Kultur og etnicitet

af Marianne Herlufsdatter og Lars Thirslund

Multikulternes evangelium stemmer ikke. Det, de snakker om, er ikke kultur; men race og etnicitet. Ved at spille på uklarhederne i gængs sprogbrug lykkes det dem for let at score billige point, når de peger på tidligere folkeforflytninger.

Bent Blüdnikow forkynder det glade budskab allerede i første linie af bogen "Fremmede i Danmark", som udsendes af ODENSE UNIVERSITETSFORLAG, angiveligt som Odense University Studies in History and Social Sciences Vol.104 med støtte fra forskningsråd, kreditforening og 3 legater eller fonde.

Han skriver: "Er danskerne et homogent folk? Efterkommere af de gamle vikinger og gæve bønder? Eller er det en myte?

Bogen "Fremmede i Danmark" viser tydeligt, at det er en myte. ?

Dermed slår han to fluer med eet smæk.

l. Lader forstå, at danskerne ikke har nogen rationel grund til nervøsitet over invasionen af ny kontingenter af fremmede til landet, da det allerede er racemæssigt blandet. Som om det var det, det drejer sig om. Men det er det ikke for danskerne. For dem drejer det sig om dansk kultur og særpræg, som er et faktum, selv om det kræver lidt mere hjernearbejde at påvise, end at tælle grænsepassager den ene og den anden vej.

2. Som en ekstragevinst ved konstateringen placerer han sit eget tilhørsforhold -jøderne- i en absolut særstilling. Som det mest konsekvent racistiske folk i verden har jøderne jo gennem tiderne bevidst unddraget sig sådanne indblandinger. De hævder med stolthed, at de selv nedstammer fra meget ældre røvere end vikingerne, nemlig de ørkenstammer, som for fem tusinde år siden hærgede og erobrede i Palæstinaområdet og nådesløst slagtede så mange andre folk, som de kunne overkomme. Medens vikingernes efterkommere - en del danskere kan faktisk føre deres aner tilbage til de vaskeægte vikinger - ikke mener længere at have ret til de fremmede områder, som deres forfædre engang beherskede for kortere eller længere tid - fuldt så længe som de jødiske storherskere besad Palæstina -, og medens de ikke lige frem er stolte af de bedrag og myrderier, som førte til deres forbigående magtpositioner, så stoltserer jøder stadig med krav på længst tabte landområder, ja med landområder, som de gør gældende, at det i disse fjerne tider havde været deres agt at tilegne sig, og de er lige inderligt stolte af de bedrag og ugerninger, som deres patriarker med efterkommere gjorde sig historiske med.

Ved hjælp af dette dobbelte bogholderi lykkes det den glatte Blüdnikow, sammen med hans mindre behændige makkere Melchior osv., at agitere for, at Danmark ubekymret skal importere nye menneskemasser, men især stå åbent for de eksklusivt racistiske jødekontingenter.

Ræsonnementet er galt. For det første handler indvandrerproblemet ikke om race- eller folkeblanding, men om kultur og retten til kulturel identitet. Jeg skal vende tilbage til dette.

Men det må også påpeges, at den indvandring, som finder sted i dag, sker under forhold, som er totalt forskellige fra tidligere indvandringers.

Danmark og andre nordiske lande har før modtaget mindre befolkningstilskud, men mest af på et eller andet felt kvalificerede individer, som man mente at have brug for. Landene var tyndt befolkede, og de regeredes af fyrster, som havde hånd- og halsret over de tilkommende, ligesom de havde det over deres etablerede undersåtter. Man så dette som en garant for, at de ny borgere ikke skulle kunne gennemtvinge ændringer, som stred mod ret og kultur i modtagerlandet. I århundreder var det sådan, men det er det ikke mere.

Endda kom de større indvandrerkontingenter normalt fra nærliggende områder, geografisk, sprogligt, kulturelt og religiøst.

Alle disse forudsætninger er totalt ændret.

l. De nordiske lande er nu overbefolkede og klarer ikke at rydde økologisk op efter sig. Tilbagegang i befolkningstallet er mere ønskeligt end fremgang. Skulle tilbagegangen blive for drastisk, vil en ubetydelig ændring i den egentlige befolknings fertilitetskultur klare problemet. At løse det gennem import af etniske tilskud med en anden, økologiskadelig fertilitetskultur vil medføre andre væsentlige ændringer i vort lands kultur. Det er dette, som er hovedsagen - det er vor kultur, vi skal diskutere, hvilket jeg skal vende tilbage til.

2. Styringen af vore lande er ikke helt så centreret som før. Internationale- eller i hvert fald vestlige idéer om frihed, lighed, broderskab og menneskelige rettigheder gør sig gældende. Optager vi fremmede i vort samfund, kan vi ikke behandle dem efter forgodtbefindende. De har visse rettigheder, som vi må respektere - men hvilke? Det er slet ikke klart. Og her foregår bag ryggen på vor befolkning en magtkamp, som kan være skæbnesvanger. I dag er statsborgerskab ensbetydende med magt. Giver vi nogen statsborgerskab, giver vi ham ret til at stemme, vælges og gribe ind i vor lovgivning.

Hvis han bruger denne magt til at skade vort miljø og/eller lave om på vor kultur til ulykke for vore efterkommere, så er ansvaret vort. Derfor er det et tungt moralsk ansvar at uddele statsborgerskab og dermed dispositionsret over vor natur- og kulturarv.

Når dette nu sker med begrundelsen, at alle mennesker er lige gode, og at vi derfor ikke har lov til at spørge om indstilling til religion og politik; men kun om, hvorvidt de føler sig forfulgte eller fattige, så er det uhæderlig propaganda og misbrug af ædle frihedsprincipper, som blev formuleret før det blev klart, hvor begrænsede vor klodes resurser er, og at vi ikke har ret til at sløse med dem - at vi har pligt til at tænke os om, at religion og overtro må erstattes med fornuft. Læg mærke til forskellen mellem at bevilge asyl og bevilge statsborgerskab. Vist kan man for en tid bevilge asyl til forfulgte, selv om deres politik og kultur er i strid med vore grundlæggende ideer,- men det er kulturelt selvmord at give dem statsborgerskab.

3. I dag bringer flyvemaskiner fra alle verdens hjørner ansøgere om medlemsskab i vort fællesskab, og de stiller omgående krav på medbestemmelse over vor kulturelle arv. De beder ikke bare om asyl, men om magt. Det er dagens situation, som vi må tage stilling til, og vi har ikke pligt til ukritisk at acceptere hvad som helst - tværtimod.

At alle på kloden principielt er ligeberettigede i kravet på hensyntagen og omsorg er noget forholdsvis nyt. At det møder praktiske vanskeligheder, kan vi også læse i oven-citerede bog om de fremmede i Danmark. Det sidste kapitel hedder "Danmark og Hitlerflygtningene fra Tjekoslovakiet 1938 - 1945." At man med udgivelsen af bogen fandt forskningspengene givet godt ud, vil forstås af følgende minderune over Sovjetimperiets antifascistiske bedrifter fra blot et par år før sammenbrudet af den mur, der skulle holde antifascisterne hjemme i buret. Forfatteren skriver :"Münchenaftalen - - betød også, at de sovjetiske bestræbelser på at stække den tyske fascismes aggressivitet gennem kollektive sikkerhedsaftaler var slået fejl.- - - opsvinget i den antifascistiske kamp fra årene 1935-1937 var brudt." Det er tydeligt nok en arvtager til den sovjetiske antifascisme, der taler. Derfor de mange legatpenge.

Interessantest er i hvert fald tovtrækkerierne om, hvordan de relativt få flygtninge, man blev enige om at ville modtage, skulle vælges. Socialdemokraterne, som jo var indflydelsesrige, ville først og fremmest have socialdemokrater.Tilbage stod kommunister og jøder. Tyskerne ville helst af med jøderne, medens kommunisterne ifølge en plan opkaldt efter Matteotti (italiensk socialist, myrdet 1924) skulle favoriseres. Den sidste målsætning lykkedes det at manøvrere i baggrunden.

Den aktion, der førte de søde tjekkiske jødebørn til Sydsjælland, omtales ikke, og jeg kan tænke mig, at den skyldtes et initiativ helt uden om de officielle kanaler, måske helt igennem en privat jødisk organisation.

Det interessante er anvendelsen af flygtningepolitik til rekruttering af politiske proselytter. Den er kendt fra senere svensk socialistisk politik i forhold til Latinamerika; men den ubekymrede gæstfrihed, som længe rådede, er senere - bag kulisserne - blevet opløst af rådløshed overfor konflikten mellem det ædle princip at betragte alle mennesker som ligeværdige, og vor viden om, at nogle af dem er simple banditter, andre terrorister eller i hvert fald tilhængere af bevægelser og/eller religioner, som bekæmper det grundlæggende i det samfund, vi selv har bygget op. En embedsmand i den svenske flygtningeadministration bemærkede opgivende til mig: - Vi har ikke lov til at spørge om religiøs eller politisk overbevisning. Dette skal betragtes som asylsøgernes privatsag. - Et stykke vej kan det være rigtigt, nemlig så længe spørgsmålet bare gælder at give midlertidig beskyttelse. Men når det kommer til at bevilge beslutningsret over vort demokrati, er der ikke længere tale om privatsager. Så gælder det os alle og vore efterkommere.

Vor egen kulturkamp

I "efterskrift", under menuen "Dansk og "dansk" politik", giver vi et kort bud på pressens rolle, når man skal forklare, hvordan det kan gå til, at vort hjemlige politiske etablissement- imod nationens interesse - imod et flertal i befolkningen og imod sund fornuft, ufortrødent arbejder for at udslette dansk identitet. Og jeg peger på mosaisternes åbenbare interesser deri. Andre har naturligvis lignende interesser, f.eks. kapital- og markedsdyrkere. Multikulterne kan ikke udskilles om en egentlig interessegruppe, idet mange snarest arbejder imod deres egne interesser. De er altså ofre for et propagandistisk bedrag, som er gjort muligt gennem frihedsidealernes gradvise degeneration.

For at forstå, hvordan det har kunnet gå så galt, må man kaste blikket hundrede år tilbage til tiden, hvor "frisind", herhjemme personificeret i Brandeskliken, markerede, at skrivende talenter i presse og bogverden nu uden de ubehageligheder som ramte f.eks. P. A. Heiberg, kunne skabe sig personlig position og politisk indflydelse.

Det frisind, man førte frem, gjorde sig fortjent ved opgør mod stivnede former for nationalisme, militarisme, standsidéer og konventioner vedrørende ægteskab og omgangsformer mellem personer af forskelligt køn og erhverv. Da der var brug for dette opgør, som der formentlig altid vil være brug for justeringer, fik man idoler og sejrherrer, men også efterabere, der gerne ville gøre sig gældende. Dermed begyndte idéerne at komme på afveje.

I den debat om frihedens grænser, som siden har udspillet sig, er de menneskelige fri- og rettigheder kommet til at indtage en mere og mere vigtig rolle, hvilket er, som det bør være; men det er katastrofalt at det er lykkedes opportunister at undertrykke det selvklare, at al frihed må være begrænset af hensyn til andre og af hensyn til ansvar for forholdene i omgivelserne og i verden.

Det er disse forhold, der har ændret sig totalt.

Den tekniske udvikling har givet os magt i hænde til at ændre vore omgivelser fuldstændigt, ja til at ødelægge både dem og os selv.

Det har givet os frihed, eller mulighed for at nyde livet, som aldrig før; men i en vis udstrækning på bekostning af dyr, omgivelser og kommende generationer. (Se bog 31 i menuen "De utrolige løgne").

Politisk er det populært at falbyde nydelses- og konsumtionsmulighederne, men tie stille om skyggesiderne: miljø- og kulturomkostningerne.

Et nyt moment er det, at nu også endeløse skarer af konsumtionsivrige fra hele verden strømmer til- og over vore grænser for at deltage i orgierne.

Vore politikere kan møde denne udfordring på to måder. Stoppe ved grænserne, bremse vort eget overforbrug og støtte fattige i hjemlandene, i forhold til vore virkelige resurser.

Eller de kan lade, som om vi er rigere, end vi er, og bruge løs af de begrænsede resurser, og så fremtræde godhjertede ved at tage kontingenter af de fremmede ind for at lade dem tage del i overforbruget.

I denne tolkning af frihedsidéerne får de støtte af mosaiske holocaustere og af multikultibevægelsen, der sammen har den dominerende magt over media.

I artiklen "Dansk og "dansk" politik" (se menuen), peger jeg på mosaisternes dobbeltmoral; men her står de naturligvis ikke alene. Politikere lader, som om de kæmper for økonomiske gevinster for landet, når det er fede EU-job, der tindrer i horisonten. Markedsprofeterne er snart tilhængere af ophævelse af alle grænser, snart af bekyttende toldmure. Og miljøkæmperne trækker følehornene til sig, når det bliver klart, at effektive reformer også rammer egne partifæller.

Jeg har i 12 år kæmpet for, at konventionerne om de menneskelige rettigheder skulle revideres, så at det kom til at fremgå klart, at rettighederne er forbundet med ansvar og pligter overfor natur og kultur. Og jeg har peget på, at staterne ikke har ret til uansvarlig udsugning af naturresurserne på deres område. Ej heller har alle mennesker uvilkårligt ret til stadigt at øge deres såkaldte levestandard. Alt dette påstås i de gældende konventioner, og dette har jeg peget på overfor udenrigsministre, menneskerets- og naturfredningsorganisationer og presse i samtlige nordiske lande. Ingen - ikke engang pressen - reagerede. se bog nr.31 i menuen "De utrolige løgne"

.

I stedet trækker man nye veksler på de velmotiverede rettigheder, ved at klistre nye rettigheder på og hårddrive felter, hvor idégrundlaget ikke kan bære.

Et sådant er multi-kulti-hysteriet. Alle steder, hvor vi ser etnisk sammenblanding i større skala, findes voldsomme konflikter, oftest endende i borgerkrig. Eksempler: Californien, Frankrig, Spanien, den irske ø og Storbritanien. Senest rædselsscenerne fra det tidligere Jugoslavien og Tetjenien. Det er ikke til at forstå, at frihedsforkæmpere fra de nordiske lande, der har vist vejen ved fredeligt at give afkald på højhedsret over brødrefolk, at de ikke kunne tilstå Sydvietnam samme ret. Eller hvorfor zuluerne i Sydafrika ikke må danne deres egen stat, hvis det er det, de vil, eller hvorfor ikke en enklave af hvide boere må gøre det, hvis de behersker et område, som kunne blive deres eget. Og jeg begriber ikke, hvorfor FN i Jugoslavien ikke har prioriteret princippet om selvbestemmelsesret indenfor etnisk homogene områder i stedet for at hævde, at eksisterende regiongrænser skal styres uden hensyn til, hvad beboerne selv ønsker. Vi så det sidst i Sarajevo, hvor et serbisk område, imod de derboendes ønske, skal styres af muslimer. I betragtning af, at Bosniens præsident højtideligt har erklæret som sit mål snarest at indføre islamisk styre (Se Per Jönssons artikel i Dagens Nyheter 17/3 -94, og "Islam i Sarajevo" af Klaus Birkholm i bladet EMIL, et bilag til WA) er det svært at forstå, at vestlige regeringer forlanger, at andre europæiske borgere skal underkaste sig et styre, som er arv efter (tyrkisk) imperialisme, et fænomen, som man har travlt med at tage afstand fra alle andre steder på kloden.

Hvordan multi-kulti-kampagnen er startet, er svært at sige; men at mosaisterne har interesse i den og behersker media til at fremføre den, er klart. Også en del multimarkedinteresserede kan forestille sig fordele, og så har inkarnerede imperialister naturligvis ladet, som om de fandt det i orden, så længe de troede, at de selv var uindskrænkede herskere på scenen. Mindre lykkelige er i dag deres arvtagere, der i Frankrig, Nederlandene og Storbritanien sidder tilbage med store kontingenter af fremmede folk, som kræver medbestemmelse, og som formerer sig kraftigt. De indvandrede synger naturligvis med, selv om tonen er falsk, da muslimer og mosaister aldrig vil drømme om at respektere de til grund liggende retsidealer, hvor de selv har eller får magten.

De nordiske lande, der ikke er alvorligt belastet af koloniale eventyr, har ingen moralske forpligtelser til at optage etniske grupper, som vil drive udviklingen tilbage til middelalderen.

Kulturkonflikten kan sammenfattes således:

Multikultere, holocaustere og kapital- eller markedsdyrkere går alle - hver med sine specielle undtagelser - ind for, at fjerne så mange nationale grænser som muligt.

Derfor hævder de officielt en fornuftstridig værdinihilisme: at alle mennesker, alle kulturer og kulturfrembringelser er lige gode. De to første påstande kan have en relativ gyldighed. Det sidste er fornægtelse af al kultur - se senere.

På den måde samler de en heksekedel af konflikter:

mellem religioner og mellem religion og videnskab

mellem konsumister og resursister

mellem traditioner for familie-, samfundsliv, ret og moral

mellem forskellige ritualer og mellem ritualer og fornuft og

mellem kulturelle identiteter, med tabuer vedrørende forplantningen

Nogle lukker øjnenene for de problemer, der opstår. Andre udnytter dem til at fiske i rørt vande. Det gælder ikke bare konflikter mellem uforenelige standpunkter, men også mellem forskellige udvikligstrin.

Vi har ret til at forsvare de værdier og vurderinger, vi selv har udviklet i vor egen natur og miljø.

lslams kultur og vor egen

Blandt de TV-serier, som med pragtfulde billeder bringer klodens vidundere direkte ind i vore hverdagsrum, er der en britisk serie om verdens kulturer. En af dem handlede om Islam, og det er udmærket at gøre flere bekendt med, hvad der er skabt i muslimske riger; men der er ingen grund til at være så selvudslettende, at det skal ske på bekostning af det pragtfulde, der er blevet til i vor egen sfære.

For at understrege, hvor fordomsfri kommentatoren er, påstod han, at Islams kultur, da det sidste muslimske regime på den iberiske halvø blev tvunget bort - det skete så sent som 1487 - var Vesteuropas overlegen. Vist havde en påvirkning fundet sted - men den har nok været gensidig. Europas egen skaberkraft havde i århundreder været mægtig. For at dokumentere Islams ophøjede stade hopper filmen, uden at pege på det, hundreder år frem og tilbage i tiden. Relevante var dog billederne fra Alhambra, som ubestrideligt blev til før 1487. Men hvad er dette mod Europas romanske og gotiske tempelskabelser, fra mægtige katedraler til landsbykirker fordelt til de fjerneste afkroge af verdensdelen. Hertil kunstværker af utrolig variation i teknik, udformning og symbolik, Hvad skal det til at påstå, at denne kulturmanifestation er underlegen det i øvrigt pragtfulde, der er blevet skabt i muslimske lande.

For kort tid siden bragtes en ny serie om korstogene. Her var tendensen den samme. Muslimeme fremstilledes som fredelige og højt kultiverede og de vestlige korsriddere som stupide, brutale barbarer, som speakeren forsøgte at gøre ekstra latterlige ved aberier og klovnerier. Jamen, trods vanviddet i idé og planlægning bag de utrolige foretagender, rørte der sig mægtige åndelige kræfter i de lande, hvorfra de kom.

Og hvad spiller det for rolle? Jo, repræsentanter for de invaderende kulturer griber efter alle argumenter, de kan falde over, for at påvise svagheder og underlegenhed i Vestens kultur. Vi har i sådanne møder ingen grund til på Vestens vegne at demonstrere falsk beskedenhed.

Islam

Persisk poesi, omend i oversættelse, gjorde et mægtigt indtryk på mig i min ungdom. Ikke mindst det, at den tilsyneladende udfoldede sig uhæmmet af den muslimske tros strenge taburegler.

Som billedkunstnere vil vi mest beskæftige os med de visuelle kunstarter. Her gør det samme sig gældende. Persisk keramik kan ikke teknisk måle sig med Kinas porcelæn og stentøj; men hvor kinesernes produkter alt for ofte (men ikke altid) er stivnet i pedanteri og kedsommelig perfektionisme, sprudler persisk kultur af kunstnerisk livfuldhed, fantasi og spontanitet. Og de muslimske forbud mod at gengive levende væsener overtrædes uden blusel. Det samme gælder indenfor maleriet. Persiske og indiske (også dem under mere eller mindre muslimske herskere) "miniaturer" hører til verdenskunstens absolutte storværker.

Det mest karakteristiske ved Islams kunst, forbudet mod gengivelse af levende væsener, er altså kun delvist overholdt; men det har i sin strenge form skabt pragtfulde arbejder i abstrakt ornamentik og kalligrafi.

Heraf kan man lære, at folkenes kunstneriske (og formentlig også anden) skaberkraft mere beror på tekniske og økonomiske forudsætninger end på religiøse direktiver. Oftest sprænger åndskraften sig frem på trods af gejstlige og verdslige herskeres påbud eller omgående dem og omtolkende dem på kryds og tværs. Dette gælder Islam; men det gælder også, som vi skal vende tilbage til det, vor "kristne" og formentlig andre kulturkredse.

Gotik, renaissance og rokokko

Det er da nødvendigt endnu en gang at slå hul på myten om den mørke middelalder.

Gotikken var fantastisk, og det mest vidunderlige er, at den er spillevende den dag idag. Trods verdenskrigenes hærgen ligger de stadigvæk dér: mægtige katedraler i Frankrig, England, Tyskland, Nederlandene; men lige så fantastiske er vore egne købstads- og landsbykirker, som trods museernes flittige indsamlinger, utroligt mange steder stadig er smykket med kunst, som er op til tusind år gammel og som taler med usvækket kraft i dag.

I de romanske og langt ind i de gotiske frembringelser, ja, endnu i dele af folkekunsten frem til de seneste århundreder, genkender vi udtryk for vor hedenske arv.

I sprog- og billedkunst, især fra renaissancen og frem til i dag indgår, mange gange med stærkt regional og national prægning, antikkens myter og mytologi på linie med bibelhistoriens.

Kultur er at VÆLGE (det bedste)

Derfor er kulturen altid i konflikt med politikerne. De vil ikke vælge - har jo også sjældent uddannelse og åndskapacitet til det. Derfor tillader de sig at være så storslåede at tilbyde alle: ALT. Den eneste begrænsning er den økonomiske. Sådan er multikulti= nultikultipolitikerne blevet til. På grund af deres tilsyneladende godhed er de medialt alene på tæppet og hilser alle kulturer og alle religioner velkomne. Men det er ukultur.

Vi har en lang tradition bag os for at vælge - ret eller galt - vi har vejet og besluttet, somme tider under pres, somme tider frivilligt. Vi valgte kristendommen. Vi valgte renaissancen og reformationen. Vi valgte oplysningen. Vi valgte bort katolicismen og efterhånden den mest iøjnefaldende hekse- og overtro. Vi valgte frihed til at tænke og udtrykke sig - til at klæde sig på- og ud, og til og med af. Vi valgte friheden; men dermed også frihedens problematik, som er den, at al frihed må være begrænset af ansvar.

Multikultipolitikerne og deres medieherrer

For multikultipolitikeren er livet bare materielt: penge og konsumtion. For dem er import af indvandrere ikke et kulturelt spørgsmål; men blot et problem, at flytte resurser i størrelsesordenen 15 - 100 milliarder fra een gruppe mennesker til en anden, og se til, at transaktionen ikke umiddelbart og foruroligende rammer deres nærmeste omgivelser. Da de selv er velbeslåede og indflydelsesrige, er det sidste ikke det store problem. Og kultur er det slet ikke.

For nogle er det helt uvedkommende. For andre kan det have nysgerrighedens interesse, ja måske bruges til noget, men naturligvis kun, hvis kunst og kultur kan købes og sælges og skifte ud og byttes i takt med medietrenderne. Ellers passer det jo ikke ind i systemet og bliver ukontrollerbart. Derfor er det bedre at annamme en overskuelig portion, som man heldigvis kan få serveret udvalgt og tilskåret som underholdning på gallerier med party og på TV med forklarende tekstfortolkere og brugsanvisning.

At spadsere på gallerier og nikke - måske betale en slant til, hvad galleriarbejderne har skrabet sammen af letfordøjeligt, har ikke meget med kultur - at vælge det bedste - at gøre. Det er tidsfordriv og prestigearbejde. I sig selv egentlig uforargeligt; men i kraft af sit volumen, i dag så påtrængende og omfangsrigt og krævende, at al ægte kultur og kvalitetsdebat skubbes ud. Medieherrerne forklarer undskyldende: Der er simpelt hen ikke plads!

Men materielle krav er der altid plads til.

Superkonsumenterne

Islamitterne vil udnytte vor teknologi og vore institutioner; men bevare deres egen beskyttede, uangribelige kultur og tradition.

Jøderne vil det samme. De har allerede sat sig på så mange vigtige poster i vort samfund, at de kontrollerer den officielle opinion, som ikke mere svarer til den virkelige.

Islamitterne er bare så småt begyndt, men har allerede magtfulde organisationer.

Overfor disse stærke pressionsgrupper har vi meget lidt at stille op, med mindre man dertil regner skindhoveder, racister og nynazister. Selv om man kan forstå en del af disses harme , må man beklage den uartikulerede form for deres protest.

Men ansvaret for dette har medierne, der fuldstændigt svigter deres informative ansvar for neutral og alsidig information.

Det gælder dels situationen, dels tolkningen af de forskellige, mere eller mindre bizarre former, som reaktionen og modreaktion giver sig udtryk i.

Der er større grund til at forarges over de skinhellige mediefolk end over skindhovederne.

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund