde, og for at markens vilde dyr ikke skal tage overhånd for dig; lidt efter lidt vil jeg drive dem bort foran dig, indtil du er så talrig, at du kan tage landet i besiddelse. Jeg vil lade dine landemærker nå fra det røde hav til filistrenes hav, fra ørkenen til floden; thi jeg giver landets indbyggere i Eders hånd, så du kan drive dem bort foran dig. Du må ikke slutte pagt med dem eller deres guder. De må ikke blive boende i dit land, for at de ikke skal forlede dig til synd imod mig, til at dyrke deres guder, så det bliver dig en snare!

Man kan jo ikke undres over, at nogle palæstinensere gør modstand.

V : 7 : 1-4:

Når Herren din Gud fører dig ind i det land, du skal ind og tage i besiddelse, og driver store folk bort foran dig, hetiterne, gergasiterne, amoriterne, kanaanæerne, perisiterne, hivviterne og jebusiterne, syv folk. der er større og mægtigere end du, og når Herren din Gud giver dem i din magt, og du overvinder dem, så skal du lægge bånd på dem.

Du må ikke slutte pagt med dem eller vise dem skånsel, du må ikke besvogre dig med dem, du må hverken give een af deres sønner din datter eller tage een af deres døtre til din søn; thi så vil de få din søn til at falde fra Herren, så han dyrker andre guder og Herrens vrede vil blusse op imod Eder, og han vil udrydde dig i hast.

V : 8 : 19-20:

Men hvis du glemmer Herren din Gud og holder dig til andre guder og dyrker og tilbeder dem, så vidner jeg for Eder i dag, at I skal gå til grunde. Som de folk, Herren lader gå til grunde for Eder, skal i gå til grunde, til straf for at I ikke ville adlyde Herren Eders Gud!

V : 7 : 16:

Og alle de folk, som Herren din Gud giver dig, skal du fortære uden skånsel. Du må ikke dyrke deres guder, thi det ville blive en snare for dig.

III : 3 : 17:

En evig anordning skal det være for Eder fra slægt til slægt, hvor I end bor: intet fedt og intet blod må I nyde!

I : 9 : 3-6:

Alt hvad, der rører sig og lever, skal tjene Eder til føde; ligesom de grønne urter giver jeg Eder det alt sammen.

Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!

Men for Eders eget blod kræver jeg hævn; af ethvert dyr kræver jeg hævn for det, og af menneskene indbyrdes kræver jeg hævn for menneskenes liv.

Om nogen udøser menneskenes blod, ved mennesker skal hans blod udøses, thi i sit billede gjorde Gud menneskene.

III : 17 : 10:

Om nogen af Israels hus eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nyder noget blod, så vender jeg mit åsyn mod dem, der nyder blodet, og udrydder ham af hans folk.

VI : 15 : 30-36:

Men den, der handler med forsæt, (ikke synder af vanvare) hvad enten han er indfødt eller fremmed, han håner Gud, og det menneske skal udryddes af sit folk - - -

- - - medens israelitterne opholdt sig i ørkenen, traf de en mand, som sankede brænde på en sabbat. De, der traf ham i færd med at sanke brænde, bragte ham til Moses, Aron og hele menigheden.

- - - Da sagde Herren til Moses: Den mand skal lide døden; hele menigheden skal stene ham uden for lejren! Hele menigheden førte ham da uden for lejren og stenede ham til døde, som Herren havde pålagt Moses.

V : 28 : 5:

Hvis du ikke omhyggeligt handler efter alle denne lovs ord, som står skrevet i denne bog, og frygter dette herlige og forfærdelige navn, Herren din Gud, så skal Herren sende uhørte plager over dig og dit afkom - - -

Og ligesom Herren havde sin glæde af at gøre vel imod Eder og gøre Eder mangfoldige, således skal Herren da have sin glæde af at tilintetgøre Eder og lægge Eder øde, og I skal drives bort fra det land, du nu skal ind og tage i besiddelse. Herren skal adsplitte dig blandt alle folkeslagene fra den ene ende af jorden til den anden, og der skal du dyrke fremmede guder, som hverken du eller dine fædre før kendte til.

V : 30 : 1-8:

Men når alt dette kommer over dig, både velsignelserne og forbandelserne, som jeg har forelagt dig, og du lægger dig det på sinde ude blandt alle de folkeslag, Herren din Gud forstøder dig hen iblandt, og tillige med dine børn af hele dit hjerte og hele din sjæl omvender dig til Herren din Gud og adlyder hans røst i alt, hvad jeg i dag byder dig, så vil Herren din Gud vende din skæbne og forbarme sig over dig og samle dig fra alle de folk, Herren din Gud spreder dig iblandt.

Og Herren din Gud vil føre dig ind i det land, dine forfædre havde i eje, og du skal få det i eje, og han vil gøre dig endnu lykkeligere og talrigere end dine fædre. Og Herren din Gud vil bringe alle hine forbandelser over dine fjender og avundsmænd, der har forfulgt dig. Da skal du omvende dig og adlyde Herren din Guds røst og handle efter hans bud, som jeg i dag pålægger dig.

III : 26 : 14-16:

Men hvis I ikke adlyder mig og handler efter alle disse bud, hvis I lader hånt om mine anordninger og væmmes ved mine lovbud, så I ikke handler efter alle mine bud, men bryder min pagt, så vil også jeg gøre lige for lige imod Eder og hjemsøge Eder med skrækkelige ulykker; svindsot og feberglød, så øjnene sløves og sjælen vansmægter - til ingen nytte sår I Eders sæd, thi Eders fjender skal fortære den - - -

III : 26 : 38-39:

I skal gå til grunde blandt folkeslagene, Eders fjenders land skal fortære Eder. De, der bliver tilbage af Eder, skal sygne hen for deres misgerningers skyld i Eders fjenders lande, også for deres fædres misgerninger skal de sygne hen ligesom de.

V : 26 : 16-17:

I dag byder herren din Gud dig at handle efter disse anordninger og lovbud - og - - - han vil sætte dig højt over alle folk, som han har skabt, til pris og berømmelse og ære.

III : 24 : 10-23:

"En israelitisk kvindes søn, hvis fader var ægypter, gik ud blandt israeliterne. Da opstod der strid i lejren mellem den israelitiske kvindes søn og en israelit, og den israelitiske kvindes søn forbandede navnet (Herrens navn) og bespottede det. Da førte man ham til Moses. Hans mor hed Sjelomit, en datter af Dibri af Dans stamme. Og de satte ham i varetægt for at få en kendelse af Herrens mund. Og Herren talede til Moses og sagde. Før spotteren uden for lejren, og alle de, der hørte det, skal lægge deres hænder på hans hoved, og derefter skal hele menigheden stene ham, og du skal tale til israelitterne og sige: Når nogen bespotter sin Gud, skal han undgælde for sin synd; og den, der forbander Herrens navn skal lide døden; hele menigheden skal stene ham; en fremmed såvel som en indfødt skal lide døden, når han forbander navnet - - -

Og Moses sagde det til israelitterne, og de førte spotteren uden for lejren og stenede ham; israelitterne gjorde som Herren havde pålagt Moses.

II : 13 : 1-2 og 12-13:

Før udtoget fra Ægypten siger Herren til Moses: "Du skal hellige mig alt det førstefødte, alt, hvad der åbner moders liv hos israelitterne, både mennesker og kvæg; det skal tilhøre mig, alt det førstefødte, som falder efter kvæg, for så vidt det er handyr, skal tilhøre Herren - - - og alt det førstefødte af mennesker blandt dine sønner skal du udløse." (se herom senere)

IV : 3 : 45:

Inden opbruddet fra Sinai siger Heren til Moses: "Tag leviterne i stedet for alle israelitternes førstefødte og ligeledes leviternes kvæg i stedet for deres kvæg, så at leviterne kommer til at tilhøre mig Herren."

VI : 3 : 5-10:

Lad Levis stamme træde frem og stil dem for præsten Aron. for at de kan gå ham til hånde - - -

Altså skal du overgive Aron og hans sønner leviterne; de er ham overgivet som gave fra israelitterne. Men Aron og hans sønner skal du sætte til at tage vare på deres præstetjeneste; enhver lægmand, som trænger sig ind deri, skal lide døden.

* * *

Således har Moses endeligt erobret førstefødselsretten til Guden fra de andre stammer. ligesom Jakob huggede førstefødselsretten og velsignelsen fra Esau.

Ikke nok med det, de leviter, der stammer fra Kevis anden søn Kehat, hvortil Moses og Aron hører, skal tage sig af de hellige ting i åbenbaringsteltet, medens de andre skal tage sig af udenværkerne.

* * *

III : 21 : 16-23:

Herren talede til Moses: "Tal til Aron og sig: Ingen af dit afkom; de kommende slægter, som har en legemsfejl, må træde frem for at frembære sin Guds spise, det må ingen, som har legemsfejl, hverken en blind eller en halt eller en med vansiret ansigt eller for lang en legemsdel eller med brud på ben eller arm eller en pukkelrygget eller en med tæring eller en, der har pletter i øjnene eller lider af skab eller ringorm eller har svulne testikler. Af præsten Arons efterkommere må ingen, som har legemsfejl. nærme sig for at frembære Herrens ildofre; han har en legemsfejl, han må ikke nærme sig for at frembære Guds spise. Han må vel spise sin Guds spise, både det, som er højhelligt, og det, som er helligt; men til forhænget må han ikke komme, og alteret må han ikke nærme sig, thi han har en legemsfejl og må ikke vanhellige mine hellige ting; thi jeg er Herren, som helliger dem." (At spise offerkødet var leviternes særret.)

* * *

Israelitterne får ordre til at lejre sig hver stamme under sit felttegn, hærafdeling for hærafdeling.Og i fast rækkefølge bryder de siden op, en hær på størrelse med Napoleons store armé.

Moses sender nu de tolv spejdere af sted for at undersøge Kanaans land. De kommer tilbage og siger at det flyder med mælk og honning; men det er et stærkt folk med store befæstede byer. Det kan israelitterne ikke klare.

Moses (Herren) siger, at som straf for deres knurren skal de vandre i ørkenen i fyrre år.

Så vil de alligevel hellere prøve; men Moses siger, at Herren ikke er med dem fordi de tvivlede. De bliver da også slået af amalekiterne og kanaanæerne.

Israeeliterne anmoder om lov til at drage gennem edomitternes land (Esaus efterkommere) det bliver dem nægtet, de driver da amoriterne bort og bosætter sig i deres byer.

Derefter bosætter de sig blandt moabiterne (Lots efterkommere).

VI : 25 : 1-3 og 5-9:

"Men folket begyndte at drive hor med de moabitiske kvinder, og de indbød folket til deres guders slagtofre, og folket spiste deraf og tilbad deres guder. Og Israel holdt til med Ba'al Peor; derover blussede Herrens vrede op mod Israel" - - - "Enhver af Eder skal slå dem af dine mænd ihjel, der har holdt til med Ba'al-Peor!"

Og se, een af israelitterne kom og førte en midjanitisk kvinde hen til sine landsmænd lige for øjnene af Moses og hele israelitternes menighed, medens de stod og græd ved indgangen til åbenbaringsteltet. Da nu Pinehas, præsten Arons søn Eleazar's søn, så det, trådte han frem af menighedens midte, greb et spyd, fulgte den israelitiske mand ind i sengekammeret og gennemborede dem begge, både den israelske mand og kvinden, hende gennem underlivet.

Da standsede plagen blandt israelitterne. Men tallet på dem, plagen havde kostet livet, løb op til 24.000."

IV : 31:

Og Herren sagde til Moses: "Skaf israelitterne hævn over midjaniterne; så skal du samles til din slægt. - - -"

De drog så ud i kamp mod midjaniterne som Heren havde pålagt Moses og dræbte alle af hankøn.

- - -

Og israelitterne bortførte midjaniternes kvinder og børn som krigsfanger, og alt deres kvæg., alle deres hjorde og alt deres gods tog de med som bytte; og alle deres byer og alle deres teltlejre stak de ild på - - - og Moses blev vred - - - og sagde til dem: "Har I ladet alle kvinder i live? Det var jo dem, der efter Bileams råd blev årsag til at israelitterne var troløse mod Herren. Dræb derfor alle drengebørn og alle kvinder, der har kendt mand og har haft samleje med mænd, men alle piger, der ikke har haft samleje med mænd, skal I lade i live og beholde."

"Byttet udgjorde 675.000 stykker småkvæg, 72.000 stykker hornkvæg, 61.000 æsler og 32.000 kvinder."

* * *

Det må bemærkes, at midjaniterne var efterkommere af en af Abrahams seks sønner med Ketura, som han sendte langt bort fra sin søn Isak, og at Moses i Ægypten søgte tilflugt hos en midjanitisk præst, hvis datter han giftede sig med og fik to sønner.

Her på Moabs sletter gentager Moses endnu engang sin pagt med Herren. Han lærer israelitterne tolv forbandelser, som vil overgå dem, hvis de ikke overholder alle regler, og et antal velsignelser, hvis de opfylder alle deres forpligtelser mod Herren. De må aldrig glemme at udrydde amalekiterne. Han uddeler land til Rubens og Gads stammer og halvdelen af Manasses stamme øst for Jordan. Det er blandt andet amoriternes og amoniternes land.

Han udnævner Josva til sin efterfølger, synger sin svanesang og dør.

Nu begynder det egentlige erobringstogt. Tæppet kan gå op for de følgende akter, af hvilke vi ikke har set den sidste endnu.

Man må spørge sig: Er der historiske realiteter bag disse historier, og hvilke er de i så fald? Dette er, hvad jeg er nået frem til:

Bag historierne kan visse historiske kendsgerninger mere eller mindre sikkert påvises.

Beretninger om syndflod findes fra alle kanter af verden; men de ældste stammer fra Mesopotamiens sumeriske kultur.

Den blomstrede ca. 3500- 2000 f.Kr. i en række bystater, der hver især havde en udvalgt skytsgud. Den lokale bykonge stod i direkte forbindelse med sin udvalgte gud og udstedte guddommelige love på ordre af samme.

I Ur ( hvorfra Abraham kom) forkyndte kong Ur-engur en "ny lov efter ordre af guden Shamash", solguden, hvem han, kongen og hans undersåtter "skyldte alt".

Sumerernes guder skulle oprindelig underholdes med menneskeofringer; men en sumerisk lertavle fortæller, at: "et lam er erstatning for et menneske, lammet giver han for sit liv." (Det var jo nøjagtigt, hvad Abraham gjorde, og som bliver pålagt israelitterne at gøre i II Mosebog 13. kapitel.)

Den babyloniske konge Hammurabi, som erobrede riget 1792 f.Kr., udstedte en lovsamling på grundlag af gamle sumeriske love. Men han påberåbte sig guddommelige åbenbaringer, som havde foranlediget ham til at nedskrive den "guddommelige ret". Han ses på sin stenstøtte, hvorpå loven står ndmejslet, modtage stentavlerne med loven af den "elskede solgud", Shamash. Loven havde 282 paragraffer. Straffelovens grundsætning var: "Øje for øje og tand for tand."

Under eller efter Hammurabi påbegyndes Abrahams vandring til Kanaan.

Abraham havde to brødre, hvoraf Laban og Rebecca stammer fra den ene, og Lot er den andens søn.

Abraham giftes med sin søster Sara og er formentlig den ældste, og han arver høvdingeskabet eller førstefødselsretten og dermed vel også stammeguden.

Da Sara ikke får nogen børn, bruger hun sin ægyptiske træl Hagar til formålet. Da hun siden får Isak, jager hun Hagar og Ismael bort for at han ikke skal arve.

Efter Saras død gifter Abraham sig og får seks sønner. Dem sender han bort med gaver og giver Isak alt. Altså: Isak får førstefødselsretten og stammeguden.

Abraham skaffer Isak en hustru, "ikke af kanaanæernes døtre, blandt hvem jeg bor, men fra min hjemstavn." Det blev Rebecca.

Esau giftede sig med to hetiterkvinder; "Det var Isak og Rebecca en hjertesorg."

Han sælger sin førstefødselsret til Jakob for en ret linser. Men da Isak er gammel og blind, snyder Jakob med Rebeccas hjælp sig til den velsignelse, som var tiltænkt Esau. Han arver derved guden.

Jakob flygter til Rebeccas broder, Laban, og får Lea og Rakel til koner, de er af den rigtige slags.

Jakob får tolv sønner med sine to koner og deres to trælkvinder. Men da hans yndlingskones to sønner, som er hans yndlinge, er de yngste, uddeler han ikke "velsignelsen" men giver hver især sin særlige velsignelse.

Hvad var det, der oprørte Moses så voldsomt, da han kom ned fra Sinai og så guldkalven? Hans broder, Aron, der også var folkefører og troldmand, fandt det jo ganske naturligt. Tyreguden var ikke fremmed for israelitterne, heller ikke for Moses. Det ses af, at deres altre er hornede, II : 27 : 2, og når præster indvies, ofres tre hornede dyr. Først en tyr, siden to væddere, II : 29 : 1 ff. I billedkunsten fremstilles Moses selv visionært med horn, som den troldkarl og antikrist, han er. Horn er magtens symbol.

Det vigtige var, efter min opfattelse, at Moses risikerede at blive overflødig og miste sin magt, da tyreguder dyrkedes af mange andre stammer og folk. Nu gør han det til en dødssynd at ofre uden for Jahves helligdom; altså ingen vej til gud uden gennem præsterne (leviterne), III : 17 : 1-4.

Det er førstefødselsretten og retten til guden, som Moses erobrer til leviterne, da han kommer ned fra Sinai. Det ses tydeligt, at når man har erobret guden, er man hævet over reglerne, som er til for at holde disciplin blandt undersåtterne. Det gælder tilsyneladende ethvert etableret styre, og et "guddommeligt" er åbenbart ingen hindring.

Det specielle ved Moses er hans gennemførte terrorvælde, som han opretholder med sine 613 lovbud, og som har holdt sig til i dag. Ganske vist er kun to stammer tilbage, som ikke er "udryddet af sin slægt", nemlig Juda og Levi stammer.

Det besynderlige er, at vi andre skal acceptere den form for religion.

Det Jesu-ord, som gjorde mest indtryk på mig som barn, og som jeg lige siden har set som det centrale var: "Vogt Jer for de falske profeter - på deres frugter kan I kende dem. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter."

Vi omgives jo af profeter, falske og sande, store og små, og jeg anså, og ser det som en menneskepligt at skelne.

Hver dag stilles vi over for spørgsmålet om falsk eller sandt, og frugterne omgives vi af; de er i sig selv straffen eller belønningen for at følge falsk eller sandt.

Jesus talte i lignelser; for ellers havde han ikke overlevet i tre år. Han var i opposition til Loven, og efter at have læst Moselov i sin fulde udstrækning og altså set frugterne af Moses' virke, tror jeg, han anså Moses for en falsk profet. Det gør jeg i hvert fald. Jeg må spørge, hvad den har i vor kirke at gøre?

Skønt Jesus af jødedommen betragtes med dyb afsky, på linje med andre folks væmmelige guder, forsøger herboende jødiske skribenter nu alligevel at tage ham til sig som en fuldgod jøde, altså proselyt til stammeguden.

Jeg er kun blevet bekræftet i min opfattelse, at Jesus var lige så meget jøde, som Luther var katolik.

Og at præstevælde, hvor det end optræder, er et onde.

Man må indrømme, at Moses som folkefører var fremgangsrig, og man kan godt forstå, at Muhammed, der jo kendte jøderne fra Medina, gerne ville gøre ham kunsten efter, hvilket i høj grad lykkedes.

At det ikke er lykkedes lige godt for nogle af vor tids profeter, kommunisterne, skyldes måske, at de har holdt Vorherre udenfor.

Det var dumt, for tro kræver tilsyneladende ikke logik, men blind hengivelse. Vist nok Marx sagde, at religion er opium for folket. Jeg mener han havde uret. Den er snarere spiritus. Den gør nogle ondskabsfulde og agressive og andre til lallende tåber. Begge kategorier fungerer udmærket i en religiøs forsamling.

Det er sagt, at jøderne troede på een eneste Gud. Nej, Moses' budskab var, at jøderne kun måtte dyrke een Gud, ham der talte gennem Moses: Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Det skulle være slut med mangfoldigheden, som blandt andet illustreredes ved,at Rakel stjal sin fader Labans husgud. Andre folk havde naturligvis andre Guder.

Når jøderne hævder, at de opfandt monoteismen er det en tilsnigelse. I Ægypten indførte farao i jødernes tid dyrkningen af een gud, solguden Aton, hvilket ganske vist blev afskaffet igen af præsterne under Tutankamon. Men også Hammurabis' dyrkelse af solguden Marduk (Shamash) ligner monoteisme. Det specielle ved israelitterne var, så vidt jeg kan se, den lovbefalede nepotisme, hvor Moses erobrede førstefødselsretten og dermed retten til stammeguden og samtidigt forbød de andre stammer retten til selvstændighed.

Det specielle ved Moses er det systematiserede terrorvælde; men med dette har han holdt jøderne i folden i 3000 år.

Hvad er så budskabet?

Åndelig og sågar fysisk terror - Kæft trit og retning. Blind lydighed eller udryddelse.

Det er en utroligt primitiv religion, hvor de evindelige gentagelser skal gøre den overbevisende, og hvor frygten er den drivende kraft, ved siden af et håb om belønning ved lydighed, altså pisk og gulerod; moralske skrubler er der ikke plads til.

Hvis dette er religion, er det svært for mig at se, hvorfor ikke også nazismen er religion, eller kommunismen eller alle de andre ismer Men de har som sagt glemt at blande Vorherre ind i det.

Det ville måske være på tide at afskaffe religionsfriheden som en menneskeret og indføre trosfrihed i stedet.

Jødedommens påvirkning af den katolske kirke er åbenlys, således det hierarkiske præstevælde, grusomheden især i ældre tider, og pavens bandlysning af mishagelige personer, samt forfølgelse af kættere. Altsammen efter min mening det modstte af kristendom. Reformationen fik desværre ikke engang afskaffet kætterbålene, og vi har den dag i dag en blasfemiparagraf.

Også den katolske kirkes opdeling i grader af hellighed, sådan at kirkebygningens indretning med det allerhelligste, koret og højalteret, er forbeholdt præstestanden.

Præsternes ritualer virker på mig som sort magi.

Pavelig autoritet er tydeligvis en meget relativ ting, når man kan fratage gamle helgener deres helgenstatus.

Jødedommens samstemmighed med Islam er endnu mere direkte. Det gælder forfølgelsen af frafaldne og blasfemikere og den klare skelnen mellem os og de "vantro". Som hos jøderne skal man behandle hinanden indbyrdes pænt og alle de andre på en anden måde.

Logikken er derfor klar, når paven taler for at forvandle Grædemuren fra et "Sorgens Sted" til et "Fredens Sted" for de tre "monoteistiske" religioner: jødedommen, katolicismen og Islam. Da taler han om religionen som et magtmiddel og en fagforening for præster. Kristendom har det i hvert fald intet med at gøre, tværtimod.

Man har sat sig for at undersøge, hvad den efter sigende øgende antisemitisme beror på. Jeg vover at påstå, at den beror på den øgende eller i hvert fald stadigt mere synlige "semitisme", eller hvad man kan kalde den form for ekshibitionisme og anglen efter verdens opmærksomhed, som jøderne gør sig skyldig i.

Det rækker tydeligvis ikke for dem, at de er "Guds udvalgte folk", de skal også være den resterende menneskeheds.

Jeg har før, under og efter 2. verdenskrig gået i skole med børn med velkendte jødenavne. Jeg har fætre og kusiner, der er det, man kalder kvartjøder, vi havde venner og bekendte, der var jøder, jeg legede som barn tit hos naboen, frk. Goldschmidt, en af mine bedste venner var jøde.

Jeg har aldrig opfattet eller oplevet, at der var noget specielt ved det.

Alligevel har jeg efterhånden følt en stadig større aversion mod "jøderiet", eller hvad man kan kalde det. Det skyldes en række ting:

Deres aldrig svækkede had og efterlysning af en bestemt slags krigsforbrydere. Vi andre har en præskriptionstid på 25 år, men ikke jøder. Og det forventes, at hele verden skal billige dette, til trods for at vi har lært, at man skal tilgive, men ikke glemme.

Simon Wiesenthal demonstrerer med al tydelighed, at jødernes næste kun er dem selv. Gigantiske krigs- og milieuforbrydelser i øst og vest - deriblandt deres egne - interesserer dem ikke, hvis de ikke er specifikt rettet mod jøder. Men de, der er rettet mod jøder, kan aldrig tilgives. Budet om ikke at bære nag eller hævnes på sin næste gælder kun jøder.

Simon Wiesenthal optræder som sin nidkære hævnende stammegud.

Jeg føler, at jøder slår mønt af "Holocaust". Hvornår udtrykket dukkede op, husker jeg ikke. Men vi skal nu til stadighed indprentes, at jøderne er uskyldigt forfulgte og deres ulykke er den største, verden har skuet, til trods for, at det er uomtvisteligt, at andre folkeslag og grupper af folk har været udsat for lignende. Man kan nævne armenierne og hele befolkninger i Sovjet, og i dag befolkninger i Sydsudan og Tibet for ikke at tale om indianerne.

Jøderne beundres for at holde sig adskilt fra andre folk gennem århundrederne, noget som er forbudt os andre, og da bliver kaldt racisme. Kun jøder må indvandre til Israel; så vidt jeg husker, var der for en del år siden vrøvl med nogle etiopiske jøder, som skulle bevise, at de var jøder; de så åbenbart forkerte ud.

I den forbindelse er det stødende, at balterne skal have så svært ved at få deres lande for sig selv. Man taler om de under besættelsen indvandrede russeres menneskelige rettigheder, skønt de har et stort fædreland at rejse hjem til. De deporterede baltere er der ikke mange, der har interesse for.

Så tænker jeg, hvad er forskellen mellem f.eks. danskere og jøder? Vi er også et folk, ikke en race. Jo! Vi har ingen privat Gud, så har vi naturligvis heller ikke ret til vores eget land. Jeg begynder at forstå Muhammed, han har lavet en jødedom for ikke-jøder, det er lige ved at være logisk. Deri består hans genialitet.

Men så dukker Jesu advarsel igen op: "Vogt Jer for de falske profeter!"

Hvad er det Moses udlærer: Jødernes gud er en personlig gud, hvorved jeg forstår det, at han er skabt i menneskets billede, skønt det siges omvendt.

Han har menneskelige træk: Han vil hyldes, opvartes og adlydes, han gør forskel på folk; han hævner sig, eller han lader nåde gå for "ret", når det passer ham.

Efter almindelig vesterlandsk mening skal loven være lige for alle, uden persons anseelse.

Dette er ikke tilfældet i det gamle testamente. Der råder et præstestyre, som, går i arv, tilsyneladende den dag i dag.

Jøderne har så vidt jeg kan se et forklaringsproblem. De kan ikke både påberåbe sig Moselov og samtidigt påstå, at de er demokratiske i vesterlandsk forstand.

Palæstina består af blandt andet Galilæa. Samaria og Judæa. De ti forsvundne stammer, som "bolede" med fremmede boede blandt andet i Nordriget, Israel. De gjorde. hvad der var ondt i Herrens øjne. Derfor drev Herren dem bort fra sit åsyn, så der blev ikke andet end Judas stamme tilbage. Herren forkastede hele Israels slægt. Der står "De måtte vandre bort fra sit land til Assyrien, hvor de er den dag i dag."

I Anden Samuelsbog 11-12 k. og i Første kongebog, især 3. og 11. k., læser man, at heller ikke judæerne (jøderne) opførte sig ordentligt, de gjorde ustandseligt, hvad der var "ondt i Herrens øjne". Det gjaldt ikke mindst deres to mest berømmede konger, David og Salomon. Davids oldefader giftede sig med Rut, en kvinde af det forstødte moabitfolk. Selv skaffede han sig på infam måde hetiten Urias' kone Batseba. Med hende avledes Salomon, der først giftede sig med en ægyptisk prinsesse, men siden holdt sig med moabitiske, ammonitiske, edomitiske, zidoniske og hetitiske kvinder, de folkeslag om hvem Herrens havde sagt: "I må ikke have med dem at gøre, og de ikke med Eder - " men Salomon drev det til 700 fyrstelige hustruer og 300 medhustruer. Og han "holdt sig til Astarte, zidiniernes gudinde (en yppig frugtbarhedsgudinde, der naturligvis tiltalte ham mere end forbuds- og paragraf-tyranen Jahve) og til Milkom, ammoniternes væmmelige Gud." Han byggede "en offerhøj for Kemosj, moabs væmmelige gud på bjerget østen for Jerusalem og for Milkom, ammoniternes væmmelige Gud, og samme hensyn viste han alle sine fremmede hustruer, som tændte offerild for deres guder og ofrede til dem"

Denne ekstreme tolerance blev Jahve for meget, og også judæerne blev fordrevet fra deres arvelod Judæa.

Ifølge VI Mosebog 36. k. må ingen arvelod gå fra den ene stamme til den anden, så man må spørge sig, hvad nutidens jøder har i Galilæa og Samaria at gøre.

Kun, hvis de opfylder Moselov og udrydder alle fremmede iblandt sig, har de ifølge Hærskarernes Herre ret til det forjættede land. Hvis de ikke gør det, skal de selv udryddes. Er det ikke en temmelig uløselig knude, som F.N. her forsøger at løse?

Skal man tage Mosebøgerne alvorligt, er den logiske slutning, at Jahve styrer jøderne suverænt. Han belønner og straffer dem.

Diasporaen er en straf for ulydighed, og holocaust er et led i denne straf. En rettroende jøde kan efter min opfattelse ikke lægge skylden på Hitler, men udelukkende på jøderne selv. Hitler var et redskab for Guds mellemværende med de genstridige jøder.

For Jahve og hans "udvalgte" folk eksisterer intet andet af betydning end dem selv. Det er den slutning, man må drage.

Men spørgsmålet er: har de nu gjort sig fortjent til at blive taget til nåde igen, retter de sig efter alle de anordninger, som de er pålagt ifølge Mosebøgerne? Eller har de overtrådt loven, så de "bør udryddes af sin slægt?"

Jeg må svare, at jeg kender i alt fald ingen såkaldt jøde, som ikke har "syndet" til den milde grad, at han for længe siden burde være udryddet af sit folk", og jeg må sige heldigvis.

Måske var det alligevel ingen fordom, at jeg troede, at jøder var som alle andre. Det, der i større eller mindre grad kan skille, er graden af indoktrinering med en forhistorisk religion.

Måske er det Bent Melchior og Bent Blüdnikow, der med denne baggrund er belastet af fordomme.

Det forekommer mig, at det er på tide, at forvise jødedommen til museum.

Hvis den skal gå for at have noget som helst med aktuel politik at gøre, er man tvunget til at tage afstand fra den på samme måde, som man tager afstand fra nazismen i dag.

Marianne Herlufsdatter.