P,a Åben krig mod ytringsfriheden.

Zionisterne retter annoncekampagne

mod flagskibet : Politiken

En helsidesannonce i bladet 14 december 2002 protesterede mod at avisen i længere tid havde "været med til at skærpe holdningen til Israel og jøder" ved f.eks. at give spalteplads til "at sammenligne Israels besættelse med Holocaust og nazisternes ugerninger under krigen". Dermed, hed det, "dæmoniserer man Israel", "afsporer debatten" og skiller "jøderne ud på en måde, man ikke har oplevet i Europa siden nazisternes og kommunisternes kampagner mod jøderne". Med den slags "giver man jødehaderne frit slag.". "Det er uværdigt for et blad med Politikens historie og anseelse." "Det tager vi afstand fra. Vi siger fra over for det nye had. Vi siger fra over for Politiken"

Man indflettede : " Vi ønsker ikke at frede Israel mod kritik. Israel kan og må kritiseres som ethvert land. (vor fremhævning) Det er demokratiets spilleregler, og ingen er hævet over dem." Hvordan det nu kan hænge sammen, skrev 704 personer under på dette.

Måske for at kendte navne ikke skulle falde for stærkt i øjnene og for at man ikke skulle fæste sig ved, hvor mange familiemedlemmer, som fyldte op, ordnede man listen alfabetisk efter fornavne. Vi fandt at også efternavnene er interessante og har, bedst vi kunne, ordnet en liste, hvor de står først. Den bringes her :

Abildtrup, Anne Kristine W Abrahamsen, Flemming Abrahamsen, Elisabeth Aisen, Pia

Allon, Marion Alm, Anders Almborg, Claus Altschul, Samuel Altschul,Sanna

Altschul,Michael Amiel, Tina Andersen, Anders H. Andersen,Elin Andersen,Knud

Andersen,Lea F. Andersen,Lene Andersen,Lene R. Andersen, Lilli Møller Andersen,Nina

Andersen,Poul E. Andersen,Ole Andersen,Sonja Andersen,Steen Andersen,Steffen Yding Andkjær,Grethe Andkjær,Mogens Ankjærø,Bo Ankjærø,Kamma Ankjærø,Lars Arad, Eli

Aron, Paul Aronsohn, Sigvard Asmussen, Dan Rosenberg Asmussen, Dina Rosenberg

Avraham, Ezra Axelsen, Greta

Baastrup, Gitte Sorde Bach,Henrik Bachmann, Daniel Bachmann, Mikael

Bachmann, Patrick Bachmann, Pernille Bachmann, Talia Bach-Frommer, Mathilda

Balagul, Sergej Barnstein, Sheila Bar, Amir Baldersbæk, Helle Bassan , Anna

Bassan, Gili Bassan , Rafael Angel Bassan , Isak Marko Beer, Irene Beilin, Abram

Beilin, Henny Bekke, Barbara Benarzi, James J. Behn, Kaj Bergman, Jerry

Bense, Gabrielle Bernth, Lis Bentow, Claus Bentow, Mette Berkowitz, Isak

Berkowitz, Linda Berkowitz,Mogens Berkowitz,Mona Berkowitz,Ruwim Bier, Susanne Bindesbølle, Erik Bisholt,Jørgen Bisholt,Mirit Bisholt,Teddy Bisholt,Zionna

Blum, Jacques Blüdnikow, Benjamin Blüdnikow, Bent Blüdnikow, Bjarne Bodnia, Henrik

Bollerud, Bodhild Bondum,Bodil Bondum,Flemming Borenhoff, Albert Borenhoff, Jette

Borberg, Gertrud Bouganim, Victor Boye,Inger Boye,, Jan Boysen, Ninetta

Boysen,, Simon Brajer, Isabelle Brandt,Poul Brandt, Tony Brank, Jonna S.

Brix, Helle Merete Brogaard, Per Brosbøl, Kirsten Brosbøl, Svend Aage Bruun, Bente

Bruun, Svend Bruus, Annelise Brøndsted, Tom Buhl, Peter Neerup Burr, Brian

Burr, Daniel Burr, Dorte Burr, Rebecca Bøggild, Eva

Cadan,Steen Cadogan, Ann-Mari Cain, Geoffrey Charaty, Anat Chassin, David

Chassin, Norma Choleva, Daniel Choleva, Fenia Choleva,Nick Christensen, Bent

Christensen, Birthe Cohen, Annelise Cohen, Danielle Cohen, Josephine Cohen, Jeffrey

Cohn, Allan Shapiro Cohn, Cilla Cohn, Elon Cohn, Wendy Coleman, Libby Cour, Peter la

Dalhoff, Henrik Dalhoff, Jørgen Dali, Jette Plesner Dalsfledt, Ib Detlefsen, Inge

Dessauer, John Devine, Christina Dreijer, Bjørn Dinesen,, Inge Dolderen, Riet van

Donde, Dina Donde, Miriam Donde, Simon Drukier, Wiktor Duarte, Camilo

Duarte, Eleonora Duetoft, Peter Dworsky, Riri

Edelsten, Avi Edlund, Asja Ernstsen, Inger Elczewsk, Ala N.. Elleboe, Jytte Judith

Eriksen, Martin A. Einhorn, Lena Elbjørn, Kasper Elkan, Leon Eskildsen, Kim

Espersen, Yvette Espersen, Søren

Faaberg, Bertel P. Falsled, Fjodor Felding. Jørgen Feilberg, Kjeld P. Feiring, Else

Felbert, Gideon Felbert, Joram Felbert, Rita Felding, Talli Ungar Feldmann, M. Leon

Fichtmann, Birgitte Find, Ulrik Fish, Malka Fish, Simon Fishman,Danuta

Fishman, David Fonsmark, Henning Frederiksen, Poul V. Frommelt, Niels Thürmer

Frost, Jan Frandsen, Birte Frandsen,Lone Furmansky, Leia

Galicki, Leopold Gammeltoft, Nikolaj Gammeltoft, Steen Garbarsch, Charly

Garbarsch,Marianne Geertsen, Pelle U. C. Gelfer-Jørgensen,Dina Gelfer-Jørgensen,Mirjam

Gelvan, Michael Gernaa, Jesper Gnesin, Jurij Gnesin,Oxana Goldschmidt, Magda

Goldschmidt, Bent Goldstein, Henri Gonzalez, Jose J. Gorski, Alex Gorska, Zofia

Gotlib, Jadwiga Grandin, Mariam K. Gregersen, Jens Groth-Andersen, Mikkel

Groth-Andersen , Ole Grunwald, Morten Grønlund, Bo Gulbrandsen, Marvel Gress, David

Groth, Kis Gutterman, Kim I Gutterman, Lina Gwozdz, Ewa

Haas, Finn Haas, Gitta Haas, Jakob Haas, Margit Hagen, Michael

Hahn-Pedersen, Alice Halckendorff, Elsebeth Hallas, Stasia Hamann, Alice Hansen,Inge

Hansen, Inge-Lise Westh Hansen,Jesper Schou Hansen,Jette Hansen,Keld Hansen, Lise Hansen, Mette Hvid Hansen, Torben Harder, Dan Harder, Jette Harder, Sanne

Hartogsohn, Ira Hartvig, Irene Hasberg, Therese Hauge, Hans Haxen, Ulf

Hedebye, Henrik Hedegaard, Lars Hedelin, Anders Heggland, Nils-Ole Heilbuth, Gudrun

Henius, Henriette Meyer Henius, Naomi Meyer Hertz, Annie Hertz, Henriette Hertz, Morten

Hertz,. Pernille Hertz,Yvonne Herzberg, Linda Hesse, Bitten Hesse, Teva Hillingsø, Kjeld Hirsch, Martin Hirschorn, David Hirschorn, Marian Hirschorn, Salomea Hjordt, Rasmus Thor Holm, Nitzan Lev Hou, Hjørdis Holm, Ditte Holmer, Jørgen Hvidberg, Gurli

Hvidberg, Hans Hybel, Lottem Holt, Karsten Hork, Jens Høiris, Anders Højgaard, Knud Højgaard, Verner Høy, Ulrik Høyberg, Gila Høvelt. Ib

Ingerslev, Bente Holten Ipsen, Kai Isaak, Stefan Isachsen, Alf Isachsen, Marianne

Ivø. Martin Vive

Jacobs, Eduard Jacobi, Rakel Jakobsen, Bo Jakobsen, Vagn A. Jalving, Mikael

Jaworska, Jolanta Jensen, Barbara K. Jensen, Bent Jensen, Dorrit Jensen, Jens-Christian

Jensen, Jørgen Bloch Jensen, Poul Fogh Jensen, Tove Jessen, Bjarne Nederby

Jessen, Joel Nederby Jessen, Kerstin Jessen, Lilian Hjøllund Jessen, Nielsine

Jessen , Thomas Nederby Joffe, Preben Joffe, Mylene Jordan, Alan Jordan, Gitte

Jordan, Jonathan Jordan, Yael Josias, Lillian Juhl, Gitte Juhls, Karina Juul, Carsten

Julsrud, Ayelet Julsrud, Sarah Jæger, Gerda Jæger, Gert Jønsson, Kirsten

Jørgensen,Asta Noomi Jørgensen, Lenette

Kalø, John Kaplan. Inger Karpantschof, Bjarne Karpantschof, Daniel H.

Karpantschof, Jonas H. Katz, Janina Kaznelson, Bente Kholghi, Farshad Kieler, Jørgen Kilsgaard, Aksel Kilpatrick, Claus Kjædegaard, Lars Kjærhus,Nina Buch Kjærhus, Thue Kjærsgaard, Pia Klinggaard, Jørgen Knudsen, Grethe Knudsen, Niels Knudsen, Niels M. Knudsen, Ralph Kobbersmed, Anne Konski, Adam Konski, Lene Konstantyner, Ole

Kormind , Rebecca Kormind , Roger Krabbe, Kjeld Kramarz, Inger Kramarz,Dawid Kramarz,Rebecca Krath-Andersen, Eva Krath-Andersen, Karsten Kristensen,Chr. Bøgh Kristensen,Lars Otto Kristensen,Pia Kristiansen, Helle Kucharsky, Eva Kurland, Kenneth Kurrild-Klitgaard, Peter

Lahav, Joachim Lahav, Nina Honoré Larsen, Anny M. Larsen, Knud-Ole

Larsen, Morten Skyum Larsen, Nicolai Balle Lassota, Stefan Lausten-Thomsen, Hans P.

Lavender, Bjarne Lavridsen, Allan Lavridsen, Annette Lauritsen, Jan Lauritzen, Hanne Lauritzen, , Jørn Lecerof, David Lehrer, Daniel L. Leisner, Jesper Winge

Leuwer-Olsen, Annabel Levin, Dana Levy, Jesper Lexner, Bent Lexner, Esther

Lexner,Merete Lindbjerg, Lola Lindbjerg, Peder Lip, Poul Lippmann, Mikkel

Litwar,Jerry Litwar,Pia Lodberg, Hans Lomborg, Jens Lund, Karsten Løbner, Britta

Madsen, Ole Skjerbæk Maiborn, Christian Magnusson , Kim Magnusson, Tivi

Mallow,Ann Mallow,David Mallow,Jeffry V. Margolinsky. Morten Maman, Annet

Maman,, Yossi Macznik, Josef Manniche, Sine Mardahl, Rina Maxild, Anette

Maxild, Anne Cohn Menadeva, Joseph Melchior, Arne Melchior, Bent Melchior, Jakob

Melchior, Lilian Melchior, Marianne Melchior, Nina Menadeva, Bat-el Menadeva, Nurit Merklin,Ariella, Merklin,Daphna Leah Merklin,David Merklin,Juliette Eden

Messerschmidt, Morten Metz, Anita Meyer, Annika Lion Meyer, Ilya Meyer, Jan

Meyer, Martin Meyer, Mathilda Meyer, Max Meyer, Michal Meyer, Ragnhild

Mogensen, Johan Moguilevsky. Ronald Monrad, Anja Morgenstern, Michal

Mortensen, Anni Mortensen, Jonna Mortensgaard, Svend-Erik Moszkowicz, Mala

Munck,Helen Mygind, Birgitte Marstrand Mynster, Mahilde Myss-Hansen,Lilli

Müller, Dieter Müller, Kai Bech Møenbak, Eva Ravn Møenbak, Vagn Mølgaard, Knud Mølgaard,Villy Møller, Irene Bang Møller, Nicolai Steinmetz

Nakskov, Christian Nachmann, Henry Nachmann, Lone Naumann, Mette Nath, Mogens

Neville, Jamie Neville-Neil, Brona Nielsen , David Wulff Nielsen, Edna Kira

Nielsen, Hanne Nielsen, Jens Bendix Nielsen, Jørn Nielsen, Richard Møller Niemann, Adam

Niemann, Allan Niemann, Jonni Niemann, Lissi Nikulin, Leon Nissen , Inge Winther

Nissen , Uffe Nissen , Volmer Nissenbaum, Danielle Noesgaard, Mads Østerby

Nolsøe, Rúna Nordborg, Henrik Nordin, Lone Nordin, Peter Notkin, Monica Tafdrup

Nyholm, Karen Nørgaard, Arne Nørgaard, Karin

Oesterballe, Klaus Ulrik Olin, John M. Olsen, Christian Olsen, Flemming Gordon

Orbuch-Støtter, Michael Oxfeldt, Dina

Paikin, Elsebeth Palnæs, Anni Palnæs, Bjørn Pedersen, Anna Lis Pedersen , Birthe

Pedersen, Else Marie Pedersen, Erik Pedersen, Gilbert Stage Pedersen, Inge Brøchner

Pedersen, Ingrid Lang Pedersen, Jens Ulrich Pedersen, Jes Reiner Pedersen, Morten Meng

Pedersen , Susanne Annette Pelc, Marek Petring,Sofia B. Petring, Daniel Philipsen, Vagn Philipson, Ole Pihl , Hans Pihl , Robyn Pind , Lis Pind , Niels Polny, Jacob

Prejserowicz, Alex Prejserowicz , Pia Tamar Prier, Lars Præstmark, Kirsten Pundik , Bolette Pundik, Leif Raaschou, Steen Rachlin, Michael Rachlin, Samuel Raiter, Dorrit

Rajman, Lena Rappeport, Eli David Rappeport; Judith Rappeport, Noomi Rappeport, Yael

Rares, Ditte Rares, Lone Rasch, Sarah Rasmussen , Carl Frieboe Rasmussen , Dorte Rasmussen, Esther Rasmussen, Henrik Ertner Rasmussen, Jeanette Rasmussen , Peter

Rasmussen , Rose Rebel, Karin Rebel, Kees Rechtman , Adela Rechtman , Wolf

Rex, Michael Rehfeld, Gabriela Ringsholt, Agnete Ron , Bjørn H. Ron , Chana

Rodian, Theis Rosenbaum, John Rosenstadt, Anatol Rosenstock, Leif H. Rosenzweig, Tal Rotenberg , Alina Rotenberg , Thorkild Rothschild , Daniella Rothschild , Milton

Rubinstein,Elena Rubinstein,, Yoram Rudaizky, Finn Rydahl, Lis Rühl, Otto

Røjtburg, Daniel Herman Rømer, Flemming Rønne-Rasmussen, Enok Rønsholt, Margit

Saadon, Rafi Samson, Dagmar G Samsø, Leif Sand, Kristian Sarvad, Bjarne

Schefte, Allan Schefte, Arne Schefte, Elly Schefte, ,Nadia Schefte, Samuel

Schefte, , Susanne Schefelovitz , Yvonne Scheftelovitz, Bertyl Scheftelovitz, Esther

Scheftelovitz, Tina Schvili, Mikael Schultz , Lars Schultz, Pia Schrøder, Lars

Schwarz , Eva Schwarz , Finn Schwarz , Hilde Schwarz , Moritz Schwarz , Moses Aron Schwarz , Solveig Seebach, David Shabanzadeh , Karin Shabanzadeh , Margit Shafir, Oren

Shefte, Susanne Shekter, Miriam Siegumfeldt, Inge B. Silber, Bent Silber Eva

Silber, Joachim Silberberg, Doron Silberberg, Esther Silberberg, Shelly Silberman, Joram

Silbermann Margaliet Silbermann, Leslie B. Simon, Georg Simonsen, Thorkil

Sinding , Anouska Sinding , Nina Skop , Anna Skop , Aron Skop, Eli Skov, Gerda

Skov, Niels Arne Skoven, Marie Skolnik, Gitta Skolnik , Judie Skolnik, Miri

Slot-Henriksen, Rolf Solové , Birthe Solové , John Soya, Joanna Stage, Ove

Steffensen, Stine Stenius, Morten Stohn, Allan Stohn,, Bernhard Stohn, Irene

Stohn, Ralph Storm, Daniel Storm, Finn Storm, Lilian Storm, Miriam Strumberger, Jan Strumberger, Jette Svendsen, Chr. C. Svendsen, Poul Svennevig, Erik

Szeps, Wlodek Szeps-Znaider, Tamar Szok, Adam Szymchowitz, Ignacy Søe, Jeppe

Søndergård. Niels Erik Sørensen,Esther Sørensen, Kirsten Korsbæk Sårde, Dan

Sårde, Dennis Sårde, Miriam

Taylor, Gila Tetzlaff , Ellen Tetzlaff , Henning Thalmay, Charlotte Thalmay , Ronen

Thomsen, Mette Tiedtke, Rachel Tschernia, Ron Tschertok, Julius Toxvaerd, Flavio

Trautner, Else Trautner , Jeppe Plenge Trautner-Kromann, Hanne Trap, Birna

Trock-Jensen, Ole Tusch, Simon de Tusch-Lec , Amelia de Tusch-Lec , Anna de

Tusch-Lec, Jacob de Tusch-Lec, Jan de Tusch-Lec, Julia de

Unterschlag , Benny Unterschlag, Gert Unterschlag, Helen Unterschlak, Leif

Unterschlak, Perle Usdan,Thea Ussing, Vagn

Vaala, Kasper Vaala, Simon Vain, Sarah Vasserman, Alena Vilhjalmsson, Viljalmur Ørn

Viftrup, Anders Viftrup, Dagmar Viftrup, Helene Voetmann, Fleming Vrazda, Henia

Wagner, Solveig Waksman, Nela Wandall-Holm, Otto Wassermann, Nicolai Weber, Aase

Weber, Per Weil, Hannah Maimin Weiner, Nanett Wiedemann, Frederik Winter, Carina Winter-Nielsen, Nicolai Wilsky , Dorte Rydahl Wilsky, Kurt W. Wolff, Marianne

Youngster, Yehuda

Zaklikowesky, Dan Znaider, Daniél Znaider, Nikolaj Znaider, Ruth Znaider, Tanja

Ølgaard, Klaus Ørskov, Helle

Offentliggørelsen af annoncen d. 14. december 2002 fremkaldte en "læserstorm" mod Politiken, som så sig nødsaget til at bringe et udpluk af forkortede læserbreve, der dels forsvarede avisens redaktionelle linie, dels forsvarede underskriverne, dels, som Finn Jensen, Peblinge Dosseringen, 48, København, beklagede, at så mange "har kunnet skrive under på en så underlødig annonce. Alene det faktum, at det ikke så meget som antydes, at Israel i dag fremstår som en ulovlig besættelsesmagt, som må fordømmes af det internationale samfund, er ganske enkelt ufatteligt."

Historikeren Steen Andersen peger på, at mangelen på titler eller professionel tilknytning giver mulighed for forvekslinger. Han er ikke identisk med underskriveren af samme navn, og "tager skarpt afstand fra annoncens ahistoriske anklage."

Der peges på overfølsomhed og forfølgelsesvanvid og på truslen mod ytringsfrihed og meningsfrihed

Offentliggørelsen af annoncen d. 14. december 2002 fremkaldte en "læserstorm" mod Politiken, som så sig nødsaget til at bringe et udpluk af forkortede læserbreve, der dels forsvarede avisens redaktionelle linie, dels forsvarede underskriverne, dels, som Finn Jensen, Peblinge Dosseringen, 48, København, beklagede, at så mange "har kunnet skrive under på en så underlødig annonce. Alene det faktum, at det ikke så meget som antydes, at Israel i dag fremstår som en ulovlig besættelsesmagt, som må fordømmes af det internationale samfund, er ganske enkelt ufatteligt."

Historikeren Steen Andersen peger på, at mangelen på titler eller professionel tilknytning giver mulighed for forvekslinger. Han er ikke identisk med underskriveren af samme navn, og "tager skarpt afstand fra annoncens ahistoriske anklage."

Der peges på overfølsomhed og forfølgelsesvanvid og på truslen mod ytringsfrihed og menings-

frihed

Til at forsvare Politiken førte bladet samtidig med annoncen sin opinionsredaktør Bjørn Bredal frem. Han kaldte annoncen med underskrifter for usædvanligt uklog. Hvad netop uklogskab angår, er det noget han er hjemme i. Det var ham, der 5/10-98 i DR2, for at afskrække danskerne fra at læse de revisionistiske historikere, som har punkteret Holocaustmyten, erklærede, at det drejer sig om historikere, der hævder at koncentrationslejrene aldrig har eksisteret. Det er utroligt, at en redaktør i et stort blad kan udslynge noget så løgnagtigt; men redaktør Peter Wivel påstår frejdigt det samme 4/5-99 i Berlingske Tidende. Begge må vide, at koncentrationslejrsystemet introduceredes af briterne for 100 år siden, og om de tyske lejre har revisionisterne skrevet bindstærke værker; men til forskel fra de af Politiken foretrukne "historiefortællere", har de undersøgt forholdene og fundet ny kendsgerninger, der må ændre en fornuftig vurdering af, hvad der er fakta, og hvad der var krigspropaganda.

Det er dog ikke mod Politikens forsømmelser på dette område, underskriverne protesterer. Tværtimod er det, der åbenbart forarger mange: Herbert Pundik, som ellers forsvarer jødedom og Holocaustmyten med alt, hvad han kan finde på, selv Münchhausen-figuren Franz Stangl. Det gale ved Pundik og bladet synes at være, at de ikke hylder Ariel Sharon, hvad selvfølgelig også er interessant, da ikke engang vor udenrigsminister tager anstød af hans forbrydelser mod folkeretten.

Men når nu så mange brogede og fremmedklingende navne har undertegnet denne offentlige advarsel til alle, der ikke skriver ubetinget venligt om Israel og jøder, er det kun åbenheden, der er noget nyt.

Kontante angreb på enhver, der har kritiseret Israel eller jødedommen har i menneskealdre været led i jødisk forsvarsstrategi og er organiseret over hele den vestlige verden. Redaktionerne er også her i vort land gang på gang blevet druknet i proteststrømme, hvis de slap noget frem, som zionismens agenter ikke syntes om. Men åbenhed har der sjældent været tale om. Man gik direkte til avisen, som så hurtigt lagde låget på med et par nedgørende bemærkninger af toneangivende jøder, der altid kan få spalteplads. Det blev kun dem, der forsøgte at få alternative fakta og synspunkter på bordet, som erfarede hvor groft medierne censurerede. Vi kan dokumentere tre sådanne tilfælde.

Hvorfor bryder man netop nu denne succesrige tradition ?

Der er to iøjnefaldende grunde til dette : Internettet har brudt mediernes informationsmonopol og giver flere og flere kendskab til det efterslæb af bedragerier, som er en arv efter nittenhundredtallets idiotiske krige. Og Israels brutalitet under den ulovlige besættelse af Palæstina, som mere og mere ligner anneksion, kontrasterer for groft mod det billede af det uskyldigt lidende og forfulgte jødefolk, som medierne forsøger at opretholde ved henvisning til Det Gamle Testamente, som man håber de færreste læser (eftertænksomt) og Holocaustmyten, hvis autoritet det bliver sværere og sværere at opretholde, jo flere, der kommer til at beherske engelsk og netinformation.

P,b. : Der er opstået en ny situation, som berører forholdet mellem danskerne og det jødiske mindretal.

Det var det, at den traditionelt yderst jødevenlige avis Politiken gradvis slap mere Israelkritisk vinkling frem i spalterne, der bragte den jødiske lobby i panik. Angsten for at tendensen skulle brede sig, førte til beslutningen

om en åben magtdemonstration mod Politiken, som man håbede. ville give de øvrige blade en ekstra forskrækkelse. Om beslutningen var klog, står tilbage at se.

For det grundlæggende problem står tilbage, hvilket afsløredes både i aktionens form og gennem dens modtagelse. Det må derfor være på tide at tale åbent om dette.

Medens det nu endelig begynder at indses, at indslusningen af det store antal fremmede med afvigende værdinormer er en trussel mod vor gennem generationer opbyggede kultur, så afvises stadigvæk enhver antydning af, at vi kan have problemer med det jødiske mindretal. Siden tredverne har enhver berøring af et sådant emne været tabu, idet den jødiske elite gennem sin store mediemagt sværter enhver for den besværlig tilkendegivelse som racisme, antisemitisme og jødehad, hvilket er sket over hele den vestlige verden. Med henvisning til jødepogromer og Holocaust har skræmmekampagnen været uhyggeligt effektiv. Det er lykkedes zionismen at intimidere såvel politikere som historikere, til at forvanske verdenshistorien med henblik på dens særlige interesser og mål.

Den har gjort historieskrivningen til kernevåben i propagandakrigen, hvis virksomhed aldrig afbrydes, hvadenten der er krig eller fred. Kun postilhistorikere hjælpes til karriere. En ny journalisttype er nurset op, for hvem ingen objektiv sandhed eksisterer, men kun fremstillingsvarianter, til hvilke intet krav om sanddruhed stilles, men kun at skriveriet er underholdende og konformt.

I ly af dette skjold er danske jøder blevet mere aggressive. De håner den kristne religion og lovpriser deres egen, som de dog ikke vil have, at vi får reelt kendskab til. De anklager Vesten for jødefjendtlighed; men har ikke øje for egen racisme og fremmedfjendtlighed.

Inkonsekvensen er blevet så stor, at flere og flere reagerer, når Arne Melchior agiterer for at Danmark skal tage mod de arabere, som jøderne smider ud, og lade dem bygge moskéer og udbrede begravelsespladser. Arne Notkin og Georg Metz kalder danskerne svinehunde. Aviserne angriber med støtte af foreningen Dansk kultur og Dansk Folkeparti muslimerne for deres omskærelser, slagtemetoder, straffe og fjendtlighed mod kristne. Men jøderne må ikke angribes, skønt de har lignende omskærelser, slagtemetoder og grusomme straffe. Deres had mod Kristus overgår muslimernes.

Men værst er den opløsning af alle Vestlige normer, som forfølges, med henblik på at destabilisere vort samfund, for at det skal blive stadig lettere at manipulere.

Medens danske jøder hævder Israels ret til både at opbygge en nationalstat i MØ. og hævde jødisk hegemoni overalt, hvor der ellers er bosat jøder (1), fremfører de i media og organisationer, at det er helt forkasteligt, at andre lande ønsker at forsvare deres egenart og kultur. Det er derfor vi bliver kaldt svinehunde; men modstanden vokser både her og i andre lande - det er alvorligt sent.

Bag det effektive muldvarpearbejde står ikke blot de mægtige og velkendte jødiske forsvarsorganisationer, som ADL. men også en central ledelse, der styrer agentkontorer, som ikke skilter med adresser , men hvis virksomhed spores overalt (2) : i FN, EU og vort folketing, ja endog i vore leksika. De forstår at få meningsagenter ind alle vegne : i Dansk Folkeparti : Søren Espersen. I foreningen Dansk Kultur : Geoffrey Cain. I Den Danske Forening tør vi ikke pege på nogen bestemt; men det er forbudt at kritisere de jødiske urimeligheder. Jøder er påfaldende repræsenteret i redaktioner, underholdning, og eksempelvis i den ny encyklopædi, i Holocaustcentret, i Det Udenrigspolitiske Institut, Dette massive engagement for jødiske interesser, som ikke må kritiseres, ja end ikke nævnes, er blevet en belastning, der kræver ny holdninger hos danskerne, men forhåbentlig også hos danske jøder.

Vi må kende grundlaget for jødedommen så vel som for Islam, Begge dele er ideologier på linie med kommunisme og nazisme. og de må bedømmes ud fra deres samfundssyn. Her bliver de fleste af os ført bag lyset.

Danske jøder ser ud omtrent som andre danskere; men præges alligevel gennemgående mærkbart eller umærkeligt af det system, som indrammer deres opdragelse.

Om det jødiske samfund, præget af religion og historie, skrev den store jødiske dissident Israel Shahak bogen Jewish History, Jewish Religion, The weight of Three Thousand Years. Han kom frem til, at den klassiske jødedom fordærver sjæl og sind.

Den amerikanske professor Kevin MacDonald har analyseret jødiske forsvarsstrategier, og hvorledes jøderne har båret sig ad med at nå deres enorme magt i USA (3). Han viser, hvordan de har forstået at forme det amerikanske samfund politisk og kulturelt efter deres egne interesser. (Det er den samme proces de nu er langt fremme med i Europa og i vort eget land.)

De har spillet en ledende rolle i kampagner for at nedrive og omforme traditionelle sociale, politiske og kulturelle mønstre.

Grundlaget er en kolossal selvoptagethed og stærk etnisk-kulturel gruppeidentitet. Så langt MacDonald.

P,c. : Loyalitetskonflikt.

Dette skaber uklarhed om deres loyalitet i forhold til værtslande og verdenssamfund. Fremtrædende jøder har forsøgt at værge sig ved at hævde, at de besad dobbelt eller multibel loyalitet. Men bortset fra store og beundringsværdige undtagelser har få kunnet fremvise dette i praksis (4).

MacDonald viser, hvad dog andre for længst har påvist, at jødiske kræfter og magt har været drivende i marxismen og kommunismen. Og han viser også, at de har forstået at dreje amerikansk immigrationspolitik til skade for ikke-jødiske europæere. Det er præcis, hvad der er sket også i Danmark. Her har de kæmpet for multietnicitet og samtidigt forstået at gøre flygtningehændelser nyttige for indvandring af jøder fra Østeuropa, hvilket underskrivernes navne synes at bekræfte.

Vi havde, som sikkert mange, svært ved at forlige mosaismens brutale lære og Talmuds fjendtlighed mod alt ikke-jødisk med de jødiske personer, vi selv har mødt; men den synes desværre at passe på de magtjøder, som vi ser agere i det politiske spil.

Kristeligt Dagblad gør sit værste for at forsvare det roderi der arrangeres i begreberne. Det lader overrabbiner Bent Lexner skrive en hel kronik om sit forhold til Julen, som han storsindet bekender rummer hygge. Fra sin barndom mindes han karakteristisk, at grisesteg ikke var noget for jøder, men sparegrise med penge var fint. Og så kommer han ind på det for ham væsentlige at prøve på at få os til at tro, at jødernes forhold til Kristus er afslappet. Han skriver, at for dem er han en jøde; men ikke en, som de kunne eller kan anerkende som Messias, da han ikke var "stor og herlig" og ikke præsenterede den form for magt, som de drømte om. (Understregningerne vore). Men derfor behøvede de da ikke at slå ham ihjel ! Jo, for, hvad Lexner må vide, men fortier, er, at Jesus, messias eller ej, angreb jødernes dogmereligion. Det kunne farisæerne ikke tilgive, og derfor måtte han myrdes.

Det var Jesu fritænkeri, som de gamle jøder ikke kunne tåle, og sådan er det forblevet til i dag. Det Ny Testamente brændes endnu i Israel, og Talmud henviser Jesus til at koges i ekskrementer.

Helt i modsætning til Kristi lære er had og hævn centralt i jødedommen, og bedrag mod ikke-jøder en Gudbehagelig handling. Selv om vi har set storartede jøder, der handlede imod disse lærdomme, har vi også set dem efterlevet med uhyggelig konsekvens.

Vi er derfor - lige som Luther - nødt til at tage afstand fra jødernes løgne, og fordømme de ugerninger, der er gjort og gøres i denne læres konsekvens.

Skønt jødedommen gennem årtusinder har været lige så racistisk som nazismen finder der i dag stigende raceblanding sted, så at man ikke alene af navnet kan afgøre, hvem, der er jøde. Det er i orden, da det bør være holdningen ikke afstamningen som tæller.

Men så må jødiske holdninger med rod i religion og tradition granskes og bedømmes lige så nøgternt som vi undersøger andre religioner og forresten også vor egen.

Når danske jøder forarges fordi de føler det som om de gøres ansvarlig for det, der sker i MØ., beror det på, at de ikke vil eller tør eller kan tage afstand fra det.

Kritik af paven rammer kun dem, der hylder og forsvarer ham. Kritik af jødedom og Israels ugerninger rammer kun dem, der forsvarer disse fænomener. Desværre ser man uhyre sjældent (jeg mindes kun et enkelt eksempel) at personer med jødiske aner, erklærer sig fremmede for det image jødesamfundet officielt fremtræder med.

Vi kan ikke acceptere, at det organiserer sig som en stat i staten med fortrin i medier og stillinger, og dominans i forskning, encyklopædi, nævn osv.

P,d. : Demokratiet i krise.

Underskriverne deklarerer, at de selv, og underforstået også israelitterne, ønsker fred og smil på læben på alle børn. Ja, men metoderne er da hårrejsende og fuldstændigt i strid med folkeretten, Så beklager de sig over at "det eneste demokrati i MØ lægges for had." Det må skyldes den alt for udbredte misforståelse, at et land har demokrati, blot der afholdes valg. En forudsætning må være at folket også er fuldt informeret i relevante sagsforhold, Hvad denne forudsætning angår, kan der vel altid råde tvivl; men dersom et stort flertal af israelitterne med kendskab til forholdene støtter deres regeringer trods disses skrupelløse foragt for international ret, så er det såkaldte demokrati ekstra pinligt.

At Israel bryster sig med formelt at være et demokrati gør det næsten endnu værre, at et solidt flertal i landet bifalder ledernes foragt for FN-resolutioner, som landet kan takke for sin eksistens, og at det godkender tortur og overgreb, gør det mere sørgeligt.

Ethvert land, der udøver eller støtter statsterrorisme (også USA) bør kritiseres enten det kalder sig demokrati eller ej. Vort eget demokrati er bragt i en sørgelig forfatning ved at vore medier har fået vort folk til at acceptere den ene krig efter den anden og tolerere overgreb mod folkeretten.

Det er karakteristisk, at de mange skriver under på at "Israel må kritiseres som ethvert land", men altså absolut ikke mere. Hvad jøderne som minoritetsgruppe angår, må de overhovedet ikke kritiseres. (For det blev de i 30'erne.) Det er dette krav på særstilling, der vækker voksende undren og efterhånden kritik hos flere og flere ikke-jøder.

Dette kan ikke i længden afværges ved organiseret hetz mod aviser og personer.

Hvis danske jøder, og europæiske, vil ses og anerkendes som danskere, og europæere, må de acceptere, at deres religion, ideologier og adfærdsmønstre kritiseres på samme måde som alle andre. I dag vokser modstanden mod at jødiske ledere med enorm penge- og mediemagt undertrykker informationsfrihed, og undergraver respekt for internationale retsregler.

P,e. : Hvad underskrifterne afslører :

Flere retssager er i de senere år blevet rejst mod danskere for overtrædelse af den såkaldte "racismepara-

graf", straffelovens § 266 b, der formulerer det krav, at folk skal traffes, hvis de til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, som håner eller nedværdiger nogen på grund af deres nationale eller etniske oprindelse eller tro.

Hvad det sidste angår indgår det som et selvfølgeligt uundværligt delprodukt i de fleste politiske meningsudvekslinger, ja, som en nødvendighed.

Men så snart debatemnet kommer til at strejfe nationale, etniske og/eller religiøse forhold rejses kravet om begrænsning af ytringsfriheden med ofte hysterisk patos. Religiøse og etniske grupper kræver beskyttelsesmure om deres samfundstraditioner. Ingen skal tillades at tale nedsættende om dem.

Med indstrømningen af fremmede for dansk kultur har denne lovgivning bragt vort land i groteske og uholdbare situationer.

Ved et fuldt lovligt møde i Fredericia ønskede dansksindede at demonstrere for danske værdier. Desværre tror alt for mange, at dette er noget selvfølgeligt og umisteligt. Dette - måske i forbindelse med den triste årstid - gjorde, at ikke særligt mange danske mødte op, men i hvert fald nogle af de bedste, Det kan man næppe sige om modstanderne. De mødte op talstærke og af værste sortering. Mod de fredelige danskere, der talte foran monumentet for landsoldaten rettedes en byge af æg og råb som : danske svin - hvide svin - nazisvin.

Måske er det sidste ikke betegnelse for tro eller etnisk tilhørsforhold; men det er de to første helt tydeligt og altså utvetydige forbrydelser mod den stadig gældende paragraf.

Hvad gjorde politiet ? I stedet for at jage de voldelige moddemonstranter tilbage og sikre sig en buket af de værste smæderåbere, tog de taleren Vibeke Edsberg i varetægt "for at beskytte hende". Det er kommet dertil, at en dansker ikke kan tale frit på et lovligt møde i en dansk provinsby.

Det hele var en hårrejsende forbrydelse mod dansk ytringsfrihed. Hvad gjorde medierne ?

I stedet for at smælde begivenheden op på forsiden af alle danske aviser kom en lille omtale i Ekstra Bladet og et enkelt TVinterview med Vibeke Edsberg i

Racismeparagrafen er tåbelig og unødvendig. Men langt farligere er agenturernes tankepolitiaktioner mod medieredaktioner, som allerede har forvredet og forvrider opinion og debat i vestlige "demokratier" omtrent så effektivt som i diktaturlande.

Den åbne protestkampagne mod Politiken er et nyt højdepunkt i denne destruktionsvirksomhed, målrettet mod dansk ytringsfrihed. Hvor effektivt den forvirrer svage ånder i formelt danske organisationer ses af kendte medlemmers hovedløse reaktioner.

Peter Neerup Buhl, et af de flittigst skrivende medlemmer af Den Danske Forening, er blevet idømt bøde for at have skrevet, som det blev påstået, nedværdigende om muhamedanere. Som om denne dom ikke er en tilstrækkelig hån mod ytringsfriheden angriber han nu selv med sin underskrift Politiken, som han altså nu mener ikke engang skal have lov at trykke, hvad der er tilladt ifølge loven. Når det drejer sig om tilhængerne af den anden mellemøstlige religion, Jødedommen, må der i "Den Danske Forening" kun tales i tunger.

En tilsvarende idéforvirring er indpodet i Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgård angriber rasende Islam og omskærelse af småpiger og rituelle slagtninger; men jødernes tilsvarende slagtninger og omskærelser af drengebørn - i eklatant strid med FN's børnekonvention - vil partiet ikke gøre noget ved.

Partiet er imod racismeparagrafen; men med deres protest mod Politikens skriverier, som jo ikke anses for ulovlige i paragrafens forstand, kræver Pia Kjærsgård og Søren Espersen den erstattet af noget endnu alvorligere, nemlig lobbydirigeret mediecensur.

De vil skabe deres egen mørke middelalder med tankepoliti over alt i medierne og på højt lønnede poster i Folketinget og EU-parlamentet.

En tilsvarende idéforvridning er det lykkedes at bibringe præsten Rolf Slot-Henriksen, formand i foreningen Dansk Kultur. I en - i indledende afsnit læseværdig - artikel i Fyns Stiftstidende, 6.9.-99 advarer han mod især 60'ernes kulturradikalismes opløsning af værdinormer, som, påpeger han, har kostet os dyrebar kulturarv. Den opløsning var nu bedrevet i længere tid og en ivrig pådriver var allerede Georg Brandes. Hvad 60'erne angår var det ikke udpræget de kulturradikale der gennemdrev de by- og naturødelæggelser. som han med megen ret beklager. Det var kulturpersonligheder, der kæmpede imod, og det var erhvervsinteresser,der fremmede overgrebene.

Men helt ude i den vildeste forvridning er præsten, når han vil hobe skylden for de iøjnefaldende ulykker på muslimerne, som først i nyeste tid er blevet en mærkbar politisk pressionsfaktor.

Sådan forholder det sig netop ikke med det mosaiske troessamfund, som i over hundrede år har gjort sig magtfuldt gældende. Professor Kevin MacDonald har påvist, hvordan det målbevidst arbejder og intrigerer for at omforme værtslande efter dets egne interesser. Det er åbenlyst, at jødiske kulturradikale har været drivende i de normopløsninger, som Slot-Henriksen fæster søgelyset på. Og netop kristendommens modsigelser og mærkværdigheder har de elsket at fremhæve, medens de omhyggeligt har holdt deres egen religions uhyggelige sider i det skjulte.

For at sikre og fremme deres egne ritualer og ceremonier har de sluttet sig til frisindede paroler så ekstremt, at de har kæmpet for indvandring til Danmark - ikke blot af jøder, men også af arabere, som deres stammeallierede med grusom magt gør hjemløse i MØ..

I denne kamp for middelalder- eller oldtidsskikke indgår, som allerede nævnt, at muslimerne skal have lov at bygge moskeer og anlægge begravelsespladser,

Det er uforståeligt, at hverken Pia Kjærsgård eller Slot-Henriksen fæster sig ved, at det er fremtrædende jøder som brødrene Melchior, der er gået i spidsen for at fremme muslimsk byggeri i vort lille land. Bag de to deklarerede danskeres ubegribelige holdning skimtes naturligvis Søren Espersen og Geoffrey Cain, men også truslen fra den mægtige jødiske lobby. Og belønningen for den pro-jødiske holdning indhøstes i form af mere positiv mediebevågenhed.

En række fra medierne kendte navne ser man ikke på listen, om end efternavnet kan findes kombineret med andre fornavne. Alligevel må man undre sig mest over dem, der er med og dermed bekender, at de vil have presse- og ytringsfrihed erstattet af medialt lobbydiktatur.

P,f. : Specielt angreb på ytringsfriheden.

Politikens forsigtige forsvar for sin redaktionelle linie bragte Samuel Rachlin til et nyt kogepunkt af raseri. Han forfattede en anklagende artikel, som Politiken afviste. Rachlin gik da til Jyllands-Posten, som bragte den som kronik d. 4.1.2003

Vi skrev med det samme nedenstående svar, som Jyllands-Posten modtog 8. januar. Bladet bragte samme dag et svar på Rachlins artikel af Jens Kjærbøl. Det var et godt indlæg, men gjorde absolut ikke vor artikel overflødig, da vi, som det ses, fremfører helt andre og kompletterende oplysninger.

Men redaktionschef Flemming Østergård returnerede det 13. januar med den sædvanlige : "Vi får dagligt mange tilbud og er derfor nødt til at sige nej tak til gode og relevante kronikforslag." Men hvorfor takkede han da Ja til Rachlins ?

Bladet havde netop skiftet chefredaktør og benyttede lejligheden til i søndagsavisen at lade den ny chef fremføre presseetisk meget værdifulde synspunkter

Vi kunne ikke stå for dette sammentræf og returnerede straks næste morgen vor artikel til chefredaktøren og pegede på hvilken heldig chance han hermed havde til straks at realisere sit fine program.

Chefredaktør Carsten Juste Jyllands-Posten Rubjerg 14 januar 2003

Kære hr. Ny Chefredaktør

Det lød så fint, hvad man kunne læse i søndagsavisen om din glubende interesse for debat og kronikker. Og om mod til at lave avis. Om frisind og tolerance, Om at alle synspunkter skal komme til orde. Vi glædede os over udtalelserne.

To dage efter fik vi vort svar til Samuel Rachlins kronik retur med standardklichéen : mange tilbud "derfor nødt til at sige nej tak til gode og relevante kronikforslag.".

Når bladet afsætter plads til Rachlins lange kronik med retoriske spørgsmål, som han stoler på, at herskende taburegler vil sikre at ingen vil få lov at besvare sagligt, så kræver hensynet til læserne af landets største avis, at denne spekulation gøres til skamme.

Kjærbøls svar var godt, men langt fra dækkende. Vort svar er præcist og fremfører helt ny fakta som læserne bør forelægges. De er kompletterende.

Vi beder dig derfor kigge på vor artikel og diskutere den med debatfolkene. Giv Jyllands-Posten en chance for at leve op til dine erklæringer.

Vi savner også stadigvæk et minimum af korrektiv til Bent Jensens endeløse række af forsvar for at han - som så mange andre - så sent blev klar over Sovjetregimets forbrydelser. Mange bøger - også på dansk - afslørede, hvad der skete, da det skete. Det er på tide at begynde oprydning i de store propagandamaskiners historieskrivning. Bent Jensen skraber bare forsigtigt - alt for forsigtigt - på overfladen.

Vi biføjer vort svar til Rachlin.

Med venlig hilsen Marianne Herlufsdatter Lars Thirslund

P,g. : Jødisk albuerum.

Svar 5/1 2003 på Samuel Rachlins kronik i J.-P., 4.1.2003 : "Holocaust og albuerum".

Jo, vist har jøderne forstået at skaffe sig albuerum Det slog forfatteren Louis Levy eftertrykkeligt fast allerede i 1918 med det åbenhjertige skrift "Jøden som fredsstifter", som kunne fortjene en kronik for sig selv.

Vi lader fredsmissionen ligge, skønt den er særdeles interessant i lyset af, hvad der senere skete. Vi vil blot pege på, at Levy for 85 år siden skrev : "I de moderne samfund har jøderne af klog selvopholdelsesdrift taget plads i kirtlerne. Samfundets kirtler : Børser, banker, ministerier, dagblade, forlag, voldgiftsdomstole, assuranceselskaber, hospitaler, fredspalæer og andre bakteriologiske institutioner har hver for sig sine jøder. - - - Det er ikke bare Guldets beslaglæggelse, der er tale om, når jøderne skal sætte magt mod magt for fredens genfødelse - det er ikke alene rigdommen, der skal vise sin velsignelse. Det er samfundskirtlerne, der skal rejses til modstand mod sygdom og død. Det er de sorte blodlegemer, der skal skabe orden og fornuft i dette "

Det er vel overflødigt at nævne, at Louis Levy selv var jøde, og vi skal ikke uddybe, hvilke sorte magter, han kan have tænkt på med den sidste erklæring. Til belysning af albuerummet er det tilstrækkeligt at notere, at han som urokkeligt faktum fastslår, at jøderne har sat sig på guldet og på samfundets kirtler, som han stolt remser op. Trods - eller måske på grund af - de mellemliggende krige er dette forhold uændret. Det gælder også deres magt i danske medier.

Denne for et etnisk mindretal usædvanlige magt kunne man før Anden Verdenskrig nu og da diskutere selv her i landet.

Men Rachlin kan ikke komme uden om, at jødisk propagandakrig ved hjælp af holocaustprocesser, holocaustmuseer, film, bøger, foredrag og mindesten samt krav på mindedage endog i EU, har stræbt efter at give deres lidelser - ægte og fabrikerede - en enestående placering i forhold til tidens andre rædsler, og at den har anvendt denne placering til at brændemærke enhver kritik af noget jødisk som antisemitisme.

Det er med denne baggrund, at enhver diskussion af jødisk magt efter krigen har været tabu. At denne magt i danske medier stadig er formidabel kan ses af Politikens forsigtige tilbagetog, hvilket Rachlin dog langt fra

finder tilstrækkeligt, og når Politiken alligevel finder, "at det må være nok", overtager Jyllands-Posten og skænker Samuel Rachlin en hel halv kronikside, hvis hovedpunkt er denne jeremiade : "Derfor vil jeg endnu engang tillade mig at bede om en forklaring og spørge, hvordan har jøderne udnyttet Holocaust ? Hvad er det for et albuerum, jøderne har skaffet sig? Hvor ligger det henne ? Hvad er de jødiske interesser ? Hvilke fordele og privilegier har jøderne opnået ? Hvad er det de siger selv ?"

Det er karakteristisk for jødernes beherskelse af mediearenaen, at Politiken, af angst for at få endnu flere anklager i hovedet, ikke har vovet at svare på disse enkle spørgsmål; men det er for galt, at kronikskriveren ikke skal få det, han så pænt beder om. Her altså nogle korte svar omtrent i den rækkefølge, Rachlin stiller spørgsmålene :

Jøder og Israel har som såkaldt Wiedergutmachung modtaget over hundrede milliarder Mark fra Vesttysk- land og betydelige beløb i afpresning fra Schweiz og Norge. Dertil sympatistøtte fra mange lande, især USA, men også Danmark.

Den amerikanske professor Arthur Butz har i bogen The Hoax of the Twentieth Century (1976) påvist, at de tilgrundliggende tabstal er enormt overdrevne, og at Israel skylder at tilbagebetale tilsvarende store beløb. Men ingen - eller yderst få - har vovet eller været i stand til at rejse kontante krav i medier og reel politik.

Den franske filosof Roger Garaudy pegede 1995 med bogen "Les Mythes fondateurs de la politique israélienne", der år 2000 udkom på engelsk, på at den fundamentalt falske Holocaust-myte er grundlaget for Israels eksistens. Skønt støttet af Abbé Pierre, der på trods af denne støtte for nylig blev kåret til Frankrigs mest respekterede person, er bogen ikke oversat og dårligt nok omtalt på dansk.

På trods af de enorme afpresningsbeløb er Israel ikke selv blevet plaget virkningsfuldt med krav om erstatning for fordrivelse af palæstinensere og libanesere, beslaglæggelse af jord og resurser og for endeløse ødelæggelser i strid med folkeretten.

Jødernes albuerum breder sig altså både i Vestens media, og fysisk, geografisk i Palæstina, og måske mest frapperende i USA's regering, om hvilket det 1994 hed, at jøder var fuldt delagtige i beslutninger på alle niveauer. Hvem sagde dog det ? Det gjorde rabbineren ved synagogen Adat Yisrael i Cleveland Park i Washington. Oplysningen stammer fra den israelske avis Ma'ariv, 2.9.-94, oversat til engelsk af den store jødiske dissident Israel Shahak, der døde i 2001. Ariel Sharon har ikke generet sig for at erklære : Vi jøder bestemmer over USA. Det er ikke noget ringe albuerum eller nogen ubetydelig fordel eller interesse. Og grundlaget er den intense Holocaust-propaganda, båret frem af bl.a. filmindustrien, som er overvejende på jødiske hænder. Alt for mange danskere - og måske også Rachlin - tror på gaskamrene, fordi de har set Spielbergs fremstilling af Auschwitzkommandanten Rudolf Höss, som stolt fremviser sine effektive udryddelsesmaskiner. I virkeligheden havde han ikke andre gaskamre end dem, der blev brugt til at afluse tøj for at forhindre epidemier i at brede sig. Netop det sidste var kommandantens ansvar, men det blev sværere og sværere, efterhånden som krigen gjorde forsyningerne mere og mere umulige. De faktiske gaskamre var altså til for at redde menneskeliv. Propagandaens gaskamre til millionudryddelse af jøder blev Höss tvunget til at "bekende" gennem hårrejsende tortur ved jødiske bødler, der til mishandlingen føjede trusler mod hans kone, som de vidste at han elskede. De fortalte senere om, hvordan de studerede hans breve og undredes over, at han kunne være så kærlig, når han havde været så forfærdelig, som de havde fået ham til at "bekende". Men det havde han altså heller ikke været.

Det var ikke tysk industriel mordkapacitet, der havde fået lejrenes tabstal til at stige mod krigens slutning. Det var de allieredes, nemlig bombemaskinerne, der mod krigens slutning stoppede tilførsel af forsyninger, hvorved epidemier og sult krævede de store ofre.

De jødiske interesser var og er, at opretholde myten om det villede folkemord på 6 mio. jøder, ikke blot som grundlag for krav på både tyskere og andre europæere, men også som undskyldning for Israels overgreb i MØ.

Underskriverne hævder, at man dæmoniserer jøderne ved at sammenligne Israels besættelse med nazisternes ugerninger. Nej, det er jøderne, der dæmoniserer tyskerne gennem deres propaganda, og som dæmoniserer sig selv gennem egne massive ugerninger i MØ.. De skriver så : "Man gør unuanceret palæstinenserne til de eneste symboler for lidelse." Nej, her er ikke tale om symboler, men om reelle rædsler, der hobes på dag efter dag. Uanset, at jøder selv har lidt - hvilke folk har ikke det ? - så er det ingen undskyldning for selv at påføre helt uvedkommende ulovlige lidelser.

Samuel Rachlin understreger, at hans og underskrivernes hensigt er at bekæmpe racisme og antisemitisme, som han finder fordulgt i allehånde, hvad han kalder kodesprog. Vi finder også kodesproget i allerhøjeste grad irriterende; men det er hans egne mediekammerater, der gør folk bange for at sige tingene lige ud, da de ved, at klar tale medfører, at de enten ikke får lov at komme frem i medierne eller bliver udskældt med de famøse skældsord.

Vi må finde os i, at der er jøder, der ikke kan lide os og vor tilslutning til de frihedsideer, der er groet frem af Jesu oprør mod farisæerne. Men på samme måde må jøder finde sig i, at der er danskere, der ikke synes om Talmud og farisæerne og om jødiske overgreb mod de folkeretsprincipper, som vesterlandsk kultur har udviklet.

1995 fik Marianne en kort artikel i Berlingske Tidende, i hvilken hun med ordrette citater fremlagde, hvad Mosebøgerne foreskriver om forholdet mellem det jødiske folk og hvem, der måtte være i vejen for det. Det er ganske grusomme ting, og vi håbede, at moderne jøder ville fremkomme med forsikringer om, at alt dette for længst var forladt af moderne jøder. Det gik helt anderledes. Rasende jøder i hobetal skrev til avisen, at den ikke kunne forsvare at publicere sådan noget. Ikke fordi det var usandt, for det var jo svært at påstå; men fordi danskerne ikke skulle mindes om, hvad der står i Det Gamle Testamente. Mindst fem af de mod Politiken, 14.12.02, protesterende deltog i protesten til Berlingeren og kaldte artiklen antisemitisme. Netop Samuel Rachlin var usædvanligt truende netop mod avisen - ville altså knægte pressefriheden og det frie ord. Utroligt nok belønnes han med kommentatorstilling i TV. En anden protestant belønnedes med en betroet stilling i Holocaustcentret. En tredie var den daværende overrabbiner Bent Melchior, der gør rig brug af dansk pressefrihed og ikke synes at mene, at hans egen ytringsfrihed bør begrænses.

Det er groft hykleri, når Rachlin påstår, at det er i "frisindets og tolerancens navn" han angriber danske aviser.

Marianne Herlufsdatter Lars Thirslund

Y ------ X ------ Y ------ X ------ Y

/ \

X Palæstina x

\ Det frie Ord /

Y --------X -------Y ------ X -------Y

Hvad de historiske kendsgerninger angår formulerede vi følgende briefing, som hermed offentliggøres for første gang :

Underskriftindsamlingen : Nu er det nok, protesterede mod at Politiken gentagne gange har tilladt sig at kritisere Israel og jøder "ubalanceret", dvs. uden at placere skylden hos Holocaust og "militante" palæstinensere, der ikke hilser kampvogne, ødelagte olivenlunde og bulldozede bygninger med "smil på læben".

704 personer underskrev denne protest, der blev bragt som annonce i Politiken 14 december 2002. Vi gjorde følgende notat :

P,h. : Hetz mod fakta.

Nej, Politikens kritik af Israel er ikke nok.

Israels tortur og dets hån mod folkeretten med fordrivelse af palæstinensere til fordel for bosættelse af 400.000 israelere på okkuperet land er forbrydelser som kraftigt må fordømmes i alle demokratiske medier.

Når dette gennem så lang tid på grund af jødisk dominans i medierne ikke sker, og når alle spirer til kritik kvæles og fordømmes som nu gennem underskriftindsamlingen : " Nu er det nok !", så må opmærksomheden rettes mod den ideologi, der er i stand til at styre og lede ensidige felttog mod alle fakta og meninger, der afviger fra jødiske interesser.

Man må da se på, hvad det er, som er specielt for de jødiske mindretal, som i så mange vestlige lande råder over disse mægtige magtmidler.

Det afsløres da, at jøder, som er loyale mod jødisk ideologi, betragter sig som tilhørende een nation uanset hvor de befinder sig. (1) Det, der binder nationen sammen, er myter og ritualer, fx. omskærelsen, og purim-festen, der fejrer jødisk massemord på 70.000 ikke-jøder. Grundlaget er den mosaiske tro, formuleret i Thoraen og Talmud. Indholdet i disse skrifter er til dels enormt fremmedfjendtligt og racistisk. Den jødiske professor Israel Shahak skrev bogen Jewish History, Jewisk Religion. The Weight of Three Thousand Years. Den er ikke oversat til dansk og fik dårligt nok omtale. da den udkom; men den kan nu fås på svensk. (2). Professor Shahak peger på talmudiske principper, som stadig efterleves :

1. En jøde må ikke rose en ikke-jøde

2. Jøder skal forhindre, at ikke-jøder får myndighed over jøder.

3. Jøder har en Gud-given ret til at forslave ikke-jøder.

Han konkluderer, at sionismen er den klassiske jødedoms arvtager, og at den forgifter sind og hjerter.

Det kan ses, at disse, og andre talmudiske belæringer, har opmuntret jøderne til at samle kapitalresurser og mediemagt og til at opbygge forsvarsstrategier til beskyttelse af begge dele. (3). Mægtige organisationer som Antidefamation League styrer netværk, der går i aktion, så snart nogen antyder kritik af jødisk hegemoni. Et standardforsvar er, at sådanne "angreb" minder om kritik i tredverne. Men det bliver jo ikke bedre af, at forholdene så åbenbart var noget ligende den gang. Og at undskylde Israels overgreb i M.Ø. med Holocaust, som palæstinenserne ikke har haft noget at gøre med, er en absurditet. Uskyldige jøder har lidt under forfærdelige hændelser; men det har andre folk også. Jødernes mytedyrkelse kan ikke accepteres af os andre, når den af medierne kræver historieforfalskning.

Det er utåleligt, at flertallet i vestlige lande og ikke mindst i Danmark i over et halvt århundrede er blevet bedraget vedrørende afgørende historiske kendsgerninger.

Kommunismens forbrydelser er omsider ved at blive afsløret, men sionismens overgreb må ikke nævnes, skønt vi ser deres ubarmhjertighed i M.Ø.

Når jøderne ustandselig indprenter . Vi må ikke glemme ! - så må følgende ikke forbigås :

1. Det var jøder, hvis flertal havde befundet sig ganske godt i Tyskland, som faldt værtslandet i ryggen i 1918 og forhindrede en forhandlingsfred, som kunne have forhindret de uheldige grænsedragninger, som lagde grunden til 2. verdenskrig. (4)

2. Det var jøder, der øgede Tysklands elendighed efter den tabte 1. verdenskrig ved 1933 at erklære landet krig og gennemføre verdensboykot mod alle tyske varer. Jøder insisterer stadig på, at alle lande skal mindes Krystalnatten i 1938, men nævner ikke, at den var affødt af et urimeligt mord på en tysk diplomat i Paris og af 5 års verdensboykot af tyske produkter.(4)

3. I 1939 bekræftede Chaim Weizman, at jøder ville kæmpe mod Tyskland både med våben og propaganda. På den baggrund er det ikke mere urimeligt, at tyskerne internerede jøder, end at de allierede internerede tyskere og japanere. Den jødiske propagandakrig tog ikke slut med våbenstilstanden. men blev ført videre med film, bøger og artikler og med ovennævnte organisationer. Et slagtræ er Holocaustmyten, som blev udstyret med fantastiske påstande og overdrivelser.

4. Historiske revisionister har afsløret nogle af de groveste af disse overdrivelser; hvilket slet ikke må omtales i Politiken og stort set heller ikke i andre blade. Sker det reagerer jødiske aktivister rasende. Jacque Blum truer danske revisionister og deres børn med en skæbne, værre end de kan forestille sig. Det er en grov trussel, da revisionisterne ved, at meningsfæller i andre lande er blevet myrdet, pryglet næsten til døde og forfulgt af brandstiftelser og trakasserier. Forlag er blevet tvunget til at standse udgivelser, og tidsskrifter til lukning. Også i Danmark er aviser, som Berlingske Tidende, og forlag blevet truet. Alt dette er grove forulempelser mod ytringsfrihed og demokrati.

5. Idéen til moderne masseudryddelse er ikke tysk, men skyldes den jødiske aktivist Theodore Kaufman, der februar 1941 i USA udgav bogen Germany Must Perish. Den hævdede, at Tyskland var barbarisk og uden kultur. Derfor skulle alle tyskere og tysk sprog udryddes. Det skulle gennemføres ved at alle tyske mænd og kvinder steriliseredes, hvorefter de skulle leve som slavearbejdere til de døde. Alle tyske områder skulle deles op mellem nabolandene. Danmark skulle dog kun have en lille bid. Det kunne naturligvis ikke gennemføres uden krig, og den var USA endnu ikke indblandet i; men det kunne arrangeres, og det blev det. Kaufmans bog blev rost af store amerikanske aviser, og den påvirkede Roosevelt. Men da den jødiske propaganda fandt på at påstå, at det var tyskerne, der ville myrde alle jøder, blev den gemt bort. Det er interessant, at det dokumenterede ønske om totaludryddelse af alle tyskere og tysk kultur blev modtaget i tavshed eller med begejstring; men den påstaede udryddelse af europæiske jøder vakte grænseløs forargelse, skønt den har vist sig at være opspind. Hitler ville have jøderne ud af Europa. Derfor sås det gerne, at de rejste ud af landet; men da krigen besværliggjorde dette, blev de sendt mod øst og sat i arbejde, Mange bukkede under for de uhyggelige forhold, som imidlertid forværredes af de allieredes bomberegn over tyske veje og byer. Men masseudryddelser ved hjælp af gaskamre og krematorier med flammende skorstene er myter, som modsiges af enkle fysiske og kemiske love. (5)

6. Selv om Mosebøgerne indgår i vor bibel er forskellen mellem jødedom og kristendom afgrundsdyb. Farisæernes had til Jesus dyrkes stadig, og Det Ny Testamente forbandes. Had, hævn og grusomhed forsvares. Jødiske mænd takker hver dag Gud at de ikke er født som ikke-jøde eller som kvinde. Deres forhold til løfter og forretningsmoral er fleksibelt og egofixeret.

7. Tallet 6 mio. myrdede jøder gentages ved enhver lejlighed. Men skønt det er en enorm reduktion i forhold til, hvad der blev påstået straks efter krigen, er tallet usandsynligt.

Lige til 1990 påstod man frejdigt, at 6 mio. jøder myrdedes - deraf 4 mio. i den berygtede "dødslejr" Auschwitz-Birkenau. Det blev da slået fast, at det sidste tal var over tre mio. for højt. Hvem der påviste dette, må danske læsere ikke få at vide, og derfor heller ikke hvorfor der er endnu flere grunde til at betvivle påstanden om de 6. mio.. Det er formentlig overdrevet ca. 10 gange (6)

Så længe jøderne fornægter disse fakta, viser det, at alt for mange er snæret i det talmudiske system og grundlæggende er de da fjender af kultur og demokrati i de nationer, hvor de opholder sig udenfor Israel.

Noter : 1, : Søren Mørch i J.P.1.9.1996 og i ISMAEL OG ISAK I DET FORJÆTTEDE LAND , Aalborg Universitetsforlag 1993. Se også under Nationalstat i Vejleder i Mediejunglen. 2. : JUDISK HISTORIA, JUDISK RELIGION, Tyngden av Tre Tusen År. Fôrlaget FOINIX. 3. Kevin MacDonald : "The Culture of Critique" An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century Intellectuel and Political Movements. Institute for Historical Review 2003. 4. : Benjamin Freedman : Internet Freespeach directory. National Alliance. Main Page, januar 1998. 5. Did Six Million Really Die ? af Barbara Kulaszka om Zündelprocesserne. Den til grund liggende bog af samme navn er oversat til dansk ved Vestlig Samisdat : "Døde virkeligt 6 mio. ? Det grundigste videnskabelige værk om gaskamre og krematorier er "Dissecting the Holocaust" The Growing Critique of 'Truth' and 'Memory' ved Ernst Gauss, HOLOCAUST handbooks Series Volume One. Theses and Dissertations Press, 2000. 6. Walter Sanning : The Dissolution of East European Jewry.

Mere oplysning i : Journal of Historical Review, The Barnes Review og internettet : www.rense.com, www.google.com, www.jewwatch.com, og på dansk : www.patriot.dk, www.samisdat.dk, www.holocaustuddannelse.dk Bemærk : uden bindestreg.

P,i. : Skævhed i forskningen

Med denne overskrift bragte J.-P. 26/12 2002 under afsnittet Meninger tre halve spalter af historieprofessor Bent Jensen, hvor han diskuterer Holocaustcentrets ubestridelige forskningsslagside. men det var kun balancen mellem nazistiske og sovjetiske forbrydelser, der optog ham. At de sovjetiske har været underdrevet vil han nu gerne gøre til en sensation, skønt det lige siden 30'erne har været belyst af uhyggelige bøger (1). At de tyske forbrydelser har været tilsvarende overdrevne vil derimod hverken han eller andre mediefolk slippe frem (2). Og helt tavs er man om Zionismens andel i ulykkerne, skønt den er dokumenteret af en række fremragende forfattere, som imidlertid er blevet straffet af zionisternes hadorganisationer, hvis uhyggelige magt illustreres af at verdensberømtheder som Douglas Reed kunne forvises til total glemsel gennem årtier. Herhjemme publiceres tonsvis af zionistiske propagandaprodukter; men de banebrydende værker af vor tids store revisionister oversættes ikke og nævnes ikke i pressen - ikke engang i den ny encyklopædi (3). Skævheden bliver ikke mindre, fordi nu selv postilhistorikerne tager fat på kommunismens myrderier. Man klamrer sig til standard-

fablen, at alle ulykker skyldes verdenshistoriens ondeste mand, Hitler, og verden blev kun reddet ved Storbritanniens ædleste person, Churchill, som briterne for kort tid siden udpegede til rigets største mand gennem alle tider, frem for både Shakesspeare, Newton, Blake og Darwin. Også danskere er indoktrineret til at tro på denne myte. Ekstrabladets tidligere redaktør Svend Åge Gade skrev for nylig : Den gang een mand reddede verden ! Med sin baggrund burde han for længst have opdaget, at Churchill mere end Hitler var at finde blandt dem, der drev verdenskrigen frem, at han for at bevare sit lands imperiestatus var besat af ønsket om at ødelægge Tyskland, at han bifaldt den systematiske ødelæggelse af kulturskatte, at han aktivt støttede Sovjetimperiets annektering af Baltikum og dets fremtrængen til straks Syd for Lolland. At det jerntæppe, som han bejamrede med sædvanlig retorisk bravour - her havde han sin ubestridelige begavelse - det havde han selv været med til at hænge på plads.

Versaillestraktatens, og Balfourdeklarationens anakronismer og verdensboykotten af Tyskland, den tids "kolde krig" (4), lades normalt helt ude af seriøs betragtning.

Noter : 1. Den engelske kommunist Freda Utley rejste til Sovjet og giftede sig med en russisk kommunist, som forresten var jøde, der blev belønnet for tro tjeneste med henrettelse. Hun skrev Bristede Illusioner. 1949 . Amerikaneren Emma Goldman (jøde) beskrev lignende skuffelser i Anarkistiske Erindringer, dansk 1976. Bertrand Russell advarede utrætteligt mod marxismen og Sovjet. Malcolm Muggeridge skrev til engelske aviser og bogen "Vinter i Moskva". Douglas Reed brød med Times fordi avisen ikke ville skrive sandheden. Amerikaneren Donald Day skrev til amerikanske blade fra Baltikum (Sovjet ville ikke slippe ham ind) om Sovjets forbrydelser, som flygtningene fra regimet afslørede. Dertil den fantastiske bog Onward Cristian Soldiers. Englænderen Ward Price indrømmede med de to bøger Det store Opgør og To diktatorer som jeg kender dem modstræbende, at Det Tredje Rige ikke var lutter forbrydelse. Dertil kommer afhopperne Kravchenko : Jeg valgte friheden , 1947, Alexander Barmine : En, der overlevede , 1948, Vladimir og Evdokia Petrov : Sant Vittnesbörd , 1956, Oleg Pemkovsky : Dagbog, 1966. Og en, der blev i systemet : Pavel Sudoplatov : Uønsket Vidne,1994.

Og to finner : Unto Parvilati : Berias Gårdar, 1958 om udlevering til Sovjet og slavelejre, og Arvo Tuominen åndeløst spændende : Kremls Klockor, 1958, om kommunisten, der kom helt nær til diktaturmagtens centrum og slap væk i aller sidste øjeblik.

Professor Bent Jensen vil nødigt nærmere ind på, hvornår han byttede kulør i sin historiefremstilling. Han lod forstå, at det var engang i 60'erne, men dette var et årti, hvor voldsomme brydninger fandt sted både i det røde Sovjet og det røde Kina, medens røde entusiaster i Vesten kunne vakle lidt mellem de opdukkende modeller, men ikke med hensyn til farven.

Hvad vidste de da i Vesten om systemet, og hvad kunne de vide ? Jo, der dukkede stadig hændelser op; men vigtigt for bedømmelsen af dette spørgsmål er, at alle de her nævnte bøger, bortset fra Goldmans, Pemkovskys og Sudoplatovs, er, at de alle er kommet på dansk før 1960. De taler deres tydelige sprog. Og selv om de færreste almindelige mennesker kunne overkomme at læse alle disse dokumenter, burde nutidshistorikerne have gjort det, og forresten ledende politikere. Bøgerne er endda spændende og interessante.

2. : A. J. P. Taylor reviderede fremstillingen af årsagerne til både Første og Anden Verdenskrig. Frederik Veale kritiserede propagandabilledet med Advance to Barbarism, 1948. Harry Elmer Barnes redigerede : Perpetual War for Perpetual Pease, 1953 Marskal G. Mannerheim gav vigtige oplysninger i : Minnen, 1952. Oplysende er også Peter de Hemmer Gudmes bog fra 1940 : Finland.

Richard Verrall skrev 1974 under pseudonymet Richard Harwood den revolutionerende : Døde virkeligt 6 mio. ? Derefter foulgte de tekniske og analyserende revisionistbøger om gaskamrene og dødslejrene.

3. : Navnkundige revisionister : Paul Rassinier, Robert Faurisson, Richard Verrall, Ernst Zündel, Fred Leuchter, Harry Elmer Barnes, Arthur Butz, Ditlev Felderer, Thies Christophersen, Wilhelm Stäglich, Udo Walendi, Germar Rudolf, Jürgen Graf, Roger Garaudy og mange, mange flere.

4. : Læs Benjamin Freedman's beretning f.eks i Vejledning i Mediejunglen

Man kan som nævnt ovenfor sikre sig bredere besked med de amerikanske tidsskrifter The Journal of Historical Review og The Barnes Review eller det fremragende tysksprogede Vierteljahreshefte fûr Freie Geschichtsforschung. Og af bøger: Douglas Reed : The Controvorcy of Zion og Jüry Lina_: Under Skorpionens Tecken. Frederich Veale : Advance to Barbarism.

Jeg skrev følgende korte indlæg og sendte det til J.-P. d. 27 december.

Debatindlæg til Jyllands-Posten 26. december 2002. Bent Jensen fik lov at brede sig yderligere i spalterne; men dette indlæg villebladet ikke bringe.

Den skæve forskning.

Polemikken mellem professor Bent Jensen og direktør Uffe Østergård om tilstrækkelig forskning i kommunismens og nazismens forbrydelser er spilfægteri, så længe de begge går uden om den tredje ideologi, zionismens ansvar for galskaberne.

Den mest iøjnefaldende skævhed i Holocaustcentrets arbejde, for hvilket de begge har et ansvar, er at dets ledelse konsekvent har afvist, at indkalde repræsentanter for vor tids mest banebrydende forskere, Vestens "Historiske revisionister".

Når Bent Jensen febrilsk værger sig mod, hvad han kalder "snavsede beskyldninger om holocaustbenægtelse" skylder han en forklaring på, hvad han forstår ved dette begreb.

Den klassiske holocausthistorie hævdede i et halvt århundrede at 6 mio. jøder blev myrdet af nazisterne, deraf de 4 mio. i udryddelseslejren frem for alle andre Auschwitz-Birkenau, hvor man anvendte gaskamre og krematorier med flammende skorstene. Hvis professoren holder fast ved denne beskrivelse, er han i konflikt med andre danske forskere, men især med store udenlandske historikere, som danskerne burde lære at kende.

Når disse forskere ikke bliver oversat og helst ikke nævnt, skyldes det zionismens specielle forsvarsstrategier, der vender sig mod enhver oplysning, som er besværlig for jødiske interesser.

Det må være derfor, at Uffe Østergård og Bent Jensen er lige bange for at berøre kendsgerninger, som den zionistiske mediedominans har belagt med tabu

Det kan kun være derfor, at ingen af dem tør indrømme :

at den nævnte holocaustfremstilling ikke kan holde. Tabstallene for Auschwits-B. er mindst 3 mio. for høje og fremstillingen af de påståede gaskamres og krematoriers funktion strider mod de enkleste kemiske og fysiske love.

Den vigtigste årsag til propagandaoverdrivelserne er jødiske fabler eller mere kristent udtrykt : løgnehistorier.

De falske tyske indrømmelser blev fremtvunget især af jøder ved hjælp af nådeløs tortur og trusler mod fangernes familier.

Det er veldokumenteret at zionister agerede bag både første og anden Verdenskrig, og at jøder var drivende i den russiske revolution og i Sovjetunionens forbrydelser. Naturligvis bør dette gøres kendt ligesom nazisternes, kommunisternes og de allieredes ugerninger.

En forskning, som et halvt århundrede efter Anden Verdenskrig fortsætter at forsvare de historieforfalskninger, som de sejrende magter besluttede skulle gælde og være hævet over kritik, er intet værd.

Bent Jensen bemærker, at hans tids historikere skrev de styrendes historie. Det er, hvad han selv gør, og U. Ø., så længe de udelukker alle kendsgerninger, der er besværlige for fundamentalistiske zionister.

På dansk er litteraturen foreløbig begrænset, men gennem nettet kan man få adgang til alt det vigtigste, deriblandt litteratur og tidsskrifter. Gør man ikke dette, forstår man hverken Vestens gennemførte hykleri eller Mellemøstens uhæmmede anvendelse af åben vold.

L. T.

Forsættelse - klik her