Vestlig samisdat

Nr 3 - 10. februar 1997

Fra ormegård og svinesti

af Marianne Herlufsdatter og Lars Thirslund

Grynte ville grisene!

om de vidste, hvad galten led - er ordene, der tilskrives Regnar Lodbrog, som på et røver- eller erobringstogt i England var havnet i en ormegård, hvor krybet angreb ham fra alle kanter. Grisene blev ganske rigtigt vrede, og foranstaltede hævnarrangementer, som kunne måle sig med ormegården. Men det er længe siden........

Fra ormegård og svinesti -

Nu ser vi helt andre varianter af det klassiske billede. I vort eget land bliver danskere, der kæmper for danskhed og nordisk-vestlig kultur hånet og angrebet af snoge, afrettet af vore største dagblade og de kræfter, der ligger bag. Og grisene bliver passet på, at der ikke slipper det mindste grynt ud.

For mindst tre større danske aviser - for få måneder siden var det fire - præsiderer i dag mosaiske chefredaktører. I lang tid har de - helst indpakket - nedvurderet danske værdier. Nu beærer de os med utilslørede skældsord. Den bagved virkende magt strækker sig videre i dansk medieverden og genkendes i store dele af verdenspressen.. At redaktørerne og deres lakajer skriver ondskabsfuldt og ukyndigt om Danmark og nordisk kultur og forresten også anden nærbeslægtet kultur, er af mindre betydning, end at de stopper al anden information, og at de afviser al saglig imødegåelse af, hvad de selv skriver.

Smædeskriverierne høster ved gentagelse den prestige, som de ikke ejer i sag.

Det eneste positive er, at mangelen på kvalificeret modstand har gjort skribenterne så skødesløse, at de vover sig ud, hvor man skulle tro, de ikke kan bunde.

Man må håbe, at det er, hvad der skete, da parret Metz-Notkin betegnede alle danskere, der havde en anden indstilling til fri indvandring end de selv, som svinehunde.

Hvordan er det kommet dertil, at en herskerklasse i vort eget land håner vor kultur, smudskaster fortalere for danskhed og forresten anden national europæisk identitet og undertrykker al velformuleret opposition?

Hvor udbredt i danske mosaiske kredse er den antidanisme og antieuropisme, som i ly af mosaiske redaktører plejes af vore egne medier.

Lad os høre den anden side !

Er titlen på et lille skrift af Mark Weber, direktør for Institute for Historical Review. Vi bringer artiklen i en pjece med oversættelser af instituttets nyttige informationsskrifter. Princippet burde være en selvfølge i enhver konflikt mellem opfattelser. Skønt den anden side i vort tilfælde ikke savner muligheder for at gøre sig hørt, ville vi give den chancen at præcisere sig i forhold til nogle centrale stridsspørgsmål.

Vi formulerede derfor sidst i maj -96 et åbent brev til Det Mosaiske Troessamfund, og sendte først brevet til Jyllands-Posten, der venligt, men omgående returnerede det, "dels med henvisning til længden, og dels til det forhold, at Jyllands-Posten kun rent undtagelsesvis gengiver åbne breve".

Vi sendte da i juni brevet til 6 andre større blade. Fyens Stiftstidende undskyldte sig med overvældende stofmængde. Aalborg Stiftstidende mopset: "Det kan vi ikke tjene Dem med." Politiken for Tøger Seidenfaden: "Jeg har svært ved at se, hvordan Politiken skal være Dem behjælpelig med en sådan henvendelse -". Nogen på det store bladhus kunne sikkert løse dette tekniske problem, som de plejer at gøre, når han selv har noget, han vil belære danskerne om.

Information, W.A., Ekstrabladet, B.T. og Berlingske Tidende svarede ikke. Jeg ringede da bladene op. På Information blev jeg koblet direkte til Metz. Han havde ikke set brevet - "Hvad handler det om?" Jeg: "Skal jeg læse op?" - M: "JA !". Jeg læste første spørgsmål. Metz, yderst ophidset: "Vås! - min egen familie er ikke særligt religiøs. Du kender ikke den jødiske etik!". Jeg sagde, at jeg havde læst en del bøger om den. Metz endnu mere rasende: "Du påstår, at jøderne er forbryderiske - jeg vil ikke tale mere med dig! " - røret på.

De to spørgsmål, jeg læste, citerede ordret, hvad nogle jødiske personer har skrevet, og spurgte, om Det Mosaiske Troessamfunds stilling dertil. Der stod ikke noget om forbrydelser; men sådan opfattede Metz det.

W.A.'s chefredaktør var i Paris, men ventedes hjem samme eftermiddag. Redaktør Lilly Ochsner bad os "have tålmodighed lidt endnu." Det var venligt af hende - og klogt. Vi har ikke hørt fra ham endnu.

Ekstrabladet lakonisk: "Vi vil ikke bringe det." Berlingske Tidendes redaktør Peter Otto havde ikke set brevet. Ved oplæsning af l. Spørgsmål udbrød han spontant: "Det er umuligt - interessant; men vi kan ikke gå ud med sådan noget. Skriv direkte til samfundet!" Vi bemærkede: "Naturligvis; men det er da interessant for alle danskere." Han: "Lad os se, når I har et svar."

På B.T. blev jeg til min forbavselse koblet direkte til chefredaktøren, der veloplagt meldte sig: "Arne Notkin!"

Jeg præsenterede mig og bemærkede : "Det er altså dig, der kalder danskerne for svinehunde!" Notkin: Kun visse navngivne - ( Han skrev helt nøjagtigt 27/5 - 96:

"- åbenlyst, at vores samfund rummer et højtgøende koppel af ydre svinehunde.

Førerhund i den gale flok er Den Danske Forening - Men også politikere fra Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti giver hals. Og selv i ellers så anstændige parti er som Venstre og Socialdemokratiet forsømmer en Inge Dahl-Sørensen(V) og en borgmester Per Madsen sjældent en lejlighed til at hetze mod de fremmede. "

Interessant er, at han bruger ordet: hetz. Det har ingen relevans til Den Danske Forenings kritik af samfundsopløsende indvandring; men i høj grad til Notkin's og andre medielobbyisters angreb på foreningen. Jeg bemærkede, at jeg vist nok hørte til dem, han kaldte svinehunde; men at jeg gerne ville høre, hvad han havde tænkt sig at gøre med vort brev. Han havde ikke set det. Ville meget gerne have tilsendt en ny kopi direkte.

Den blev straks afsendt.

15/7 ringede jeg for at høre, hvad han var kommet frem til. Han var taget på ferie, og det var brevet også. Vi blev vist til redaktør Bent Sørensen. Han havde ikke hørt eller set det mindste; men efter en smagsprøve erklærede han: Det er umuligt - han kunne ikke tro på, at jøder bad om, at kristne skulle udryddes. Hvorfor er i så hadske? Vi bemærkede, at vi blot ordret citerede, hvad jøder havde skrevet. Det mente han ikke kunne interessere læserne. - Spørg samfundet direkte, måske kan det berolige Jer. - Ja, det var jo derfor vi skrev; men hvorfor skulle samfundet ikke have lov til at berolige alle danskere?

Kristeligt Dagblad havde også venligt opfordret os til at skrive direkte til samfundet, og det gjorde vi da 15/7 med følgende brev:

Rubjerg, 15.juli 1996

Det Mosaiske Troessamfund

Ny Kongensgade 6 /1472 København K

Især i løbet af det sidste år har udtalelser af en række fremtrædende jøder foruroliget mange danskere. Senest har flere chefredaktører af mosaisk observans betegnet danskere som svinehunde, fordi de er medlemmer af Den Danske Forening eller sympatiserer med dens formål.

Det forbavser os, da foreningens målsætning forekommer os fin. Den arbejder for: "På folkestyrets grund, uafhængigt af økonomiske og politiske interesser, at sikre dansk kultur, sprog og levevis i en verden, der trues af kaos, overbefolkning, vold og fanatisme."

Vi kan på baggrund af den situation, vort land nu befinder sig i, fuldt ud tilslutte os denne målsætning. Af den grund er vi naturligvis ikke enige i alle synspunkter, som alle andre medlemmer i foreningen giver udtryk for; men vi finder, at målsætningen er fin, og at alle danskere burde kunne støtte den. Vi tror, mange flere åbent ville gøre det, hvis media ærligt gjorde rede for, hvad dens virke går ud på.

Det synes som om, vi må konstatere, at en del herboende jøder har en anden opfattelse, og det vil vi gerne vide baggrunden for.

Når chefredaktør Arne Notkin, der har markeret sig i jødiske kredse, bl.a. som formand for Dansk Zionistforbund, i sit blad kalder os for svinehunde, endda uden at lade os komme relevant til orde, er det ment meget nedsættende. Ifølge professor Israel Shahak er jo, efter mosaisk tankegang, alle ikke-jøder for hunde at regne, men dertil kommer, at svinet for tilhængere af den mosaiske tro er et særlig urent kreatur, som jøderne ikke engang kan bruge til at spise, men kun kan anvende som donor til at erstatte deres dårlige hjerter.

Ser man på israelernes fremfart i Palæstina, og læser man dansk, engelsk og tysk litteratur om de mosaiske skrifter, undres man over, på hvilket grundlag fremtrædende personer og redaktører af mosaisk observans fælder en så knusende dom over netop danskere.

Vi er naturligvis klare over, at ikke alle jøder tænker ens. Vi har selv kendt jøder med afvigende holdning, og fra udlandet kendes eksempler på jøder, hvis opfattelser skiller sig stærkt fra den ortodokst mosaiske lære.

Vi vil derfor gerne vide, hvor det danske mosaiske samfund står, og håber, at det vil besvare følgende spørgsmål:

l. Fortatterinden Esther Edelsten har skrevet en bog, som hun kalder "Jødedommen på stående fod." "Svarene" i denne bog "er samlet af vor tids største rabbinske autoriteter, som Israels overrabbiner I. M. Lau, rabbiner Ovadga, Yozeph, Adin Steinsalz m. fl." Esther Edelsten fortæller her om en "essentiel" jødisk bøn, som tre gange om dagen forrettes koncentreret og med mange ceremonier. Den slutter: "Han stifte fred for os og for hele Israel." Hun oplyser ikke, hvordan man ønsker denne fred opnået. Men det afslører professor Israel Shahak i bogen "Jewish History, Jewish Religion". Han skriver: Den bøn, som de "fromme rettroende" tre gange om dagen retter til Vorherre lyder: " Må de frafaldne være uden håb og alle kristne forgå øjeblikkelig."

Her udtales en grusom daglig fordømmelse af enhver jøde, der kunne tænkes at tage afstand fra den rene lære. Og bønnen om tilintetgørelse er rettet mod flertallet af indbyggerne i de lande, til hvilke jøder har søgt tilflugt , altså også Danmark. Godkender samfundet denne bøn? Udlæres den i mosaiske skoler?

2. På s.107 fortæller hun, hvordan jøder frigør sig fra besværlige indgåede forpligtelser. Man anvender en bøn, der hedder Kol Nidrei, hvilket betyder: "alle mine løfter." Hun skriver: "Denne bøn, hvis indhold er, at alle vore løfter tilintetgøres, har opnået enorm popularitet, takket være dens meget smukke og bevægende melodi, som har været inspirationskilde for mange store komponister." Hun opholder sig ikke ved, hvor mange, der lader sig inspirere af det knapt så smukke indhold. Heller ikke ved, at det går lige så godt at gardere sig på forhånd. Talmud siger: "Den, som ønsker, at hans eder og løfter skal være magtesløse, han skal stå op ved årets begyndelse og sige "Alle løfter, som jeg skal give året igennem, skal være magtesløse."

Naturligvis befrier disse ceremonier ikke automatisk fra juridiske forpligtelser. Her anbefaler Talmud mere sofistikerede fremgangsmåder - overfor ikke-jøder. ("Talmud, jødiske leveregler" s. 17.) ( se menuen: Vestlig Samisdat II, undermenuen "De utrolige løgne".red.) Men "vor tids største rabbinske autoriteter" hævder altså, den dag i dag, at man med denne lille erklæring eller sang moralsk kan befri sig fra løftebrud. Deler det danske mosaiske samfund denne opfattelse?

3. Mener det mosaiske samfund, at det jødiske folk har en højere moral og er mere udvalgt af Gud end andre mennesker og folk?

4. Skriftsteder og en del tilhængere af den mosaiske tro gør gældende, at ikke-jøder, som danskere og arabere, ikke er jødernes "næste", idet kun andre jøder er det.

Talmud hævder, at ikke-jøder er som hunde eller æsler at regne. Et andet sted: Ikke- jøder står under menneskene, men over aber, da de mere ligner mennesker.

Hvad er det danske mosaiske samfunds opfattelse? Hvad stiller det op med sådanne skriftsteder og med trosfæller (professor Shahak nævner prominente eksempler), der hævder, at kravene om kærlighed, sanddruhed og retfærdighed kun gælder jøder imellem?

5. En række bestemmelser og udtalelser af danske jøder advarer imod- eller rent ud forbyder- jøder at gifte sig med ikke-jøder. Nazisterne var imod indblanding af jøder. Jøderne er imod indblanding af en hvilken som helst anden race eller trosbekendelse. Er dette ikke racisme værre end nazisternes?

6. En daglig morgenbøn begynder med at takke Gud for ikke at være født som goj= ikke-jøde. Godkender samfundet denne bøn? Udlæres den i mosaiske skoler?

7. I en formulering takker den mandlige jøde for ikke at være født som kvinde. Godkender samfundet denne taksigelse? Udlæres den i mosaiske skoler?

8. Hvis ikke - erkender samfundet da, at store dele af den mosaiske lære er fremmed for vor tid og i strid med, hvad et flertal i Vesten i dag betragter som humant, retfærdigt og menneskeværdigt?

9. Erkender det, at det ikke kan betragtes som racisme eller jødehad at oplyse om historiske kendsgerninger og velunderbyggede opfattelser eller at advare mod religiøse idéer og ceremonier, som er stødende, og som tiden er løbet fra?

10. Holocaustmuseer hævder stadig væk, at 6 millioner jøder blev myrdet af tyskerne og deres allierede under II. verdenskrig. Det hævdes - og populære film fremstiller det sådan - at udryddelsen overvejende gennemførtes ved hjælp af gaskamre, især i Auschwitz-Birkenau. Deler De denne opfattelse?

11. Efter krigen hævdedes, at op til 8 millioner mennesker blev myrdet i Auschwitz-

Birkenau. Siden holdt man i lang tid fast ved, at tallet måtte være 4 millioner lavere. Nemlig 4 millioner. Da polakkerne lettede på jerntæppet, søgte vestlige forskere sig ind for at besøge lejrene og undersøge de påståede tilintetgørelsesapparater. Man fandt, at de aldrig ville have kunnet fungere. Kemikere undersøgte cyanidindholdet i de vægge, som skulle have holdt de dræbende gasser inde gennem hundreder af anvendelser. Ingenting stemte. Officielt forblev man mærkeligt tavs om disse opdagelser, men sænkede pludseligt de officielle tabstal for lejrene med yderligere ca. 3 millioner.

Så revnede jerntæppet for alvor. En dag afleverede Gorbatjov til den tyske kansler de autentiske dødebøger for de to lejre. Her fandt man omhyggelige redegørelser for alle dødsfald med nationalitet og dødsårsag angivet. Året 1944 manglede dog; men på grundlag af dette og andet, som det synes, autentisk materiale, må det samlede dødstal, alle kategorier, vurderes til næppe at overstige 200.000.

Hvis disse nyere oplysninger er tilnærmelsesvis rigtige, kan tallet 6 millioner myrdede jøder ikke stemme. Fastholder det mosaiske samfund, at tallene 6 og 4 millioner er rigtige?

l 2. Mener De, at jøderne har en speciel ret til, med højteknologiske våben, at erobre områder i Mellemøsten udover, hvad F.N. har besluttet? I givet fald: hvor går grænsen?

13. Mener De, at Israels regering har ret til at sætte sig ud over internationale konventioner ved at foretage kollektive afstraffelser i okkuperede områder - endog i fremmede lande? Mener De, at den i strid med Haag-konventionerne har ret til at ændre de fysiske forhold og fremme bosætninger af jøder i okkuperede områder?

14. Forsvarer De, at Israels regering (ansvarlige Yitzak Rabin og Shimon Peres) har givet efterretningstjenesten Shin Beth ordre til at anvende tortur (som ofte fører til invaliditet og mange gange til døden), skønt den har ratificeret FN's konventioner, der forbyder tortur (Læs herom f.eks.i rapporterne fra F.N.'s komité mod tortur).

15. I benægtende fald: Har samfundet protesteret overfor den israelske regering, især mod punkterne 13 og14? Har det givet udtryk for sin uenighed med Israels regering i media? I så fald eksempelvis: hvor, hvornår?

16. Mener det danske mosaiske samfund, at bøger, artikler og skrifter, som er besværlige for- eller kritiske imod mosaisk lære, ikke bør tillades publikation eller omtale i vestlige media?

Med venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund

Efter fjorten dage ringede jeg til kontoret og spurgte, om man havde modtaget brevet. Det havde man; men man afslørede meget vag interesse for at besvare det. Vi skrev da endnu en gang til samfundet:

Rubjerg , 7. august 1996

Det Mosaiske Troessamfund

Overrabbineren og/eller repræsentantskabet.

Vi udsender en beskeden publikation, VESTLIG SAMISDAT, som søger at bringe information om emner, som dagspressen, af ofte uforståelige grunde, ikke beskæftiger sig med.

Mosaiske publicister har stor indflydelse, og mosaiske skoler og aktiviteter modtager støtte af danske skattepenge. Alene af disse grunde må den mosaiske lære, og hvordan den udøves, interessere danskere.

Toraen , Talmud og litteratur derom, giver interessante udsagn; men forskellige tolkninger kan tænkes.

For at kaste lys over holdningerne i vort eget land, formulerede vi 16 spørgsmål og sendte dem 15. juli til Mosaisk Troessamfund. Da vi 14 dage senere ikke havde hørt fra samfundet, ringede jeg 31/7 til kontoret og spurgte, hvad der skete med vort brev.

Følgende replikskifte udspandt sig:

"Har du ikke fået et brev, at vi vender tilbage til det?"....... "Nej."....... "Så kommer der sådan et."

"Jamen, hvornår kan jeg vente svar på selve brevet?"......... "Hvad handler det om?"

Kort redegørelse, og damen er borte et øjeblik. Kommer så tilbage:

"Ja du vil få et svar"....... "Hvornår?"

Damen med et lille latterkluk: "Vi vil da gerne indrømme, at det ikke har nogen høj prioritet."

Af de 16 spørgsmål kan - hvis man ønsker det - 13 af de 16 besvares med Ja eller Nej.

Da vi endnu ikke en gang har modtaget det første brev, den muntre dame stillede os i udsigt, forstår vi, at det har lange udsigter med at få svar på vore spørgsmål, hvis vi skal forlide os på kontorets velvilje.

Som udtryk for en folkelig mosaisk holdning er dette naturligvis interessant; men vi vil gerne vide, om denne holdning også er repræsentativ for samfundets ansvarlige ledelse.

Hvis vi ikke inden særligt længe får et svar på dette, vil vi tillade os at tolke det som en bekræftelse.

Men venlig hilsen

Lars Thirslund

Søndag aften, 11/8, blev jeg da ringet op af Bent Lexner, der præsenterede sig som rabbiner. Han mindede mig om, at jeg havde skrevet et brev til Det Mosaiske Samfund. Det var desvære kommet bort. Hvis jeg kunne sende en kopi, ville han besvare det med det samme. Jeg lovede at sende kopien.

Damen på kontoret havde åbenbart ladet brevet forsvinde i papirkurven, så snart hun havde ladet mig forstå, at jeg ikke skulle vente svar lige med det samme.

Jeg sendte straks næste morgen en ny kopi af brevet til samfundets ansvarlige, ledsaget af følgende :

Rubjerg, søndag ll. august 1996

Rabbiner Bent Lexner

Østbanegade 9l, 2100 København Ø

Tak for din venlige telefonopringning i dag.

Jeg biføjer en ny kopi af vort brev 15/7 -96 til Mosaisk Troessamfund, til erstatning for det, som er kommet bort på kontoret.

Med venlig hilsen

Lars Thirslund

16. august modtog vi følgende:

BENT LEXNER

Rabbiner ved Det mosaiske Troessamfund

15/08-96

Lars Thirslund

Lønstrupvej 122 / Løkken

Jeg har nu modtaget dit brev og beklager, at det i første omgang har forputtet sig.

Efter at have læst dets indhold, og ikke mindst punktet 1l, må jeg meddele dig, at jeg ikke ønsker at indgå i besvarelse af dette brev. Jeg har ingen dialog med mennesker, der stiller tvivl om, hvor mange jøder, der blev slået ihjel under 2. verdenskrig. Måske kunne du overveje et besøg på Jad Vashem-museet i Jerusalem eller eventuelt på et af de andre Holocaust-museer. Da dette punkt blot er et blandt mange, hvor en undertone af historisk antisemitisme fremgår, må jeg sige, at den slags ting kan jeg ikke beskæftige mig med.

Med venlig hilsen

Bent Lexner.

----------

Til sammenligning: I løbet af en uge efter Mariannes artikel "Jødisk politik ifølge Mosebøgerne" i Berlingske Tidende 26/5-95, havde bladet en uoverskuelig mængde af protestbreve og præsenterede deraf 2 korte og 5 lange indlæg med svar fra overrabbineren og andre kendte mosaister. Endnu en måned efter vort brev har kontoret ikke andet end latter til overs for gojim, (ikke-jøder) der forestiller sig, at de kan forvente sig svar, når der ikke står en større avis bag.

Den ny overrabbiner vil altså ikke oplyse, om danske skattepenge anvendes til oplæring af yngre og ældre jøder i had mod kristne og andre gojim. Men i den veldresserede presse kan man alligevel udvaske visse oplysninger. Berlingske Tidende bringer 17/8-96 under overskriften "Overrabbiner og ritualmenneske" et interview ved Bitten Friis med Bent Lcxner. Han fremhæver, at han hører til de ortodokse, der overholder ca. halvdelen af de 613 regler, som Vorherre specielt har pålagt jøderne at efterleve. Han afslører kun lidt om, hvilke han overholder, men slet intet om det endnu mere interessante: hvilke, han ikke mener er værdige at overholde. Vi forstår dog, at kosher-slagtning og det at undgå at spise dansk mad stadig er blandt det mest gudvelbehagelige. Han understreger, at Mosebøgerne er vigtige, men den rabbinske fortolkning måske det allervigtigste. På Carolineskolen undervises børnene i jødisk historie og religion, netop titlen på Israel Shahaks bog. Se omtalen af denne i menuen Samisdat II, undermenu "Mosaismen som verdensmagt". De lærer om jødiske helligdage og dertil knyttede traditioner, et meget makabert emne, som vi vil uddybe i en kommende pjece, og jødisk litteratur og sange, som vi også vil belyse nærmere, da Lexner og andre ikke vil. Men hans udtalelse besvarer faktisk nogle af de spørgsmål, vi stillede og flere til og forklarer, hvorfor overrabbineren ikke vovede at svare direkte på dem.

Ærbødigheden for de rabbinske skrifter lyder vakkert for de fleste danskere, der i højden ved, at Talmud er en vigtig del af jødernes hellige bøger. Sandheden er, at de indeholder hårrejsende passager: racistiske, fascistiske og fjendtlige mod alle ikke-jøder. Dertil afsnit, som mange ville kalde pornografi eller pædofili.

I vor kommende pjece "Århundredets Rævestreg" vil vi bringe et mere fyldigt udvalg af karakteristiske tekster, for at flere skal kunne danne sig et billede af den lære, der er tale om, og tage begrundet stilling til, om det er noget, danskere skal støtte med skattemidler og nordiske ministre beære med hædersbevisninger.

I hetzen mod danskerne går den ny overrabbiner i den gamles fodspor og støtter helhjertet de aggressive redaktører. Han forsikrer, at indvandrerbølgen skal danskerne ikke bekymre sig om. Det er kun Israel, der skal have lov til at forsvare sit revir. Bitten Friis citerer: "Og skulle det alligevel være rigtigt, at den danske kultur kommer i fare, fordi der kommer 50.000 eller 100.000 fremmede herop, så er den danske kultur ikke noget værd - og så er det ligegyldigt, om den forsvinder eller ej." Sådan kan kun den tale, der simpelt hen ikke regner dansk kultur for noget, eller som vil bekæmpe den, og her er vi ved sagens kerne: Konflikten mellem en åben og tolerant kultur, udviklet i relativ frihed og selvstændighed, men i nær kontakt med ikke alt for forskelligartede naboer, og så en snæver, autoritær og aggressiv ideologi, udviklet i selvvalgt isolation, og i trods og fjendtlighed mod alle andre samfund, hvis resurser den iøvrigt uden hæmninger gør sig til gode med..

Journalisten forklarer: "Han (Bent Lexner) føler sig fuldstændig sikker på, at de muslimer, som bliver i Danmark, vil blive absorberet og assimileret i det danske samfund på samme måde som det jødiske mindretal." Ja, det er jo det skræmmende. Den hårde kerne af jøder er overhovedet ikke assimileret. Den udnytter det danske samfunds naivitet og tolerance, men fungerer som en femte kolonne, der modvirker danske interesser og bekæmper dansk kultur. Overrabbineren regner med, at der er mellem 8.000 og l0.000 jøder i Danmark. Med dette ringe antal, men naturligvis med en mægtig international organisation bag sig, er dette mindretal i stand til at kontrollere, hvad danskerne må sige og læse og derigennem styre vore politikere. Hvad et talmæssigt langt større antal muslimer, der formerer sig stærkt, kan afstedkomme, når de bliver tilsvarende organiseret, er ikke rart at tænke på. At Islam, ligesom mosaismen, er en autoritær ideologi, kan vi ikke blot læse i skrifterne, men også se praktisk i Iran, talibanbevægelsen og i Nordafrika.

Overrabbineren slutter med rent bluff: Han vil have, at vi skal tro, at jøderne kom til Danmark i 1600-tallet, inviteret, fordi de havde penge og handelsforbindelser. Det gælder ikke ret mange af dem, og især ikke dem, der nu råber højest.

Bent Blüdnikow oplyste 27/1-92 på cafébåden Liva, at hans bedsteforældre 1918 kom fra Rusland på vej til Amerika, men ikke nåede længere end til Danmark. "Derfor sidder jeg i dette ---land." - - - står for et nedladende tillægsord.

Herbert Pundik skriver i "Det kan ikke ske i Danmark" 1933. s. 11: "Mange hundrede tusinde jøder flygtede ud af Rusland (i 1907) , de fleste over Atlanten til USA. Min familie endte i Danmark, fordi familiens penge slap op, mens den ventede på skib i den tyske havneby Lübeck."

Kjeld Koplev har fortalt, at han var havnet i Danmark, fordi familien, da den kom fra Sverige, korn for sent til Amerikabåden.

Disse jøder er altså ikke kommet hid af speciel sympati for Danmark, eller fordi de var eftertragtede. Østeuropæiske jøder havde gjort sig forhadte dér, hvor de kom fra, og søgte nye græsgange. De fandt en nyttig dansk tradition for medfølelse i anledning af de forfølgelser, som de er så dygtige til at beklage sig over. En medfølelse med fremmede folk, som er fuldstændig fremmed for mosaisk tankegang.

Endelig slår Lexner jøderne i pulje med tyrkerne, som han dog understreger kom "300 år senere", fordi Danmark i 60'erne manglede arbejdskraft. Nu er vi imidlertid i 90'erne og har arbejdsløshed. Mener Bent Lexner, at et land har pligt til at give varigt hjemsted til enhver arbejder med familie, som landet en tid kan have brug for. Hvorfor retter han da sin moralske kritik mod Danmark, som har givet gæstearbejderne tålelige forhold, men ikke mod Israel, en stat, i hvilken han har lovfæstede rettigheder, som ingen ikke-jøde har.

Vi stillede nogle nærliggende spørgsmål til ham med relation til dette emne. Han nægtede at besvare dem, såvel som alle andre spørgsmål, fordi vi havde peget på, at danske og internationale opslagsværker havde oplysninger, der divergerede fra officielle jødiske. Med disse forbehold stiller han sig uden for al saglig debat. Lad os derfor se, hvordan det står til i hans egen lejr.

Godt en måned efter overrabbinerens udtalelser bragte svensk TV l i "Aktuellt" et indslag ved Peter Löfgren om rumænske gæste- eller rettere slavearbejdere i Israel. Landet har brug for arbejdskraft, som forefindes rigeligt i form af arbejdsløse palæstinensere; men for at straffe og ydmyge disse importerer staten europæisk arbejdskraft - især rumænsk. Arbejderne får aftale for et år ad gangen. Ved ankomsten beslaglægges deres pas, og siden holdes de indespærret under usle forhold, uden bevægelsesfrihed, bag vagter og pigtråd. Man oplyste, at der fandtes 100.000 legale sådanne arbejdere og 400.000 illegale. Mener overrabbineren, at de bør have bevægelsesfrihed, bosættelses- og medbestemmelseret i Israel? Hvis ikke - med hvilken ret anlægger den danske overrabbiner da en anden moralsk målestok for jøder end for danskere. For hvor mange danske jøder er dette det selvfølgelige udgangspunkt ?

Artiklen om den ny overrabbiner indeholder følgende oplysninger: Af de 8-10.000 jøder i Danmark er kun 3.000 medlemmer af det mosaiske trossamfund. Medlemstallet er faldende. Dels rejser mange unge til større jødiske samfund, især Israel (Bent Lexner har to børn dernede og et tredje på vej). Dels gifter mange sig med danskere. Der indgås flere blandede ægteskaber end jødiske. Vi læser: "Det sker jo i kraft af, at vi er så accepterede i det danske samfund, konstaterer den ny overrabbiner." Med denne snilde bemærkning beviser Bent Lexner, at han er en førsteklasses kommandosoldat i den mosaiske propagandakrig. Han gentager elegant det klassisske trick, at skyde skylden for jødiske kalamiteter på passende gojim, i dette tilfælde det danske folk. Han antyder, at det øgede antal blandede ægteskaber skyldes, at danskerne endelig bekvemmer sig til at anerkende jøderne. Sandheden er den omvendte. Tilhængerne af den mosaiske tro har aldrig anerkendt andet end jøder, hverken danskere eller noget som helst andet folk, som ægteskabspartnere. Hitlers forbud mod blandede ægteskaber var blot en juridisk stadfæstelse af et princip, som jøderne selv havde hyldet i tusinder af år. Det større antal blandede ægteskaber markerer, at et større antal jøder, desværre ikke alle, bryder med den flere tusind år gamle overbevisning, at de er overmennesker, og at de omsider anerkender gojims ligeværd. Men hvor mange danske- og andre jøder, der faktisk bryder med denne urgamle racisme, er stadig uklart.

Derimod er det åbenbart, at toneangivende jøder ikke har tænkt sig at give afkald på overmenneskedogmet.

På grund af rabbinernes undladelse af at tale klarsprog er det uklart, hvilke følger den ny trend til blandede ægteskaber vil få for den mosaiske fundamentalisme. Jødiske piger, der gifter sig med gojim, føder stadigvæk jødiske børn. Jødiske mænd, der ægter danskere, glider formelt ud af fællesskabet, men om de slipper loyaliteten dertil er ikke lige selvklart. Det er derfor ganske uklart, hvor bred støtte den mosaiske ideologi har blandt almindelige jøder og danskere, der nedstammer fra jøder; men det står klart, at de toneangivende kredse står vagt om den uforfalskede lære, og at de andre må betragtes som medansvarlige, så længe de ikke tager afstand fra den.

Det bør måske påpeges, at det afgørende ikke er, hvornår indvandrere kommer til landet; men hvornår de bliver danske i mere end strengt juridisk forstand.

Og, selv om gentagelser er trættende, er vi nødt til igen at understrege, at det ikke er jøderne som genetisk materiale, vi angriber, men jødedommens fascistiske ideologi der, som Israel Shahak skriver, forgifter sjæl og sind.

Herhjemme, men forresten i store dele af verden, har den med sin urokkelige og målbevidste egoisme, egocentrisme og eensporethed, lykkedes at forvrænge ord og begreber, forfalske historieskrivningen og organisere et apparat, der kvæler det frie ord.

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund

VESTLIG SAMISDAT

Lønstrupvej 122, 9480 Løkken

Tlf.: 98 99 65 74

Det er tilladt at kopiere og sprede Samisdat-bladene og citere dem i ikke-meningsforstyrrende uddrag. ISSN 1395 - 9662. Ansvarlig: Lars Thirslund.

Vigtig information vil fremover især blive koncentreret i pjecer, som kan rekvireres gennem

VESTLIGT FORLAG. Adresse som ovenfor. Postgiro: 84 79 410