Dansk og "dansk" politik

- Vigtigst er sandheden

af Marianne Herlufsdatter og Lars Thirslund

Det vigtigste politiske spørgsmål er i dag indvandringsspørgsmålet.

Hvis en bedring i situationen skal opnås, må et flertal vælge indvandringsmodstandere ind i Folketinget. Det kunne ske ved personvalg indenfor de etablerede partier, om der fandtes personer, som vovede at ville drive sagen tværs over de etablerede partigrænser. Men det er meget at håbe på. Alternativet er ny partidannelser.

I hvert fald seks danske partier eller lister prioriterer modstand mod indvandringen. Her i alfabetisk rækkefølge :

Dansk Centerparti

Ønsker betydeligt skærpet udlændingepolitik. Direkte demokrati. Formand. Per W. Johansson. Adresse Postbox l50, 2880 Bagsværd. Tel.:38 33 57 72

Dansk Folkeparti

Udgået af Fremskridtspartiet. Formand Pia Kjærsgård. Ønsker stram udlændingpolitik. Flygtninge skal ikke behandles som indvandrere. Folkeafstemning om dansk udlændingpolitik. Kan nås gennem folketinget. Tel. 33 37 55 00

Fremskridtspartiet

Formand Kim Bencke. Adresse i Folketinget. Tel. 33373500

Holger Danske

Formand Kaj Villadsen. Medlem af kommunalbestyrelsen i Struer. Adresse Bredgade 20, Struer. Tel. 97853045

Nationalpartiet Danmark

Partiformand Kaj Vilhelmsen. Udgiver avisen Patrioten. Kaj Vilhelmsen kan desuden høres på telefon med glimrende fremførte kommentarer. Adresse: Postboks 517, Vesterbrogade 208,1800 Frederiksberg C. Tel.: 31 57 89 15 - 40 31 02 84. Partiet samarbejder med andre partier,som er modstandere af indvandringen, om en fællesliste, som skal indsamle 20.000 underskrifter, så at modstandere af indvandringen kan blive opstillingsberettigede. En god idé, som fortjener støtte.

Stop Indvandringen.

FOLKETS VILJE skal igen være LANDETS LOV. Formand: Jens Wading, der udsender læseværdige flyveblade: "synsPunkt paradokser og andre fakta." Anden god kraft: P. H. Bering, der udsender kimbriske essays kaldet cimisdat.

Trivselpartiet.

Udgået af Fremskridtspartiet. Formand: Mogens Glistrup.

Så mange initiativer. Om de dog kunne forenes i eet, højst to partier, f.eks. et mere liberalt og et mere socialistisk. Og om man så gik ind for øget vægt på personvalg, så at de modigste og mest klarttænkende kom ind i tinget!

Den Danske Forening

"Upolitisk", udgiver Tidsskriftet Danskeren. Formand: Ole Hasselbalch. Foreningen har i mange år været danskhedens bedste talerør og er blevet inspiration for søsterorganisationerne i Sverige og Norge. De endeløse angreb, med invektiverne nazisme og racisme, synes desværre at have knækket ledelsen, så at den snart ikke ved, hvilket ben den tør stå på. Følgende artikel retter urigtigheder i en af bladets artikler og orienterer medlemmerne om forhold, de bør have kendskab til. Efterskriftet besvarer kort og koncist et spørgsmål, som bladet beder om at få svar på af medlemmerne. Redaktør og formand nægtede begge artikler optagelse, fordi de syntes, emnet var for kontroversielt. Virkeligheden er så kontoversiel. Foreningen kan ikke udrette noget, hvis den ikke vover at tage fat på virkeligheden.

Til DANSKERENs redaktion:

Rubjerg januar 1996

Vigtigst: sandhed -

uden den: ingen ret.

Alice Furnival skriver i DANSKEREN 95: 4 om den tyske ytringsfrihed, at "det er blevet kriminelt at skrive historie - hvis man ikke holder sig til sandheden".

Det er ikke rigtigt - det ved hun. For bagefter indrømmer hun, at den "sandhed", som man skal holde sig til, er f.ex. den, at der skal være 6 millioner døde jøder i KZlejrene. Det skal man, enten det er sandt eller ej.

Men det er ikke noget problem for Furnival, da hun skriver, at hun er kvalificeret som tysk historiker, idet hun personligt kan tro på tallet. Lad os vende tilbage til dette.

Først vil vi kigge nærmere på hendes andre kvalifikationer som historiker. Hun forklarer: "Hele verdenshistorien er bygget på løgne. Den ene mere modbydelig end den anden. Jeg har ret til at tro på, at Dannebrog faktisk faldt ned fra himlen, og ret til at tro mere på Ingemanns romaner end på Frank Aaen". Den sidste er en redaktør, som nægtede at tro, at Gulag Øhavet fandtes. I stedet for at argumentere mod dette standpunkt, som næppe er rigtigt, men, så vidt jeg ved, ikke er kriminaliseret i noget land, foretrækker hun den store meningsfrihed, og udmønter den i hastige historiske karakteristikker som , at Stauning var en slyngel, og Knud den hellige var en slyngel. Det sidste underbygger hun med, at han havde friller, og det er der ikke grund til at betvivle - for det havde magthaverne den gang som nu for det meste. Og man kunne nævne værre ting, men også mere positive. Det berettes, at han smed den tids invaderende røvere (venderne) ud af landet. Det er mere end vor egen tids regerende ser sig i stand til. Hvordan skulle betegnelsen slyngler passe ind her?

Faghistorikere giver mere nuancerede billeder af de personer og begivenheder, hun vælger at trække frem; men det kan naturligvis ikke bekymre Furnival, som mener, at enhver frit kan vælge den historie, som passer hende eller ham.

Når det gælder Saxo, kan hun måske et stykke vej slippe helskindet fra det, men hvis hun mener, at hun kan anvende princippet på vor nyere og allernyeste historie, kommer hun og f.eks. vor forening (Den Danske Forening) i store vanskeligheder. Igen og igen oplever vi, at foreningens arbejde refereres på en måde, som vi finder usaglig, ja løgnagtig. Men pressenævnet forsvarer skriveriet med, at det gengiver journalistens opfattelse, og så er der ikke noget at stille op.

Dette synes bladet selvfølgelig ikke om (94:2), men Furnival kan ikke indvende noget, hvis hun hævder, at enhver frit kan vælge den historie, som passer ham. Sagen er, at hun ikke har ret. Nogle opfattelser er bedre underbygget end andre.

Et hæderligt menneske kan ikke opportunt vælge, hvad han vil tro på. Han må søge frem til kendsgerningerne, så langt det går. Og han må argumentere ud fra de bedst dokumenterede kendsgerninger. Det gælder forskere inden for alle videnskaber. Det gælder historikere og det gælder publicister og den enkelte. Selv om der ikke findes nogen endelig historisk sandhed, må man stræbe efter at komme så nær til den som muligt, og den påstand er bedst, som bedst kan dokumenteres.

Det er, hvad problemet med den tyske ytringsfrihed drejer sig om, og det er problemet med den østrigske og den franske, og dette er grunden til, at spørgsmålet kommer os meget stærkt ved.

I alt, hvad der diskuteres og besluttes i efterkrigstiden frem til i dag, argumenteres med erfaringerne fra de store krigskatastrofer. Men medens kildekritik er en selvfølge i forhold til ældre historie, er den i vide kredse - og altså i Tyskland,Østrig og Frankrig - forbudt, når det gælder vigtige begivenheder omkring krigene. De fremstillinger, som den allierede propaganda fandt det fordelagtigt at udsprede, er sejlivede, fordi stærke kræfter er interesserede i at fastholde dem. Alligevel er de efter over halvtreds år ved at gå fra hinanden, og påstanden om de seks millioner dræbte jøder holder faktisk ikke, ligesom historierne om gaskamre er frit opfundet eller grotesk overdrevne. Sæbefremstilling af mennesker og lampeskærme af menneskehud samt indskrumpne menneskehoveder har for længst vist sig at være propaganda.

Det betyder naturligvis ikke, at der ikke er sket forfærdelige ting, men altså ikke i den udstrækning, som det hævdes. Samtidigt afsløres, at jødiske kræfter ikke har været uden ansvar for det, der skete.

Det vil jøderne naturligvis helst ikke have, bliver kendt, især da de har sikret sig store indtægter som skadeserstatning for overgrebene - også dem, der ikke har fundet sted. Og så fortsætter de gennem deres kontrol med media, og ikke mindst deres kontrol med amerikansk filmproduktion, at udsprede myter, som for længst er afsløret, og man bygger små museer for sæbe, og kæmpemæssige for de seks millioner, som man påstår blev myrdet, skønt man nu ved sikkert, at det ikke kan være sandt.

Herhjemme har jøder så sikker kontrol med presse og forlagsverden, at oplysninger om forskningens resultater ikke får lov at komme til almenhedens kendskab.

En del faghistorikere må naturligvis opdage den omfangsrige litteratur, som især på engelsk reviderer den forfalskede historieskrivning. Det fører til, at de ganske stille ændrer talangivelser uden at give oplysninger om den forskning, som har gjort ændringerne nødvendig. Et eksempel, som mange, der i nyere tid har besøgt Auschwitz, let har kunnet kontrollere er, at museet har set sig nødsaget til at ændre tabstallene for dette lejrkompleks fra oprindelig fire millioner til ca. en million. Hvis tabstallet for dette, som samstemmigt er udpeget som det værste lejrkompleks, er tre millioner mindre end man før har påstået, kan det samlede tal på seks millioner heller ikke stemme.

Samtidig har flere og flere danskere opdaget, hvorledes indflydelsesrige jøder, som Herbert Pundik, brødrene Melchior, Metz, Seidenfaden, Wivel og Rothstein, er utrætteligt virksomme for at gøre vort land multietnisk og åbent for fri indvandring af hvem som helst, der kan få lyst til at indtage vort land. I deres bestræbelser allierer de sig med muslimer, som har samme interesse i at kunne brede sig frit fra besatte og overbefolkede områder til okkupationsinteressante.

Dette har skabt uenighed og debat i vor forenings rækker.

Mange, som min kone, Marianne Herlufsdatter, og jeg selv mener, at der nu må gøres op med tabuer og målbevidst løgnagtighed.

Andre mener at følge en mere realpolitisk linie, idet de vil kapitulere betingelsesløst overfor den fuldbyrdede jødiske besættelse af "kirtelområderne" i vor samfundsmekanisme, som forfatteren Louis Levy allerede 1918 formulere det.

En repræsentant for denne retning er Bo Warming, der i en rundskrivelse iskoldt konstaterer følgende:

Jøder og det jøderegerede USA forhindrede en alliance England-Tyskland-Japan omkring 1900, der kunne have forhindret verdenskrigene 1914-45. Jødiske finansmænd med interesse i verdenskrige trak behændigt i trådene.

De pustede til Versaillesfredens hævnondskab

De fremprovokerede Pearl Harbour

De spinder altid magt på andres uenighed og ser derfor gerne et multietnisk Europa.

Kun en million jøder KZ-dræbtes og næppe ved gas

Jøder lyver klogt: foregiver sympati, der lover gengæld, men holder ikke dette løfte.

Moses Montefiore "indså" 1860, at vestens aviser burde opkøbes. Derfor har jøder infiltreret TV og aviser overalt, med Politikens hus og de vennenetværk, som udgår derfra som eksempel

På baggrund af disse desillusionerede konstateringer konkluderer Warming, at det ikke går an at lægge sig ud med de stærke jøder. Man må alliere sig med dem imod faren fra Islam. Han har glemt, at han selv mener, at man ikke kan stole noget videre på dem, og at de allerede officielt har erklæret sig på muslimernes parti.

Han glemmer, at det netop er dem, der har lanceret- og bliver ved med at gentage de slagord, som skal undergrave vor kulturelle eksistens, nemlig påstandene:

at national selvhævdelse er forkastelig - undtagen, når den praktiseres af jøder-

at racisme er afskyelig - undtagen når den som religion praktiseres af jøder - så er den til gengæld beundringsværdig-

at jøder trods egen racisme og nationalegoisme, ifølge Herbert Pundik, ejer en mystisk evne til at praktisere "multiloyalitet"' (DANSKEREN 94:3)

at eksklusivitet: det at værdsætte egen kultur og egne specielle miljø- og

samfundsinteresser, er noget af det mest afskyelige - undtagen når det gælder Israel - og Islam.

Warming mener, at vi skal diskutere alt dette; men det må ikke komme frem. Udadtil skal vor forening spille det samme fordækte spil, og respektere de samme hykleriske tabuer, som den officielle presse, som vi selv kritiserer og afskyer.

Han går nu ( DANSKEREN 95:5) ud i bladet med et i øvrigt læseværdigt interview med Michael Hansen, hvor han serverer følgende vildledende spørgsmål: "Men hvis nynazister indtaler, at 6 millioner jødegasninger er løgn - det er vel ikke, hvad du vil bruge din telefonavis til at udsprede?" Michael Hansen parerer elegant. Men tilbage står det ubehagelige, at Warming mod bedre vidende støtter den jødiske propaganda, som bygger på, at enhver kritik mod jøder pr. definition er nazisme.

Heraf en dobbeltmoral, der er så grov, at troskyldige danskere ikke kan tro, at nogen kan slippe godt fra noget, der er så groft. Det ville også være absolut umuligt, hvis ikke jøderne så absolut havde erobret massemedia.

Det kan derfor være påkrævet at minde om, at den mosaiske tro er det nærmeste, man overhovedet kan komme til et nazistisk system, indbefattet ekstrem nationalisme og racisme, samt terror.

Men også, at denne karakteristik ikke automatisk rammer en eneste jøde, førend han bekender sig til den mosaiske tro. Og at en hvilken som helst jøde i princippet kan frigøre sig fra den, blot ved at indrømme:

at læren er uhjælpeligt fremmed for vor tid

at den er i strid med vestlig opfattelse af humanitet og retfærd

at den er i strid med de menneskelige rettigheder, som magthavende jøder

ustandselig påberåber sig, men som de ubekymret forbryder sig imod.

Og hvis de ville erklære, at de værdsætter deres værtslands kultur og vedkender sig dets ret til at hævde sin egenart, så har vi intet udestående med dem.

Desværre har jeg ikke på skandinavisk område observeret nogen sådan tilkendegivelse. Og i vort naboland mod syd udnytter jøder deres, til dels på falsk grundlag, erhvervede privilegier til, i strid med de mest grundlæggende menneskelige rettigheder, at gennemtvinge hekseprocesser mod fremstående forskere og til at fremme masseindvandring, som bringer Islams erobringer helt frem til vore grænser.

Jeg er derfor helt uenig med Warming. Og hvorfor støtter han jødernes standard-modangreb: spørgsmålet om sammensværgelser, som man hævder, ikke kan bevises. Det er ganske overflødigt, for i henhold til deres religion fødes jøderne sammensvorne. For at frigøre sig fra dette medfødte fællesskab kræves en bevidst afstandtagen, som få får sig til at beslutte sig til, da fællesskabet råder over stærke pressionsmidler. Herhjemme skulle man ikke tro, faren var så stor; men det kan se ud, som om den er det, for sammenholdet virker forbløffende ubrydeligt.

Det er altså denne autoritære ideologi, som er fjendsk og farlig, og det er kun den, eller jødernes religion, vi kritiserer. Ikke enkelte jøder, undtagen hvis de støtter det kritisable i denne ideologi.

Andre steder har begavede jøder som Israel Shahak vovet at fremføre voldsom kritik af jødedommen; men ikke engang det må omtales i dansk presse, og endnu har vi ikke fra jødisk side set noget, der ligner kritik herhjemme.

At jøder i det stille hævder at støtte den danske forening er intet værd, så længe de ikke åbent tager afstand fra de fremtrædende jøder, der modarbejder den.

Skal man drage en fornuftig slutning af de oplysninger, Warming bringer, er den vigtigste denne: Vesten og Danmark må tilbageerobre de media, som jøderne har købt.

At DANSKEREN og foreningens medlemmer skal pacificere jødekritik for ikke at lægge sig ud med mediemagthaverne er umoralsk og landsskadeligt. At bladet for at forsvare sig mod de tilbagevendende uhæderlige anklager for nazisme antager en lignende krampagtig forsvarsattitude, er ikke klogt. Hvis vort blad (DANSKEREN) med tanke på dette praktiserer meningscensur, er det ikke bedre, end når Seidenfaden og Metz gør det. I dag har vi eet blad, som burde være vort eget. Man må spørge : Er også dette blad erobret af jødiske interesser? Skyldes det i så fald de danskvenlige jøder, Warming taler om, så er deres venskab ikke meget værd.

Vi har i vort land angrebet både muslimer og kristne for, hvad de siger og gør og for de ideer, de forsvarer. At jøder skal være hævet over dette princip er det samme som at ophæve vort demokrati.

Det folkestyre, som foreningen i sin fine formålsparagraf bekender sig til, forudsætter fuld informations- og ytringsfrihed.

Vi kræver fri og åben forskning og fri og åben debat, og vi kræver, at DANSKEREN skal gå i spidsen for dette, uden hensyn til, hvilke religiøse fanatikere eller spekulanter, der græder krokodilletårer. Hvis vi ikke engang kræver, at vort eget blad lever op til dette ideal, med hvilken ret kan vi da kræve, at de kommercielle media skal gøre det?

Selv om rettroende jøder tre gange om dagen beder til Gud om, at alle kristne må forgå, (Se Israel Shahak: "Jewish History, Jewish Religion", som i dag kan skaffes gennem boghandlen, desværre kun på engelsk- se endvidere anmeldelsen i menuen "Mosaismen som verdensmagt") har smarte jødiske publicister travlt med at fremhæve, at Jesus var jøde, og med at påstå, at forskellen mellem jødedom og kristendom er ganske lille. En del såkaldt kristne præster og humanister -og Warming- hopper på dette. Hvis de opmærksomt ville sammenligne Det Ny Testamente med Det Gamle, måtte de se, at forskellen er fundamental, og hvis de ville inddrage Talmud i sammenligningen ville de se, at forskellen er himmelråbende.

Det mærkelige, og evigt foruroligende ved Jesus er, at han ikke blot tog afstand fra de vigtigste dogmer i jødedommen - derfor blev han myrdet - men at han også derigennem blev oprører mod dogmer i de senere religioner, og at han derfor er en inspiration i kampen mod dogmatik den dag i dag.

Og lad os så vende tilbage til Alice Fumival, der erklærer, at hun personligt ikke har nogen grund til at tvivle på de 6 millioner døde jøder i koncentrationslejrene. Det ville hun have, hvis hun skaffede sig en overkommelig mængde læsning i The Journal of Historical Review eller de bøger, som udgives af Institute for Historical Review. Men hun kan da begynde med at konstatere, at samarbejdspolitikeren Warming, efter omfattende studier konkluderer, at tallet er fem millioner for højt, altså mere end 80 % forkert.

Og så hendes fromme tak til Gud fordi det ikke er tyskerne, der sætter dagsordenen i vort land. Jamen hvem sætter den dernede? Ikke tyskerne, men indtil videre mosaiske jøder, og det er derfor, Tyskland snart er besat af destabiliserende indvandrerhorder. Finder vi dette betænkeligt - hvorfor skal vi da acceptere, at dagsordenen i vort eget land sættes af de samme kræfter, hvis dybeste loyalitet ligger hos en helt anden og fjerntliggende stat, og hvis interesse er et konturløst og kulturløst, udfladet Danmark, så åbent som muligt for finansiel manipulering og fysisk eksploitering?

Efterskrift

Jeg har netop modtaget DANSKEREN nr. 96:l. Her beder redaktøren om indlæg, som forklarer, hvorfor danske politikere går ind for den urimelige indvandring. Svaret er: fordi pressen gør det. Politikerne kan ikke gå ind for noget, som pressen er imod. Se til Ole Maisted. I forlagsverdenen gælder det samme. Derfor udkommer kun bøger, som er politisk korrekte.

Men hvorfor går pressen ind for det? Fordi, den er behersket af jøder. Og hvorfor går jøderne ind for det? Fordi de tilhører et folk med en autoritær politisk religion, som stræber efter magt og - da denne er at betragte som en speciel foræring til dem fra Vorherre, kan de ikke anerkende at nogen eller noget har ret til at modsætte sig den. Af samme grund diskriminerer magthavende jøder - stadigvæk ifølge Shahaks bog, som man ikke vil have, at danskerne må læse - konsekvent imod ikke-jøder.

I VERDENS STORE RELIGIONER, forlaget Union 1965. Medvirkende Jewish Theological Seminary of America m. fl., gennemset af overrabbiner dr. phil. Marcus Melchior, kan læses: "Staten Israel, hvor der nu lever over 13 % af alle verdens jøder, og jødedommen må dog ikke identificeres, især da en stor del af vor tids jøder ser deres religiøse mission i en verdensomspændende udbredelse af jødefolket og derfor afviser enhver national indsnævring. "(se også min artikel "Besættelsesmagten" i menuen "Indsendte bidrag", samt debatten om antisemitisme sammesteds)

Bent Melchior udtrykker det i et interview med Martin Krasnik i Weekendavisen 17. februar 1995 således: " Staten Israel har givet alle jøder en rygrad. De har altid et sted at tage hen. Men Israel er ikke svaret og løsningen for alle. -- Det er vigtigt, at jødedommen består som et mindretal overalt. "

Derfor er jøderne interesserede i åbne grænser overalt, undtagen omkring Israel. Derfor deres utrolige dobbeltmoral, som skitseret ovenfor. Derfor deres mediefascisme, som mange steder overgår i fysisk fascisme, dvs. brug af vold og terror. Institute for Historical Review i Californien, centret for fri forskning af især nyere historie, er blevet udsat for mange telefoniske dødstrusler, to "drive-by"-skyderier, og to fysiske angreb, fire mindre brandattentater og et stort i 1984, hvor kontor og magasin brændte med tusinder bøger, sjældne dokumenter og uerstattelige akter, samt kontorudrustning. Tab: 400.000 $.

Ernst Zündel i Canada har fået sit hus brændt ned - det bygges nu op igen af frivillige kjælpere. Robert Faurisson i Frankrig har været udsat for ti attentater og svævet mellem liv of død. I Tyskland og Frankrig forfølges fri ånder med statsterror i form af processer, bøder og fængsel.

Herhjemme applauderer overrabbinerens broder, folketingsmanden Arne Melchior åbenlyst pøbelvold.

At mosaiske kræfter står bag disse uhyggeligheder er indlysende, men kan formentlig kun i få tilfælde bevises. Det kan derimod de forbrydelser, som med regeringens billigelse foregår i staten Israel.

Fredspristager giver ordre til tortur

Mange husker uden tvivl TV-indslaget med israelske soldater, som samlede store sten op, med hvilke de mishandlede en fangen palæstinensers ben. Færre er klar over, at grusomhederne fortsætter bag lukkede døre.

15/11-94 udsendte de store pressebureauer oplysningen, at den ministerkomité, der skal overvåge efterretningstjenesten, Shin Beth's virksomhed, på ordre af regeringschefen, fredspristageren Yitzak Rabin, havde ophævet de begrænsninger, som siden 1987 havde foreskrevet, at sikkerhedstjenesten kun måtte anvende "forsigtige fysiske påtrykninger".

Alene det, at Israel åbent erkendte, at det gennem lang tid havde anvendt tortur, omend "lettere", var forbløffende; men at nu landets højeste chef, som var tildelt fredsprisen, giver ordre til at stryge betegnelsen lettere, var sensationelt. Hvis Vestens presse, i stedet for at bringe nyheden som små notitser, havde haft store overskrifter, som ovenstående på forsiderne, så må man betvivle, at Israel havde kunnet modstå dette pres. Nu skete ingenting, og efterretningstjenesten kunne fortsætte af de baner, som var udstukket af Yitzak Rabin, med talrige mord gennem tortur til følge. Det sensationelle ved disse krigsforbrydelser er altså, at ansvaret, uden bevisproblemer, kan placeres hos landets øverste leder.

For nylig erklærede chefen for krigsforbryderdomstolen for Bosnien, jøden Goldstone, at man ved denne domstol ville anvende, "hvad amerikanerne kalder positiv diskriminering", dvs. man ville prioritere de højest ansvarlige. Desværre er bevisbyrden ofte vanskelig. Hvad Rabin, og hans efterfølger Peres angår, er beviset soleklart. Desværre er FN's krigsforbryderdomstole konstrueret selektivt, så at kun specielt udpegede lande kan rammes, og Israel er ikke iblandt dem.

Da landet imidlertid allerede 3. oktober 1991 ratificerede FN's konvention mod tortur, burde regimet være følsomt overfor pressekritik; men da Vestens redaktioner, som formentlig ventet, viste sig slappe overfor de utrolige afsløringer, er Shin Beth's overgreb fortsat, selv efter at FN's komité mod tortur 28. april 1994 udtalte en af de skarpeste misbilligelser, som de nogensinde har formuleret. Da denne bare førte til ny manøvrer fra Israels side, gik professor Bent Sørensen d. 27/1 -96 ud i TV l med en redegørelse for de uhyggelige forhold.

Nu, omsider, burde dansk presse vel have reageret kraftigt. Denne presse har år efter år, igen og igen, æltet om dansk politi kunne tænkes at have været for brutalt, da det forsvarede sig mod angreb af formummede personer med benzinbomber og brosten - kig på en brosten: forestil dig at få sådan en i hovedet eller over benene! Denne presse burde have reageret voldsomt, når det nu blev klart, at politiet i Israel med den højeste statsledelses billigelse torturerer forsvarsløse fanger til døde. Men det skete stadigvæk ikke. Et stærkere eksempel på råddenskaben i dansk presse, og dem, der står bag den, er det ubehageligt at tænke på.

Derfor er mange herhjemme skræmte og spørger: går det an at tale åbent om disse ting - og er det klogt? Er tidspunktet det rigtige? Hvis ikke - hvornår da? Det må man spørge sig. De historiske - og aktuelle - fakta, underbygget som aldrig før - ligger nu fremme for enhver, der kan læse engelsk og eventuelt tysk og fransk. Men hovedværkerne oversættes ikke til skandinaviske sprog, ja omtales ikke engang af media.

De værker, jeg refererer til i denne artikel, burde for længst være oversat til dansk. Andre kan fremhæve anden vigtig litteratur. The Journal of Historical Review bør være tilgængelig på alle større biblioteker. Her kan enkeltpersoner, media og forlagsfolk finde flere ledetråde.

Der vil ikke være noget sted, hvor vor forening kan gøre en bedre indsats for landet end ved at bidrage til, at ytrings- og forskningstabuer og propagandaløgne bliver uskadeliggjort.

Så længe det ikke sker, er det parodisk at tale om demokrati og folkestyre i vort land. I DANSKEREN 1995:5 omtales, med den næsegruse beundring, som er foreskrevet over for en skrivende jøde, bogen "Modernitet og holocaust" af Zygmunt Bauman.

At just denne bog udvælges til oversættelse, og at den siden imponerer så vældigt, at DANSKEREN finder den værdig til rosende omtale, er karakteristisk for litteraturens skævvridning. Som den refereres, er dens formål først og fremmest, ved hjælp af lidt "interessant" lommefilosofi, at slå vagt om det hellige holocaustdogme om de seks millioner myrdede jøder, som bogen forudsætter uangribeligt. I virkeligheden er den debat, han refererer til (den såkaldte historiker-, eller som den snart blev omdøbt til: hysterikerstrid) et skoleeksempel på det modsatte, nemlig holocaustdyrkernes totale nederlag. Først opfandt de, at Hitler bevidst ønskede at udrydde alle jøder. Da kritisk forskning, lidt sent, må det siges, satte ind, måtte det indrømmes, at dette ikke kunne bevises. Så fandt man på, at embedsmændene stod for denne hensigt. Andre påpegede, at ingen ville vove at gøre sådan noget uden Hitlers billigelse. Desværre kunne heller ikke denne teori bevises. Så spillede holocausterne deres sidste trumf ud: Da jøderne faktisk blev udryddet, og ingen specielle intentioner kunne eftervises, så måtte det være selve det bureaukratiske apparatur, som var nazismens onde djævel. Nu viser det sig, at selve udryddelsen - i det påståede omfang - heller ikke kunne bevises. Holocaust, i den af jøderne hævdede form, har aldrig fundet sted. Derimod uden tvivl hårrejsende overgreb og ugerninger; men af en karakter, som kendes fra de fleste krige, og som vi stadig kan bekigge i fjernsynet. Og det blev klart, at ansvaret for krige og ugerninger må fordeles adskilligt mere ligeligt mellem modstanderne.

Tilbage står for holocaustbekenderne ikke andet end en fanatisk religiøs tro på, at jøderne er så gode og uskyldigt forfulgte, og tyskerne så onde og skyldige, som ingen af dem har vist sig at være.

I forordet til det fremragende opslagsværk, "Grundlagen zur Zeitgeschichte" (Grabert Verlag, Tübingen, 1994 (som forresten nu er beslaglagt af myndighederne)) giver Robert Faurisson følgende rids af jødernes syn på de historiske hændelser, som han selv, sammen med andre forskere, har vist umuligt kan have fundet sted: "- med et kæmpeskridt i grusomhed har Tyskland 1941-1942 besluttet den totale tilintetgørelse af den europæiske jøde og har til udøvelse af den specifikke forbrydelse udviklet og benyttet et specifikt våben: gaskammeret (eller gasvognen) til drab af mennesker. Ved hjælp af afskyelige kemiske slagterier har Tyskland udøvet et kollektivmord i industriel målestok. Mordet (genocidet) og mordvåbnet (gaskammeret til drab af mennesker), kan heri ikke skilles fra hinanden, og derfor er det umuligt, som mange hævder, at "gaskammer eller ej", ikke gør nogen væsentlig forskel. Tyskland har på den måde udøvet en pervers forbrydelse mod jøderne. Jøderne tilføjer på deres side: at hele verden bevidst lod tyskerne udøve denne forbrydelse. En så omfattende anklage fører til det paradoksale resultat, at til "forbryderne" Hitler, Himmler og Göring stiller sig nu i dag følgende "medskyldige" på anklagebænken: Roosevelt, Churchill, Stalin, pave Pius XII, den internationale komite for Røde Kors såvel som repræsentanter for mange lande og instanser. Dette er omtrent, hvad Holocaust Museerne i USA, fra Los Angeles til Washington, stadig med stædighed hævder, hvorved de nutidige jøder opkaster sig til anklagere mod hele verden. De lægger sågar skyld på de ansvarlige jødiske politikere, der levede under krigen i Europa, Amerika eller Palæstina; de bebrejder dem enten deres samarbejde, eller deres ligegyldighed eller slaphed overfor den "systematiske udryddelse" af deres trosfæller."

Faurisson beretter, at han i slutningen af august 1994 (sammen med fire vidner, to fra hver side) tvang Michael Berenbaum, leder af "forskningsinstituttet" i Holocaust Memorial i Washington til at indrømme, at museet ikke havde en eneste konkret fremstilling af et gaskammer. Spurgt om grunden, følte Berenbaum sig tvunget til at erkende: "Beslutningen er truffet (af os) ikke at give nogen fysisk fremstilling af Nazigaskamrene." Faurisson bemærker, at det svarer til at en katolsk præst (Berenbaum er jødisk teolog) ville beslutte at afskaffe enhver fremstilling af kors i sin kirke. For at komme med så ekstreme ytringer må man være i en fortvivlet situation.

Fortvivlet eller ej fortsætter jøderne, og ofre for deres hjernevask, også herhjemme at erstatte den manglende dokumentation med utrættelige gentagelser af de uholdbare påstande i presse og litteratur.

Formålet med dette enorme propagandafelttog er at give alverden, men især tyskerne, dårlig samvittighed og mindreværdskomplekser. Det internationale samarbejde er konsekvent og velorganiseret. Herhjemme ser vi, hvorledes Herbert Pundik anklager os for nazisme, fordi de fleste danskere mener, at Danmark først og fremmest tilhører danskere, og fordi de er uvillige til at godtage mosaiske og islamiske rituelle skikke, som synes at stamme fra stenalderen. Men hovedmålet for deres hævnaktioner og finansielle og politiske udpresning er Tyskland. Og resultatet ser vi i TV, hvor unge tyskere med fordrejet ansigt beklager, at alle deres forfædre åbenbart har været umenneskelige forbrydere. Så længe denne tro ikke må korrigeres, ja så længe det er strafbart så meget som med tung dokumentation at anfægte de mest urimelige overdrivelser, kan ingen politiker risikere at udfordre hævdvundne, men misforståede formuleringer af humanitet og menneskeret. Det er i vor egen interesse, at vore sydlige naboer befries for de mindreværdskomplekser, som skyldes åbenlyse uretfærdigheder. Før det sker, kan vi ikke vente nogen kraftfuld politik syd for vor grænse. Det gjorde godt at læse Peter Neerup Buhl's kloge og informative anmeldelse (96:1) af Jörg Haiders bog. Hvis denne østrigers idéer - under fastholdelse af et ægte demokratisk grundsyn - kan forplante sig nordud gennem naboriget og inspirere til mere beslutsom optræden i indvandringsspørgsmålet syd for vore grænser, og for Guds skyld øgså hos os selv, anes et glimt af håb.

Videnskaben eller Gud ?

Var titlen på en række storartede foredrag, som TV l bragte mandag formiddage. Originale forskerpersonligheder fik lejlighed til at causere over emnet ud fra hver deres forudsætninger, og de var gode; men det er karakteristisk for vort åndelige klima, at de begavede personer, der stod for udsendelserne, synes at ligge under for den myte, som media og velplacerede personer har bygget op, at jødiske rabbinere står for ophøjet visdom. I hvert fald havde man overdraget overrabbiner Bent Melchior, at afslutte forelæsningerne, som havde været præget af logik, objektivitet og skarpsindighed.

Naturligvis skulle Auschwitz nu drages frem; men paradoksalt nok kom rabbineren nærmest til at støtte Thies Christophersen, for jøderne blev åbenbart ikke kørt lige ind i et gaskammer, men snakkede løs, som de plejer, og blev enige om, at en komite skulle undersøge, om Gud var til. Man kom frem til: "Han findes ikke - men nu er det tid at holde bøn!" Melchior selv gav "ikke en pind" for sandheden. Det vigtige var de jødiske fester og ceremonier. Dog kom man ikke helt uden om filosofi og videnskab. Hans favorit var Maimonides. Hvad dette indebærer, kan læseren erfare i artiklen "Mosaismen som verdensmagt" (se menuen).

Han sluttede med at gøre nar af foretagendet og af os alle sammen med så tilsyneladende fromt at sige: Og nu er det ved at være tid for mig at holde bøn. Hvad dette indebærer, kan læseren gøre sig bekendt med i samme artikel ("Mosaismen som verdensmagt").

Det er ikke til at forstå, at tilhængere af den mosaiske "religion" modtager offentlige tilskud til at drive skolevirksomhed i Danmark.

Marianne Herlufsdatter og

Lars Thirslund