Husk på -

Vi lever i Middelalderen

af Marianne Herlufsdatter og Lars Thirslund

Kun små samfund af privilegerede på denne klode har gennemlevet reformationen, oplysningstiden og individets frihedsdrøm.

Det globale samfund er middelalderligt : styret af overtro, frygt for eller hengivelse til det overnaturlige. Det store flertal ved det ikke engang. Nogle har aldrig hørt om det. Andre tror, de er med på noderne, fordi de ser på TV, og kører tog, bil og flyvemaskine; men deres holdninger styres af hysterier, som kontrolleres af præster, der stadig ernærer sig på frygten for, eller håbet om, det overnaturlige. Nogle er rigtige præster med uniform og titel såsom pave, rabbiner eller ayatollah. Andre optræder civilt og præker deres evangelium med fremskridtet, menneskeligheden og humaniteten som banner. Men princippet er det samme: ritualet er det vigtige og attituden af hengivelse og trofasthed mod dogmer, som ikke må diskuteres.

Jamen, i vor verden diskuteres der jo op ad døre og ned ad stolper - ja ! men kun indenfor vedtagne rammer. Det, der ligger udenfor er tabu. Derfor lever vi i middelalderen.

De simple grundlæggende spørgsmål må ikke diskuteres: vil Gud ordne alt til det bedste? Hvorfor har han da ikke gjort det for længe siden?

Har mennesket ret til at formere sig ubegrænset og til at rage til sig på andre væseners og på kommende generationers bekostning?

Præster og tilvækstprædikanter besvarer det første og det tredje spørgsmål med "Ja", og går uden om det andet. Men så er der jo alle tvivlerne og profeterne, som råber i ørkenen og skriver på væggen - hvorfor vinder de ikke gehør?

Netop fordi de grundlæggende spørgsmål ikke må slippes frem - fordi man ikke undtagen i Kina, må diskutere menneskets ubetingede ret til at forplante sig. Fordi man ikke må sige, så det kan forstås, at grænsen for konsumtion er nået: at de rige må finde sig i at skrue ned, og de fattige må holde op med at formere sig.

Antallet af analfabeter, som både kan læse og skrive regnes nu i milliarder. Flere og flere bliver litterater, professorer og redaktører. De er tilpasset den tro, der hersker på bjerget, og har derfor anlagt troens smukke attituder. Sådan bevarer overtroen sit greb.

Klædelige attituder er : Alt liv er helligt. Mennesket er godt, samfundet er ondt. Mennesket er ondt, samfundet er godt. Mennesket er skabt i Guds billede til at udbrede sig og herske over jorden. Flertallet har altid ret. - Ingen af disse påstande tåler at granskes, men medierne udbreder dem gerne - derimod ikke deres begrænsninger :

Mennesket er hverken godt eller ondt - det er både og. Mennesket er et dyr - kald det gerne guddommeligt - men et dyr. Det har samme grundlæggende behov for føde, revir og parring som andre dyr. Derudover har det et større eller mindre behov for social tryghed. For at kampen om de tre grundlæggende behov ikke helt skal umuliggøre det fjerde, etablerer man hierarkier: hakkeordener.

Når disse fire behov er overskueligt tilfredsstillet, er der plads til mere udviklede behov - også højere, som dyrene tilsyneladende kun i mindre grad deler. Når også disse behov er nødtørftigt dækket, er mennesket oftest fredeligt, og kan spinde som en kat. Men er påtrængende behov truet, forvandles væsenet til det rasende dyr, det er: Hvæser, viser tænder og er parat til mord. Det er let at se, at sådan er det. Men det ikke ses. Og derfor skaber man billedet af de mange gode mennesker og så de onde , som bekæmpes af de gode.

Hvordan kan dette primitive billede forsvares i det tyvende århundrede med psykologi, etologi og samfundsvidenskaber? Fordi opinionen skabes og forsvares af en lille privilegeret gruppe, som kaldes intellektuelle, kendetegnet ved, at de "kan" læse og især skrive - af efter hinanden.

For at forsvare deres privilegium, må de kunne henvise til særlige kvalifikationer, udover det at kunne læse og sætte bogstaver sammen, hvilket jo nu deles med så mange. Derfor må de slå sig frem på deres vindende attitude, og den går ud på, at de er ganske særligt gode mennesker.

Derfor forfægter de idéer, som har vundet godkendelse i de gode etablerede kredse. Derfor kan de ikke give sig af med at undersøge, om nu også de idéer, de forfægter, er lige så holdbare, som de er smukke. Derfor må smukke idéer ikke angribes - det er det samme som at angribe "de intellektuelles" etablerede position - det gør dem rasende. De "intellektuelle" behersker media, og derigennem opinion og derigennem politikerne.

Derfor er "smukke" idéer sejlivede, selv når de er forkerte. Vi har set det med marxismen. Dens grundlæggende tankefejl var troen, at mennesket var så godt og uegennyttigt, som det ikke er. Derfor revnede tankebygningen langt om meget længe, konfronteret med virkeligheden. Men først langt om meget længe, fordi de såkaldt intellektuelle ikke ville se virkeligheden og lukkede øjnene for alle forbrydelser og fejl, indtil bygningen ramlede sammen for næsen af dem.

Da - men først da fik de travlt med at finde andre smukke idéer at profilere sig med. Og så sker det samme igen. Min kone siger: religion er ikke opium for folket - den er spiritus. Nogle gør den aggressive og ondskabsfulde, andre til tåber. Vi ser en stærk renaissance for religionen, og så viser det sig, at det bolværk, som i vestlig kultur blev bygget op af reformation og oplysningstid, er afsporet og undermineret.

Toleranceivrere er endt i værdinihilisme. Alle religioner er lige gode - bare de kræver præster, og så lukker man øjnene for, at nogle religioner er politiske og kræver totalitarisme. Protestantiske præster ønsker nu katolikker og muslimer velkomne i det relativt fredelige folkehjem med stemme- og forplantningsret. Det er så smukt. Og så lukker man øjnene for, at de indvandrende snarest muligt mere og mere åbenlyst kræver tilbagevenden til middelalderen.

Oplysningstidens store indsats var, at alt skulle kunne diskuteres, alt skulle kunne kritiseres, også religionen. Det er glemt af de følgende forkælede generationer, som nu synes parat til at kaste det hele overbord. Blasfemiparagraffer, som har ligget lykkeligt i dvale, hales op og kræves taget i brug. En racismeparagraf, der fordømmer en hvilken som helst kritik eller satire, som ikke er tandløs, ligeledes. Inkvisitionen kræves genoprettet. Og de intellektuelle allierer sig med de mest primitive ballademagere for at skabe pseudohændelser, som skal forsvare et pseudodemokrati, hvor kun de etablerede smukke meninger tillades at råde.

Og så slår man endnu engang vagt om tankefejlen, at det gode menneske er bare godt og udset af Gud til at brede sig og herske over og udnytte jorden. Det står jo i biblen og i koranen og dybest set i vore egne maver. Og så spæder vi på med "menneskelige rettigheder", der er endnu mere tydelige: alle lande har ret til uindskrænket at udnytte deres naturresurser, og alle mennesker - rige som fattige - har ret til stadig højere levestandard. - Jamen dette er jo umuligt! ! ! Men det er da en smuk attitude, det ser smukt ud - intet under, at konsumtionsivrige fra de fjerneste egne af kloden kommer strømmende hertil.

Og så fastslår den ene verdenskonference efter den anden, at det er sandheden, og de "intellektuelle" synger med og allierer sig i denne lovsang med de store vækstprofeter i erhvervslivet, som ser til, at de små profeter, som advarer, forvises fra media eller druknes blandt pseudohændelser.

Og religiøse og nationalistiske bevægelser tager sig frem og kræver rettigheder i ny områder med henvisning til de "menneskelige rettigheder", som de - i besiddelse af magten - næppe vil drømme om selv at respektere.

Der er brug for en ny oplysningstid, d.v.s respekt for viden, for retten til at undersøge, kritisere og publicere alt.

Hvad den enkelte foretager sig hjemme, er hans egen sag; men så snart en religiøs eller politisk opfattelse demonstreres offentligt, må den kunne granskes og kritiseres offentligt.

Og tabuerne må bort fra media. Det er mediefolkenes opgave at redevise, hvad der tænkes og sker - ikke hvad de synes er smukt eller ækelt. Derfor må kritik af selv de allersmukkeste meninger slippes sagligt frem.

Det er svært at forstå at det, at vi erkender vort tilhørsforhold til dyreriget, skal være degraderende. Dyrene er dog også guddommelige skabninger og mere ærlige end vi. Derpå beror netop en del af deres guddommelige skønhed.

Men, selv om vi er en dyreart, kan vi ikke fraskrive os ansvaret for den smule ekstra fornuft, som vi er blevet udstyret med. Den må tilsige os et ansvar for det, vi foretager os, og at vi derfor må finde fornuftige regler for omgang med hinanden og med andre væsener og jordens ressurser. Den må også tilsige os, at disse regler ikke kan være de samme i vor overbefolkede og overforbrugende verden som for 200 år siden, da udkastet til de menneskelige rettigheder blev skitseret, og endnu mindre som dem, der blev affattet i beduintelte for tusinder af år siden.

Der er lærdom at hente i ældre tekster; men vor fornuft må stadig granske dem og vurdere, hvad der i dag og ind i fremtiden er relevant.

En af de smukke idéer, som medieeliten, eller lad os bare sige mediefascismen - for den slipper ikke andre opfattelser frem - bruger til at udfylde tomrummet, der mærkes så pinligt i de intellektuelle hoveder, efter marxismens fallit, er tanken, at tilhængere af alle religioner, nationer og folk skal blandes og leve så nært sammen som muligt - ja som umuligt. De nordiske lande burde snarere mindske end øge deres befolkningstal. De har ganske homogene befolkninger, som stort set har lært at tolerere hinanden. Men det er ikke godt nok. Derfor vil mediefascismen, at andre religioner og folkegrupper, så fremmedartede som muligt, i massevis skal blandes ind i de hjemlige samfund. Skandinaverne, der kæmpede tappert mod katolicisme og gudstjeneste på latin, skal nu affinde sig med, ja ligefrem betale for, at kirkeklokkerne efterhånden erstattes med bønneudråb i gaderne og gudstjeneste på arabisk.

De intellektuelle er velbetalte og regner ikke med at blive besværet af naboskabet; men de mindre privilegerede føler sig truet og konflikterne opstår. Så godt som overalt i verden, hvor etniske interesser brydes, opstår fjendtlighed, som fører til vold og borgerkrig. Enhver, der følger med i nyhederne, kan se, at sådan er det. Men her har vi det igen: De "intellektuelle" vil ikke se virkeligheden. Individerne har ingen ret overfor idéen. Etnisk sammenblanding skal gennemtvinges. Og så kommer krigen.

Udviklingen er ikke til at tage fejl af - heller ikke i Norden og vestlige nabostater; men mediefascisterne vil ikke indrømme det og skylder voldsomhederne på TV, og - endnu engang - på USA, (hvor en stor del af volden forresten også har en etnisk baggrund) og så skaber man pseudohændelser i form af felttog mod problemstillinger, som var aktuelle i trediverne, men som er perifere i dag.

Gældende love blev til i en tid, hvor man ikke forudså muligheden af invasion i større omfang, og da slet ikke fra de fjerneste egne af kloden.

De blev indrettet med tanke på at give asyl og til og med statsborgerskab til demokratiske flygtninge, som tvinges bort af diktaturer. Enhver kan se rimelighed i dette.

Men overfor en strøm af indvandrere, som er fremmede for nordisk kultur og demokrati, eller direkte fjendtlig imod den, er der intet beredskab. Og den allerede organiserede invasion af de mange, der egentlig søger konsumtion, udnytter de bestemmelser til det yderste, som blev skabt med tanke på de ikke overvældende mange, der søger åndsfrihed.

Og her hævder man så princippet : "meningsfrihed". Man spørger ikke om indstilling til demokrati og kultur. Politiske religioner har frit frem at etablere sig og organisere centre for totalitære bevægelser i andre lande og på sigt også her. De venstreintellektuelle nærer en romantisk beundring for guerillakamp til og med terrorisme, og profilerer sig nu ved enhver lejlighed som forsvarere for asylsøgere af enhver art, frem for at hjælpe de økonomiske flygtninge i deres hjemlande, hvor hjælpen har langt større virkekraft.

På sigt eventyrer de den smule demokrati, vi har udviklet, hvis det ikke allerede er sket.

Det mindste man bør gøre er:

at lovfæste, at nyt statsborgerskab ikke bevilges til personer, førend de har skrevet under på at ville respektere nordisk, eller for den sags skyld vestligt demokrati, natur og kultur.

at gå ind for ændring af konventionerne om menneskelige rettigheder, så at det står helt tydeligt, at de ikke omfatter retten til at eksploitere jorden, samt at de velstillede ikke har krav på stadig øget levestandard, lige så lidt som statssamfundene har ret til at øge deres befolkningstal ud over, hvad natur og miljø kan bære.

Bistand til - og alliancer med - andre lande må betinges af, at de tilslutter sig disse principper.

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund