"Other Losses"

Anmeldelse af bog af

James Bacque, Stoddard Publishing Co. Limited,

Toronto 1989. Nytryk: Liberty Bell Publication

af Marianne Herlufsdatter og Lars Thirslund

1989 udkom i Toronto, Canada, en af de mest chokerende bøger om hændelserne i forbindelse med II. verdenskrig.

I løbet af de fire og fyrre år, som var gået efter krigens slutning, var ny vurderinger begyndt at bane sig vej: men denne bog blev alligevel et chok.

Det var lykkedes den allierede krigspropaganda ensidigt at placere al skyld for krigens udbrud på Hitler og tyskerne. Og det var lykkedes at overbevise verdensopinionen om, at nazisterne målbevidst havde konstrueret tilintetgørelseslejre især for at gennemføre totaludryddelse af alle jøder i Europa. "Vidner" havde udmalet rædselsscener med blodgejsere, der sprøjtede snese af meter op i luften fra henrettelsespladserne. Og børn blev kastet i brændende grave, hvorefter voksne fanger blev tvunget til at spadsere samme vej. Selv om efterforskerne, med henblik på Nürnbergprocesserne viste "engleagtig"- hvis man nu kan tale om noget sådant i denne forbindelse- tålmodighed med den slags historieberettere, blev de efterhånden for besværlige, og rædselslobbyisterne besluttede sig til at udmønte grusomhederne i to påstande, nemlig: omfattende, senere betegnet:"industriel," anvendelse af gaskamre til aflivning af især jøder, og krematorier til bortskafning af de døde. Man beskyldte Tysklands effektive bureaukrati og høje teknologiske stade for at have muliggjort likvideringen af de fantastiske tal på ofre, som jeg i "Løgnens Onde cirkel" (se menu) nævner eksempler på.

Åbenbart styret af mosaiske interesser koncentrerede man efterhånden hovedanklagen om følgende: mordet, især gasmordet, på seks millioner jøder. Deraf fire millioner i Auschwitz-Birkenau, som nu lå i polsk område, altså uden for vestlig dominans. Her havde det hurtigt vist sig, at lignende påstande var ubegrundede.

Da tvivl efterhånden også voksede sig stærkere om pålideligheden i beretningerne om de østligere lejre, og afspærringen blev noget mindre tæt, tog revisionistiske forskere i slutningen af halvfjerdserne naturvidenskaben i brug ved undersøgelser på de påståede gerningssteder. Det lykkedes forholdsvis enkelt at vise, at tysk teknologi ikke havde været i stand til at præstere de vidundere, som man havde påstået. Og krematoriernes kapacitet var for ringe og for energikrævende. De udpegede gaskamre var uegnede til det påståede formål, og den meget omtalte cyklon-B gas ligeledes. Gassen havde været anvendt til desinficering af klæder - ikke til aflivning af mennesker, i hvert fald ikke, som det blev påstået, i "industriel målestok".

Den mosaistiske propaganda lod sig ikke påvirke - det skulle da være til ekstra intensitet; men dens grundlære, at tyskerne, og især nazisterne, var et særligt ondskabsfuldt folkefærd, havde lidt alvorlige knæk. Dertil kom, at historikere som englænderen Irving og amerikaneren Hoggan, kunne påvise, at tyskfjendtlige kræf

ter, som dem, der havde deklareret krigserklæringerne mod Tyskland allerede i begyndelsen af trediverne, ufortrødent havde arbejdet videre imod det erklærede mål, at få England og Frankrig og i sidste ende USA til at knuse den tyske industrikapacitet gennem en ny verdenskrig. Igen var det propagandapotentialet, der førte kanonerne frem.

En passus i Hitlers tale i forbindelse med starten af felttoget mod Polen, er ofte blevet gentaget. Jeg husker det som noget i retning af: "fra nu af bliver bomber besvaret med bomber." Og det passede jo så godt til det billede, man var blevet indpodet, af en krigsliderlig galning. Der var vist nok også noget om polske overgreb og provokationer; men ikke et øjeblik troede man, at det var andet end opfundne påskud: løgnagtig tysk propaganda. Jeg læser nu, at overgrebene var virkelige (David Hoggan og Holger Dannis). Hitler havde så længe som muligt nedtonet dem til fordel for forhandlinger, som faktisk havde udsigt til at lykkes. Det gjaldt om at få en ordning for Danzig og en trafikforbindelse til Østpreussen, et af de betydelige centre for verdensberømt tysk kultur. Enighed var snublende nær. Så gennemførte den polske jøde Herschel Grynszpan i Paris mordet på den 29-årige legationssekretær ved den tyske ambassade Ernst v. Rath. Vi genkender mønstret.

På baggrund af de jødiske krigserklæringer mod Tyskland og den jødiske finansverdens anstrengelser for at skade det efter den første tabte krig udmarvede Tyskland, er det ikke forbavsende, at denne hændelse, som sjældent nævnes i vore media, førte til den såkaldte "krystalnat", som vi til gengæld har hørt meget om. Den mere eller måske mindre folkelige reaktion var angreb på jødiske butikker og synagoger over hele Tyskland. 38 jøder mistede livet. En nylig udgivet bog af Ingrid Weckert, engelsk titel: "Flashpoint", behandler begivenheden og dens følger. Jeg har ikke læst den, da jeg er henvist til at skaffe min læsning gennem biblioteket, og denne bog er, som en del andre revisionistiske historiske værker, ikke indkøbt af noget dansk bibliotek. David Irving behandler emnet i IHR 95:1 (som heller ikke er anskaffet af noget dansk bibliotek). Skønt han og Ingrid Weckert vist nok er uenige om nogle detailler, ser det ud til, at Hitler, men især Ribbentrop, Göring og Himmler var rasende på Goebbels, der havde en finger med i spillet. Han indså selv sin dumhed og blev tvunget til at slå bremserne i; men skaden var sket.

Den udenlandske medieomtale, illustreret med billeder, var enorm, til forskel fra langt grovere uhyrligheder, som har fundet sted bag det, der senere blev betegnet som jerntæppet. Forargelsen dyrkedes omsorgsfuldt, og de fredsvenlige engelske forhandleres bevægelsesmuligheder gik tabt. Krigstilhængerne sendte signaler til polakkerne, der opmuntrede deres ledere til dristige, for ikke at sige udfordrende, udspil, og dermed var aftalen torpederet.

Senere forsøg fra Hitlers side på at få stop på storkrigen afvistes endnu mere beslutsomt af den nu dominerende britiske krigsfløj, som - det må erkendes - ikke var uden argumenter.

Kendskabet til dette mere nuancerede historiske forløb var indtil videre forbeholdt et begrænset antal belæste forskere. Den officielle historieskrivning efter krigen påtog sig naivt at forsvare krigens propagandafremstilling af et ædelt allieret felttog mod et modbydeligt styre og et afskyeligt folk.

Set i bakspejlet er det svært at forstå, hvordan denne ensidige fordømmelse af det tyske eksperiment kunne trives side om side med accept af det sovjetiske system, som internt var mindst lige så brutalt, og udadtil endnu mere aggressivt. Nøgternt betragtet rettede Hitlers politik - lige til storkrigen, så vidt det kan ses mod hans vilje, var uafvendelig - blot mod at genvinde tabte områder med tysk kultur. Stalins politik var en fortsættelse af traditionel russisk imperialisme og sigtede til indlemmelse af ikke-russiske områder som Finland - i hvert fald dele deraf, Baltikum, Polen og Besarabien. Alle disse erobringer blev - i hvert fald efter at det "røde" styre havde besejret den såkaldt "hvide" modstand - uden iøjnefaldende afstandtagen accepteret især fra amerikansk side. Vi så det afsløret i Kaufmans bog.

Men i 1989 havde revisionisterne vundet sejre på næsten alle områder. Det sensationelle ved James Bacque's bog var, at den afslørede allierede grusomheder i sidste fase af krigen, og efter tyskernes betingelsesløse kapitulation, af et omfang og en brutalitet, som til da var holdt totalt hemmeligt. Det var efterhånden ved at dukke op, at allierede soldater i de lavere grader - ikke blot sovjetiske - havde begået overgreb og forbrydelser mod fjendtlige soldater og civile i uhyggelig målestok, uden nogen sinde at være stillet til ansvar. Nu afsløredes det, at den øverste hærledelse, med general Eisenhower- der 1953 blev valgt til præsident for USA i 8 år som direkte ansvarlig - havde ladet op imod en million tyske soldater sulte ihjel - efter at de havde overgivet sig - og efter at krigen var slut.

Spærret inde i lejre, uden tag over hovedet, fik de lov at grave sig huller i jorden, hvis de endda fik det - og vente på døden. Føde fik ikke lov til at komme ind i lejren, eller senere i så små mængder, at døden var sikker.

Eisenhower begyndte med at erklære, at ansvaret for føde til de fangne soldater var tyskernes. Så forbød han - under dødsstraf - at slippe mad ind til dem. Han påbød, at de selv måtte skaffe sig husly, og forbød indførsel af materialer. Han forbød Røde Kors at besøge krigsfangerne. Han hævdede, at de ikke omfattedes af Genevekonventionerne, idet han ikke betragtede dem som krigsfanger, men som afvæbnede fjendtlige styrker: disarmed enemy forces (DEF).

Franske lejre var kun lidt bedre; men her skaffede man i hvert fald fangerne tag

over hovedet. Briter og canadiere nægtede at deltage i denne holocaust. Englænderne begyndte snart at frigive tyske soldater - mest fordi de begyndte at tro, at der ville blive brug for dem mod russerne. General Patton gjorde det samme.

Da Eisenhower blev nødt til at ophæve sine private hævnforanstaltninger, blev den europæiske dokumentation så vidt muligt tilintetgjort. Da James Bacque kom på sporet af den nærmest utrolige hemmelighed, måtte han til at begynde med bygge sine mistanker på personlige vidneudsagn. Da de var tilstrækkeligt samstemmende, besluttede han at gå til den amerikanske hærs arkiver. Her mødte han uventet hjælpsomhed og kunne snart dokumentere, hvad der vel må betegnes som en af århundredets sensationer.

Foruden at redegøre for sine opdagelser om lejrene, fremstiller han også glimt af baggrunden for beslutningerne. Her bygger han formentlig i væsentlig grad på alment tilgængeligt materiale, som også andre historikere har hjulpet til med at drage frem. Men hans fremstilling er gennemtænkt og let at læse.

Uden at nævne Kaufmans bog beskriver han det tyskerhad, som denne bog er eksponent for og har været med til at pleje. Roosevelt var omgivet af jødiske venner, og han blev nu et ivrigt medlem af frimurerlogen, i hvilken jøderne havde skaffet sig dominans. Påvirkning af Kaufman kan læses i hans udtalelse : "Vi må enten kastrere det tyske folk eller behandle det, så at det ikke kan blive ved at producere folk, der vil fortsætte, som de har gjort før".

Idéernes tilpasning til den aktuelle politiske situation tog Finansminister Morgentau sig af. Han foreslog at al tysk indtistri skulle udryddes, hvorefter tyskerne måtte ernære sig med, hvad deres landbrug kunne skaffe dem. Det ville betyde, at 40 % af alle tyskere skulle dø af sult : 30 millioner. Det fandt både Morgentau og Roosevelt var en sund ordning. Men Churchill blev rasende: "Jeg vil ikke lænkes til et ådsel!" udbrød han. Så friserede Morgentau tallene, så at bare 14 % skulle sulte ihjel, og dertil føjede han økonomiske klemmer på briterne. Churchill fandt det nødvendigt at acceptere. Eden var chokeret; men Churchill forklarede: Hvis jeg skal vælge mellem Tyskland og mit eget land, så vælger jeg mit eget land.

Bacque nævner, at Churchill januar 1943, i Casablanca, "næsten uden konsultationer" blev forelagt beslutningen om at kræve betingelsesløs kapitulation af fjenderne, og at dette betød, at befolkningen i de tabende lande var retsløse. Holger Dannis peger på, at det var hæren, ikke regeringen, der kapitulerede. Han mener derfor, at fjernelsen af regeringen var ulovlig, hvilket bidrog til at øge kaos.

Bacque beskriver hændelserne i Teheran, hvor Stalin som middagsunderholdning foreslog efter krigen at stille 50.000 tyske officerer op og skyde dem. Churchill blev rasende og erklærede, at han hellere selv ville gå ned i haven og lade sig skyde. Joviale Roosevelt foreslog et kompromis med 49.000. Hans søn, Elliott, brigadegeneral, foreslog at skåle ikke bare for de 50.000, men også for mange hundrede tusinde nazier. Han tilføjede: Jeg er sikker på, at De Forenede Staters hær vil støtte det.

Churchill rejste sig; "Ved I, hvad I siger? Han slængtc til Elliott: "Hvor vover De at sige sådan noget." Han stormede ud af lokalet. og havnede i et mørkt rum. Lidt efter korn Stalin ind til ham og lagde armen om hans skuldre. Han sagde : Det var bare en spøg - kom nu tilbage. Churchill vidste, hvad der var sket i Katyn og troede ham ikke.

Flere forfattere peger på det mærkelige i, at antisemitismen egentlig ikke var særlig udbredt i Tyskland i forhold til andre lande som Polen og Rusland. Her opstod nu og da pogromer, som kostede nogle ofre; men så blev det roligt en tid igen. Oftest var det folkelig forbitrelse, der fik udløb overfor andre fattige, magtløse jøder.

Det, der gjorde hændelserne i Tyskland til noget specielt var muligvis, at der her var tale om et bevidst nationalt oprør, ikke specielt rettet mod de fattige i ghettoerne, men mod den jødiske magtelite, som havde vokset sig stærk gennem at placere sig i ledende positioner i finans-, industri-, embeds- og medieverden indenfor det potentielt mægtige tyske sprogområde. Dette oprør var en direkte trussel mod det jødiske aristokrati og dets magtgrundlag. Skulle idéen brede sig til andre industrilande, ville det kunne blive et svært tilbageslag for den succesrige jødiske imperialisme. Derfor reagerede man så resolut og absolut krigerisk.

De udstedte krigserklæringer var ikke mundsvejr, og dertil satte man nu alle kræfter ind med det allerede stærkt opbyggede medievåben.

Vi har set resultatet i store dele af verdenspressen og i totaldominansen af vor egen.

Ideen - eller hvorfor ikke sige rent ud: løgnen om den tyske masseudryddelse af jøder blev lanceret som rygtespredning allerede under krigen; men den egentlige holocaustmyte blev til senere. Herom kan man læse i andre værker. En efterfølger til Kaufman- og Morgentauplanen benævnes bastardiseringsplanen, som gik ud på at indplante så mange fremmede racer og etniciteter i Tyskland som muligt. At den mere eller mindre bevidst søges praktiseret er temmelig åbenlyst.

Det ideologiske grundlag, som man påberåber sig, er imidlertid en anden:

Misbrug af frihedens ide.

Holger Dannis beretter på s. 261 ff. om den kostbare handel, som Konrad Adenauer blev tvunget til at indgå for at opnå en modus vivendi med i hvert fald den ene halvpart af de "sejrende" magter. Denne historie er af speciel interesse for os, for nogle af de handlingsprincipper, som man med brutal magt påtvang den sønderhamrede tabernation, søger man en smule mere kamufleret at få også os andre til at rette os efter.

Det, der komplicerer det hele er, at fine principper for frihed og menneskeret blandes og perverteres med spekulationer i profit, markeder, mafiaforretninger og mere eller mindre fordækte nationale og internationale manipulationer.

Det drejer sig officielt om ophævelse af grænser og fri bevægelse for varer, kapital og tjenester og så naturligvis for personer.

Forudsætningen for, at denne utopi skal fungere er imidlertid, at alle sådanne bevægelser er ønskværdige. Og det forudsætter, at alle tjenester og personer er lige ønskelige. Heri gemmer sig den uløseligc konflikt, som massemedia nægter at bringe for dagen:

Alle "pæne" mennesker hævder, at alle mennesker er lige ( hm ! ?) gode, hvorfor da forhindre dem i at bosætte sig, hvor de vil og foretage sig, livad de vil? Fjern alle

grænser og reguleringer og lad friheden blomstre!

Men hver for sig ved vi alle, at det er løgn: Menneskene er forskellige, og nogle er dumme svin - det må man imidlertid bare sige om nazister og tyskere.

Facit: Tyskerne skal bøde for tabet af den store krig, som skyldtes, at de var forkerte, såkaldt "ariske racister", ved at betale enorme beløb til israelerne som er af den eneste rigtige slags: "jødiske racister." Men derudover skal de først og fremmest yde jøder privilegier og bevægelighed. Vi ved ikke i hvor høj grad de på denne måde har genoprettet den kontrol over tysk presse og erhvervsliv, som Hitler berøvede dem. Men vi ved, at de har afskaffet presse- og ytringsfrihed i Vesteuropas folkerigeste nation. Derved har de umuliggjort demokratisk debat om den fremmedinvasion som gør, at mægtige tyrkiske og islamistiske organisationer har etableret sig i alle de større tyske byer. Demokratisk kamp, dvs. argumentation i media mod denne islamisering og tyrkisering er umulig. Det fører naturligvis til udemokratisk modstand: vold og attentater, med påfølgende hysteriske fordømmelser, som ikke rettes mod de virkeligt ansvarlige.

Vi kender rummelen herhjemme. Derfor kommer den os ved. Og derfor må vi kræve rene linjer, dvs. lige ret for alle vesteuropæere til fri forskning, fri kritik og ytringsfrihed og -mulighed.

Og det betyder ikke fri bevægelse og etableringsret hvor som helst. Det betyder fri analyse, kritik og debat om, hvilke bevægelser og etableringer, som er ønskelige. De er jo ikke alle lige heldige.

Her afslører sig en ny front mellem nationalister og internationalister; men baggrunden for de to modstander-gruppers stillingtagen har ændret sig totalt. Medens ældre tiders nationalister lidt usmidigt forsvarede nationale standpunkter, fordi de var vedtagne og byggede på tradition, skønt verden omkring havde forandret sig, så er det nu internationalisterne, der forfægter vedtagne, traditionelle standpunkter, skønt verden har forandret sig.

Den ændrede verden

Kommunikationerne: -bringer i dag lige så gerne engle som banditter fra de fjerneste lande frem til vor gadedør.

Selv ganske almindelige mennesker fra fremmede kulturer - som til dagligt er rare og omgængelige - kan medføre kulturtraditioner, som i konfliktsituationer gør dem til bitre fjender af det demokrati, som vi selv har været længe om møjsommeligt at bygge op. Det kan dreje sig om rets- og familietraditioner, som vi selv har opgivet for længe siden, og det kan dreje sig om indstilling, som er uforenelig med vor egen, til videnskab og religion.

Internationalisterne benytter enhver lejlighed til at forsøge at latterliggøre glæde over dansk kultur; men de er jo selv nærmest latterlige eller tragiske - når de ikke kan se den, og at den trives fremragende sammen med andre kulturer; men naturligvis ikke, hvis vi selv opgiver og bekæmper den. Jeg vil uddybe dette i afsnittet om kultur. (se menuen "Kultur og etnicitet") Men det skal siges her, at man groft misbruger frihedsidealet, når man, som det jævnligt sker i fjernsynet, hævder:

at fremmede har moralsk ret til at flytte ind i vort land og ændre vort samfund efter normer, som er i strid med vor egen kultur og med demokrati og naturvidenskab.

at asylanter og indvandrere skal have lov til at etablere sig frit og uden de reguleringer, som gælder os andre ( TV l, "Punkt l " 26/2 -96)

Alle regler, vi indfører for os selv, er jo ikke hen i vejret. De indføres af hensyn til miljø- og kulturværdier (f.eks. bybilleder) og til andre mennesker. Hvis folk vil indvandre, må de respektere sådanne regler, også dem, vi vil finde nødvendige for at beskytte det, der er specielt og værdifuldt i vor egen kultur. De, der ikke trives med dette, må vælge andre lande.

Internationalisternes ufordøjede filosofi tages kynisk i anvendelse af strategerne i nye krigsformer:

:

Nye nationalistiske erobringskrige

Langt billigere, effektivere og tilsyneladende uskyldigere end militær invasion er det at lade sine tropper i civil sive ind i erobringsværdige områder, og med høj barneproduktion i løbet af en kort årrække overtage magten ved hjælp af stemmesedler og udnyttende selvmorderiske huller i lovreglerne for vort demokrati. Tyrkiet øger sit befolkningstal med over en million om året. Enkelt og lukrativt er det at afsætte overskuddet til europæiske lande. I mange lande, især i Afrika, er befolkningsvæksten endnu stærkere og i utakt med produktivitet. Kølige strateger indser naturligvis den potentielle styrke i at lade overskuddet sive ind i Europa frem for at bremse tilvæksten.

Vor tids markedsguruer, væksttilbederne, er fremmede for begrebet kultur. For dem er mennesker og varer talstørrelser, som man kan flytte om på med henblik på størst mulig ciffervækst. For dem er det ligegyldigt, hvordan en nations vækst fremkommer, bare den registreres. Om et land derved skifter kultur og religion bekymrer dem ikke. De vil for sent opdage, at der er nogle lidt mindre let håndtérlige faktorer, som vanskeliggør beregningerne.

Ikke bare det, at kulturværdier forspildes - det vil de færreste af dem opdage; men de sammenrodede etniske og religiøse kompotter, man udvikler, er miljøer, hvorfra vi kan vente eksplosioner af en slags, for hvilken World Trade Center bare er en smagsprøve.

På længere sigt er det altså ikke bare kultur, der er truet; men også social og økonomisk stabilitet.

Den kultur og den stabilitet, vi har tilkæmpet os, trues af, at vi ikke tør tale om det, der sker, og gøre det, der skal gøres.

At trafikken kan foregå med støtte af presse og myndigheder, både her og i vore nabolande, er utroligt dumt. Det kan kun forklares ved, at vore media er besat ef en fremmed religiøst domineret magt, som for at sikre sin egen bevægelighed allierer sig med andre religiøse imperialister.

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund