Israel og verdens samvittighed

af Marianne Herlufsdatter og Lars Thirslund

TIME 9. dec -96, s. 24-25 bringer en ildevarslende artikel. Det hedder her: Efter at Israel i de sidste fem år har koncentreret sig om at opnå fred med dets arabiske naboer, forbereder det sig nu på krig. Det foregår mest spektakulært på den måde, at man med mellemrum, midt i den sorte nat, alarmerer styrkerne nær Syrien, så at de starter krigsmaskinernes brølende motorer og ruller afsted imod grænsen. Hvis Sadam Hussein nu svarede på samme måde, ville krigen næsten sikkert være et faktum; men det har han ikke gjort, så israelerne fortsætter også på alle andre måder at gøre klar til det skyderi, som de betragter som uundgåeligt, nu da "fredsoffensiven", betragtes som en afsluttet manøvre. Den bestod, som det efterhånden bør stå klart, i, at man.i strid med intemationale konventioner udplantede bosætninger med tilhørende vejsystemer strategisk fordelt, over de okkuperede områder. Utilstrækkelige vandressourcer forvaltedes hensynsløst i Israels interresse. Arabiske huse blev sprængt i luften og ejendomme konfiskeredes. Tortur og vold sattes i system. Alt dette i strid med grundlæggende konventioner for optræden i okkuperede områder. Da araberne trods disse overgreb og ulovligheder var på vej til at acceptere en norsk fredsplan, valgte israeliterne en endnu mere hensynsløs leder, der straks satte yderligere fart i provokationerne: tunnelåbning til den arabiske bydel, flere bosætninger, olieboring i Golandistriktet, og nu altså militærmanøvrer, som med et minimum af fingerfærdighed kan forvandle den kamouflerede erobringsbølge til åben krig.

Det kan være svært at afgøre, om Israels optræden er mere hensynsløs end andre imperialistiske staters. Det, der for os giver hændelserne et specielt perspektiv er, at alt sammen passer så nøje til mosaisk ideologi, som enhver kan læse det i Mosebøgerne.

Men det er helt uforeneligt med det billede af mosaisk etik og ideologi, som spredes af jødisk presse og den deraf dominerede forlagsverden.

Svært mange af os i Skandinavien har jo accepteret billedet af det lille stakkels folk, der er blevet uskyldigt forfulgt i alle lande, hvor de søgte sig hen, og derfor havde skaffet sig en bid af Palæstina, hvor de fik ørkenen til at blomstre. Det sidste kunne vi jo alle konstatere af de lækre Jaffa-appelsiner. Og imponeret af det lille lands militære sejre over, hvad vi troede var mægtige naboer, har skandinaver ivrigt støttet alle israelske foretagender, og norske politikere har såmænd uddelt fredspriser til veltjente terrorister og torturister.

I dag ved vi, at Israels sejre beror på overlegenhed i våben, stillet til rådighed af mægtigere kræfter udefra. Ørkenen blomstrer ikke uden vand, som er en begrænset og omtvistet ressource i Mellemøsten. Israel, på størrelse med Jylland, kan ikke rumme verdens vist ca. 15 mio. jøder. To strategier hyldes derfor på samme tid. Ariel Sharon foreslog i 1993, at Likud skulle vedtage, at Israels ret til sine "bibelske" grænser skulle være partiets officielle politik. Det indebærer i sin mest ekstreme udgave et Israel, der omfatter hele Sinai, dele af det nordlige Ægypten ned til Kairo, hele Jordan, store dele af Saudi Arabien, Kuwait, dele af Irak syd forr Eufrat, Libanon, Syrien og en stor del af Tyrkiet og Cypern. Der var få protester i partiet eller udenfor. (Kilde "Jewish History, Jewish Religion") Hvad araberne har tænkt, kan man forestille sig.

Den anden strategi fører i dag formelt den oven skitserede "fredspolitik" og skal indebære, at Israel stort set anerkender de grænser, som FN har fastlagt; men bevarer et militært overherredømme, især over en palæstinsk statsdannelse - eller i hvert fald territorium - vest for Jordanfloden. Derudover skal jøderne bevare, og helst udvide, deres magtområder i verdens andre stater. Det er derfor, de også i Danmark agiterer for fri bevægelighed og etableringsret over hele kloden, undtagen i Israel. Set i længere perspektiv er der intet i vejen for at kombinere et Sharonsk Storisrael med et kapitalistisk Globalisrael. Det kræver bare lidt længere tid. Jøder, både i Israel og udenfor, hylder høj frugtbarhed i sine egne rækker, selv om den globale befolkningseksplosion, tilsiger det modsatte.

Begge strategier er i strid med skandinaviske interesser. Vi er ikke interesseret i større fjendskab med muslimske lande, end vore egne interesser nødvendiggør. Israels aggression mod arabiske lande ligger bag en del af det had - til dels velmotiveret - som er oparbejdet imod Vesten. Og israelsk dobbeltmoral er en bacille, som forpester det internationale diplomatiske spil. Så længe vi selv spiller med i det jødiske hykleri, kan vi ikke med nogen rimelighed argumentere mod dobbeltspil og hykleri, når det er Kina, Indonesien, Serbien eller såmænd Irak og Iran, der meler deres blodige kager.

Lad os gøre slut på hykleriet

Herhjemme er vort demokrati sat ud af spil, forgiftet af dobbeltmoral og historieforfalskning

Værst er, at man bevidst har forvrænget vort sprog, så at ord og begreber i debat og medier anvendes stik imod deres egentlige betydning.

Vi vil derfor på midtersiden ( se menuen "Definitioner i en tid plaget af nysprog") forsøge at gøre visse begrebstolkninger og standpunkter lidt klarere. Hvis man vil angribe os, så gør det venligst på grundlag af disse formuleringer, som måske ikke er verdens bedste; men som forekommer os ærligere end dem, der bruges i medierne.

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund