Løgnens onde cirkel

af Marianne Herlufsdatter og Lars Thirslund

En af de allieredes mest vellykkede krigsindsatser mod Tyskland var deres propagandavirksomhed, og den mest geniale af deres aktioner var at beskylde tyskerne for de mest snavsede idéer, som havde fundet grobund og udviklet sig i deres egen lejr.

Som bekendt lykkedes det at overbevise verden om, at Hitler og hans folk målbevidst udryddede alle de jøder, de kunne overkomme, og at de var verdens værste racister og krigsforbrydere.

Propagandaarbejdet sluttede ikke med krigen men fortsatte intensiveret med så stor effektivitet, at Hagerups leksikon endnu 1951 oplyser, at tyskerne i deres koncentrationslejre udryddede mere end 25 millioner mennesker, af hvilke man måtte forstå, at et flertal var jøder. Så mange fandtes dårligt nok i hele verden.

Alligevel blev denne åbenbare overdrivelse kun langsomt og modstræbende revideret. Bra Böckers verdenshistorie angiver 1982 omhyggeligt : 5.934.000 myrdede jøder; men det jødiske forlag Bonniers Store Lexikon fastholder i 1991: omkring 12 millioner ofre i lejrene (ikke-jøder medregnet). Jøderne selv hævder i dag, 50 år efter krigen officielt, at 6 millioner jøder blev myrdet. Dette på trods af, at også dette tal ved kritiske undersøgelser har vist sig at være, hvad man i enhver anden sammenhæng ville kalde unødvendigt overdrevet.

Engelske, franske og amerikanske forskere har bid for bid plukket de værste propagandafremstillinger fra hinanden og påvist deres absurditet og usandfærdighed. Herhjemme i Skandinavien har man, så vidt mit kendskab rækker, været tavs om disse forskningsresultater, og for mit eget vedkommende må jeg indrømme, at jeg til for få måneder siden var totalt uden kendskab til dem. Det var et chok for mig, at vor, som man troede, nogenlunde fri og åbne presse kan fortie så betydningsfulde kendsgerninger, selv om de er forfærdelige.

En enkel prøve overbeviste mig imidlertid om, at mange af vore egne forskere var helt klare over, at alt ikke stod vel til med sandheden; men at de foretrak at lade som ingenting. At 25 millioner uden nærmere forklaring reduceres til 12 millioner, eller lavere endnu, var forbavsende nok; men at kontrollere de stærkt reducerede samlede tal var for mig ikke muligt. Jeg gav mig da til at undersøge, hvad de forskellige leksika skrev om myrderierne i Auschwitz-Birkenau, der samstemmende udpegedes som det mest ondartede lejrkompleks. Her viste tallene, som årene gik, en tydeligt nedadgående kurve, uden at man fik nogen forklaring på hvorfor.

Lademanns Leksikon siger 1972: 4 millioner, Bra Böckers Lexikon 1983: 2 millioner. Svenske aviser 1995: 1,3 millioner. Nyere undersøgelser tyder på, at det rigtige antal omkomne er endnu lavere.

Det påfaldende er, at selv om Auschwitz-B. tydeligt viste sig at være mindre og mindre morderisk, fastholdes det samlede antal "myrdede" jøder til det magiske tal: 6 millioner.

Så vidt mine enkle kontrolundersøgelser, som enhver kan efterprøve. Imidlertid dukkede nu nyt materiale op, som man desværre er henvist til at skaffe sig fra USA og England, på engelsk men også på tysk. De afslører, at engelske, franske og amerikanske - formentlig også tyske - forskere har afsløret mørklagte - til dels rystende kendsgerninger om hændelserne før, under og efter II. Verdenskrig. Vist har tyskerne begået grusomheder, der minder fortvivlende om dem, vi i dag ser i det tidligere Jugoslavien og i Israel-Palæstina; men beretningerne derom er overdrevne, og hændelser og udtalelser er fordrejet på en måde, som måske kan forsvares under krig; men som ikke kan tolereres under fredsforhold i demokratiske lande

Det er ubestrideligt, at Hitler betragtede jøderne som en fare for det tyske samfund, og at han gerne ville have dem ud af landet. Love med henblik på dette blev vedtaget i 1933. Derimod synes det ikke at kunne bevises, at han ønskede at udrydde dem. Ej heller at han har givet ordre til de udryddelsesforanstaltninger, som vi er blevet stopfodret med. En større og større andel af dem har vist sig at være propagandakonstruktioner.

Derimod kan det bevises, at jødemagten - jeg vil foretrække at anvende denne betegnelse for jødisk imperialistisk magtpolitik, som vi ikke ved, hvor stor opbakning har blandt almindelige jøder - allerede i 1932, syv år før verdenskrigens udbrud, da Hitler endnu var en tysk politiker på vej op, men uden flertal i landet bag sig, erklærede Tyskland krig. Det betød i første omgang, at alverdens jøder skulle bruge deres indflydelse til at boykotte tyske varer og sabotere landet økonomisk og finansielt. Englands Daily Express rydder 24/3 -33 forsiden for overskriften "Judea declares War on Germany". Samme år udspredes en tredje erklæring, der fik betegnelsen hellig krig, som måtte føres igennem til fjendens tilintetgørelse.

Siden er felttogene fortsat med våben, som ikke blot var kontrol over store finansielle resurcer, men især kontrol over film og media, en kontrol som denne magt i uhyggelig grad besidder den dag i dag.

Hovedformålet var først at svække Tyskland, dernæst at få de europæiske stormagter til at erklære krig, og siden naturligvis at få Amerika med i krigen. Den engelske historiker David Irving refererer et håndskrevet brev fra sionistlederen Chaim Weizmann till Churchill, hvor Weizmann lader forstå, at hvis Churchill "makker ret" og støtter dannelsen af sioniststaten, vil han se til, at USA helt sikkert går ind i krigen på Englands side, og han citeres: "Vi gjorde det een gang, og vi kan gøre det igen."

Et af de mest hårrejsende dokumenter, der belyser jødemagtens had til Tyskland og foragt for landets ikke ubetragtelige kultur, er en bog, "Germany Must Perish", som Roosevelts rådgiver, præsidenten for det amerikanske "fredsselskab", Theodore N. Kaufman, skrev i 1940, altså inden USA var i krig med Tyskland. Den var meget belejligt færdigtrykt i februar -41 og kunne præsenteres for Roosevelt, netop som denne kom i land efter sammen med Churchill på yachten Potomac at have undertegnet Atlanterhavserklæringen, som det kan anbefales enhver at studere nærmere. Den forkynder bl.a. : Vi har intet ønske om magtudvidelse - grænseændringer kun efter folkeafstemning - ethvert folk skal have ret til selv at vælge regeringsform - uafhængighed og selvstyre for alle folk - fred med frihed for frygt og nød.

Kaufmans bog hævder, at tyskerne er morderiske barbarer og vilde dyr, og skal behandles som sådanne. Naturligvis skulle de straffes, men massakrer og masseeksekutioner ville være for upraktisk og uciviliseret. Hele det tyske folk skulle udryddes én gang for alle ved massesterilisering. Han beskriver detailleret, hvordan dette praktisk skulle gennemføres ved hjælp af 20.000 kirurger. Mændene skulle uskadeliggøres i løbet af en måned. Kvinder og børn i løbet af tre år. De steriliserede væsener skulle siden få lov at tvangsarbejde som slaver til de døde, hvorefter det tyske folk for altid ville være udryddet af menneskeheden. Naturligvis skulle Tyskland - stik imod Atlanterhavsdeklarationen - deles op mellem nabostaterne. Det kan noteres, at Danmark kun ville blive betænkt med en lille andel, medens Holland, Frankrig, Polen og Tjekkiet skulle velsignes med store områder. Bemærkelsesværdigt er det, at bogen uden skrupler godkender den erobring af det østlige Polen, som Stalin netop havde gennemført i samarbejde med Hitler. Man skitserer her de senere faktiske grænseændringer, som - uden folkeafstemning - skulle blive godkendt af Roosevelt.

Men ikke nok med det : De tyske slavearbejdere i de tildelte områder skulle tvinges til at lære herskerlandenes sprog i løbet af eet år, thi også det tyske sprog og tysk litteratur skulle forbydes og fuldstændigt udryddes.

Alle disse idéer var totalt i strid med, hvad Churchill og Roosevelt netop var blevet enige om; men det bør dog bemærkes, at de to statsmænds erklæring først blev officielt udstedt et halvt år senere. De amerikanske aviser var umiddelbart begejstrede for bogen. Time Magazine kalder det en sensationel idé, og New York Times : en plan for varig fred mellem civiliserede nationer.

Bogen forbød oversættelse til fremmede sprog og var omhyggelig med at understrege, at ikke så meget som uddrag måtte oversættes til tysk. Det tyske propagandaapparat trodsede dog forbudet og viderebragte det nådige budskab til dem, som foranstaltningerne specielt var rettet til.

Programmet for totaludryddelse af et folk på 70 millioner blev udsendt ca. et år før den såkaldte Wannsee-konference, hvor propagandaen påstår, at tyskerne besluttede at udrydde alle jøder. Det sidste har vist sig umuligt at dokumentere. Bevisligt gav Göring 31/7 -41 Heydrich ordre om at gennemføre opgave af 24/1 -39, men den lød på at løse jødespørgsmålet gennem udvandring eller evakuering.

Opmuntret af bogens succes gik propagandaarbejdet, som man ikke kan komme uden om, må være jødisk dirigeret, videre med den utrolige frejdighed, at man nu tillagde tyskerne de uhyrligheder, som man selv havde opfundet. Man begyndte at udbrede og beskrive i detailler, hvordan tyskerne systematisk udryddede jøderne. Man udpegede folket som racister, fordi de ville forsvare deres folkelige identitet, skønt det mest racistiske folk i verden er jøderne selv. Men det utrolige er, at det lykkedes, og det kan næppe bare skyldes, at ikke-jøderne er dumme; men nok at de er naive, når de har tilladt den kyniske og beslutsomme jødemagt, at etablere næsten enevældig kontrol over aviser, forlag, film og TV.

Det fortsatte hadbombardement af Tyskland fik flere uhyggelige følger, end vi i almindelighed forestiller os. Hævnmentaliteten mod det mindreværdige folk forgiftede måske ikke så katastrofalt de nøgterne englændere som amerikanerne, og er uden tvivl en tung baggrund for forløbet af Jaltamødet, hvis beslutninger står i skærende kontrast til Atlanterhavsdeklarationen, og ansvaret for dette hviler tungt på Roosevelt.

Konsekvensen af dette blev: Nådeløs kamp mod tyskerne. Hårrejsende krigsforbrydelser mod de besejrede, om hvilke man først nu så småt begynder at tale mere åbent. Og prisgivelse af hele Østeuropa til ufrihed og tyranni. Det sidste gjaldt naturligvis en årrække også Vesttyskland, som dog forbløffende hurtigt genvandt både økonomisk magt og en vis respektabilitet, men ikke uden forfærdelige ofre og desværre ikke uden - trods formelt demokrati - at sidde fast i løgnemaskineriets kløer.

Det lykkedes ikke jødemagten at gennemføre den fuldstændige udryddelse af alle tyskere, som man havde ønsket sig; men et vist massemyrderi havde man held til at afstedkomme. Først nu, 50 år efter krigen, slipper det ud, at den jødiske propaganda havde forgiftet sindene i den grad, at man foruden de allieredes egne krigsforbrydelser, og talløse vilkårlige henrettelser sammen med de meget omtalte krigsforbryderprocesser - kun rettet mod taberne - kompletterede med at lade op til en million fangne tyske soldater sulte ihjel, efter at general Eisenhower havde givet ordre til, at ingen - under trussel om dødsstraf - måtte slippe mad ind til dem.

I tilgift til dette lykkedes det den at formå sejrsmagterne til at påtvinge Tyskland et uhyggeligt mindreværdskompleks og dermed accept af en række ydmygende og diskriminerende forpligtelser: Betaling af enorme pengebeløb til Israels krigsførelse, såkaldt Wiedergutmachung for forbrydelser, som til dels aldrig er blevet begået.

Privilegier for jøder, samt en utrolig forpligtelse til at åbne grænserne for en indvandring, som blot lidt langsommere, men uundgåeligt vil tage kål på den tyske kultur. Det kaldes forbud mod eksklusivitet. Jeg skal vende tilbage til dette begreb. Et horribelt indslag er, at man har intimideret Tyskland til at vedtage love, som gør det strafbart at bestride den gennemhullede jødiske version af holocaust. For kort tid siden blev den tyske lærer Günter Deckert slæbt for retten, fordi han havde viderebragt forskning om nogle gaskamre, som aldrig synes at have eksisteret. Dommeren brølede til ham i bedste stil, som den, vi kender fra Stauffenbergprocesserne: Tror De ikke på Holocaust? Han svarede: Jeg vil ikke tro - jeg vil vide. Dette blev betragtet som en skærpende omstændighed. Han blev idømt 2 års fængsel. I dag sidder i vor EU-partner Tyskland mange borgere fængslet - ikke for voldshandlinger, men for at have søgt sandheden. Det er en skandale, og vore EU-politikere må agere gennem parlamentet og kræve, at landet ændrer sine love, så at de respekterer ytringsfriheden, der er garanteret alle gennem FN´s menneskerettigheder, men desuden skulle være garanteret tyskerne gennem Europakonventioneme og deres egen grundlov.

Beruset af deres propagandasucces, som har dokumenteret sig i, at ingen i vort nabolag har vovet at viderebringe for dem besværlige forskningsresultater, og opmuntret af, at ingen synes at få lov til at kritisere jødiske påstande, selv hvor solide videnskabelige fakta gør det berettiget, er vore egne danske jøder begyndt aggressivt og arrogant at genoplive den vellykkede teknik og beskylde os for nederdrægtigheder, som passer bedre møntet på dem selv.

I Falckbladet, der udsendes til alle danske husstande, beklagede Israelborgeren Herbert Pundik sig maj -95 over, at et flertal af danskere mener, at de har en særlig ret til Danmark. Vi bør slippe alle mulige folk ind over vore grænser. Ellers er vi nazister og racister, og vor moral kan ikke måle sig med den jødiske, som bygger på Moselov, hvis budskab, han ville have, vi skulle tro, var: Du skal elske din næste som dig selv.

Det blev for meget for min kone, Marianne Herlufsdatter. Moselov er ikke, som de fleste af os tror: De ti bud. Det er alt, hvad der står i de fem Mosebøger. Med citater fra disse skrifter viste hun, at jødens kærlighed til næsten ifølge Moselov kun gælder andre jøder. Det var opposition mod bl. a. dette punkt, der gjorde farisæerne så rasende, at de lod Jesus korsfæste. Der var også andre grunde. Læser man opmærksomt, hvad der står i bøgerne, ser man, at de simpelt hen er recepten på et terrorregime. Vi havde ventet, at jøder ville træde frem og forsikre, at Moselov for jøderne var et længst tilbagelagt kapitel; men det skete ikke. Det saglige i Mariannes artikel blev ikke anfægtet; men en lang række jøder og medløbere eksploderede med varianter af skældsordene racisme og antisemitisme og forlangte, at media skulle nægte at viderebringe sådan noget, altså, hvad der stod i bibelen.

Kun overrabbiner Bent Melchior forsøgte at forsvare Pundiks standpunkt. Han svarede at de fleste "normgivende" fortolkere mener, at alle mennesker er jødens næste; men dermed indrømmede han jo, at ikke alle mener det. Dertil kommer, at selve udtalelsen kan opfattes som "pilpul", et specielt jødisk begreb, som betegner et underfundigt jødisk narreri med gojim'er, ikke-jøder, som bygger på, at en del ord og begreber har helt forskellig betydning i de to kulturer. Ifølge Talmud er ikke-jøder ikke for mennesker at regne. De er dyr, selv om de mere ligner mennesker end aber. Få tror vel, at alle jøder tager disse forestillinger alvorligt, men at alt for mange, gør det, er åbenbart. Det ville være tillidsvækkende, hvis moderne jøder erkendte, at deres overleverede religion slæber på ubehageligt gods. I stedet fremhæver de igen og igen deres hellige bøger og sig selv som Guds udvalgte folk. Melchior og andre forsvarer det sidste med, at det ikke betyder, at de er bedre end andre; men at det blot drejer sig om den "historiske kendsgerning", at Gud har tildelt dem "førstefødselsretten" til monoteismen. Melchior ved, at det ikke passer. David og den vise Salomon var afgudsdyrkere.

Hvad beskyldningerne mod danskerne angår, er de groteske. Det er snarere Israel, der kan betegnes som et nationalsocialistisk land. Det er Israel, som er racistisk og ekstremt fremmedfjendtligt. Staten er ansvarlig for grove krigsforbrydelser. Jøderne våger over deres egen "kultur", selv hvor den er stivnet for hundreder, ja tusinder år siden. Hvilken ret har de til at gå i rette med danskere, der ikke ønsker at lade sig rende over ende af hvilken som helst religiøs eller kulturel overtro?

Svaret ser ud til at være, at det intet har med ret at gøre. Det er international erobringstaktik: led i jødemagtens overordnede strategi, som simpelt hen er denne: eksklusivitet i eget område: I Israel skal jødisk religion, ceremoniel og herredømme råde åbenlyst. I alle andre lande, altså også Danmark, skal eksklusivitet bekæmpes, for at jøder overalt skal kunne flytte sig frit og etablere sig, hvor det er mest fordelagtigt.

At de i liberalismens misbrugte navn lader, som om de ømmer for andre folks ret til samme frihed, er bluff. Naturligvis passer det israelitten, at europæiske lande narres til at tage imod de palæstinensere, som de selv har gjort hjemløse. Naturligvis tjener det den internationale jødemagt at opløse flest muligt andre nationale kulturer gennem masseindblanding af kontroversielle elementer. I den størst mulige babyloniske forvirring bevarer jødemagten sit overtag, som bygger på, at indflydelsesrige jøder, selv tværs over alle grænser, dyrker deres egen solidaritet, deres eget eksklusive sammenhold.

Man kan beundre eller afsky den effektivitet, med hvilken denne udspekulerede strategi iscenesættes, og man kan spekulere over, hvor mange af de agerende, der er sig bevidst, hvilken rolle de spiller i den; men danskerne er for naive, hvis de ikke siger fra, at de ikke vil være med.

Hvis danske jøder vil påstå, at de er danske, må de også være med til at forsvare det, der er dansk. Og det er væsensforskelligt ikke bare fra muslimsk, men også fra traditionstynget jødisk kultur.

Europas tænkende bør vågne op af deres konsumtionsbedøvede slummer. Hvis de overlader til skindhoveder og naive nynazister at føre kampen for Europas fælles- og de enkelte landes individuelle kulturer, kan det kun ende med katastrofe.

Vigtigste kilder:

" Germany Must Perish" Theodore N. Kaufman, Argyle Press, Newark, 194l. Nyoptryk:1979, Gordon Press, New York, og 1980: Liberty Bell Publications, Box 21, Reedy, W. Va. 25270 USA.

"Institute for Historical Review". Udsender information og udgiver bøger og tidsskriftet "Journal of Historical Review". P. 0. Box 2739 - Newport Beach,CA 92659, USA.

"Christian News", May 7, -90, nr 19 refererer opgøret mellem "rettroende holocaustdyrkere" og revisionister, Christian News, Box 168, New Haven, MO 63061, USA.

"Deutschland Report", 3 - 6/1995. Tidsskrift, der bringer tanker og fakta, som tyskerne ikke selv må trykke. Media World, Box 62, GB-Uckfield E.Sussex, TN22 l ZY/ England.

Marianne Herlufsdatters - stærkt forkortede - artikel blev bragt af Berlingske Tidende 26/5 1995 under overskriften "Jødisk politik ifølge Mosebøgerne". Angreb på Marianne blev bragt 30/5 med overskriften: "Tilsvining af jøder", og 4/6 en hel side under overskriften "Antisemitismens hæslige fjæs spøger". 1l/6: "Ny antisemitisme".

Hendes genmæle måtte ikke overskride 1000 ord. De blev udnyttet 18/6 med overskriften: "Marianne Herlufsdatter svarer" og sluttede : "Nu må jeg ikke få mere med i bladet. De, der gerne vil læse resten af artiklen, kan få den, hvis de sender en adresseret og frankeret kuvert til min adress ". Ca 100 tog mod tilbudet. Det var nogle af brevskriverne, der pegede på de kilder, der satte os på sporet af materialet, som vi her har fremlagt.

Lars Thirslund

Ovenstående artikel blev fredag d 15/9 -95, med bemærkningen : "Jeg håber, De vil bringe denne artikel" sendt til chefredaktør Tøger Seidenfaden, Politiken, "Bladet, der går i dybden", og til chefredaktionen på Jyllands-Posten, bladet, "Hvis De vil viiide mere!" J.-P. returnerede allerede om mandagen med: "Tak for dit tilsendte kronikforslag, som vi desværre ikke ser os i stand til at bringe for nærværende og derfor må returnere. Med venlig hilsen Kirsten Thaaning, fung. kronikredaktør."

Jeg ringede tirsdag d.19. til Politiken, og bad om at tale med Tøger Seidenfaden. Hans sekretær ville bede ham ringe, men det gjorde han ikke. Vi sendte da artiklen til chefredaktionen i Berlingske Tidende, "Er det væsentligt står det i Berlingske" og til Weekend Avisen samt Information, chefredaktør Georg Metz.

Berlingske Tidende svarede 25. september : "Tak for den tilsendte artikel, som vi dog desværre ikke kan finde anvendelse for. Med venlig hilsen. Søren Østergård Sørensen, Søndagsredaktør."

29/9 forsøgte jeg, med samme resultat som sidst, at ringe til Tøger Seidenfaden. Men næste dag modtog vi et brev, dateret 27/9, fra redaktøren, der skriver:

Kære L T. Jeg blev trist til mode ved at læse Deres brev af 14. september med dets besynderlige blanding af argumentationsrækker og paranoide forestillinger om jødemagt og store komplotter.

Kan De ikke selv se, hvor besynderligt det er at blande et faghistorisk spørgsmål om, hvorvidt det var 5, 6 eller 10 millioner, der gik til grunde i gaskamrene, sammen med en polemik imod den jødiske religion og jøderne?

Det kan De vel ikke. Kunne De det, brugte de næppe Deres tid og begavelse på at skrive breve som det, De har sendt mig. I håbet om, at De vil komme på bedre tanker og interesser.

Venlig hilsen Tøger Seidenfaden.

Jeg svarede samme dag: Kære Tøger Seidenfaden. Tak for dit brev af 27/9, som jeg har modtaget i dag, lørdag d.30/9.

Det undrer mig, at du ikke har lagt mærke til, at jødisk - ligesom den dermed beslægtede muslimske religion - er tæt sammenvokset med historie og politik, og at resultatet af dette ofte er et usagligt forhold til det, du kalder faghistoriske spørgsmål. Dette er i strid med det bedste i dansk tradition. Det er derfor nødvendigt at korrigere skævhederne, ikke mindst dem, der griber tilbage i historien.

Jeg er helt enig i følgende fra POLITIKEN's leder 4/5 : "Vi kunne lære af diktatorerne at erkende historiens betydning. Og så naturligvis handle stik modsat tyrannen, dvs. skrive historien så sandfærdigt og nuanceret som muligt og realistisk se den i øjnene, uanset om den har nogle ubehagelige sandheder at fortælle os selv."

En af de ubehagelige sandheder er, at også de krigsførende demokratiske lande, England og USA, indførte diktatur med deraf dirigeret forvrængning af historien og udbredelse af propaganda, som ikke havde krav på at holde sig til sandheden. At gøre op med de gennemtærskede tyskere er en taknemmelig opgave, som er blevet gjort grundigt i 50 år

At gøre op med udeladelser, misforståelser, og hvorfor ikke sige løgne, som har sin rod i de allieredes egen krigspropaganda. er mindre behageligt. Men jeg er enig i, at der ikke er andet at gøre end at "skrive historien så sandfærdigt og nuanceret som muligt og realistisk se den i øjnene uanset, om den har nogle ubehagelige sandheder at fortælle os selv."

Jeg skrev min kronik og sendte den til Politiken, fordi jeg mente, at almenheden har krav på at få kendskab til de i og for sig forfærdelige oplysninger, den indeholder.

Det handler om holdninger, hændelser og beslutninger, som har eftervirkninger og betydning for os den dag i dag. Bladets opgave må være at viderebringe sådan betydningsfuld information også, når den er ubehagelig og trist - ikke at bestemme, hvad andre må interessere sig for.

Jeg håber stadigvæk, at I vil bringe min kronik - gerne sammen med dit brev, så at læserne selv kan tage stilling til, hvad de finder interessant. Hvis I accepterer, vil jeg sende en nyere finpudset udgave.

Eller vil I, at danske kulturforkæmpere skal rundsende samisdat-skrifter, som man til for nylig var nødt til at gøre det i Østeuropa?

Med venlig hilsen. Lars Thirslund

5/10. skrev jeg til chefredaktør Georg Metz, Information.

Jeg har ikke hørt fra dig siden vor telefonsamtale d. 27/9, da du endnu ikke havde læst min artikel : "Løgnens onde cirkel". Jeg kan godt forstå, hvis du vil kontrollere, hvad der står i den. Min kone og jeg var selv chokerede og dybt skeptiske, da vi blev konfronteret med for os helt nyt materiale, som i så høj grad kolliderede med vore billeder af nutidshistorien, og vi gik selv i gang med at kontrollere. Da vi måtte konstatere, at det var vore egne forestillinger, der på vigtige områder var bristfældige, skrev jeg artiklen, som jeg synes almenheden bør have ret til at tage stilling til.

Jeg håber, at bladet vil leve op til sit forpligtende navn. Jeg har siden rettet og finpudset artiklen og, hvis I accepterer, vil jeg gerne sende det forbedrede manuskript.

I håb om at høre fra dig.

Venlig hilsen

Lars Thirslund

Georg Metz svarer 9/10:

Kære Lars Thirslund.

Send venligst det rettede manuskript, så vil vi tage stilling til det endeligt.

Med venlig hilsen

Georg Metz

Chefredaktør

5. oktober 1995 skriver jeg også til "Danskeren"s redaktion:

Kære Sune Dalgård

Hermed min artikel : "Løgnens onde cirkel". Det er ikke netop noget juleevangelium. Ville passe bedre, hvis I skød på noget af det i oktobernummeret. Også fordi, jeg synes, at det, der står, fortjener at blive kendt snarest muligt. Det afslører den skjulte baggrund for en del af det tilsyneladende uforståelige, der udspiller sig omkring os.

Venlig hilsen

L T.

Sune Dalgaard svarer 14/10:

Kære Lars Thirslund.

Tak for det modtagne artikelforslag "Løgnens onde cirkel". Som allerede antydet i vor telefonsamtale var jeg ret skeptisk m.h.t. muligheden for at optage artiklen i "Danskeren". Efter nu at have fået manuskriptet og gennemlæst det, bekræftes mit første indtryk. Både omfanget og indholdet passer ikke i "Danskeren". Jeg tilbagesender derfor vedlagt manuskriptet.

Med venlig hilsen

Sune Dalgård.

Weekend-Avisen svarer 16. oktober:

Kære Lars Thirslund

Tak for det tilsendte indlæg, som jeg desværre bliver nødt til at returnere. Vi modtager uge efter uge et meget stort antal læserindlæg, hvilket både gør det umuligt at få alt med i avisen og at give alle indsendere mere konkrete bemærkninger til det indsendte. Især det sidste beklager jeg meget. At der kommer meget stof, er vi selvfølgelig kun glade for, så føler De Dem en anden gang ansporet til at blande Dem i debatten, skal De naturligvis være meget velkommen.

Med venlig hilsen

Thomas Thurah, debatredaktør.

Sådan er det. Man er velkommen til at blande sig; men der er aldrig plads!

Informations chefredaktør svarer endeligt d. 23. oktober :

Kære Lars Thirslund

Jeg har læst din artikel og opfatter den som det rene vås. Derfor vil vi ikke bringe den. Rent bortset fra, at dit videngrundlag mildt sagt er mangelfuldt, bærer teksten præg af at være inspireret af ganske almindelig antisemitisme. Du opererer med begreber som jødemagt og jødiske internationale sammensværgelser og alt det sædvanlige. Man kan sige efter endt læsning af dine linier, at nazisterne ikke har arbejdet forgæves.

De værker, du refererer til, er berygtede for deres uvederhæftighed, og tallene på nazismens ofre er kun forskellige, fordi opgørelserne af de myrdedes kategorier veksler noget fra opslagsværk til opslagsværk. Grundlæggende er der desværre ingen, der kan anfægte, at nazismen kostede 6 millioner mennesker af den jødiske tro livet.

Personligt finder jeg det sørgeligt, at et menneske, der tilsyneladende både kan skrive og læse, gør sig til talsmand for det snavs, jeg læser i teksten.

Jeg svarer 31. oktober:

Kære Georg Metz

Du kan da se, at jeg tager hensyn til vekslen mellem kategorier. De værker, jeg refererer til, er en række udbredte skandinaviske opslagsværker. Jeg kunne have remset mange flere op. Dernæst en bog af en fremtrædende amerikaner, og flere store amerikanske og en anset britisk avis. Nu skriver du, at de er berygtede for deres uvederhæftighed. Det er chokerende.

Jeg henviser også til Institute for Historical Review (IHR) og Christian News. Er det dem, du mener? De argumenterer langt mere hæderligt, end du gør - nøjes aldrig med at sige "Vås!", men påviser, hvad påstået vås består i. Det er svært ikke at blive imponeret af deres grundighed og litteraturarsenal.

Og hvor har du logikken henne? Jeg nævner tre forskellige officielle tal for Auschwitz-B. Højst eet af dem kan være sandt. To eller tre er usande. Hvem har hævdet disse usandheder? - - Hvem har afsløret dem?: Revisionisterne ! Og så påstår du, at det er dem, der er upålidelige!

Du skriver, at ingen kan "anfægte, at nazismen kostede 6 millioner mennesker af den jødiske tro livet." Da er det dit videngrundlag, som er mangelfuldt. Mange anfægter det med dokumentation, som det er vanskeligt at komme uden om.

Min artikel tager ikke stilling til, hvilke tal, som er nærmest sandheden. Alle er forfærdelige. Men det er mytologiseringen, som min artikel vender sig imod, det, at fortie visse kendsgerninger og helliggøre et magisk tal, og så opbygge et kæmpemæssigt bluff, som ikke må afsløres.

Jeg har aldrig interesseret mig for, end mindre engageret mig for nazisme, eller for den sags skyld kommunisme; men det er klart, at i et nogenlunde fungerende demokrati har alle behov for og krav på korrekt elementært kendskab til, hvad der historisk er foregået. Det er på den baggrund, at det er chokerende, når det viser sig, at følgende kendsgerninger - uanset om man synes om dem eller ej - er mørklagte:

Det var jøder, der erklærede Tyskland krig - ikke omvendt.

Det var jøder, der besluttede at udrydde alle tyskere - ikke omvendt.

Jeg har ikke hørt om, at disse jøder senere har sluttet fred med Tyskland. Denne krigstilstand, der har bestået siden 1932-33 består da formentlig stadigvæk, hvilket kan forklare den fortsatte hetz mod "eksklusivitet", som nu også rettes mod vort eget land.

Dertil kommer, at jødefolket desuden mere eller mindre åbent er i krig med forskellige arabiske magter. Jøderne er altså konstant i krig med alt, hvad en krigssituation næsten altid indebærer af vold mod- og fordrejninger af sandheden.

Når dette fører til, at vore hjemlige jøder begynder at sætte israelske interessser over vore danske og vesterlandske, og når de angriber, hvad der er grundlæggende i vort demokrati: det, at alt skal kunne oplyses, kritiseres og diskuteres, så er det på tide at sige fra.

Jeg er skuffet over, at du bruger din stilling som dansk chefredaktør til at optræde som vagthund for et propagandavælde, der - ligesom det er sket under krigen i Danmark og under efterkrigstiden i Østeuropa - så langt det går, forhindrer mishagelige oplysninger og afvigende synspunkter i at blive kendt.

Vist bruger jeg ordet jødemagt. Jeg kan jo vise, at den findes. Derimod ved jeg ikke meget om, hvem som mere eller mindre bevidst støtter den. Jeg har heldigvis truffet jøder, som jeg holder af, og jeg regner dem ikke ansvarlige for jødemagtens forehavender, lige så lidt som jeg ønsker selv at identificeres med mit folks magtelite eller regering.

Men vist er det pinligt, at ingen almindelige jøder tør træde frem og bekende, at de tager afstand fra Moselovens militaristiske imperialisme.

Jeg ved, at sådanne modige jøder findes. Nogle er virksomme i IHR. Men civilcourage på det hjemlige plan ser vi ikke meget til, og det skuffer mig. Formuleringen "Jødiske internationale sammensværgelser og alt det sædvanlige", står for din regning.

Marianne skrev en artikel om, hvad bibelen afslører om den mosaiske tro. Ingen kunne bestride, at hun havde ret. Men så skældte man hende ud for at være antisemit og krævede, at sandheden ikke måtte publiceres i danske aviser. Man optrådte så magtfuldt, at den avis, der havde overtrådt forbudet, fik kvababbelse.

Vi påviser, at der findes en bog - værre end "Mein Kampf' - skrevet af en fremtrædende jøde, støttet af mægtige avisudgivere. Bogen understreger, at det ikke var Hitler eller nazisterne, man ville udryddde - det var det tyske folk.

En sådan deklaration kan ikke undgå at have påvirket de historiske hændelser; men alle oplysninger om dette er totalt mørklagt i Skandinavien og flere andre lande.

Nu kalder du dét at referere, hvad fremtrædende jøder har skrevet, for antisemitisme. -

Jamen kommer antisemitismen fra jøderne, skal du da ikke anklage mig for den.

Og så skriver du, at jeg gør mig til talsmand for det snavs, du læser i teksten

Tværtimod! Jeg finder det afskyeligt! Hvis nogen gør sig til talsmænd for dette snavs, er det dem, der ved, at det findes, og hvor det hører hjemme, og med alle midler forsøger at dække over det.

Lars Thirslund

Hermed er alle forsøg på at viderebringe bl.a. disse bemærkelsesværdige oplysninger til et bredere publikum afvist. Hvordan kan det blive ved med at gå på den måde? Jeg har prøvet at give en besvarelse i artiklen, som følger.

Også den har været den sædvanlige rundtur til fingerfærdige redaktioner og er vendt tilbage med de velkendte henvisninger til den overvældende tilgang af stof.

Afvisningeme er dog ikke helt uinteressante. Dr. phil Anne Knudsen, Politiken takker for kronikforslaget, som hun "har læst med interesse". Gerhardt Eriksen, Jyllands-Posten takker "for læsning af den velskrevne artikel." Og Flemming Kyed, Information skriver : "Vi modtager adskillige gange så mange forslag, som vi har mulighed for at trykke. Det betyder også, at vi tit må returnere manuskripter, der er trykværdige, men man må vælge. Denne gang bliver det altså et nej - men tak for interessen."

Ja, den er der ikke noget i vejen med; men det bliver alligevel nej hver gang. Derfor startes disse Samisdat-breve!

I næste vil vi berette om en konference i Lund 26-27. oktober, hvor bl. a. det multikulturelle samfund efter år 2000 blev drøftet for et meget specielt forum.

Vi vil bringe mere om hykleriet på Rådhuspladsen.

Og så vil vi snarest muligt kommentere den vinklede debat, der føres, om relationerne mellem islamisk og kristen kultur. Det bør ikke være så svært, at yde andre kulturer, som f.eks. dem, der har blomstret under Islam, fuld respekt, uden af den grund at reducere alt det store, vi har i vor egen kulturkreds.

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund