P: Kommentarer 2002, fortsat fra O.

Mediebedrageriet

Recepten på dets effektivitet er opblanding af dygtige og saglige artikler med systematisk fordrejede indslag og moralske belæringer, især byggende på de sidste.

Hvordan to så modsat rettede indstillinger til liv og virkelighed kan omgås år efter år under fælles banner har jeg aldrig kunnet finde en tilfredsstillende forklaring på. Måske fordi forklaringen er utilfredsstillende. Det handler jo om manipulation af vort samfunds og vort eget forhold til sandheden.

Læsning af en stak Weekendaviser fik mig til at gøre endnu et forsøg på at komme en forklaring nærmere. Jeg skrev til avisen :

Rubjerg 22.5.2002

Tine Ejby / Anne Knudsen Weekendavisen

Kære Tine Ejby

Jeg læste dine "Levned og meninger" og konstaterede igen, at du skriver fint. Artiklen indføjer en komprimeret slægtshistorie, hvis billede, jeg tror, mange danskere kan genkende.

Men læsningen fik mig til at mindes en anden artikel, du skrev, som gjorde et vist indtryk på mig. Den inspirerede mig til nogle betragtninger over et centralt presseetisk problem.

Jeg overvejede naturligvis, om jeg skulle sende dem til dig, men opgav, da jeg hører til de personer, som danske aviser, og ganske særligt dit blad, ikke tillader at komme til orde. Derfor tilbagestod det spørgsmål, som jeg virkeligt gerne så besvaret : Hvordan trives intelligente og velformulerede skribenter og hvordan kan de holde sig selv ud i aviser, som systematisk fordrejer det informationsmateriale, som medierne bør formidle til vort samfund, som mange - deriblandt jeg selv - gerne så blev ægte demokratisk, hvilket forudsætter, at det bliver korrekt og relevant informeret.
I W.A. gentages endnu oftere end i andre blade påstanden at 6 mio. jøder blev myrdet af nazisterne og Auschwitz fremhæves stadig som det frygteligste sted. De fleste har hørt, at dér blev 4 mio. myrdet, især i gaskamre. De færreste har hørt, at det ikke passer, skønt nu selv encyklopædien må indrømme at tallet er overdrevet (mindst) 4 gange. Blot dette for at nævne et eksempel, som ikke er til at komme uden om.

De store kriges propagandaløgne og -fordrejninger dyrkes stadig efter halvt hundrede år. Aktuelt intensiveret for at undskylde den undertrykkelse og krig, som Israel gennemfører i Mellemøsten.

Dette formidable bedrag har almenheden svært ved at tro finder sted midt i flodbølgen af tilsyneladende overvejende vederhæftig information.

Men I, der sidder på redaktionerne, har ikke den undskyldning, at I ikke ved, hvad der er sket og sker.

Hvordan kan I holde Jer selv ud, når I - måske kun i øjenkrogene - ser Jeres kolleger frasortere al saglig information om Israel Shahak, Ernst Zündel, Robert Faurisson Jürgen Graf og kredsene omkring de revisionistiske centre Institute for Historical Review og Barnes Review, men ikke mindst i den seneste tid fylder bladet med stribevis af hentydninger til Holocaust og flagskibet Auxchwitz. Jeg har ikke orket at optælle hvor mange, men typiske eksempler er hadefuldt gas som den af Oriana Falacci i nr. 17, der finder alt skamfuldt undtagen Israels forbrydelser, som hun elsker. Og den kun lidt mindre direkte Imre Kertesz i nr. 18, der starter med at afvæbne al kritik med at han skam ikke vil være objektiv og derefter hylder det jødiske Jerusalem, illustreret af en israelsk soldat, der skyder på palæstinensere. Det velvalgte billede illustrerer så raffineret, uden ord, fra hvilken kant Kertesz og avisen betragter mord på arabere, ulovlige bosættelser og konfis- kationer af resurser i det hærtagne arabiske land. Hvor slemme araberne og koranen er kan vi læse masser af andre steder; men intet om den religiøse ideologi, der driver de to skribenter og israelitternes brutale krigsmaskineri.

Hvad tænker I egentlig ved hulkehistorien fra Auschwitz om den syge dreng, der transporteres på båre med madration, den være sig aldrig så lille. Hvordan rimer det med beretningerne, at uarbejdsdygtige straks blev sorteret fra og sendt i gaskammeret ? Det rimer slet ikke, og at dette er afsløret, er Oriana åbenbart klar over, så hun undgår at nævne Auschwitz, men i stedet udpeger hun fire lejre med tyske navne, som hun regner med, at vi ikke ved noget om. Men de allierede konstaterede hurtigt, at der ikke var egentlige dødslejre i Tyskland. Det var derfor, at Sovjetzonen blev udpeget og Auschwitz udnævnt til værst af alle. Derfor er afsløringen af svindelen om denne lejr katastrofal for holocaustmyten. Har I ikke pligt til at oplyse dette ?

Til Anne Knudsen skrev jeg 15/5 2001 om de fremragende personligheder : skribenter og forskere, som syd for vore grænser fængsles eller tvinges i eksil fordi de har sagt, hvad der var sandt, eller, hvad de i hvert fald havde gode grunde til at antage er sandheden. Hvordan kan du tie stille om denne uhyrlighed ? spurgte jeg. Anne Knudsen svarede ikke. Hvad skulle hun svare ?

Nu skriver hun i nr. 18 en forblommet leder med titlen "Ærlighed varer længst". På baggrund af at uærligheden nu har domineret i over et halvt århundrede, lyder det tiltalende, at ærligheden snart må få en chance; men så langt har A. K. ikke tænkt sig at gå. Tværtimod er det uærligheden. der interesserer hende. Hvorfor bliver den somme tider afsløret ? Jo, oftest på grund af politikernes optræden. Og A.K. ræsonnerer : "Interessant nok behøver det ikke at være objektivt sandt, hvad politikeren siger for at vælgerne føler tillid til ham eller hende. Politikeren skal bare selv tro på det."

Og : "OPRIGTIGE politikere er altid i høj kurs i dag. Det har de formentlig altid været, for hvis folk lyver, hvordan skal man så turde betro dem noget som helst ansvar ?" Det samme spørgsmål må man stille sig overfor uærlige mediefolk. Her har vi desværre ikke mulighed for at kontrollere om indre samvittighednag afslører sig i det ydre. Der må vi holde os til teksterne. Men gransker man dem en lille smule kritisk afslører de også ofte en del.

Nu er det politikernes behandling af indstrømningen, som er lederens hovedemne. A. K. påpeger, at de ikke har behandlet emnet helt ærligt, og derfor er initiativet gået til, hvad hun udnævner til populistiske folkeforførere på grund af "en statistisk tradition, som ignorerer den almindelige vælgers helt berettigede spørgsmål til statens politik."

Hun præciserer : "Socialdemokraterne har et ganske betydeligt ansvar for, at så mange vælgere i dagens Europa stemmer på folk, hvis dyder består i, at de nævner politiske problemer ved navn - men hvis laster består i, at de tilbyder populære løsninger, der blot vil gøre problemerne værre."

Det er svært at forstå, hvorfor A. K. mener, at alle populære og uheldige løsninger foreslås af dem, der nævner problemerne ved navn. Den uholdbare situation slyldes jo dem, der i årevis ikke har gjort det.

Nu indrømmer hun, at det er vildledende at betegne alle, der bekæmper indstrømningen til Europa af etniciteter, som vil overtage vore lande og føre dem tilbage til middelalderen. (ikke just hendes formulering) som højreekstremister. De tolker simpelt hen det almindelige menneskes reaktion mod en situation, hvor de ser deres land overtaget af flere og flere fjendtlige mennesker.

Det er da svært at forstå, at politikere og måske især socialdemokraterne, har ignoreret denne naturlige folkelige reaktion; men tager man den mediale baggrund med, er det ikke så svært. Det tungeste ansvar for miseren har medierne, ikke mindst hendes eget blad.

Det er dem, der har romantiseret alle fremmede folkeslag og nærkontakt med dem. Det er dem, som forsvarer deres forbrydelser. Som lovsynger multikultur og multietnicitet, skønt de steder, hvor dette er etableret, gløder af borgerkrige, snart også vort eget land.

Jeg kender mange, der i årevis. ligesom jeg selv har skrevet om disse forhold og peget på den fare for vort land og vor kultur, som i dag er åbenlys, Medierne har bare afvist det. For et syns skyld har de tolereret rabiate og dekorative skydeskiver som Glistrup og Søren Krarup, hvis overdrivelser var lette at pege fingre af. Det eneste virkelige problem var Mogens Camre. Om ham var man så nødt til at lyve, og det gjorde man.

Men alle de andre selvstændige personligheder lod man som om ikke eksisterede, sorterede dem bort.

Og så inviterede man velvalgte indstrømmere til at forklare, hvor gode og fredelige, de er, og hvor intolerante og væmmelige danskerne er. Vi blev kaldt racister, fremmedfjendtlige, fascister. Men de fremmedes fremmedhad, mod danskere og europæere er naturlig og undskyldelig. På den måde opbygges antidanisme som den naturligste ting. At danskere, der vil forsvare dansk kulturarv blev kaldt svinehunde bl.a. af en redaktør i dette blad var den naturligste sag af verden.

At israelitterne smider arabere ud af Palæstina betragtes som lige så selvfølgeligt som at deres folkefæller i Danmark hilser dem Velkommen her og kræver, at vi danskere respekterer deres religiøse ritualer - selv de folkeretsstridige - og at de får moskéer og begravelsespladser. Er det den godhedens revolution, som Kertesz så smukt, men alt for kryptisk gør sig til af ?

Det er med opbygning af al denne begrebsforvirring at danske mediemoguler arbejder for at gøre Danmark til en lydstat for globale finans- og forretningsinteresser, og det uanset at det betyder fremtrængen af Islams demokratifjendske religion, blot det gavner Israels lige så totalitære system. Når det gælder om at opløse europæiske nationalstater er ethvert middel åbenbart anvendeligt.

Men jeg forstår stadigvæk ikke hvordan I på redaktionerne bare lader det ske.

I Tvind var det den karismatiske Amdi Petersen, der hvervede underhuggere, som kørte det mægtige system. Hvem kører mediesvindelen i Vestverdenen og altså i Danmark ? Topfiguren eller -figurerne er måske for langt borte til at I kan fiksere dem, men underhuggerne må I da få øje på. Bøjer I stadigvæk bare nakken, og hvordan føles det ?

Jeg biføjer "Tines erfaringer fra Tvind", og en ekstra kopi af dette brev til Anne Knudsen.

Med venlig hilsen til Jer begge.

Lars Thirslund

Mit brev til Anne Knudsen findes i afsnit K, og Tines "erfaringer" i afsnit N.

Om begrebet løgn.

"Og Hans forstod så stærkt at lyve som hest kan rende fugle kan flyve."

_ _ _ _ _

"Og siden talte han så sandt, at ingen skulle troet om Hans, han havde været udenlands."

Christian Wilster frit efter C. Fürchtegott Gellert.

Det er Wilster, vi har at takke for vore enestående oversættelser af Homer's Odyssé og Iliade, men altså også for de festlige rim om bondedrengen, der blev sendt til udlandet og lærte at overdrive, men stilfærdigt blev bragt i harmoni med hjemmets tradition for at respektere virkelighedens proportioner. Moralen er, at ærligheden ikke bare varer længst, men også længe har været det anerkendte grundlag for vor kultur.

Helt så enkelt er det ikke længere. I Gads Danske Bibelleksikon skriver sognepræst Børge Salomonsen om begrebet "Løgn" :

Dette begreb har "for orientaleren indeholdt en mængde betydningsnuancer, som vi har specielle ord for. Løgn kan således efter sammenhængen være urigtighed. falskhed, svig, bedrag, tomhed, forfængelighed eller troløshed. Løgn er derfor for semitten et betydeligt mere omfattende begreb end for os, der som regel vil opfatte ordet som lig med (bevidst) usandfærdighed. I vor sprogbrug betegner løgn, hvad der ikke stemmer med de faktiske sagforhold. (Vor fremhævning)

På semitisk grund fik ordet imidlertid først denne betydning, efter at græsk indflydelse begyndte at gøre sig gældende". Ved det sidste bør erindres, at hverken græsk eller anden europæisk indflydelse nogen sinde har fået lov at påvirke det specielt jødiske.

Salomonsen forklarer : "Forholdet til andre mennesker kan slås i stykker ved falsk vidnesbyrd eller bedrag. I disse sammenhænge kan løgn have en meget vid betydning og stå som asocial handlemåde i det hele taget". (Fremhævningen vor)

Her må man for det første huske på, at "andre mennesker" for den ortokokse jøde kun er andre jøder (gojim. ikke-jøder er for dyr at regne. Se "Det jødiske overmenneske" eller Talmud i "Vejviser i Mediejunglen")

Bemærk dernæst tolkningen af "asocial handlemåde" som ensbetydende med løgn.

Vi ser i disse dage, hvordan enhver kritik af Israel betegnes som løgn, hvilket med denne forklaring bliver let forståeligt. For jøderne er det jo klart asocialt, at kritisere jøderne, nu, da de ved at udplacere armerede bosættelser med 250.000 jøder, og ved at gøre tilværelsen uudholdelig for palæstinenserne, er i gang med at fuldføre erobringen af det land, som de mener Gud har foræret dem.

Lige så asocialt og følgelig "løgnagtigt" er det, at påvise, at deres holocaustmyter "ikke stemmer med de faktiske sagforhold".

Her har vi forklaringen på de utrættelige "nåmenså'ere" (se ovenfor) og den standhaftighed, hvormed de forsvarer påstanden at 6 mio. jøder blev myrdet. Indrømmer man at det ikke stemmer, bør Israel, som professor Arthur Butz har påpeget det, betale enorme erstatningsbeløb tilbage til Tyskland, penge som er gået til det krigsmaskineri, som i dag undertrykker palæstinenserne, og forresten med kernevåben truer Europa.

De revisionistiske forskere, som har afsløret de historiske sagforhold er ifølge jøderne asociale væsener og altså løgnere. Ifølge vore begreber er de sandhedsvidner. Deraf den uoverstigelige kløft mellem jøder og europæere.

Men hvordan kan jøderne da beherske vore medier, fromhedsapostle og politikere så fuldstændigt ?

Dels fordi de har købt medierne : aviser, film, bogforlag og avisernes annoncører. Dels fordi de behersker attituderne.

Anne Knudsen har ret : Tilliden til en politiker beror ikke bare på om han har ret, men på om han giver indtryk af at tro på det, han siger. Den egenskab besidder jøderne i eminent grad, fordi dét, der gavner deres sag, absolut må være sandt. Dèt, der skader den, er asocialt og altså løgn.

Den derpå byggede selvsikkerhed bedrager ikke-jøderne og det samme gør deres hæmningsløst vinklede skriveri og filmproduktion.

En dansktalende og -skrivende lobby er nu travl med at advare mod at muslimsk tradition forsvarer retfærdigheden i under passende omstændigheder at bedrage ikke-muslimer, dvs. vantro, og ligeledes at bekæmpe dem med ild og sværd.

De undlader at nævne, at den jødiske religion rummer tilsvarende forskrifter, endda efterlevet på grusom måde.

Når dette kan finde sted, beror det på, at jøderne i forbløffende grad forstår at beholde deres hellige skrifter og den derpå byggede ideologi for sig selv til intern anvendelse.

Medens alle og enhver kan gå i boghandlen eller på biblioteket og skaffe sig teksterne i Koranen, er det meget svært at få kendskab til de talmudiske skrifter.

Derfor tror det store flertal af danskere, at jødisk religion er Mosebøgerne, af hvis indhold i hvert fald ældre danskere har fået et stærkt vinklet og romantiseret referat. Læser de selv efter, finder de en malerisk mytesamling fra den grå oldtid, som de ikke tror kan være rettesnøre for nutidig politik og moral. Men præstemæssigt tolket er det netop, hvad den kan. De jødiske præsters udlægning findes i dag i de talmudiske skrifter, som mange unge jøder tyrer fra ende til anden. Her lærer de holdninger, som med hensyn til moral og sandhed totalt afviger fra, hvad vi har lært at opfatte som kristen kultur.

Medens vi kun får serveret udvalgte og harmløse udpluk af denne litteratur opnår amerikanske og europæiske jøder grundlæggende kendskab til vestlig tankegang, som de forstår at spille på.

De er forfulgte stakler med en høj moral, som de frejdigt , skønt de ved, at det ikke passer, påstår er grundlaget for vor. Deres begreb om sandhed er jo et andet.

Grundlæggende for udviklingen af vor vestlige kultur er bekendelse til sandheden som det, der stemmer med de faktiske sagforhold.

Derfor vandt under renæssancen naturforskerne over præsterne. Og derfor vejer man stadig principielt videnskabelige udsagn på om de stemmer med faktiske forhold.

I strid med dette er det lykkedes mediebeherskerne først at indføre de jødiske sandhedskriterier i informationsformidlingen. Siden i historieskrivningen, især vedrørende det 20. århundrede. Og endelig i store dele af den politiske debat og beslutningsproces.

Dette har for anden eller tredje gang bragt verden i en krigstilstand, som hvert øjeblik kan udvikles til storkonflikt.

Hvordan vore mediefolk trives med at være underkastet dette tyranni ser det ud til at ingen vil vove at afsløre. De risikerer alvorlige ubehageligheder og får tavsheden godt betalt.

Vi andre må hente den europæiske sandhed på nettet og udenlands, især i engelsksproget litteratur. Vi er nødt til at gøre dette.

Nyt sorterings- eller informationsinstitut ?

Notat 3 juni 2002.

Under den ny regering har folketinget besluttet etablering af et "Dansk institut for internationale studier og menneskerettigheder." Det skal omfatte to institutter, i hvilke virksomheder af nuværende Center for udviklingsforskning, Center for freds- og konfliktforskning, Centret for holocaust og folkedrabsstudier og Dansk udenrigspolitisk selskab skal samles. Det ny institut skal træde i virksomhed ved begyndelsen af næste år. Bestyrelse er endnu ikke udnævnt, men som formand er udpeget tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

Han udtaler til Go' Morgen Danmark 3. juni 2002 at formålet er at samle den viden, som vort land skal handle ud fra, når det agerer i internationale anliggender.

Om det ønskelige i en sådan viden, kan der ikke herske tvivl. Men ved indsamling og publicering af den træder sandhedskriteriet frem som det allervigtigste aspekt.

Vi har set, at holocaustcentret systematisk sorterede alt materiale sådan, at semitisk bedømmelse blev foretrukket, medens den revisionistiske vestlige forskning, der vurderer sandheden ud fra dens overensstemmelse med faktiske forhold, blev sorteret fra. Årsagen til dette var uden tvivl en bestyrelse, hvor jødisk-israelske interesser var stærkt repræsenteret, fx. ved formanden for europæisk B'nai B'ritt.

Vi har også peget på skævhed i det udenrigspolitiske selskab og Det Danske Center for Menneskerettigheder, der begge har demonstreret påfaldende mangel på interesse for europæisk ytringsfrihed.

Hvis disse svagheder skal undgås i det blivende institut, må bestyrelsesmedlemmer vælges ud fra videnskabelig indsigt og respekt for vestlige sandhedskriterier - ikke ud fra politiske hensyn.

Repræsentanter for den revisionistiske historieforskning bør have plads ligesom kulturpersonligheder, der respekterer både nationale kulturværdier og deres sammenhæng med den store europæiske kulturarv.

Uffe Ellemann kan være et rimeligt valg. Han kan virke vel glad ved elitær internationalisme; skønt det, der især behøves er integritet til at modstå gruppetrykket i magtkredsene, ikke mindst det grænseløse kammerateri indenfor EU og FN.

Men i UFFES LILLE BLÅ fra -98, bekender han sig til eksklusivt danske værdier, fx. den danske sangskat, som er en hengiven hyldest til de danske landskaber. Så kan han da ikke mene. at de skal asfalteres. Han kritiserer også indstrømningen til landet, som i dag træder frem i et afslø- rende perspektiv. En ny planlov chokerer ved at true med udplacering af 240.000 boliger spredt over det åbne land. Ja, men hver gang vi modtager 200.000 indstrømmere skal hundredtusinder boliger placeres hvad enten det sker ved udbredelse af byerne eller spredning i åbne landskaber.

Et lille lands modstand overfor sådan fortsat asfaltering møder ringe forståelse hos repræsentanterne for globale forretningsinteresser, hvis lobby fordrejer selv menneskerettighederne i favør af hensynsløs markedsvækst.

Det kræver altså karakter, at hævde danske værdier; men kun dette kan berettige et dansk institut.