O : kommentarer 2002

Israel Shahak og revisionismen. 27.2.2002. Om den nylig afdøde israelske professors advarsler.

Jødedom. Artikel til Den nye dialog 11.3.2002. Det er ikke kun Islam, som er en fare for demokratiet og vor kulturarv.

Information(sfrihed) og demokrati. Betragtninger i anledning af et symposium om europæisk ytringsfrihed

Breve til statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller, 2.4.2002. Begrebsopløsning og holdningsløs dansk udenrigsploitik.

Det frygteligste. 2.4.2002. Om opløsning af vestlig retskultur.

Det jødiske overmenneske. 23,4.2002. Lidt om, hvad de hellige jødiske bøger lærer.

Den ujødiske, den udødelige Jesus. 3.5.2002. Hvordan Weekendavisen vrider evangelierne for at få en brugbar jøde ud af Jesus, og hvorfor det ikke lykkes. Alt, hvad der kendetegner evangeliernes Jesus, er oprør mod den mosaiske læres regeltyranni.

No business like shoahbusiness. Om vildledende artikel i UNIVERSITETSAVISEN .

Nåmenså'erne. Om holocaustindustriens omskiftelige forklaringer.

Brev fra statsminister Anders Fogh Rasmussen 11. maj 2002, efterfulgt af en appel til dansk retssans ved PRO PATRIA-gruppen.

Storkrig truer i Mellemøsten. En israelsk militærhistorikers bedømmelse.

* * * * *

Følgende indlæg, indsendt til Jyllands-Posten, "specielt" 27.1.2002 blev afvist :

Israel Shahak og revisionismen.

I sin kronik 27. januar affejer lektor Grimstrup al kritik af efterkrigstidens holocaustfremstilling. Dermed afviser han vor tids mest originale historieforskning, der har samme krav på interesse og respekt som professor Israel Shahaks.

Det er lidt sent, at foreslå interview med professor Israel Shahak. Han er desværre død for ikke så længe siden. Men man kan stadigvæk læse hans bog. Den findes oversat til svensk og kan bestilles på forlaget Phoinix for få kr. I tilgift får man to artikler fra det hebræiske dagblad Marive, sept. -94 med titlerne : "Den jødiske vask af narkotikapenge" og "Jøderne styrer Clintons hof", oversat til engelsk og kommenteret af Shahak . På svensk ved Lars Adelskogh.

Vedrørende pengevasken afsløres, at rabbinerne deltager lukrativt i den.

Vedrørende den anden titel ser vi daglig, at de også styrer præsident Bush. Sharon dikterer åbenlyst USA's holdninger. I efteråret 2001 oplyste den israelske radiostation Kol Israel, at Shimon Peres havde advaret mod for groft at udfordre USA's tålmodighed. I en ordveksling bruste Sharon op : "Hver gang vi foretager os et eller andet, fortæller du os, at Amerika vil gøre sådan eller sådan - - - Jeg vil fortælle dig noget meget klart : Du skal ikke bekymre dig om amerikansk pres på Israel. Vi, det jødiske folk, kontrollerer Amerika, og det ved amerikanerne."

Når man hører Jan Sjursen, Stig Møller og Anders Fogh Rasmussen forekommer det, at der lige så godt kunne være sagt Danmark og danskerne. Citatet er hentet fra The Zundelsite, nr. 271. Det er et lille månedsskrift, som redigeres af Ernst Zündel, revisionisten, som beviste, at jøderne havde overdrevet sine tab i Auschwitz-Birkenau med mindst 3 mio. (At han havde ret bekræftes i dag endogså i den ny encyklopædi, der sætter tabet til ca. 1 mio. i stedet for før 4.)

Hvorfor benytter Grimstrup lejligheden til at hakke på Luther. Det er da beundringsværdigt, at denne for 460 år siden afslørede, hvad Grimstrup møjsommeligt og takket være Shahak har kæmpet sig frem til. At Luthers forslag til bekæmpelse er voldsom, må ses i lyset af den voldsomme tid, han levede i, og den uhørte provokation mod kristendommen, som fordømmelsen af Jesus til kogning i ekskrementer, må siges at være. Det er ikke til at forstå, at danske præster respekterer en "religion", hvor sådan noget læres.

Det er også ubehageligt, at Grimstrup for at strø sukker på sine skarpe angreb mod jødedommen, indfletter et skinhelligt forsvar for de toneangivende jøders afvisning af moderne historikeres kritik af den officielle fremstilling af "jødeudryddelsen". Grimstrup bruger selv ordet i den bestemte form - han skriver ikke jødeudryddelse, hvilket ingen vil påstå ikke har fundet sted.

Lektoren skriver "Antisemitter søger at tage Shahak til indtægt for deres benægtelse af holocaust. Shahak benægter imidlertid ikke jødeudryddelsen og har jo selv haft "fornøjelsen" af at opholde sig i en nazistisk dødslejr."

Nej, Shahak udtaler sig ikke klart i dette spørgsmål, men det siger sig selv, at skulle han have en afvigende mening også på dette område ville det blive lidt for meget på een gang.

Det burde opfordre en lille smule til eftertanke, at Shahak i ikke arbejdsdygtig alder sammen med sin moder overlevede i, hvad Grimstrup selv betegner som en "dødslejr", skønt han forresten burde vide, at de allierede måtte erkende, at der ikke fandtes egentlige dødslejre på tysk område. Det var serfor, holocaustlobbyen ændrede sin påstand til at de egentlige dødslejre lå i de områder, som nu var besat af Sovjet. Som den frygteligste dødslejr udpegedes samstemmende Auschwitz-Birkenau, hvor 2/3 af de, som det hævdedes, 6 mio. jøder, blev udryddet ved at ombringes i gaskamre og derefter brændes (holocaust betyder brændoffer) i krematorier med en utrolig kapacitet.

Under retssagerne mod førnævnte Ernst Zündel blev det dokumenteret, at de såkaldte gaskamre ikke kan have fungeret, sådan som det blev påstået. Vidner havde løjet eller refereret, hvad de kun havde på anden eller tredje hånd. Og ingen krematorier har den kapacitet, som beretningerne forudsatte. Dermed forsvandt troværdigheden i mindst halvdelen af påstanden om de 6 mio. myrdede jøder.

Lobbyen har siden været travlt optaget af at frembringe andre forklaringer; men uden for al tvivl er det, at der er blevet løjet utroligt, hvilket måske ikke bør undre, da beretningerne er frembragt under sovjetisk protektion.

Det er på tide der tales klarsprog også om denne del af den jødiske lobbyisme :

Mange jøder omkom under Anden Verdenskrig, men ikke 6 mio.

Tyskerne havde ingen plan om at udrydde alle europæiske jøder, og de udryddede dem heller ikke. En del emigrerede. Mange slusedes til Israel, og mange overlevede faktisk lejrene, skønt mange døde, især i krigens sidste fase, hvor epidemier hærgede (en af grundene til at man - trods forbrug af kostbart brændstof - helst kremerede de døde.) Samtidigt blev forsyningen med fødevarer efterhånden næsten umulig på grund af de allieredes bombning af alle transporter.

Idéen at udrydde et helt folk var jødisk - ikke tysk. Roosevelts rådgiver, Theodore Kaufman, udgav tidligt 1941, før USA var i krig med Tyskland, bogen : "Germany Must Perish", hvor han gik ind for, at alle tyskere, ca. 80 mio. mennesker skulle udryddes, og alle tyske områder fordeles mellem nabostaterne. Han påstod, at Tyskland var blottet for kultur, og derfor skulle også sproget forbydes og udryddes ligesom tysk kunst og litteratur. Bogen blev rost af store amerikanske aviser og gjorde indtryk på Roosevelt og hans stab og bidrog til brutalisering af krigen, som snart også rettedes mod at udrydde den kultur, som forfatteren påstod ikke fandtes.

Jøderne erklærede krig mod Tyskland allerede i marts 1933 og gennemførte verdensboykott af tyske varer og financielle krigshandlinger på et tidspunkt, hvor Tyskland var i dyb nød på grund af den tabte krig.. Dette omtales aldrig i danske aviser, hvorimod vi jævnlig mindes om "krystalnatten." Men det påpeges sjældent, at denne blev udløst af et jødisk mord på en tysk ambassadeembedsmand i Paris, og det nævnes overhovedet aldrig at jøderne på det tidspunkt i 5 år havde bekæmpet al handel med tyske varer.

Al omtale af disse forhold betegnes som antisemitisme, og derfor har danske medier ikke turdet omtale dem. Men hvis sandheden er antisemitisme - hvad er da semitisme ?

Som det også må fremgå af det anførte, har mange betydelige jøder bidraget til revision af den historiefremstilling, som blev tilrettelagt af krigens propagandaapparater og holdt i live af lobbyen for en magt, som i realiteten har været krigsførende i al den tid, der fulgte efter.

Vil man interviewe begavede repræsentanter for den revisionistiske forskning, kan man endnu nå flere af pionererne. Man kan tale med den franske professor Robert Faurisson, der også taler engelsk, eller med den schweiziske Jürgen Graf, der desuden taler vort sprog flydende.

På dansk findes overkommelig litteratur. Direktøren for Institute for Historical Review, Marc Weber, har skrevet kort og klart om gaskamrene. Artiklen, "Auschwitz: myter og kendsgerninger" er oversat af Ole Kreiberg, der også har oversat "Massegasning er en teknisk umulighed" af Richard Harwood (alias R. Verrall) og IHR's tankestiller "66 spørgsmål og svar om holocaust." Artiklerne kan hentes over adressen : www.patriot.dk.

Vi har oversat DID SIX MILLION REALLY DIE ? : Døde virkeligt 6 mio. ? Den kan hentes over www.samisdat.dk.

På engelsk er udbudet stort. Den amerikanske professor Arthur Butz sammenfatter emnet i sin bogtitel : "The Hoax of the Twentieth Century" : Det tyvende århundredes svindelnummer. Hans bog udkom i 1976. Det er på tide, at denne svindel også kan omtales i Danmark, som den er.

Lars Thirslund

 

Jyllands-Posten, Rubjerg 15.2.2

82 60 Viby J.

Redaktionen.

Sidst i januar sendte jeg til bladet en kommentar til lektor Grimstrups artikel om professor Shahak. Jeg pegede på, at det er godt, at professorens arbejde omsider bliver omtalt. Men jeg pegede også på, at der findes andre vigtige bøger, som må bringes til læsernes kendskab. Jeg pegede især på revisionismen, som de magter, Shahak har kritiseret, har gjort sig særlige anstrengelser for at fordrive fra Vestens media, og særligt konsekvent fra de danske.

Den historieforvridning, som på den måde er etableret, er blevet brugt til at forsvare endeløse grusomheder i Mellemøsten og truer nu med at bane vej for en større konflikt som kan tænde for Den Tredje Verdenskrig.

Det er derfor tvingende nødvendigt at afsløre den propaganda, der forfalsker verdensbegivenhederne for at brændemærke bekvemt udpegede fjender.

Drivende i arbejdet med at afsløre propagandavåbnets uhyrligheder er netop de historikere, som man kalder revisionistiske. De har afsløret det kollossale omfang, som løgne og fortielser har haft i merparten af det forgangne århundrede.

De fleste af os har troet på forvrængningerne, fordi den magt, som Shahak afslører for vore naivt forblindede øjne, var i stand til, at undertrykke al kritik.

Vi kunne jo selv have læst os til det meste i bibelen, som min kone Marianne Herlufsdatter afslørede det i en artikel i Berlingske Tidende 26.5.1995. Hun blev angrebet af skummende jøder, der druknede redaktionen i breve. Alene på grund af en artikel. som nøgternt dokumenterde, hvad Mosebøgerne, jødernes hellige grundbog, foreskriver af barbarisk grusomhed, blev hun anklagent for antisemitisme. At læse det gamle testamente er antisemitisme.

Revisionismen begyndte allerede kort efter krigen med navne som Paul Rassinier, F. J Veale, Taylor og Barnes, alle antinazster, Siden udvikledes den langsomt, men støt.

Det afgørende gennembrud skete så sent som i halvfjerserne med de navne, som jeg har nævnt, og med Institute for Historical Review og senere Barnes Review. Det er karakteristisk, at hovedværket vedrørende zionismens verdenshistoriske rolle, Douglas Reeds The Controversy of Zion, var færdig allerede 1956, men først fandt forlæggere i 1978, 2 år efter hans død. Knud Eriksen har oversat karakteristiske uddrag, til hans internettidsskrift, DRONTEN, www.patriot.dk. Ellers er den ikke oversat eller omtalt, skønt det drejer sig om et af århundredets betydeligste værker, forfattet af en af århundredets betydeligste skribenter.

Grimstrups kronik er et skridt mod bedre oplysning; men forsvarer stadigvæk notorisk uholdbare påstande.

Jeg henstiller derfor, at De bringer mit korte indlæg, som anviser, hvor interesserede kan hente uddybende oplysninger om kendsgerninger, som hidtil har været mørkelagt.

Med venlig hilsen

Lars Thirslund

Det viste sig at være for stærkt et krav til Danmarks største avis; men man kan håbe, at redaktionen har fået lidt at tænke over.

Artikel til Den Nye Dialog Dialogcentret Danmark Rubjerg 11.3..2002

Jødedom.

I bogen "Visioner for religionsfrihed, demokrati og etnisk ligestilling", udgivet 1999 af Nævnet for etnisk ligestilling citerer Lissi Rasmussen den katolske teolog Hans Küng for følgende : Et moderne demokrati kan ikke fungere uden en minimal konsensus - en konsensus, der bestandigt må udvikles og afprøves i dialog.

Det er denne konsensus Mogens Glistrup, Pia Kjærsgård og Foreningen Dansk Kultur betvivler er til stede, hvis tilhængere af Islam tillades fortsat at etablere sig i vort land og benytte vore demokratiske institutioner - som de egentlig foragter - til at overtage magten og ændre vort samfund totalt.

Vore politikere, der kun tænker på vækst og forretninger, diskuterer kun, hvordan vi skal integrere så mange fremmede som muligt - ikke hvordan de skal assimileres i vort samfund, og slet ikke om denne assimilation er ønskelig eller mulig.

Hvis vi erkender rigtigheden i Hans Küng's syn på demokratiet, må det indrømmes, at vi bør holde Islam langt fra vore grænser, og at der ikke er noget urimeligt i dette, da der findes mere end et halvt hundrede muslimske stater, nogle kæmpestore, nogle kæmperige, hvor de kan udvikle deres karakteristiske idéer.

Hvad, der må undre, er, at Glistrup, Dansk Folkeparti og Slot-Henriksen kun advarer mod Islam. Hvorfor advarer de ikke mod jødedommen, hvis lære er endnu mere fremmed for vore værdier og som for øjeblikket er en mindst lige så aktuel fare.

Jødedommen er ekstremt nationalistisk, racistisk og fremmedfjendsk. Den foreskriver nådeløs udryddelse af alle folkeslag, der er i vejen for Israels magtstræben. Den hader Kristus, som forvises til at straffes i kogende ekskrementer. Det Ny Testamente er den afskyeligste af alle bøger og bør brændes, hvad faktisk finder sted i Israel. Maria var en ussel hore, osv., osv. Alt dette kan belægges med rækker af citater fra jødernes hellige bøger. Når dette er så godt som ukendt for den danske offentlighed, skyldes det, at jøderne gennem deres århundredlange tilstedeværelse i Europa, har udviklet et omfattende og raffineret forsvarssystem, der bygger på samlen af enorm pengemagt, som har gjort det muligt for dem, at sætte sig i besiddelse af hovedparten af Vestens mediemagt : Aviser, forlag, film og nu fjernsyn.

Den jødiske religion er lige som Islam en politisk ideologi. Dens styrke er sammenholdet, som ikke behøver at udråbes - det er dels medfødt, dels indpodet gennem ritualer og traditioner med både åbenlyse og skjulte budskaber, som alle kredser om jødefolkets særlige mission og storhed.

Sammenholdet har gjort det muligt at opbygge måske verdens mest magtfulde internationale organisation Antidefamation League of B'nai B' rit, hvis vigtigste opgave er at bekæmpe enhver

kritik af jøder og Israel med benægtelser og rasende modangreb. Europæisk formand for organisationen er Bent Melchior. (Jeg må indskyde _ Bent Melchior er i mellemtiden afgået.)

Med dette magtapparat bestemmer den jødiske elite næsten suverænt, hvad Vestens aviser får lov at skrive og hvilke bøger det store flertal får rimelig mulighed for at læse. I Danmark har denne kontrol indtil internettet dukkede op været så godt som fuldstændig.

Hvad dette indebærer måtte min kone, Marianne Herlufsdatter, erfare, da hun 26.5.95 havde en kort artikel i Berlingske Tidende. Hun imødegik redaktør Herbert Pundik, som i en af Falck landsomdelt publikation havde angrebet danskerne, fordi deres moral, hævdede han, ikke kunne måle sig med den jødiske, som byggede på Moselov og hvis budskab var : Du skal elske din næste som dig selv.

Marianne viste med citater, at jødens næstekærlighed kun gjaldt andre jøder, og at Mosebøgerne i øvrigt var forherligelse af et uhyggeligt terrorsystem.

Vi ventede, at jøderne ville træde frem og forsikre, at Mosebøgerne var et for længst forladt kapitel. men det skete ikke. Citaterne var der jo ikke noget at gøre ved.

I stedet blev redaktionen druknet i så mange vrede breve fra jøder og deres apologeter, at bladet så sig tvunget til at bringe over en hel side med angreb på min kone. Essensen var at hun måtte have læst Mein Kampf og Zions vises protokoller. Hun havde ikke læst nogen af disse værker, men altså Mosebøgerne. Det kaldte jøderne antisemitisme. Samuel Rachlin angreb i truende vendinger avisen for at publicere sådan noget. Han blev belønnet med høje stillinger i fjernsynet og indoktrinerer os nu dagligt i, hvordan vi, først og fremmest med respekt for jødiske interesser, skal opfatte verdenssituationen.

Et tilsvarende jødisk raseri satte medierne i kog, da Marianne i TV 16.9.98 fik lejlighed til at oplyse, at de jødiske ofre i Auschwitz har været overdrevet med omkring 3 mio. Selv pressenævnet resolverede, at det er tilladt at lyve, men utilgiveligt at sige sandheden.

Dette er blot et par eksempler på, hvordan jødisk mediemagt forvrænger og umuliggør den dialog, som Küng påpeger er en forudsætning for ægte demokrati.

Den jødiske medie- og organisationsmagt har gjort det muligt at skønmale jødedommen og håne Jesus og kristendommen ved jødiske redaktører som Martin Krasnik i Weekendavisen. Derfor er alt for mange danske præster indoktrineret til at antage jødernes påstand, at de kristne skal sone en skyld, som de har pådraget sig ved fjendtlighed mod jødedommen. Vore præster burde være de første til at pege på, at det uudslukkelige had er og altid har været på jødedommens side, og den forsonlige side, de nu viser frem i det væsentlige er et bedrag.

Det fremhæves nu stærkt, at Islam udlærer, at det er fortjenstfuldt at bedrage vantro. Jødedommen er også på dette punkt værre. Men verden vil jo bedrages.

Jødiske rabbinere inviteres til at holde foredrag i danske menighedsforsamlinger. Her fremstiller de jødedommen som den kærvenligste af alle religioner; men at venligheden ifølge dens egne skrifter er forbeholdt den egne stamme, undgår de at nævne. Rabbinerne tillader sig endda ved sådanne lejligheder, at gøre nar af kristendommen, og det er pinligt at høre, hvordan en forsamling, der kalder sig kristen, højligt giver sit bifald til kende.

I Vestlig Samisdat nr. 4 beskriver vi en optræden 27.1.97 af overrabbiner Lechner i Lundtofte menighedsråd. I Samisdat nr. 3 refererer vi, hvordan Mosaisk Troessamfund reagerer, hvis man høfligt forespørger hvilken holdning samfundet i dag har til traditionelle jødiske skikke, fx den at takke Gud for ikke at være født som goj (ikke jøde) eller (hvis man selv er mand) for ikke at være født som kvinde.

Det viste sig at være meget vanskeligt at få et svar, og da det endelig kom, gik det ud på, at det ville rabbineren ikke oplyse. Vestlig Samisdat kan bestilles hos undertegnede eller læses på www.samisdat.dk.

Over nettet er det endelig blevet lettere at få kendskab til den litteratur, som efter slutningen af verdenskrigen har været tabu i Danmark. På nævnte netadresse peger vi på vigtige arbejder, ligesom man på adressen www.patriot.dk kan læse artikler fra Institute for Historical Review og " Dronten", hvor Knud Eriksens artikler er fremragende.

Formentlig under indtryk af nettets afsløringer besluttede Jyllands-Posten 26.1.2002 at bringe en

omtale af Israel Shahaks bog "Jewish History, Jewish Religion". I denne bog afslørede den jødiske professor det barbariske i den mosaiske religion, som han konkluderede fordærver sjæl og hjerte.

Den udkom på engelsk i 1994, men danske aviser afviste at omtale den, og den blev ikke oversat, hvilket må undre, i betragtning af hvor ivrige forlagene er med at oversætte mindre vægtig litteratur. Nu kan den fås på svensk fra forlaget Foinix, og i tilgift får man to interessante israelske skrifter, som Shahak har oversat og kommenteret. De handler om jødiske rabbineres indtægter ved at vaske sorte penge og om jødisk magt i kredsen omkring præsident Clinton. Udviklingen har vist, at Israels magt over præsident Bush er mindst lige så mægtig. I efteråret 2001 citerede den israelske radiostation Kol Israel Ariel Sharon for at belære Shimon Peres som følger : Du skal ikke bekymre dig om amerikansk pres på Israel. Vi, det jødiske folk, kontrollerer Amerika, og det ved amerikanerne." Tydeligere kan det ikke siges.

Et eksempel på den jødiske verdensmagt til at undertrykke al litteratur, den ikke vil tillade, er den berømte forfatter Douglas Reeds bog The Controversy of Zion." Den afsluttedes af forfatteren i 1956, men fandt først en udgiver i 1978, to år efter forfatterens død. Den verdensberømte reporter havde ingen forudfattede meninger om jøderne, men reagerede, da han i årene før Anden Verdenskrig erfarede, at hans reportager til Times blev censureret og fordrejet. Det førte til, at han brød med bladet og begyndte at undersøge, hvad der lå bag de mærkelige hændelser. Forlagene, der før havde stået i kø for at sikre sig hans bøger, ville pludselig ikke udgive dem, eller kun, hvis han udelod alt, hvad der kunne tænkes at genere jøder. Det ville han ikke gå med til, og så sænkede stilheden sig om den før så berømmede skribent. Han benyttede freden til at udforske jødernes historie og nedfældede resultatet i nævnte bog, som er svær at komme uden om, hvis man vil danne sig et indtryk af Zionismen.

Under verdenskrigen og i tiden som fulgte udviklede mosaismen en ny meget speciel forgrening : holocaustmytologien.

Det blev måske det mest undergravende våben til opløsning af den kristne kultur ved hjælp af hvilken det er lykkedes den jødiske propaganda, at opløse og relativere det vigtigste kristne budskab, kravet om sandhed. Her har vi den væsentligste forskel mellem den kristne og den muslimske og især den jødiske kultur.

For jøderne er en veldrejet historie som den om Esther eller historier af Elie Wiesel, der indrømmer, at han som fakta gladelig fortæller historier, som han frit har opfundet, lige så tungtvejende - eller endnu vigtigere - end dokumenterede historiske fakta.

Derfor kan de hurtigt og opportunt ændre standpunkter, som det skete med det program for menneskeudryddelse som lanceredes i begyndelsen af 1941 af præsident Roosevelts jødiske rådgiver Theodore Kaufman med bogen Germany Must Perish. Den gik ud på. at alle, ca. 8o mio. tyskere, med samt tysk kultur. som man påstod var ubefindtlig og det tyske sprog skulle udryddes. Al tysk jord skulle derefter fordeles mellem nabostaterne. USA var på det tidspunkt ikke i krig med Tyskland; men idéen blev rost af de store amerikanske blade, og præsident Roosevelt tog indtryk af den og fremskyndede sine anstrengelser for, i strid med befolkningens ønsker, at få USA ind i krigen.

At Tyskland var uden kultur og at udryddelse af alle tyskere var en enkel operation var det imidlertid mindre let at få alle europæere til at tro på.

Som krigen alligevel kom godt i gang fandt jødiske propagandister frem til, at det var en bedre idé, at påstå. at det var tyskerne, der ville udrydde alle europæiske jøder. Det var jo uimodsigeligt, at nazisterne gerne ville af med dem, hvad der også var andre lande, der gerne ville. Men hvor var beviserne ? Den allierede krigspropaganda var længe tøvende, men kom frem til at påstanden effektivt ville øge tyskerhadet. Og så besluttede man at ændre historien til, at det var nazisterne der systematisk havde arbejdet for at udrydde 6 mio. jøder, deraf 4 mio. i rædselslejren frem for alle andre : Auschwitz.Birkenau.

Da krigen var slut tortureredes tyskere til at bekræfte de jødiske påstande. Disse "vidner" blev derefter skyndsomst henrettet og de sejrende magter pålagde tyskerne aldrig at bestride de forbrydelser, som man således havde tilskrevet dem.

Med billeder af de mange døde, som befandt sig i lejrene, da de blev befriede, suppleret med billeder af ligdyngerne i Dresden, hvor udover byens normale indbyggere et stort antal flygtninge, var blevet dræbt ved de allieredes massive luftangreb på den militært uinteressante by, lykkedes det, at overbevise næsten alle, deriblandt undertegnede, om at den jødiske fremstilling var sand.

Enkelte, f.eks. den franske socialist og modstandsmand Paul Rassinier, der selv havde siddet i tyske koncentrationslejre, fremførte hurtigt mere og mere alvorlig kritik mod den officielle historiefremstilling, og da han ikke kunne beskyldes for at være nazist, blev hans indflydelse på andre kritiske historikere af afgørende betydning. Derefter voksede, trods især den jødiske modstand, kredsen af, hvad man kalder revisionistiske forskere, og forskningscenteret Institute for Historical Review blev grundlagt 1978. Det udgiver tidsskriftet Journal of Historical Review.

Dødsstødet fik den officielle holocaustfremstilling for ca. 25 år siden ved retssagerne mod tysk-canadieren Ernst Zündel i Toronto. Det lykkedes ham, at bevise, at de påståede gaskamre umuligt kunne have fungeret sådan, som "vidner" havde påstået. Og ingen krematorier havde den kapacitet, som man tilskrev lejrenes. Det var som følge af denne begivenhed, at mindetavlerne i Auschwitz måtte laves om, og vor encyklopædi nedskriver tabstallet i Auschwitz til ca. en mio. Man tilføjer lakonisk, at tallet havde været højere, men vil ikke vedgå at det havde være fire gange så højt.

Holocaustlobbyen, som burde erkende, at tallet 6 mio. myrdede jøder logisk burde reduceres til det halve, fik i stedet travlt med at finde på ny forklaringer. Det er bare umuligt at tro på hvad denne lobby serverer, når den har løjet så skamløst. Og i dag findes en rig litteratur af seriøs forskning, som reviderer krigspropagandaens historiefremstilling.

Det uhyggelige er, at de danske medier konsekvent tier om denne forskning, og de fortsætter med så tit som muligt at omtale mordet på 6 mio. jøder. Man vil ikke så meget som nævne, at en anerkendt forsker som Walter Sanning anslår tallet til højst en tiendedel. Ej heller, at selv om tallet 6 mio. skulle være rigtigt, blegner det i forhold til forbrydelser som kommunistiske lande har ansvaret for.

Det uhyggelige perspektiv er, at vi står overfor en religion, som for at fremme sine tilhøreres magtpolitiske interesser bekæmper, hvad vi forstår ved sandhed, og som råder over et magtapparat, der er i stand til at herske over danske mediemedarbejdere og derigennem styre vore politikere og vælgere.

Selv om holocaustmytologerne var blevet afsløret med en af verdenshistoriens største løgne, gik de ufortøvet i gang med at fremstille ny, for det samlede tal på 6 mio. måtte ikke ændres. Amerikaneren Arthur Butz og franskmanden Roger Garaudy viser, at det er grundlaget for den jødiske pengeafpresning især af Tyskland, som har finansieret og stadig finansierer Israels erobringskrig i Mellemøsten, hvis brutalitet til stadighed gør Nyhederne til en plagsom oplevelse.

Det er nu klart, at væsentlige dele af den jødiske holocaustfremstilling er ren mytologi, men alligevel lykkes det at arrangere konference i Stockholm og holocaustcenter i København, hvor myterne poleres, medens de banebrydende historieforskere nægtes adgang.

Dette brud med de bedste traditioner for retfærdighed og forskning, som Vesten havde udviklet, er den sande tragedie i forholdet mellem kristendommen og jødedom og Islam.

Det er forresten bemærkelsesværdigt, at intellektuelle i muslimske lande godkender den forskning, som den officielle jødedom, og med den vore officielle medier med udemokratiske midler bekæmper.

Erik Langkjer forfølger i sin sympatiske artikel, at der kan spores fælles monoteistiske grundtræk i de primitiveste samfunds religiøsitet. Men mon dog ikke forholdene under nordligee klimastrøg i højere grad har inspireret til personificering af forskellige naturkræfter og frygt for dæmoner end til tro på een almægtig og barmhjertig Gud.

Som alment interesseret har jeg haft stor glæde af hans bog "Dåben og himmelrejsen til den skjulte Adam". Her understreger han urkristendommens og andre døbersekters afstandtagen fra farisæerne, og at de allerede da opfattede frigørelse fra lovtrældom som centralt i Jesu forkyndelse.

Men lige så vigtig er, at friheden ikke er ubegrænset, men underordnet Jesu bekendelse til sandheden. Og hvad er så sandhed ? Om dette har der været kæmpet i to tusinde år, men i Vesten er der i brede kredse konsensus om at målet for sandhed er udsagn, så ærligt og vel kontrollerede som muligt.

I dag er det især jødedommens agenter, der bekæmper dette ideal med misbrug af vore egne medier og ved at infiltrere, hvad Louis Levy (1875-1940), kaldte samfundets kirtler.

På grund af sin økonomiske, organisatoriske og mediale magt er jødedommen i dag en lige så stor eller aktuelt større fare for dansk kultur end Islam. Det er mærkeligt, at Slot-Henriksen og forresten de andre ihærdige angribere af Islam ikke bemærker, at Islams ivrigste støtter i vort land er jøderne, der deler deres interesse i rituel slagtning og omskærelse, som er i strid med FN's konvention om barnets rettigheder, og kravene om særligt fremtrædende templer og begravelsespladser. Arne Melchior, der har fri adgang til medierne, synes det er helt i orden, at vore beskedne, men vidunderligt fine gamle kirker og kirkeklokker skal konkurrere med moskéer, minareter og bønneudråbere.

Det forvirrende er, at en del jøder virker totalt assimilerede i vort samfund og at nogle sikkert er det. Men for særdeles magtfulde er det blot den ydre fremtoning, der har anlagt vestlig påklædning. Deres loyalitet tilhører et andet samfund med en ideologi, som få danskere ville godkende, hvis de kendte til den.

Derfor bør danskerne orienteres om Talmud og jødedommen lige så bredt og sagligt, som den antiislamske lobby orienterer om Islam.

Lars Thirslund

Information(sfrihed) og demokrati !

23. marts 2002 afholdt DANSK SELSKAB FOR FRI HISTORISK FORSKNING "Symposium om ytringsfriheden i EU." Blandt foredragsholder var den berømte franske revisionist, professor Robert Faurisson.

Emnet behandles især under A, B, C og K. Som forberedelse til symposiet samlede jeg nogle tanker om hvad virkelig ytringsfrihed forudsætter og hvad den betyder for ægte demokrati :

Uden relevant information kan intet fornuftigt styre fungere

. I takt med folkeoplysning er folkestyret udviklet. De to fænomener forudsætter hinanden.

Mediernes kolossale udvikling har muliggjort spredning af større informationsmængder end nogensinde før. Men i takt med dette, og ind imellem et hanefjed foran er spredningen af desinformation udviklet. Krige og konfrontationer har fremmet en propagandaindustri, der udnytter det sidste, helst på en sådan måde, at det ikke opdages.

I tidens mægtige informationsudbud, er det let at få ting til at forsvinde eller fordreje dem en lille eller større smule. Vi har set, at konsekvent vinkling har ført ledere, men også folkemængder, ja, hele folk til tragiske fejlbedømmelser, som siden af prestigegrunde bliver forsvaret med forbitret stædighed.

Enhver må da spørge sig selv, hvor meget af de varme og kolde kriges usandheder og vinklinger, der stadig dyrkes i dogmer og klichéer og i det dunkle og halvdunkle ?

Her burde vi kunne håbe på, at det pluralistiske samfund, som giver spillerum for både, hvad der kaldes venstre- og højresympatier - slipper alt af betydning frem; men sådan fungerer det ikke.

Der er bøger og tidsskrifter, vi ikke må læse, ja, står det til medierne, må vi ikke vide, at de findes.

Der er fakta, vi ikke må kende. Der er opfattelser ingen må have.

Frapperende historiske hændelser og standpunkter er mørklagt eller forskønnet. Se listen i forrige afsnit

Vi får derfor ikke kendskab til den verden vi lever i. Hvordan skal vi så kunne tage fornuftigt stilling til den ? HVAD ER VORT DEMOKRATI VÆRD, når vi ikke får kendskab til de forhold vi stemmer om, når vi kun får mulighed for at stemme på folk, der er holdt uvidende som vi selv, eller som vil bedrage os ?

Mediemagten siger : I får alle de oplysninger, I har brug for. Får I flere, vil I bare blive forvirrede. Det passer ikke - vi er forvirrede. Vi kan se. der bliver løjet for os - hvordan kan vi tro på dem, der har løjet og lyver for os ? Det drejer sig om nære og elementære spørgsmål.

På hovedsprogene findes omfattende litteratur, der må ændre synet på selv yderst populære historiske og politiske tolkninger. Derfor kaldes den revisionistisk. Men den findes så godt som ikke i danske oversættelser. og den omtales ikke eller kun i nedættende vendinger i danske medier, leksika medregnet.

Dette informationstab er ødelæggende for vor debat, og vort vurderingsgrundlag.

I realiteten er der tale om diktatur. En læserbrevskribent skrev : Demokrati er bare flertalsdiktatur. Desværre er der meget rigtigt i dette; men det er ikke hele sandheden. Diktaturet er først absolut med herredømmet over medierne; men med dette er det til gengæld herre over både flertal og mindretal. Mediediktaturets absolutte herredømme dyrkes i et hav af løgne og et verdenshav af ægte men irrelevante oplysninger.

Det står derfor sløjt til med ytringsfriheden i Danmark. Det er endnu værre i Europa og kun måske en anelse bedre i USA.

Ytringsfrihed - informationsfrihed - uden adgang til medierne er ingen ting.

Hvorfor diskuterer mediernes ikke pressens fundamentale spørgsmål som :

Hvor går grænsen for acceptabel vinkling ?

Hvor går grænsen for acceptabel mobning ?

Hvor går grænsen for acceptabel afvisning eller nedskæring af replikker ?

Fordi svaret er så indlysende : Alle indlæg som fremfører information, som er vigtig for demokratisk stillingtagen skal bringes. Alle faktuelle fejl skal rettes.

Hvorfor efterleves så disse selvfølgelige regler ikke ? Fordi mediefolkene er oplært til, at alle opfattelser er lige gode, men ikke lige kønne. Så kan man lige så godt forfægte dem, som bossen foreskriver, eller dem, der stiller dem selv i et favorabelt lys. Således undertrykkes sandheden.

Læs Tines erfaringer fra Tvind under punkt N.

Rubjerg 2. april 2002

Statsminister Anders Fogh Rasmussen Statsministeriet

Kære statsminister Anders Fogh Rasmussen

Jeg har skrevet to gange til dig om vigtige spørgsmål. Din sekretær har svaret, at han har refereret mine synspunkter for dig. Det er jeg taknemmelig for. Men mine breve handlede ikke kun om synspunkter, men fremlagde især et dokumentarisk materiale ikke mindst om Mellem- østproblemerne. Du finder der, hvor grove overgreb Israel gennem de mange år har foretaget mod forsvarsløse palæstinensere i et ulovligt okkuperet land. At kritisere den folkelige opstand mod dette på samme måde som besættelsesmagtens overgreb og statsterror undergraver al retsfølelse.

19/3 sagde den israelske patriot Herbert Pundik i dansk TV, at Sharon er en bandit og må væk, før der kan blive fred. At Danmark i den situation markerer støtte til denne krigsforbryder er det uheldigst mulige signal til fredelige israelere, som må blive tilbøjelige til at tro, at den brutale linje altså vil blive godkendt ikke bare af USA. I konsekvens af dette er støtten til Sharon steget til ca 50 %. Stig Møller har med sin ageren et tungt medansvar for den skrækkelige situation, vi ser i dag.

At et lille land, som har oplevet besættelse fordømmer palæstinensernes modstand som terrorisme, der skal udryddes, medens besættelsesmagtens overgreb og vold skal kunne fortsætte, afslører den fordrejning af kendsgerninger, som vore medier har bedrevet og bedriver.

Jeg skrev at al terrorisme, også statsterrorisme skal bekæmpes. USA's holdning til dette er en katastrofe. Nu siger du, at kritikken mod din holdning til dette tager du let, da den kun kommer fra venstresiden. Du tager fejl, men kun venstresiden slippes frem i vore medier. Forresten kan du da ikke afvifte Mogens Lykketofts krav om Israelsk rømning af de ulovligt besatte områder som traditionel venstrerobotisme. Han har jo ret.

Af det materiale, jeg har sendt dig, kan du se, at hverken USA eller Israel svarer til det billede vore medier fremstiller.

Jeg forstår, at du har været stærkt optaget efter overtagelsen af statsministerposten; men jeg håber, at du snart vil få tid til at læse noget af den litteratur. der giver et mere nuanceret billede

TV2 siger nu til morgen : at USA har forståelse for den israelske aktion. "Der vil aldrig blive fred, så længe, der er terror." siger Bush, og tilføjer : "Og vi må alle bekæmpe terror." Dette grænseløse hykleri saboterer al fornuft. Selv går han i spidsen med grænseløs statsterror ved at stille supermagtens mest moderne våben til rådighed for Israels overgreb, og uden hensyn til USA's og Nato's grundidé starte den ene krig efter den anden med superteknologiske våben.

De så godt som våbenløse palæstinensere besvarer statsterrorismen med fortvivlelsens selvmordsbomber. Din udenrigsminister kræver, at denne folkelige protest skal undertrykkes, ligesom den danske regering krævede at sabotørerne under vor besættelse skulle stoppes. Betragter du de danske modstandsfolk som terrorister ?

Mener du, at jøderne, som det står i Mosebøgerne, judaismens hellige skrift - se biføjede kopi, som blot er et enkelt eksempel - har ret til militært at erobre land i strid med internationale konventioner ? Hvor trækker du da grænsen og med hvilken moralsk autoritet ?

Sætter du Mosebøgerne og Talmud over Det ny Testamente ? Du kan læse nærmere om disse spørgsmål i den "Vejleder i Mediejunglen", som jeg sendte dit ministerium.

Læg mærke til, hvor fordrejet TV-omtalen af begivenhederne er. Da Israels panserstyrker påskedag igen massivt rullede ind i det forsvarsløse land (som de aldrig helt har forladt) forklarede kommentatoren i TV2 : "Israel har føjet endnu en strålende militær triumf til sine tidligere." Hvad bilder denne mediemonopolfunktionær sig ind ? Mange husker hvordan Israels soldater fra sikker afstand skød palæstinensiske børn og unge gennem hovedet, knuste deres knæskaller og pulveriserede deres selvbyggede cisterner, med hvilke de håbede at skaffe sig en smule regnvand fra oven.

TV2-kommentatoren forklarer, at definitionen på terror udelukker, at terror kan udøves af stater. Endnu et eksempel på, hvordan supermagten fordrejer alle retsbegreber. Du ved sikkert, at USA konsekvent - lige siden Anden Verdenskrig - har modsat sig at amerikanere er draget til ansvar for soleklare krigsforbrydelser.

Kommentatoren tilføjer : Men stater kan begå krigsforbrydelser, og måske vil Israel blive anklaget for dette. Nej - både USA og Israel har sikret sig, at det planlagte internationale tribunal ikke må kunne dømme de krigsforbrydelser de to lande har begået og begår lige indtil domstolen i en uvis fremtid kan træde i kraft.

Kan du ikke se, hvor groft man fordrejer alle begreber ?

Hver dag bringer fjernsynet Sharons hadefulde erklæringer. For et par dage siden gav det den israelske minister Michael Melchior frit til et langt indlæg, hvor han gav Arafat al skyld fordi denne havde afvist det fredsforslag, der var fremme for et par år siden. Dit eget ministerium har oplyst, at der indgik betingelser vedrørende flygtningene, som Arafat ikke havde mandat til at underskrive. Flygtningene har rettigheder i henhold til anerkendte konventioner. At dette problem ikke er løst, er ikke Arafats ansvar alene, men især Israels.

Til overmål indkalder TV2 nu for Gud ved hvilken gang den mægtige jødiske organisation B'nai B'rits europæiske formand Bent Melchior til at forsvare Israels krig. Den drevne propagandist drejer det til at ikke bare Sharon men også Arafat skal afsættes. Med hvilken begrundelse ? Bush ser den i de overlegne våben som hans forgængere har stillet til rådighed for uretten. Jeg troede, at

Danmark var vokset fra, at retten sidder i spydstagen. Skal vi virkelig lade os skrue tilbage til middelalderen ?

Stig Møller sagde, at FN er enig i hans politik. Det passer ikke. FN har trods USA's modstand gentagne gange fordømt Israels besættelse og de overgreb, som er gennemført i ly af besættelsesmagten. Hvad han kræver er, at pålæstinenserne opgiver enhver mærkbar modstand mod denne besættelse. Hvad han siger er : Katten er slem; men det er musen sandelig også. : Se, hvor den bider en uskyldig pote.

Efter det arabiske fredsudspil har Israel, så længe det opretholder den ulovlige besættelse, det fulde ansvar for de voldshandlinger, der finder sted på grund af det okkuperede område.

I stedet udvider det omfanget og brutaliteten i denne besættelse.

Danmark må protestere både overfor USA og Israel.

Jeg håber at modtage et personligt svar på denne henvendelse, som sker på baggrund af læsning af værker, der har afsløret historiske magtfordrejninger, som tydeligt ligger bag de voldsbølger. som vore medier vil, vi skal forsvare i dag.

Jeg sender kopi af dette brev til udenrigsminister Per Stig Mølle, og måske til andre, som det kan interessere.

Med venlig hilsen

Lars Thirslund

Bilag : Uddrag af Anden Mosebog kapitel 23.

Rubjerg 2. april 2002

Udenrigsminister Per Stig møller Udenrigsministeriet

Kære udenrigsminister Per Stig Møller

Tak for dit brev. Det glæder mig, at du er enig i at Israels besættelse af Palæstina må bringes til ophør.

Desværre synes jeg ikke, din officielle fremtræden bidrager til at fremme dette mål. Jeg ved naturligvis ikke, hvad du har fremført for Ariel Sharon, men den åbenlyse præference du demonstrerede for Israel frem for palæstinensernes repræsentant, kan ikke andet end have styrket magtmennesket i den opfattelse at Danmark respekterer hans politik. Jeg henviser til mit brev til Anders Fogh Rasmussen, hvor jeg uddyber dette lidt nærmere.

Det er sørgeligt, hvis det skal komme dertil, at Danmark tolererer statsterrorisme og hylder den rå magt.

Bush har erklæret : De der ikke er med os er mod os ! Han tillader kun een mening, een tolkning, den amerikanske regerings. Det er diktatur. Set på baggrund af USA's spillen med de militære muskler er det militærdiktatur.

Jeg er dybt skuffet over, at danske ministre svarer : Vi er med jer hele vejen, især når andre europæiske lande tillader sig at antyde, at der er steder, hvor de ikke er fuldstændigt enige. Så burde Danmark markere. at det forbeholder sig ret til også at kunne have selvstændige vurderinger.

Jeg håber og tror, at du i princip er enig i dette og vil give udtryk for det.

Med venlig hilsen

Lars Thirslund

Bilag : Kopi af brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen.

* * * * * *

Denne artikel blev 30.4.2002 sendt til Norjyske Stiftstidene, Information og B;T. Information svarede 30/5 ved Marie Louise Kjølbye, at bladet desværre ikke havde plads.

Det frygteligste.

Det er marts 2002. Hver dag ser vi i fjernsynet israelske kampvogne rulle ind i palæstinensiske byer og landsbyer og skyde løs på mennesker og huse. En palæstinenser har sprængt sig selv i luften og taget nogle israelitter med sig. "Nu venter vi på hævnen ", siger fjernsynets speakere forventningsfuldt. Og jo - den lader ikke vente på sig. Men hævn - er det ikke et fy-ord i Danmark ? Jo , når det gælder danskere og arabere; men ikke når det gælder israelitter. Det er nu indarbejdet, at Israel har lov til alt. En dag eller to senere ruller krigsmaskinerne nogle steder nådigt ud igen, for at gøre sig klar til ny hævnaktioner. Somme tider ser vi dem hjulpet af kamphelikoptere og F 16-fly, der affyrer missiler. Det vi ser er "USA's kamp mod terroren"

Vore statsministre proklamerer : Vi er med USA hele vejen i kampen mod terror. Anders Fogh Rasmussen har netop været i Washington og hygget sig med præsident Bush, der gav sig god tid til at hylde repræsentanten for det lille land, der ikke har skrupler, når det gælder at sønderbombe andre små lande, som helst vil bestemme selv.

Anders høstede virak, som han beskedent gav Danmark æren for. Det var alt for meget ! Men medens Frankrig, Tyskland og selv England har luftet skepsis overfor USA's globale krigsplaner, lover Danmarks statsminister at Danmark slutter op om hvad som helst.

Vor udenrigsminister rejser til krigsforbryderen Sharon og bevidner ham vor deltagelse, og han bebrejder Arafat, at han ikke kan stoppe den folkelige modstand mod Israels besættelse. Det er samme fordømmelse af modstandskæmperne, som vi hørte fra vor egen regering under vor egen besættelse. Den fordømmelse blev vendt til berømmelse, da okkupationen var slut. Det har Fogh R. og Per Stig Møller glemt. De kræver - ligesom Israel og USA, at palæstinenserne skal stoppe enhver modstand mod Israels voldtægt af deres land : dets beslaglæggelse af jord og vand, ødelæggelse af huse og olivenlunde, udplacering i tætte net af bevæbnede bosættelser, vej- og trafikspærringer og endeløse trakasserier. Alt sammen i et land, som Israel ikke har den fjerneste ret til.

Det passer ikke, siger danske Israel-venner. (Nordjyske Stiftstidende 24/4) Israel har erobret området Araberne gjorde modstand og blev slået. Taberne må finde sig i at sejrherrerne bestemmer.

De kræver, at Danmark skal skrue sin udvikling hundreder år tilbage og anerkende militær overmagt.

Andre tilføjer ; Jødernes Gud er også vor Gud. Han har givet dem landet. De kræver, vi skal overgive os til jødedommen og skrue Europa tusinder år tilbage. Jøderne afviser skam stadigvæk Jesus og det kristne budskab.

Og volden eskalerer. Panseret ruller, og Arafats hovedkvarter smadres. Han spærres inde af israelske kanoner. TV-folkene kalder Israels indsats en "strålende militær triumf". Behandlingen af Arafat kalder de en ydmygelse - af ham ! Fjernsynet har fuldstændigt ændret sine holdninger. Nu beundrer og hylder vore TV-folk magten.

April. Volden er blevet endnu værre. 240 palæstinensiske børn er dræbt og endnu flere voksne. Sharon og Bush siger, at det er Arafats skyld, fordi han ikke stopper palæstinensernes modstand. Men i den ekstremt Israelvenlige Weekendavis skiver Per Nielsen 12 april : "Det er vrøvl at forlange, at en besat leder skal garantere besættelsesmagtens sikkerhed. Skulle modstandsfolkene i Danmark under Anden Verdenskrig også have garanteret den tyske besættelsesmagts sikkerhed ? Nej vel."

I svensk radio fortæller en af de mange desillusionerede, der har besøgt Israel : Jeg var positiv til eksperimentet til jeg i 1979 så, hvordan det praktiseredes. Jøderne afbrød vand og strøm til palæstinensiske bosættelser. Når de arme mennesker på den måde blev tvunget til at flytte, rykkede jøderne ind. Dette var altså systemet allerede for over 20 år siden. Alligevel støttes dette tyranni ikke kun af danske jøder, men også af hjernevaskede danskere helt op til regeringsniveau.

Hvad er det for en terrorisme, Danmark bekæmper : at børn kaster sten mod soldater og kampvogne, der i strid med FN's beslutninger terroriserer deres land ? At voksne uden moderne våben ofrer sig selv for at okkupanterne skal mærke, at krig og undertrykkelse koster selv de stærke. ?

Alt dette er frygteligt !

Men det frygteligste er den civilisationsforråelse, som ligger bag. At Sharon er en brutal slagter og bøddel er let at se; men langt mere katastrofal er den magt, der dirigerer dette grusomme og bedrageriske spil. Våbnene er kun det synlige blodsprøjtende redskab.

Det styrende er de globale strateger, der bereder den mentalitet, som skal udbredes til grobund for krig. Midlet er propaganda, redskabet : medierne.

Historieskrivningen har ikke indset, hvor vigtig propagandavåbnet er. Vigtigere end kanonerne er hovederne på dem, der har magten til at affyre dem, Og det vigtigste er derfor, hvad man putter i de dér hoveder. Det er her propagandaen viser sin enorme magt.

Zionismens herredømme bygger på, at den tidligere end andre forstod styrken i at beherske de medier, der orienterer opinionen, det være sig en snæver kreds af magtmennesker eller den brede masse, som deler indflydelse i formelt demokratiske samfund.

Med dette instrument forsvarer den alle jødiske interesser, selv overgreb, og angriber enhver kritik. Alle er vi blevet påvirket af det billede, medierne har tegnet gennem aviser, bøger og film af det forfulgte gudhengivne folk, som tappert har modstået uforskyldte forfølgelser. At billedet er en myte bliver mere og mere klart.

Den jødiske udenrigsredaktør Martin Krasnik i den ekstremt Israelorienterede Weekendavis afslører næppe helt tilsigtet den jødiske mytomani, som vi nordboere har svært ved at forstå og gennemskue. I lederen "En jødisk stat ?" skriver han 5/4 2002 : "Men Israels fordrivelse af arabiske palæstinensere betød samtidig, at Israel måtte skabe den myte, at Palæstina var et nærmest tomt område, som de brave zionister havde bygget op og dyrket. Det var ikke spor tomt, der boede i forvejen et stort flertal af arabere, og derfor er det populært at mene, at oprettelsen af Israel var en regulær fejl, som for eksempel Jyllands-Posten skrev det i en leder i denne uge.

Den holdning er en kontrafaktisk akademisk efterrationalisering, for oprettelsen af Israel kunne ikke forhindres i virkelighedens verden. Havde man gjort det ville historiens dom i dag være nådeløs." (Fremhævningerne mine.)

Med historiens dom må han naturligvis mene de jødiske mediers. Hvad det han kalder kontrafaktisk angår, må det betyde, at han mener, muligvis med rette, at den jødiske magt allerede på det tidspunkt var så stor, at den beherskede både Storbritannien, USA og FN.

Med retten stod det bare ikke så heldigt til. Balfourdeklarationen, som jævnlig fremhæves, havde en tilføjelse, som sjældent føres frem. Der står : "Klart underforstået, at der intet skal gøres, som kan skade ikke-jødiske samfunds civile og religiøse rettigheder i Palæstina."

Det vil Krasnik ikke vide af; men det interessante er, at han her åbent bekender, at jøderne behændigt har klaret dette problem ved at lancere en myte, populariseret som : Et land uden folk til et folk uden land. Med denne indrømmelse og derudover tilslutning til kravet om at Israel straks trækker sig ud af de besatte områder, (hvad det store flertal i Israel i dag absolut ikke vil) håber han at hjælpe til at genvinde noget af den respekt for zionismen, som især de seneste begivenheder har sat over styr.

Men han har åbnet en Pandora-æske. Hvilke andre myter har jøderne bundet os på ærmet i en trængt situation ? En kontrafaktisk myte, som Krasnik og hans blad gør alt, som er muligt, for at den ikke skal blive afsløret. er holocaustmyten. I virkeligheden blev den som andre jødiske myter skabt for at aflede opmærksomheden fra en jødisk karakterbrist, i dette tilfælde : jødisk had, hævngerrighed og blodtørst.

I begyndelsen af 1941 udsendte Roosevelts jødiske rådgiver Theodore Kaufman bogen "Germany Must Perish" : "Tyskland må udslettes." Alle tyskere, 70 til 80 mio mennesker og tysk sprog og kultur, skulle udryddes. Bogen blev rost i store amerikanske aviser, og præsident Roosevelt og hans stab, især den mægtige finansminister Morgentau tog indtryk af den. Men først skulle USA's deltagelse i krigen startes og vindes. Herunder viste det sig, at programmet ikke var umiddelbart helt gennemførligt.

Den jødiske propaganda opfandt da myten, at det var Hitler, der ville udrydde alle jøder. Man gemte Kaufmans idé bort og satsede alt på den ny udryddelseslære og opnåede en langvarig og lukrativ succes. Det afsløredes ganske vist hurtigt, at tallene på jødiske ofre var groft overdrevne og stadig måtte justeres nedad, til man besluttede at holde fast ved 6 mio. myrdede jøder deraf 4 mio. i dødslejren frem for alle andre : Auschwitz-Birkenau.

Som tiden gik måtte det alligevel konstateres, at det nok kunne dokumenteres, at Hitler havde sagt, at jøderne skulle arbejde i østlige lejre indtil de kunne sendes videre til et blivende sted udenfor Europa; men det kunne ikke dokumenteres, at han ville udrydde dem.

Derimod var den jødiske udryddelsesplan let at dokumentere, da bogen er et faktum. Men det er karakteristisk for den jødiske propagandas effektivitet, at dette, ligesom andre fakta som er besværlige for jødisk renommé ikke får lov at komme frem i nordiske, og kun i yderst begrænset omfang i vestlige media. Det gælder så at sige al historisk revisionisme, selv sådanne ubestridelige kendsgerninger som at selv det nedskrevne offetrtal for Auschwitz-B må reduceres til højst en fjerdedel. Dette må rejse alvorlig tvivl om sandheden i det samlede tal på 6 mio., som er central i holocaustmytologien og grundlag for jødernes krav på medfølelse og enorme erstatninger. Derfor forsvarer zionismen og W.A. med alle propagandavåbnets midler denne myte : bortsorterer al omtale af revisionistiske forskere, og nævner ved enhver lejlighed de 6 mio. som en ubestridelig kendsgerning, hvad den altså ikke er. Det eneste ubestridelige i dag er, at den har vist sig bestridelig.

Nogle vil indvende : vi har jo også vore myter, f.ex. drømmen om Holger Danske, som på ny er dukket op som inspiration i forsvaret for dansk selvstændighed. Ja; men ingen kræver, at historikere eller blot menigmand skal betragte ham som andet end en myte.

I den jødiske opdragelse integreres myter og riter så umærkeligt, at forskellen for mange udviskes. Nobelpristageren Elie Wiesel blev tvunget til at indrømme, at han serverede fri fanfasi som fakta. Vi har selv oplevet, at en jødisk debattør, som blev grebet i en uholdbar forklaring, blot ubesværet greb til en ny. Debatten med revisionisterne har vist det samme, som blot har ført til, at jøderne nægter at indgå i debat med erfarne revisionister. I stedet bruger de deres mediemonopol til at gentage mytologiens påstande og smæde enhver som anfægter dem.

Det synes gjort til et adgangskrav til medierne, at man ikke har ytret tvivl om denne mytologi, og det er en forudsætning for avancement, at man godkender den. For sikkerheds skyld er jøder eller solide støtter placeret på de vigtigte poster. Andre er manøvreret ind i, hvad Louis Levy kaldte samfundets kirtler, ja endda i danske foreninger som Den Danske Forening, Dansk Kultur og Dansk Folkeparti. Det sidste forklarer, hvorfor så heftige kampagner er ført mod den muslimske indvandring, men ingen mod den jødiske lobby, der har arbejdet for at fremme denne indstrømning og for at styrke Islam på bekostning af vor kristne kultur.

Dette dobbeltspil i medier og politik er det uhyggelige : Tilsyneladende et moderne supersagligt samfund, som formidler videnskabens og verdens begivenheder lynhurtigt, med yderste nøjagtighed og saglighed.

I virkeligheden et mægtigt propagandaapparat, der sorterer ud, hvad vi må få at vide, og vælger fra, hvad magthaverne ikke vil have, vi skal få kendskab til.

Virkningerne af dette falskspil er frygtelig. At alle sandheder, som er farlige for en vis ideologi, som ikke er vor egen, uafviseligt skal væk, demoraliserer alle mediefolk og de politikere, der møder det samme.

I ly af dette opbygges globale strategier for udslettelse af små og endda større vestlige kulturer, men derudover forberedes, paradoksalt nok under devisen : kamp mellem kulturerne, globale militære opgør - ikke om erkendelse og religion, men om olje, kernekraft og supermagt. Vi ser, hvordan USA's avancerede våben er gået præsident Bush i den grad til hovedet, at han bekæmper, hvad det behager ham at kalde, terror med superterror : bomber, granater og missiler.

Dette frygtelige spil kan ikke overlades til magtstrategerne. Det drejer sig om meget mere end våben.

Vesten må blive sig sit kulturelle særpræg bevidst og indse, at dette har nationale facetter, som er umistelige. Dernæst, at kampen mellem de store kulturer nok skal tages op, men føres i det åndelige plan, ikke det militære.

Derunder må Vesten, ikke blot USA, men også Europa selvfølgelig sikre sig en militær forsvarsmagt, men vi må vende tilbage til Natos oprindelige idé : Det drejer sig om forsvar.

Indspundet i denne nødvendige debat møder man alle vegne idéer og påstande, som ene er dikteret af jødefolkets specielle interesser. Det er ikke bare hensyn til Israels herredømme over Palæstina. Det er også forsøg på at hævde jødisk hegemoni i alle andre stater, hvor der er jødiske samfund. Læs Søren Mørch's åbenhjertige bekendelser om dette.

Formålet fremmes ved nedgøring af alle nationale værdier undtagen deres egen. Og mere eller mindre åbne forsøg på at undergrave det kristne i vor kultur.

Det er dette skyggespil, som er demoraliserende. En mægtig magt med en totalitær ideologi, som ikke må nævnes, er virksom i alt, hvad der sker omkring os. Og vort højtbesungne demokrati er en illusion, når almenheden berøves denne information.

Men det allerværste ved denne mediesvindel er, at alle grundlæggende retsbegreber, som indtil for hundrede år siden møjsommeligt lod sig udvikle i Vesten, nu efter magtstræbernes forgodtbefindende forvrænges og vrides til deres modsætninger.

Opstand mod besættelse kaldes krig. Stenkast mod panservogne kaldes terrorisme. Bombardement med missiler fra kamphelikoptere og F16-fly er arbejde for fred. Åbenlyse krigsforbrydere i det ene land går ustraffet i årtier. I andre lande griber verdensorganisationen ivrigt ind. I mange lande, deriblandt vestlige, belønner man løgnehistorier. I store vestlige lande straffer man dem, der siger sandheden,

Alligevel narres det store flertal og selv vore politikere til ligesom Jean de France at beundre det udenlandske. Men dér er der ringe støtte at få, da bedrageriet er grænseløst. Ariel Sharon fornærmer amerikanerne med sin erklæring, at jøderne bestemmer over dem, og han ignorerer alle henstillinger om at stoppe voldstromlen. Alligevel erklærer præsidenten : Jeg støtter ham helt. Han er en fredens mand ! - Jamen så er Sadam Hussein det også. Det er bare forskellige begravelser de tænker på. Hvilke, Tony Blair forestiller sig, er uklart - måske dem begge - men han erklærer sig enig med Bush.

Natogeneral Lesley Clark forklarer, at sønderbombningen af Serbien skete for at gennemtvinge multikulturen. Er det den form for "kultur", vi vil have ?

Ultimo april forkynder USA åbent, at det planlægger en eller flere angrebskrige. Det regnes blandt de største krigsforbrydelser. Anders Fogh Rasmussen vil gerne være med. Lad ham rejse, men hold Danmark udenfor ! Vi har krigsforbrydere nok. !

Hold hovedet koldt ! Magtpolitikken er gået amok. Danskerne skal kræve alle kort på bordet før de dømmer, og så skal de dømme selv !

P.s. : Herbert Pundik, tidligere chefredaktør for Politiken. pendler stadig mellem Israel og Danmark. Vi har flere gange skrevet om hans listige agentur for det jødiske imperium. TV2 tager stadigvæk jævnlig hans talenter i anvendelse. I den seneste tid har han indset, at danskerne har svært ved at kapere mere Israel-forherligelse. Han er derfor blevet åbent kritisk. Sharon er en katastrofe, han må bort, og Netanyahu er ikke bedre, bare mere smart. Han oplyser, at 200.000 jøder i ly af hæren er plantet ind i de palæstinensiske områder. De må trækkes ud igen, men denne proces tager tid. Så langt dagens Herbert Pundik.

Men Sharons hårde kurs har samlet langt den overvejende del af Israels befolkning. Modstanderne af den teokratiske jødedom har det svært. Men de findes.

I Vestlig Samisdat nr. VI skrev vi om den unge jødiske filosof Seffi Rachlewski's kamp mod ortodoksien, som den refereredes i Der Spiegel. Jeg citerer samisdat'en : "Ifølge bladet frygter han, at de troende ved at tage herredømmet i det jødiske samfund, som på verdensplan har samlet sig en næsten ufattelig magt, vil bringe ulykke over sig selv, men også over andre. Hvad kan man stille op ? Rachlewski ser kun en mulighed : Kast lys over det !

Hvis denne tolkning er rigtig , ser vi - trods afstand i geografi og udgangspunkt - en våbenbroder i den unge israelit.

Det er samme tanke og bestræbelse, der ligger bag VESTLIG SAMISDAT."

Dette skrev vi for tre år siden. Rachlewski's ord er værd at mindes, og vor fælles konklusion : Hvor besværligt det end er : Giv ikke op ! : Kast lys over det !

Lars Thirslund

Rubjerg 23.4.2002

Morgenavisen Jyllands-Potsten

Kongens Nytorv 8 10 50 København K

Hermed svar på en del uklarheder i den standende debat.

Det jødiske overmenneske.

Som begrundelse for staten Israels tilblivelse citeres jævnlig Balfourdeklarationen, men kun dens første afsnit. Hvis man havde efterlevet dens andet afsnit, ville staten aldrig være blevet til, og ufattelige rædsler i Palæstina og Libanon ville være undgået. Denne del lyder : "klart underforstået, at intet skal gøres, som kan skade ikke-jødiske samfunds civile og religiøse rettigheder i Palæstina."

Men på grund af den jødiske verdenslobbys magtfulde arbejde, fejedes alle betænkeligheder til side, og FN besluttede, at ikke blot et hjem, men en stat skulle etableres for det jødiske folk.

Denne retsligt utrolige beslutning førte uundgåeligt til modstand fra arabisk side og en lang række krigshandlinger. At den nydannede stat gik sejrrig ud af disse sammenstød fremstilledes i vestlige media som noget nær et mirakel; men hang naturligvis sammen med, at det jødiske verdenssamfund er utroligt rigt og magtfuldt og var i stand til at forsyne den ny stat med overlegne våben og etableringsresurser.

Det skyldtes også en for fredelige danskere svært forståelig brutalitet hos de militære ledere. Eksempler : massakren i Deir Yassin med efterfølgende etnisk fordrivelse af palæstinensere og terror mod enhver modstand, først mod arabere og briter, siden endog mod FN's repræsentanter som Folke Bernadotte.

Den ny stats ledere, som Begin, startede deres karriere i spidsen for hårdkogte terrororganisationer. At de i dag uden at ryste på stemmen skamløst står frem og fordømmer arabernes terrorisme er et led i det mediebedrag, i hvilket B'nai B'ritt og Mossad så dygtigt har indsnøret Vesten.

Da Israel kan takke en FN-beslutning for sin eksistens, burde dets ledere være de første til at støtte den internationale organisations principper og beslutninger; men gennem et halvt hundrede år har de ignoreret FN's resolutioner og internationale konventioner og demonstreret, at de ikke anerkender andre interesser end Israels. Med den nuværende voldsanvendelse i Palæstina er det blevet for meget.

Det, Sharon påstår at forsvare, er ikke Israel, men de befæstede jødiske bosættelser og militære vejanlæg på ikke-israelsk område, som militærmagten har gennemtvunget. Her er tale om regulær erobringskrig. Medens de danske jøder er påfaldende tavse, fremtræder deres danske hjælpere så meget mere aggressive.

Jørgen Grønbæk ønsker "Gud velsigne Israel i dets kamp."og Søren Espersen afviser samme dag 7/4, at besættelsesmagten skal trække sig ud af de ulovligt undertrykte områder. Han kalder kravet, at de skal efterleve folkeretten, "fantastiske krav til Israel" .

Jørgen Grønbæk taler om "det årtusind gamle had, som araberne har plejet og givet videre fra slægt til slægt." Han henviser til 1.Mos.16,10-12. Det er mærkeligt, at han ikke vil have, at vi læser hele kapitlet. Det handler om, at Abrahams kone Saraj, sender sin slavinde Hagar, som Abraham på opfordring af hende selv har gjort med barn, ud i ørkenen. Abraham sagde til Saraj :"Din trælkvinde er i din hånd, gør med hende, hvad du finder for godt!" Da plagede Saraj hende, så hun flygtede. Men ude i ørkenen blev hun hjemsøgt af en "engel", der sagde : Vend tilbage til din herskerinde og find dig i hendes mishandling." Så fødte hun Abraham en søn, som blev kaldt Ismael, som skulle "blive et menneske-vildæsel, hvis hånd er mod alle , og alles hånd mod ham, og han skal ligge i strid med alle sine frænder." Fra ham nedstammer ifølge bøgerne araberne. Skal vi da forstå doktor Grønbæk sådan, at efterkommerne af Saraj har ret til at mishandle efterkommerne af Hagar ? I så fald har vi et tilfælde af renlivet racisme. Der er dog et problem. Flertallet af jøder stammer ikke fra Mellemøsten, men fra khasarerne, et tyrkisk-asiatisk folk, som omkring 740 af politiske grunde antog den jødiske tro, og som siden har forstået at skabe sig en mærkelig levevej deraf.

Men hvorfra stammer hadet ? Det stammer fra Mosebøgerne. Hadet ikke blot til arabere, men til alle ikke-jøder er klart foreskrevet gennem Mosebøgerne, Talmud osv., og det er jøderne selv, der har plejet det gennem årtusinder. Enhver kan læse det i Mosebøgerne f.eks. : 2,23,22-33 / 5,7,1-4 / 5,23,1-8 / 5,13,5-11. Og Talmud skriver :"Jøder er menneskelige væsener, de andre folk i verden er ikke menneskelige væsener, men dyr". Eben Haezar / "Alle israelitter er fyrstebørn." Schabbath. Fol 111 a. / "Jøderne blev skabt for at blive betjent af ikke-jøder. De sidste må pløje, så, grave, meje, binde, sigte og male korn. Jøderne er skabt til at finde alt dette beredt." Berachoth. / " Israel er som husets frue til hvem husbonden bringer penge. Således er Israel fri for arbejdets byrde og modtager pengene fra verdens folk." Jalkut Schiem. 75,2. / "Hvad angår et hvilket som helst af ikke-jødernes krav på ejendomsret gælder, at "deres besiddelser er herreløst land i ørkenen." Det forklares : Ikke jødernes ejendom er - - herreløst gods, og den jøde, der først tager den i besiddelse, erhverver den." Baba Bathra Fol 54 b. / "Gud har givet jøderne magt over alle nationers besiddelser og blod." Seph. Jp. 92,1. Flere citater kan læses i "Vejleder i Mediejunglen" ved Vestlig Samisdat.

At fjendtligheden er rettet selv mod vort eget folk, mindsker uforklarligt ikke Israellobbyisterne, Grønbæks og Espersens entusiasme. De bekæmper med alle midler Islam, men finder det i orden, at brødrene Melchior hilser muslimerne Velkommen i Danmark, og kræver moskéer og begravelsespladser til dem, ligesom de forsvarer rituelle slagtninger og overgreb mod børn. Ikke engang det, at Arne Notkin og Metz kalder forsvarere for dansk kultur for svinehunde, og at redaktører som Krasnik håner Kristus, gør indtryk.

Vort liberalt kristne samfund er ikke indrettet til at forstå denne religiøst motiverede nationalegoisme, som endnu i dag praktiseres af jødiske samfund ikke blot i Mellemøsten, men i alle stater, hvor sådanne samfund er veletablerede.

En hjælp til forståelse er den nyligt afdøde israelske professor Israel Shahaks bog "Jewish History, Jewish Religion. The Weight of Three Thousand years". Den er ikke oversat til dansk, men kan fås på svensk som "JUDISK HISTORIA, JUDISK RELIGION" på forlaget FOINIX.

Bogen konkluderer, at sionismen er den klassiske jødedoms aftager, og at den forgifter sind og hjerter.

At han har ret, ser vi i Mellemøstens blodbad og politikernes grænseløse hykleri. Råbet på våbenhvile, når Sharon har gennmført sine ødelæggelser og udrensninger, er præcis det, denne ønsker. Dersom intifadaen stoppes, har han ingen som helst grund til at trække bosættelser tilbage og ophæve tvangsregimet. Men uden, at dette sker, er en varig fred en umulighed.

Kun ved betingelsesløst at fjerne de ulovlige bosættelser kan Israel anerkendes som en civiliseret stat. Og danske soldater skal ikke sendes ned for at beskytte folkeretsstridige israelske bosættelser vejanlæg og resursbeslaglæggelser i okkuperede områder.

PRO PATRIA-gruppen

Vera Kristensen Lars Thirslund

Denne artikel blev 30.4.2002 sendt til Nordjyske Stiftstidende, Information og B;T.

Til Weekendavisen sendte jeg 3.5.2002 følgende :

Weekendavisen Redaktionen.

Artiklen om Abrahamoviz bør ikke stå uimodsagt :

Den ujødiske, den udødelige Jesus.

Finn Abrahamowiz har skrevet, hvad han kalder en biografi af Jesus. Med den vil han bevise, at Jesus var en god gammeldags troende jøde. Weekendavisen skriver 27.3.2002 begejstret i Bøger om, hvad det kalder "den nye Jesus". og spørger så : Når nu frelseren var jøde, hvorfor har de kristne da i to tusinde år forfulgt jøderne ?

. Det er et godt spørgsmål, som forfatteren bare ikke besvarer. Vi skal nemlig ympes med skyldfølelse på grund af denne tilsyneladende uretfærdighed, som vor kultur har praktiseret i så mange år. Bladet tydeliggør : Den er årsagen til forfølgelser og pogromer i Øst og Vest, kulminerende med holocaust, hvis ortodokse form og omfang bladet er en trofast forsvarer af. I al denne elendighed skal vi betragtes som medskyldige !

På grund af dette barbari bliver det næsten forståeligt, ja, undskyldeligt, at jøderne optræder som barbarer i Palæstina.

En aktuel bog altså; men er den saglig ? Vi gemmer spørgsmålet om årsagen lidt og ser på bogen som historieskrivning. A. indrømmer at kilderne til kendskab om Jesus er få, og at man overvejende er henvist til evangeliernes beretninger, som han er meget kritisk imod. Det er ikke nyt - det har kristne historikere også været. Men specielt for A. er at han simpelt hen afskriver som uhistorisk alt, hvad der ikke kan stemme med Jesus som en fuldtroende jøde. Hvis Jesus gør noget, der strider mod "loven", f.eks. at lade disciplene spise korn på sabbatten, så kan han ikke have gjort det; for det ville en rigtig jøde aldrig gøre, og hvis han siger sådan noget som : "Spis dette : det er mit blod, som udgydes for Eder" så kan han aldrig have sagt det, for en jøde spiser ikke blod.

På den måde renvasker han "den nye Jesus" til en god gammel jødeskikkelse. Det er bare ikke den, skikkelse som er blevet beundret og af mange tilbedt som Gud i den kristne kultur.

Det store hos den kristne Jesus er, at han brød med sit samfunds tabuer og regeltyranni. Om han siden fysisk var 100 % jøde eller ej, er lige gyldigt. Om de ord, evangelierne tillægger ham, var helt hans egne eller inspireret af andre jøder eller af den hellenistiske kultur, han levede i, er lige meget. Christian Lindtner og andre orientalister og filosoffer tilbage til Schopenhauer har påvist at dele af hans forkyndelse er østligt påvirket. Lindtner kan endda vise, at evangelisterne har lånt hele tekststykker fra buddhistiske skrifter. Alt dette er interessant; men gør hverken Jesu forkyndelse gennem evangelierne værre eller bedre. De er pragtfulde, som de er og har vist det gennem 2000 år.

Evangeliernes Jesus bekæmpede den jødiske ortodoksi. A.'s forsøg på at gøre os alle sammen til jøder falder til jorden.

Men hvordan forholder det sig så med det spørgsmål, som A. og bladet stillede : Hvorfor har de kristne hadet jøderne ? Det besvares bedst, hvis man ser lidt på, hvordan jøderne har hadet de kristne. Evangeliernes taler jo flere gange om, at jøderne ville slå de kristne ihjel, og det lader sig vanskeligt betvivle, at de havde andel i Jesu død. Dette had skyldtes det, han lærte, og hadet har holdt sig til vore dage. Jøderne brænder stadigvæk bibler, og i det frem til oplysningstiden hermetisk lukkede jødiske samfund er dette had omhyggeligt plejet.

Det har især aftegnet sig i Talmud, som det var forbudt at oversætte til europæiske sprog, men i dag findes naturligvis oversættelser til både tysk og engelsk. En hindring for den almindelige læser er værkets mange sider. De fleste må derfor forlade sig på, hvad fagfolk har plukket frem af belysende materiale. Det afslører en for os svært forståelig afsky for den skikkelse vi beundrer. Jesus skal straffes i et helvede af kogende ekskrementer. Hans moder, vor jomfru Maria, hvordan det nu forholder sig med dette, var en ussel hore osv. Det overmenneskekompleks, som Mosebøgerne plantede med myten om det udvalgte folk, udvikler Talmud detailrigt. Nogle citater bør være nok :

Her bringer vi de citater fra Talmud, som kan læses ovenfor i artiklen "Det jødiske overmenneske."

Så undlader vi endda at citere de nærmest pornografiske, og de afgjort pædofile afsnit..

Vort liberalt kristne samfund er ikke indrettet til at forstå denne religiøst motiverede nationalegoisme, som endnu i dag praktiseres af jødiske samfund ikke blot i Mellemøsten, men i alle

stater, hvor sådanne samfund er veletablerede.

En hjælp til forståelse er den nyligt afdøde israelske professor Israel Shahaks bog "Jewish History, Jewish Religion. The Weight of Three Thousand years". Den er ikke oversat til dansk, men kan fås på svensk som "JUDISK HISTORIA, JUDISK RELIGION" på forlaget FOINIX.

Bogen konkluderer, at zionismen er den klassiske jødedoms aftager, og at den forgifter sind og hjerter.

Alligevel vil mange indvende, at de kender eller har kendt jøder, som de ikke tror tager sådan noget alvorligt, måske på samme måde som mange ikke tager kristendommen bogstaveligt. Men nogle gør det på begge sider.

Specielt for jødedommen er, at mægtige organisationer våger over, at den respekteres og angriber alle som retter kritik mod den om end aldrig så berettiget.

Antisemitisme er gjort til det værste skældsord i sproget. ligesom racisme og nazisme.

Intet pænt menneske tør udsætte sig for at blive stemplet med disse ord.

Når jødefjendtlighed alligevel er dukket op alle steder, hvor jøder har etableret større kolonier, skyldes det sjældent harme over at de myrdede Jesus; men oftere over at de snart var travlt beskæftiget med at organisere et hegemoni.

På verdensplan er det blevet til en mægtig finansmagt og næsten uindskrænket herredømme over Vestens medier. I Norden er dette herredømme næsten totalt, og støttes af mægtige internationale organisationer som Antidefamation League of B'nai B'ritt. Hvor superfølsomt denne reagerer ser vi næsten hver dag. Domprovsten i Frue Kirke Anders Gadegaard angribes i New York Times for sin juleprædiken, hvor han kritiserede Israels fremfærd i Palæstina.

B'nai B'ritt¨s til for nylig europæiske formand Bent Melchior tages ifølge Ritzau 30.4.2002 kraftigt i ørerne, fordi han har støttet en hjælp til palæstinenserne med medicin. Det israelske parlamentsmedlem Avigdor Lieberman (Liebe betyder som bekendt kærlighed) fra den Nationale Union sagde til Jerusalem Post : "Det er beklageligt, at jøder vælger at føre kampagne for palæstinensiske behov i stedet for at hjælpe deres eget folk, der lider under frygtelige og intense terrorattentater." Vi ser dog i TV, at israelske ofre straks køres i ambulancer til hospitaler. Palæstinensiske ofre for langt mere intense og frygtelige modterrorangreb forhindres i at få lægehjælp og ambulancer og deres førere beskydes og holdes tilbage. Hvem mon er i størst behov for hjælp ?

Benny Elon, leder af partiet Moledet siger : " En religiøs jødes lange ophold i Skandinavien får ham til at handle efter kristne moralske principper fra den kristne verden, der vender den anden kind til og tilgiver sine fjender."

Her ser vi tydeligt forskellen, og hvilket pres, der lægges på den enkelte jøde, hvor han så befinder sig. Ved hjælp af dette pres organiseres jødisk hegemoni hensynsløst gennem undergravning af de værtssamfund, hvor jøder har etableret sig. Vi har i Danmark set voldsomme jødiske angreb på dansk kultur og agitation for at modtage flere muslimer og give dem samme borgerlige og religiøse rettigheder, som jøderne selv har forstået at udnytte så effektivt. Man ignorerer koldt det kyniske i, at jøderne fordriver araberne i det muslimske Mellemøsten, men hilsen dem velkommen i vort land. som aldrig har været muslimsk.

. Det er forkert at kalde reaktionerne på alle disse eksempler på organiseret jødisk stræben efter hegemoni i stort som småt for jødehad. Her er i princip tale om afstandtagen fra en ideologi, som er menneskefjensk, autoritær og udemokratisk.

Besindige jøder indser naturligvis dette, men vover sjældent at udtrykke det på grund af ADL's mægtige magt.. Alt for mange danskere lader sig kujonere på samme måde. Det er derfor nødvendigt at gøre op med myter som den, at jødedommen er moralsk højerestående og at jødefolket er totalt uden skyld i uvenskab fra andre samfunds side.

Større forståelse ville sikkert kunne vindes, hvis jøderne i højere grad lyttede til det budskab, som evangelierne tilskrev deres navnkundige folkefælle end til de smædelser, hvormed det samtidige præsteskab forsøgte at forsvare deres stivnede positioner.

Lars Thirslund

Rubjerg, 10.5.2002

UNIVERSITETSAVISEN bragte i nr. 7 på side 7 en artikel af historiestuderende Julie Lindholm om to andre studerende, der har skrevet om holocaust med tung støtte (bl.a. 40.000 kr. til eksperthjælp ved programmeringer) fra Dansk Center for Holocaust og Folkedrabstudier, DCHF. Om centret og dets ledelse har vi skrevet i breve, som kan læses under afsnit D. Julie Lindholms artikel gav en ukritisk og meget skæv orientering om holocaust og om emnet for studiet, som præsenteres som en "elektronisk undervisningsbog" på nettet med adressen www.holocaust-undervisning.dk.

Det er uanstændigt, at universitetets unge studerende, som er optaget af helt andre specialer, skal pålistes propagandamateriale af umiskendelig art.

Jeg skrev 12.5,2002 til

UNIVERSITETSAVISEN Fiolstræde 24 1171 København k

Til Jeres artikel i nr. 7, side 7 :

No business like shoahbusiness !

Historiestuderende Julie Lindholm ser ud til at ville skabe sig en fremtid indenfor denne mægtige forretning. Ikke alene lægger hun sig tæt op til de to andre unge "historiestuderende", der med støtte fra DCHF, Otto Rühl og Uffe Østergård forsøger at afstive Anden Verdenskrigs smuldrende propagandamyter. Hun bidrager selv ved at udvælge følgende tekst fra de to andres hjemmeside : "Hvad er Holocaust ? Holocaust er blevet den foretrukne betegnelse for nazisternes systematiske folkemord på omkring seks millioner jøder under 2. verdenskrig. Selv anvendte nazisterne eufemismen "den endelige løsning på det jødiske spørgsmål", mens Shoah er den nutidige jødisk-hebraiske betegnelse for "katastrofen". "

Et minimum af forskning viser. at denne fremstilling er helt fordrejet. Uanset at en del nazister måske gerne så jøderne udryddet var dette aldrig Hitlers og hans regimes politik. Det fremgår for det første af, at man trods ivrig søgen aldrig har fundet en ordre fra Hitler, der påbød denne udryddelse. For det andet af, at den ikke fandt sted. Uanset at mange omkom - også nogle ved henrettelser med forskellig baggrund, overlevede et betydeligt antal, selv børn og andre uarbejdsdygtige. Tallet seks mio. er en skrøne. Efter krigen påstod man at tyskerne i deres lejre havde udryddet 25 mio. mennesker, hvoraf et flertal jøder. Dette tal reduceredes hurtigt til man stod fast ved 6 mio. myrdede jøder. Deraf 4 mio i dødslejren frem for alle andre : Auschwitz-Birkenau. I dag indrømmer selv vor encyklopædi, at dette tal skal formindskes til en fjerdedel. Ansete forskere går endnu længere ned. I alle fald har tallet 6 mio. fået et grundskud. Berømte forskere som Walter Sanning er kommet frem til at højst en tiendedel er mere sandsynligt. Også det er naturligvis et uhyggeligt tal; men det må ses i sammenhæng med de mange millioner, der omkom i forbindelse med de store revolutioner og den idiotiske krig, som hærgede første halvdel af nittenhundredtallet. I alle fald bør sandheden omsider vaskes ud blandt de løgne, som fjendtlighederne frembragte.

Afsløringen af overdrivelserne vedrørende Auschwitz er et lærerigt eksempel. Nu har Shoah-tilhængere travl med at påstå, at drabene så fandt sted i andre lejre. Hvilken tillid kan man have til lobbyister, der har løjet så hæmningsløst ?

Nazisternes endelige løsning på jødespørgsmålet var ikke udryddelse, men deportation af jøderne til lejre i Øst, hvor de skulle arbejde til et endeligt hjemsted kunne etableres.

Den hebraiske tolkning af shoah er derfor en myte; men meget lukrativ. Det er lykkedes jøderne at presse enorme skadeserstatninger ud af krigens tabende part. På grund af dette kæmper de mægtige jødiske organisatio ner som Antidefamation League of B'nai B'rith med alle midler for at forsvare påstanden. Douglas Reeds og Westbrook Pegler's skæbner er karakteristiske. Deres forfatterskab blev bremset i årevis. Og Francois Duprat blev myrdet. Utallige attentater blev forøvet, også mod bogudgivelser. Det førte til mægtige retsprocesser mod Ernst Zündel og af David Irving.

Den historiske sensation, som danske historikere og medier vil hemmeligholde, er, at Zündelprocessen slog kontra. Det lykkedes tysk-canadieren Zúndel, som nu kæmper videre i det lidt friere USA, at bevise, at gaskammerhistorien er opspind undtagen når det gælder aflusning af tøj. Antallet af dødsofre var vildt overdrevet og store tab skyldtes epidemier og underforsyninger på grund af bombningerne i krigens sidste fase.

Allerede i 1976 brændemærkede den amerikanske professor Arthur Butz propagandasvindelen med bogen The Hoax of the Twentieth Century. I dag er bedraget omhyggeligt dokumenteret. Ellers ville der stadig stå 4 mio. myrdede på de ændrede mindetavler i Auschwitz.B. Men de fremragende forskere, der har afsløret bedraget, må ikke omtales i skandinaviske aviser. Ej heller i encyklopædien. Ej heller i DCHFs skrifter og åbenbart heller ikke i det ny hjemmesidespeciale.

Hvis ikke Julie Lindholm vil vie sit liv til en tvivlsom forretning, bør hun læse nogle af de vigtigste værker i den revisionistiske litteratur. Nyttig introduktion giver tidsskrifterne Journal of Historical Review og The Barnes Review, og deres hjemmesider. Her hjemme kan skaffes : "Døde virkeligt 6 millioner ?" Dansk oversættelse af Richard Harwood's bog: "Did Six Million Really Die ?" (Harwood pseudonym for Verrall). Og "Vejleder i Mediejunglen" Alfabetisk om fortiet, forvredet og forbudt ved VESTLIG SAMISDAT. Følgende netadresser giver information og henvisninger : www.patriot.dk., www.samisdat.dk. og www.lindtner-myhre.dk. En ny hjemmeside er undervejs med betegnelsen www.holocaustuddannelse.dk. - i eet ord, altså, uden bindestreg. Den vil bringe lidt af det, alt for meget, som adressen med bindestreg forbigår. Hvis mange glemmer dennes bindestreg. vil det blive en streg, som Brian Larsen og Peter Vogelsang ikke foreløbig glemmer.

Nåmenså'erne.

En vigtig gruppe mennesker i vort samfundssystem er nåmenså'erne. De er altid på færde og nyder stor bevågenhed.

Gennem medierne indprentes vi stadig, at 6 mio. jøder blev myrdet af nazisterne under Anden Verdenskrig. Ingen mediefolk vover så meget som at antyde skepsis overfor dette tal. Men især på engelsk eksisterer en omfattende forskningslitteratur, der kritiserer den hævdvundne holocausthistorie.

Efter krigens slutning blev det frejdigt påstået, at 25 mio. mennesker, hvoraf et flertal var jøder, blev myrdet i tyske lejre. Så mange jøder var der ikke i hele Europa, ja knapt nok i verden.

Nå, men så påstod man i Frankrig at 8 mio. jøder blev myrdet i Auschwitz, Også det var for usandsynligt.

Nå, men så besluttede holocaustlobbyen, for en sådan var dannet, at sætte det samlede tab ned til 6 mio. Deraf hævdede man, at 4 mio. var myrdet i den mest berygtede "dødslejr" Auschwitz.Birkenau. Her ombragte man ofrene med cyanbrinte i gaskamre og kremerede ligene ligeså hurtigt i krematorier med bestandigt flammende skorstene. Nu står der ikke flammer op af krematorieskorstene. Det forudsætter en temperatur, som skorstenene ikke kan tåle. Og cyanbrinte er svært at have med at gøre. Det er livsfarligt også for dem, som ikke ønskes gasset. Skarpsindige historieforskere beviste, at de påståede gaskamre umuligt kunne have fungeret, sådan, som "vidner" påstod, og offertallene var enormt overdrevne.

Nå, men så besluttede man at nedsætte antallet ofre i de to lejre foreløbig til en fjerdedel. Men da måtte det totale antal ofre logiskt set også reduceres som følger : 6-3 = 3 altså til det halve.

Nå, men så bestemte holocaustlobbyen, at de tre mio. var myrdet i andre lejre af hvilke der var mange. Men nu havde de allierede fundet ud af, at der ikke havde været egentlige dødslejre på tysk område.

Nå men så besluttede holocaustlobbyen, at de morderiske lejre befandt sig i Sovjetzonen. Det passede Sovjet godt, da det hjalp til at fjerne opmærksomheden fra Sovjets egne lejre. Især fremhæ- vede man Auschwitz, som sovjettropper havde befriet: men det var sket på et tidspunkt, hvor lejren var så godt som tøm.

Nå, men så rekvirerede man bønder og børn fra nabolaget til at fotograferes som taknemmelige befriede lejrfanger. Desværre - vi vil sige heldigvis - så de ikke særligt udhungrede ud; men hvem tænker på det eller på at billederne viste en snefri lejr, skønt den blev befriet om vinteren.

1988 blev man nødt til at erkende, at heller ikke denne den største og frygteligste lejr svarede til beskrivelsen.

Nå, men så flyttede man interessen til Treblinka. Her hævdede man, at udryddelsen gik strygende med gaskamre til hvilke man ledte udstødningsgas fra dieselmotorer. De lugter fælt - det ved vi alle - men de er ikke umiddelbart dræbende som udstødning fra benzinmotorer. De duer slet ikke til gaskamre.

Nå, men så måtte man finde andre forklaringer. Det blev sværere og sværere. Man pegede på en mur, hvor ofrene blev stillet på række og skudt. Men kiggede man efter, fandt man ikke et eneste mærke efter projektiler. Deraf kommer det, at Stockholmkonferencen erklærede ikke at interessere sig for antallet af ofre. Og derfor ville Centret for holocaust og folkedrabstudier i Danmark heller ikke oplyse, hvad det selv forstår ved holocaust.

Hvis det indrømmede, at det ikke troede på, at 4 mio. blev gasset i A.-B. så kunne både direktør og bestyrelsesformand anklages for at være holocaustfornægtere. Det var en frygtelig skæbne. Deres videre karriere ville være ødelagt.

Jamen, har så nåmensåerne opgivet ævret ?

Nej, slet ikke ! Nu afviser de bare at debattere og satser 100 % på repetition af deres yndlingspåstande. Det ser vi hver dag i avisen og i fjernsynet. Her bærer medierne på en uhyggelig skyld. Københavns universitetet og dets studerende bør ikke lade sig narre til at påtage sig del i den.

Lars Thirslund

Til valg af illustrationsmateriale biføjede vi: :

Fra "Vejlederen": Tegning 1986 af Laurent Fabre i Le Monde, Han blev straks efter fyret. S. 112: Om Louis Levys tankevækkende appel 1918 om sorte kamptropper i digtet: "Jøden som Fredsstifter" S. 173: Fra "Revisionistiske hovedbegivenheder".

* * * * *

11. maj fik jeg brev fra statsminister Anders Fogh Rasmussen. Det lød :

Kære Lars Thirslund

Tak for din henvendelse af 2. april 2002 om situationen i Mellemøsten.

Regeringen fører en afbalanceret politik i forhold til situationen i Mellemøsten. Jeg har forståelse for, at at israelerne har et behov for at forsvare sig mod terrorangreb, men samtidig må Israel indse, at det ikke på sigt vil sikre freden i og omkring Israel at optræde som en besættelsesmagt i det territorium, som det internationale samfund, herunder USA og EU, anser som grundlag for dannelsen af en palæstinensisk stat.

Regeringen har flere gange understreget de elementer, der er et nødvendigt udgangspunkt for en varig fred i regionen : De israelske styrker må trække sig tilbage fra de palæstinensiske byer, den palæstinensiske terror må stoppes og parterne må sætte sig til forhandlingsbordet. Samtidig må de arabiske lande anerkende Israels ret til at eksistere, ligesom Israel må acceptere, at der oprettes en politisk og økonomisk bæredygtig palæstinensisk stat.

Dialog mellem Israel og palæstinenserne er den eneste vej frem mod en fredelig udvikling, ligesom det er centralt med fortsat amerikansk engagement i regionen. Regeringen bakker derfor fuldt op om de fornyede amerikanske bestræbelser på at finde en fredelig løsning.

Med venlig hilsen

Anders Fogh Rassmussen.

Jeg fandt at det venlige brev desværre så helt bort fra det materiale, jeg havde sendt ham, hvoriblandt var nogle tegninger der udtrykte situationens utrolige mangel på balance bedre end jeg og også han selv kan gøre det.

Jeg noterede, at han kun talte om at israelske tropper skal trækkes ud af byerne. Men han undlader at nævne det centrale i konflikten : de retsstridige israelske bosættelser. På trods af dem skal araberne stoppe al terror og anerkende Israels ret til at eksistere. Det sidste har de gjort.

Så påstås det, at dialog mellem Israel og palæstinenserne er eneste vej frem. Nej, der er ingen vej frem, så længe alle andre lande anerkender Israels ret til at anvende sin overlegne militærmagt. Og USA, der uden forbehold støtter samme magt peger heller ikke på nogen løsning.

Vi har peget på, at der ikke er nogen vej frem, med mindre ret og rimelighed anerkendes. Jeg besluttede sammen med Vera Kristensen at appellere til dansk retssans og vi skrev til Jyllands-Posten :

Rubjerg 11.5.2002

Jyllands-Posten Debatredaktionen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen vil føre en "afbalanceret" Mellemøstpolitik. Men der er ikke tale om balance, når han fordømmer terror men ikke statsterror.

Israels overgreb mod palæstinenserne, deres ejendom og deres land er veldokumenteret. Disse overgreb er statsterror. Den må bringes til ophør.

17.6.2001 Sendte vi til Udenrigspolitisk Nævn, Folketingets internationale afdeling. et principforslag for fred i Mellemøsten. Det lød :

Retfærdigt fredsforslag for Mellemøsten :

1. International fredsstyrke sendes til Palæstina, hvis palæstinenserne ønsker det.

2. En tilsvarende styrke sendes til Israel, hvis Israel ønsker det.

3. Israel afstår fra anvendelse af tortur.

4. Palæstinas leder gør det samme.

5. Israel begynder tilbagetrækning af bosættelser fra ikke-israelsk område i en takt af mindst fire bosættelser om ugen. Beplantninger, bygninger og installationer overdrages ubeskadigede. Efterhånden som palæstinensisk område bliver befriet for jødiske bosættelser trækkes israelsk militær bort.

6. Så længe denne proces fremadskrider forpligter palæstinensiske ledere sig til med alle lovlige midler, at forhindre terrorangreb fra palæstinensisk side.

7. Skønt episoder med stenkastning og patruljering med våbenindsats bør undgås, bør tilfældige sådanne ikke tages som anledning til at bremse processen.

8. Til gengæld for den israelske tilbagetrækning fra de okkuperede områder bør en aftale træffes, som erstatter retten for palæstinensere fordrevet fra israelsk territorium med en ret til at modtage erstatning af Israel og ret til bosættelse på palæstinensisk eller andet venligtsindet nærområde.

9. Europæisk støtte til Palæstina bør især gå til repatriering af flygtede eller udvandrede palæstinensere på en måde, som så vidt muligt respekterer områdets økologiske betingelser.

Med denne anerkendelse af en israelsk nationalstats ret til at forsvare sin etniske og kulturelle særart anerkendes naturligvis andre nationalstaters ret til det samme.

D A N S K E R E P R O P A T R I I S

Forudsætningen for en for begge parter acceptabel fred, er helt klart at Israel begynder rømning af alle bosættelser på palæstinensisk område og at israelsk militær I takt med at dette sker trækkes ud ikke bare af byer men også af vejspærringer, støttepunkter og andre ulovlige arrangementer.

Denne proces kan startes i samme øjeblik det besluttes af den israelske regering. Indtil den startes er al tale om fredsvilje fra israelsk side hykleri. Og den danske regering bør trække sit repræsentantskab i Israel tilbage indtil Israel har besluttet at straffe sine egne krigsforbrydere og har startet rømningen af bosættelser, og de er godt i gang.

PRO PATRIA-gruppen

Vera Kristensen
Lars Thirslund

Grønnegade 7,2 / 9300 Sæby Lønstrupvej 122 / 9480 Løkken

 

Storkrig truer i Mellemøsten !

Nogle taler om civilisationernes krig, men det er pral. Lad os se, hvis de bliver civiliserede. Foreløbig kan man tale om teknologiernes krig.

Den israelske militærhistoriker Martin van Creveld har 28. april haft en artikel i det engelske Sunday Telegraph. Titlen var : "Sharon vil drive palæstinenserne over Jordan". Han forklarer, hvordan Israel med tre undervandsbåde, som Tyskland har leveret, og som kan føre kernevåben, og med elve pansrede divisioner vil kunne slå til mod Ægypten, Syrien og Libanon. Palæstinenserne vil blive drevet bort med tungt artilleri, der vil anrette skader ved siden af hvilke skaderne i Jenin vil virke næsten harmløse.

2. maj nævnte TV2, at det vil koste 18 mia. at reparere, hvad Israel til da havde ødelagt, Den ny aktion vil kunne gennemføres på ca. otte dage, og ingen af nabostaterne vil kunne stille noget effektivt op. Mod iraq vil ubådene kunne sættes ind, og skulle Saddam forsøge sig med masseødelæggelsesvåben vil gengældelsen blive så skrækkelig, at man ikke kan forestille sig det. Denne trussel står den tidligere ministerpræsident Jitzhak Schamir for.

Det eneste kumpanerne venter på er en passende anledning, som gerne skulle være en nogenlunde grov palæstinenssisk terroraktion. Den kan komme af sig selv, eller den kan arrangeres af Mossad, som besidder stor dygtighed og få skrubler. Meget peger på at det har haft en finger eller to med ved tragedien i World Trade Center.

Naive europæere, deriblandt vore høje ministre, må omstille sig til erkendelsen, at de står overfor et skånselsløst krigerfolk med en ledelse, hvis tankegang er vredet på en helt anden led end den, vi er opdraget til.

Fogh Rasmussen og Stig Møller har været otroligt overbærende mod dette regimes ugerninger. Ser de dem ikke, eller er de skræmt til tavshed lige som store dele af FN og EU og alle vore danske mediemedarbejdere. I så fald må de gøre sig klart, at de er medskyldige, for tavshed om forbrydelser er delagtighed i dem.

Ifølge Creveld's vurdering vil Israel kunne gennemføre sit kup så hurtigt, at stop af militærforsyninger fra USA ikke vil nå at få nogen effekt. Om det også gælder oljetilførsler er måske ikke helt klart.

Situationen rejser en række spørgsmål :

Hvordan er det gået til, at USA i den grad har forsømt at holde balance i det sprængfarlige område ved at forsyne Israel med så overlegen magt, at det hånligt kan afvise hensyn til alle andre stater - USA medregnet ?

Men også europæiske magter har bidraget til denne magtopbygning, og kan anklages for lignende mangel på dømmekraft.

Det drejer sig ikke bare om naiv eller påtvungen eftergivenhed i økonomiske og militære spørgsmål, men om, hvad der måske er meget værre, svigten igen og igen overfor retsprincipper, som de europæiske kulturlande var nået et stykke på vej med at bygge op.