Om Antisemitisme

Så godt som alle, der vover offentligt at kritisere jødedommen eller Israel, bliver overfaldet med påstande om manglende afbalancering, og usaglig generalisering eller blot med skældsord afhvilke det almindeligste er antisemitisme forstærket til hetz eller nazisme.

Det er umuligt i enhver tilkendegivelse at gardere sig mod dette arsenal, eller skulle man gøre det bliver resultatet ulæseligt.

Jeg vil derfor så vidt muligt en gang for alle påpege de nødvendige forbehold, som må forudsættes, når man skriver.

Begrebet antisemitisme bruges oftest i strid med sin egentlige betydning. Semitisk betegner ikke en race, men en sproggruppe, Araberne er derfor lige så semitiske som mange jøder, og mange, vist de fleste, jøder er oprindelig slet ikke semitter, men khazarer, et tyrkisktalende folk fra det indre Asien.

I dag bruges ordet som et skældsord, der udøses over enhver, der vover, at udtale sig mindre positivt om noget jødisk. Det kan altså alt efter sit saglige indhold lige så godt tages som berømmelse. Enhver må derfor ved hver enkelt anvendelse af betegnelsen foretage sin egen bedømmelse.

Hvad generalisering angår, bør det være overflødigt ved en hver lejlighed at pege på, at alle jøder ikke er ens.

Vi peger selv på fremragende jøder, som har videregivet oplysninger, som vi alle er taknemmelige for. Desværre er de undtagelser fra det billede af j ødem agten, som tegnes af det stærkt internationale samfunds mægtige ledelse.

Det er denne vældige, udemokratiske og brutale magt, vi vender os imod, vel vidende at der også er almindelige jøder, der gør det, en sjælden gang endda bragt i danske medier; men det ser ud til, at jødiske dissidenter har lige så svært eller måske endnu vanskeligere ved at komme til orde, end ikke-jødiske.

En særlig problematik er knyttet til begrebet nazisme. Det blev gjort til hovedmål for ikke blot jødisk men også kommunistisk og socialistisk og dansk-nationalistisk hadpropaganda. Det er derved gjort til en kliche, som uden at behøve begrundelse kan bruges som stempel for topmålet af afskyelighed.

Med Tysklands nederlag i verdenskrigen fik stemplet international attest gennem groft manipulerede skueprocesser og massiv propaganda gennem over 5 årtier.

Det har ført til de fordrejninger, der vansirer næsten enhver dansk, men såmænd den overvejende del af al vestlig debat.

Trods de uhyrlige forbrydelser, som nu vides begået i kommunismens navn hyldes stadigvæk personer, der med agitation og våben har kæmpet for Stalins imperium, som eneherskeren havde planlagt at rulle frem til Atlanterhavet.

Når han ikke fik held til dette kan vi ikke takke Churchill og Roosevelt derfor, men at Hitler og den tyske hær i sidste øjeblik gik til modangreb.

Vi har peget på at historieskrivningen systematisk er forvansket. Et emne som i dag tiltrækker sig særlig opmærksomhed er konflikten mellem nationale interesser og hvad der ikke altid helt ærligt fremføres som internationale.

Vor tids danske nationalisme har fjernet sig markant fra fortidens måske naive navlebeskuen. ; men tilbage står at vort samfund har arvet og udviklet værdier, som er specielle og blandt andet derfor er vigtige at kæmpe for.

Samme forsvar for nationale værdier må man naturligvis indrømme andre lande til gavn for begge parter. Det er da på tide at betragte nazismen nøgternt ud fra dens historiske situation, som var elendigheden efter en tabt verdenskrig og truslen fra en topstyret ideologi, som på gader og veje lovede tusindårsrige til alle, der lod sig hverve.

Hvor fristende det lød og måske stadig lyder, ser vi af hvor mange, der forsvarer ideen, selv efter at systemets grufulde forbrydelser er blevet afsløret En anden mærkværdighed er, at store dele af den propaganda, som blev produceret under det uhyggelige styre, stadig udspredes. Det må være på tide kritisk at gøre op med de slagger, som verdenskrigenes propagandamaskiner har efterladt.



J

lt>

,():, ,.,