Polyteistisk samfund.

Hengivne tilhængere af naturvidenskab har dannet et ateistisk selskab. I forvejen har vi mange tilhængere af monoteisme : jødedom, islam og kristendom. Den sidste forbeholder sig dog i sin nuværende udformning, at dens religion rettelig bør betragtes som treenig.

Vor egen fortids brogede gudeverden har i dag kun få tilhængere, de såkaldt asatroende, og antikkens mytologiske mylder vover i dag ingen at bekende sig til andet end som smukke poetiske fantasier, som man ikke må tage rigtigt alvorligt, Hvorfor dog ikke?

Det skyldes, at vi af årtusindernes præsteorganisationer antropomorfistisk er indoktrineret, til at opfatte guden eller guderne som lignende os selv, blot udstyret med flere og vidunderlige evner: almagt, alkærlighed - eller i hvert fald bevågenhed - og fuldstændig viden om alt.

At disse egenskaber er selvmodsigende har sjældent hindret præsterne i at hylde dem med tegn og gebærder, og besynge dem fra prækestolene og mane til blind underkastelse.

Men naturligvis har modsigelserne altid faldet nogle for brystet, og det har nu ført til at tvivlere har samlet sig om at udmelde, at Gud og guderne ikke eksisterer, og at de aldrig har gjort det

Men egentlig gør de sig skyldig i samme begrebsuklarhed, som præsterne har bygget deres imperier på. Også de opfatter Gud, guderne som mennesker, men superovermennesker; drømmevæsener, fremmede for denne jord.

Da meget få overbevisende tør hævde, at de har oplevet disse fænomener. vil ateisterne ikke tro på dem - kan faktisk ikke.

Men hvis de i stedet tolkede guderne som symboler, sindbilleder på de kræfter, vi faktisk oplever omkring os, då oplever vi mange mægtige guder og gudinder og måske jætter og halvgud er.

Vore forfædre oplevede tilværelsen på den måde og fabulerede over den. Det kalder vi mytologi til forskel fra præsternes tolkning, som de kalder religion. Men trods statsreligionernes herredømme har mange, måske et flertal aldrig opgivet billedtolkningerne, og i Vesten hyldes de med billedkunst og poesi.

Med statsreligionens dalende autoritet påkalder alternative tolkninger sig fornyet interesse og respekt. Det bliver da naturligt at genoplive glæden over en rigere og mere jordnær billedverden Verdenserobrerne vil gerne have, at vor efterhånden temmelig tolerante kristendom viger for de totalitære monoteismer, jødedom og Islam, der for tilfældet støtter hinandens krav på rettigheder og bastioner

Under feltråbene en Gud, en herre, en fører, en lov, stemples kristendommen som kættersk: tilbagestående med hensyn til det eneste rigtige: monoteisme.

Hvyorfra stammer denne hellige talmagi? Det er en præstebeslutning, muligvis lanceret for fire tusinde år siden af ægypteren Echnaton, som tænkte på solen, men hans ideer blev hurtigt tromlet ned af præstemagten.

Jøderne var aldrig virkeligt monoteister; men udvalgte sig en favorit, som de udnævnte til deres, det udvalgte folks eneste tilflugt og forstod at skabe så enestående reklame for, at andre. endnu større samfund mere eller mindre klumpmæssigt overtog det, for at det til sidst kunne blive konfirmeret af Muhammed

Det er en fiks ide med mindre hold i virkeligheden end kritisk og eftertænksomt flerguderi.

Hvis man tolker gudsbegrebet afslappet, som ovenfor, og begrebet selskab som et fællesskab om opfattelser ikke et diktat af ritualer, så kan der være behov for eller i hvert fald plads til et selskab, eller flere, af polyteister