Lammet europæisk historieforskning

-Holberg er altid aktuel

af Marianne Herlufsdatter og Lars Thirslund

I epistel CXLI citerer Holberg Monta(i)gne således: "Jeg ser, at Mennesker udi naturlige Sager søge heller at udfinde Aarsagen til en Ting, end at eftersøge, om Tingen existerer: De gaae Sagerne i sig selv forbi, men med Møye efterforske deres Virkninger. De begynde gemeenligen saaledes: hvorledes kunde saadant skee? da de burde heller sige: Mon det er skeed?"

Om Demokritos fortæller han: En dag havde han på sit bord nogle figner, der smagte af honning. Han spurgte straks, hvor fignerne havde vokset, da han med det samme ville finde ud af, hvordan det interessante fænomen var opstået. Kokkepigen morede sig og forklarede, at hun havde haft fignerne i et kar, hvor der havde været honning. Da blev Demokrit sur, "efterdi man havde betaget ham Anledning at efterforske en Curiositet, og sagde: Nu skal jeg dog alligevel undersøge Aarsagen, ligesom den kunne være naturlig."

Vi ser eksempler på dette i avisen næsten hver eneste dag.

I stedet for at undersøge, om Holocaust har fundet sted, skriver man artikel efter artikel og bog efter bog om, hvordan det, der ikke skete, skete.

I takt med, at revisionisternes forskning, bl.a. gennem internet, bliver mere kendt, er artikler og bøger om jødernes lidelser under verdenskrigen bare blevet flere og flere. Vi pegede i Samisdat II (se menuen) på bl.a. Peter Wivels krumspring.

Den flittige Bent Blüdnikow var allerede i april -93 (WA 2/4-93) ude med "Forsøg på forklaring", i hvilken han refererer fire bøger (på engelsk) med tilsammen 1184 sider, der "søger" forklaringer på udryddelseslejrene og nazisternes massemord, f.eks. om de var planlagt på forhånd eller en "pragmatisk" løsning, der skyldtes at krigen trak ud. Meget praktisk forbigår han de tungtvejende bøger på engelsk, tysk og fransk, som gennemhuller myterne om industriel gasning og naturstridig krematoriekapacitet.

Ved at betragte dogmet om holocust som uangribeligt kan Blüdnikow med sine fire mentores fordybe sig i, hvordan skylden skal fordeles mellem de skyldige, som naturligvis først og fremmest var Hitler, så nazisterne, så tyskerne og længere ude alle ikke-jøder, ja endda en del jøder, som af tvingende omstændigheder traf aftaler med nazisterne. Mærkeligt nok er dette den eneste form for ansvarlighed, som ortodoxien lægger på jøderne selv. I den minutiøse granskning af skyld for jødeforfølgelserne falder det ikke en eneste ind, at jødernes egen optræden mod ikke-jøder, regionalt gennem organiseret magtstræb og magtudøvelse - internationalt gennem imperialisme, gentagne krigserklæringer, attentater, boycott, propaganda, trusler, påtrykninger o.s.v., kunne være årsag til modforholdsregler.

Blüdnikow godtager kritikløst påstanden om Hitlers planlagte massemord på jøder, skønt ingen har kunnet dokumentere det. Men han nævner ikke med ét ord mægtige jøders planlagte udryddelse af hele det tyske folk, dets sprog og kultur. Ej heller andre jødiske ugerninger, skønt både det ene og det andet er detailleret dokumenterbart.

6/8-93 er han igen ude med en lang artikel om Saul Friedlander, som på sin side igen diskuterer en række andre forfattere, der alle beskæftiger sig med problemet objektiv historieskrivning ud fra en "postmodernistisk" idé, "der hævder, at det er umuligt at identificere nogen objektiv sandhed, og at den ene fortolkning af historien kan være lige så god som den anden. Den amerikanske historiker Hayden White er den førende talsmand for postmodernisterne, der fornægter eksistensen af nogen objektiv historisk sandhed." Hvad hårdtrækning af dette synspunkt kan lede til af tåbelighed peger vi på i Samisdat II.

Blüdnikow tydeliggør Hayden Whites opfattelse på følgende måde: "H.W. påstår ikke, at det er umuligt at opstille en liste over faktuelle hændelser. Men al fortællende historie er samtidig en fortolkning, der hviler på retoriske former og ideologiske holdninger. Dermed bliver det umuligt objektivt at afgøre, om en fortolkning er mere sand end en anden. Det er således klart for H.W., at man vil kunne afvise de historierevisionister, der påstår, at gaskamrene ikke eksisterede." Dette er topmål af usaglighed. Det er revisionisterne, der i de bøger, som Blüdnikow undgår at nævne, fremlægger de naturvidenskabelige fakta, som beviser, at udryddelseslejre i den skikkelse, som "vidner" påstår, de havde, aldrig har kunnet fungere.

Ved at forkaste disse "faktuelle" forhold , og holde sig til bekvemme "vidne"udsagn, bliver det legende let at forkaste alle revisionister og give frit spillerum for filosoffer, der holder sig indenfor den af holocaustisk rettroenhed afstukne ramme.

Blüdnikow skriver: "Flere af antologiens deltagere citerer den franske historiker Pierre Vidal-Naquet for at skrive følgende i debatten om gaskamrenes eksistens: "Jeg var overbevist om, at der var en stående debat om gaskamrene, og at alt nødvendigvis skal debatteres, men frem for dette, eller før dette, var der en mindste enhed, som jeg stadig vil kalde virkelighed. Uden denne virkelighed, hvordan kan vi skelne mellem fiktion og historie.

Jamen hvem bragte "virkeligheden" ind i debatten om gaskamrene? Det gjorde de fornuftspersoner, der indså, at gaskamrene var konstruktioner af bygninger, og anvendelsen var brug af kemikalier og forbrændingsprocesser i krematorier - alt sammen fænomener, der adlød rent naturvidenskabelige love, som man kan kontrollere. De gav sig derfor til at undersøge de fysisk-kemiske forudsætninger for de hændelser, som detaillerede vidneforklaringer beskrev. Resultatet af disse enkle undersøgelser var tilintetgørende for flertallet af de vidnehistorier, som var blevet fortalt, og som stadig gentages og spredes.

For at genoprette vidneforklaringernes svigtende autoritet citerer Blüdnikow Carlo Ginzburg, der har hævdet: "at blot to vidneudsagn er nok til at fastslå en historisk sandhed. Ginzburg fremhæver, at 600.000 jøder blev myrdet i Belzec koncentrationslejren, men at to faktisk overlevede, hvilket er nok til at nå til en historisk sandhed."

Det eneste faktiske, man kan konstatere af dette udsagn er, at to personer påstår at have overlevet ophold i en lejr, hvor de påstår, at 600.000 jøder blev myrdet. Alt andet kræver yderligere undersøgelser, dokumentation. Hvilken tiltro, man kan have til udsagnene, beror på muligheden for kontrol. I denne grundlæggende del af forskningen har revisionisterne vist sig de andre skoler suverænt overlegen.

Blüdnikow og hans medredaktører har intet svar på revisionisternes argumenter og forsvarer alene deres egen position ved at forhindre, at de store revisionister kommer til orde, eller ved at sørge for, at de højst omtales sporadisk, og i så fald nedsættende. De tager sig så friheden at lade som om, de tror på de vidner, der passer i deres historieskrivning og forkaste alle andre. Ellers burde de jo tro Thies Christophersen og mange andre vidner fra Auschwitz, som længe før de fysisk-kemiske-, og i senere tid også dokumentmæssigt underbyggede beviser, blev fremskaffet - hævdede, at gaskamrene i denne, den mest berygtede af alle "udryddelseslejre", aldrig havde eksisteret.

Blüdnikows fremstilling er konsekvent desinformation; men om dette er bevidst fra hans side, eller om det skyldes, at han ureflekteret viderebringer det propagandamateriale, som hans organisation så gavmildt stiller til rådighed for ham, er svært at sige. Man kan ikke lade være med at spekulere på dette, når han minder om en bog af Lucy Dawidowics fra 1975 med titlen "The War Against the Jews 1933-45": "Krigen mod jøderne 1933-45". Titlen er smart og vildledende. Det var jøder, der erklærede Tyskland krig i 1933, de sluttede ikke i 1945 og de lod det ikke blive ved Tyskland.

Efter Dawidowics død udkom en artikelsamling med den afslørende titel : "What is the Use of Jewish History?" Frit oversat: hvad kan man bruge jødisk historie til? Det ved Blüdnikow i hvert fald. Han udtrykker det således: "Man kan tilføje, at for Danmark og en række andre demokratiske stater er det afgørende spørgsmål stadig, hvorfor man hovedsagelig viste moralsk passivitet i denne skæbnestund. (Jødernes krig mod Tyskland eller omvendt). Vi skal alle indpodes dårlig samvittighed, fordi vi ikke har været moralske nok, og så skal vi betale, som tyskerne har gjort det i 50 år, og nordmændende netop har gjort det, og som vi helst alle sammen skal gøre det. Men er det ikke at kræve moralsk passivitet af os i dagens situation, hvor jøderne bekæmper enhver anden national selvstændighed end deres egen, og hvor de fører en brutal og umoralsk krig, i strid med menneskelige rettigheder og internationale konventioner, mod folkene i Palæstina og nabostater?

Hvis jødisk historie skal bruges til noget af jøderne og os andre, så må den tåle samme kritik og kontrol som den, man udsætter en hvilken som helst anden etnisk historieskrivning for, og så må jøderne selv leve op til den moralstandard, de kræver af andre. Vi har peget på, at Israel Shahak har skrevet en bog, hvor han inddrager jødisk religion i de historiske betragtninger og kommer til resultater, som vore jødiske redaktører ikke synes om. Ingen af dem har tilladt omtale af dette skelsættende værk. (se menuen Samisdat II, undermenu "Mosaismen som verdensmagt".)

Det stiller Bliidnikows slutbemærkning til artiken i august -93 i et særegent lys. Han skriver: "Saul Friedlanders antologi rejser mange spørgsmål om Holocaust og den historiske videnskabs natur. Debatten vil også nå til Danmark." (Fremhævelsen vor.)

Nu, tre år efter, er det i de officielle media stadig kun skindebatten, der råder. Holocaust er et indiskutabelt dogme, som redaktionerne i vort land ser til, at ingen får lov til at afsløre.

Weekendavisen fortsætter august - september -95 sin mosaiske bearbejdning af dansk historieforskning, som man hævder er gået i stå.

Vi deler faktisk - ud fra andre kriterier - konklusionen, og sendte 6. januar 1997 følgende bidrag til den historikerdebat, som bladet i tre år havde efterlyst. Vi har endnu ikke hørt fra avisen:

Lad os få nutidig dansk og vestlig historieskrivning

Under devisen: "Hvor blev historiedebatten af ?" angriber Bent Blüdnikow, assisteret af Hemrik Stevnsborg, i Weekendaviserne 23/8 og 6/9 -96 "stagnationen" i nyere dansk historieskrivning. To retninger må holde for. Der er en traditionel, konservativ: empirisk og national retning, som lider af mangel på efterlyst "visionær frækhed", og som "ikke lader sig lede af kildenær kulegravning, men i højere grad af dristig tanke."

Som ikke-faghistoriker forbløffes man over utilfredsheden med empirisme og kildenær kulegravning. Jeg troede netop, at vi havde faghistorikerne til at foretage den kulegravning, som almindeligt interesserede ikke har ressourcer til at foretage.

Endnu mere forbløffet bliver man, når man læser de to forfatteres beundring for en amerikansk historiker, Hayden White, der midt i 70'erne hævdede, "at forskellen mellem faghistorie og skønlitteratur alene er af genremæssig art." Det kan være grinagtigt, at nogen hævder dette, fordi det måske rammer en bestemt letbenet form for historieskrivning (det skal jeg vende tilbage til), men det rammer uhyggeligt ved siden af, hvis man vil påstå, at det gælder historieskrivningen som videnskab.

Den anden retning, som makkerparret retter sine angreb mod, er den marxistisk inspirerede. Her burde være nok at skyde på; men i stedet for at pege på konkrete vildfarelser, vælger de at angribe personer, som har været eller måske stadig er, vejledt af den netop for øjeblikket ikke særligt populære ideologi. Det er da let at forstå, hvorfor de skal kanøfles. Deres ideologi er eller var forkert. Det kan man - og måske endda de pågældende (det får man ikke rigtigt besked om) - være enig i. Men hvilken er da den overlegne historiske ideologi? For den, der har fulgt Bent Blüdnikows skribentvirksomhed, kan der ikke for hans vedkommende være nogen tvivl. Det drejer sig om den mosaiske historieskrivning. Hvad den så går ud på, opvartes vi med i nummer efter nummer og på side efter side. Den går ud på, at det jødiske folk blev uskyldigt forfulgt af tyske nazister, der uprovokeret besluttede, at alle europæiske jøder skulle udryddes. Derefter blev 6 mio. jøder myrdet, hovedsageligt i gaskamre, hvorefter de blev brændt i krematorier. Deraf blev 4 mio. udryddet i Auschwitz-Birkenau. Op til 10.000 blev kremeret på en travl dag.

Mosaisk historieskrivning

består i dag hovedsagelig i at gentage denne påstand så mange gange som muligt, og udgive så mange bøger som muligt, der påstår eller underforstår dette, samt bygge flest muligt museer, der understreger temaet. Så langt er det overvejende et jødisk anliggende.

Men når dette princip skal gøres vejledende for dansk historieskrivning, så bliver det nødvendigt at undersøge både dets ideologiske, dets empiriske, dets kildenære, og for så vidt også dets nationale grundlag.

Det træder da frem, hvorfor Blüdnikow tager afstand fra det empiriske og det kulegravende. For tager vi et sådant krav alvorligt, afsløres det, at de mosaiske påstande ikke tåler kritisk undersøgelse. De påståede gaskamre kan ikke have fungeret, som det påstås. Kemiske analyser af væggene viser dette. Giften kan ikke, som det påstås, være smidt ned gennem huller i loftet, der også var tag. Luftfotografier taget under krigen, da virksomheden skulle være på sit højeste, viser, at der på det tidspunkt overhovedet ikke fandtes nogle huller. Man har hakket klodsede åbninger efter krigen. De da eksisterende krematorier havde ikke på langt nær den påståede kapacitet. Den her fremførte kritik af holocaustfremstillingen bygger ikke på gætterier, ideologi eller litteratur. Den bygger på naturvidenskab. Man forstår, hvorfor BIüdnikow vil sidestille historieskrivning med litteratur. Det er nemlig let at finde litterære og mundtlige vidner om gaskamrene. De tåler bare ikke granskning af de fysiske omstændigheder, som var deres nødvendige forudsætning. Forsvaret hedder "licentia poetica" (poetisk frihed). Da Elie Wiesel, som Weekendavisen nylig ofrede en hel side på, blev foreholdt nogle tidligere påstande, som uforklarligt modsagde hinanden, undskyldte han sig med: "I am a storyteller": Jeg fortæller historier. Blüdnikow mener åbenbart, at han kan klare frisag lige så let. For ham synes det at været lige gyldigt, om man fortæller historier eller historie, bare budskabet er mosaisk korrekt. I avisen 30/6-96 anmelder han fire bøger, som alle har det "rigtige" budskab, idet de forudsætter, at den korrekte holocaust er en realitet. At en af dem er erklæret fiktion gør ikke noget særligt.

Men hvad stiller han og bladet da op med den litteratur, som ikke passer mosaismen? Meget enkelt: man omtaler den ikke - man returnerer manuskripter, der afslører, at afvigende opfattelser findes. Og på den måde gennemfører man aldeles frivilligt den boycott af sandheden, som gennem middelalderlige love er gennemtvunget i vore sydlige nabolande.

Derudover følger man nævnte strategi: så mange gange som muligt, i så mange blade som muligt, at nævne de 6 mio. myrdede jøder, eller endnu mere raffineret: rose skrifter, der forudsætter dette. Man risikerer ikke at komme til at lide af stofmangel, da det mosaiske propagandaapparat ser til, at stadig ny udsendes og at foredragsholdere, gerne "vidner", introduceres, ikke mindst i skandinaviske lande - som det hedder: "inden det er for sent." I dække af denne stofmængde bortsorterer man al den litteratur, der rejser spørgsmål ved den ortodokse holocaust og om den mosaiske ideologi.

Et arbejde af den sidste kategori er den jødiske professor Israel Shahak's bog "Jewish History, Jewish Religion". (se menuen "Mosaismen som verdensmagt") Forfatteren afslører uhyggelige sider i jødisk, talmudisk filosofi. Han konkluderer, "at zionismen er den klassiske jødedoms arvtager, og at den forgifter sind og hjerter. Jødedommen i sin klassiske form er det mest totalitære system, verden har set."

Denne stærke konklusion vil sikkert chokere mange; men den, der er skeptisk, kan hurtigt hente bekræftelse i Mosebøgerne, i oversat talmudisk litteratur, i Det mosaiske Troessamfunds salmebog og andre steder. Omtale af dette, os meget vedkommende værk, afvises med den sædvanlige henvisning til manglende plads. Dog ikke Weekendavisen, der afviste med den begrundelse, at bogen var fuld af sprængstof, som flere i redaktionen ikke syntes om.

En anden interessant bog, som danske aviser ikke vil omtale er "Other Losses" af canadieren James Bacque. Den afslører ufattelige grusomheder mod tyskerne, som blev iscenesat af jødiske kredse omkring præsident Roosevelt. Bacque har fremskaffet absolut nyt autentisk materiale om indtil nu hemmeligholdte kendsgerninger. Danske medier vil ikke tillade, at danskere får kendskab til dette materiale (se menuen Samisdat II, undermenu "Other losses").

Derimod kan Blüdnikow 30/6-6/7 skaffe plads til omtale af fire bøger med det rette budskab, at jøderne er det uskyldige offer for det industrielle massemord på seks mio. medlemmer. Hans raffinerede teknik afsløres i omtalen af en bog, der behandler det delikate emne: samarbejdet mellem nazister og zionister. At de ikke havde så svært ved at forstå hinanden, forstår man, når man har læst Shahaks bog. Det har længe været kendt, at der forhandledes om redning af jøder mod ydelser af anden art, f.eks. lastbiler.

Men at studehandel med zionismen blev anvendt af Himmler i et langt større spil om at få afsluttet krigen - i hvert fald med Vestmagterne - er i hvert fald for os nyt.

Blüdnikow skriver: "Det var Himmlers håb, at der kunne sluttes en separatfred med vestmagterne, vendt mod Sovjetunionen, og tilbuddet om at redde jødiske liv var den madding, som Himmler udlagde. - - - - Bauer ( forfatteren af den bog, Blüdnikow omtaler) vurderer, at Himmler allerede i slutningen af 1943 var parat til at slutte fred med vestmagterne, (det havde Hitler været fra begyndelsen, men måtte snart opgive. Vor anm.) men han forregnede sig, idet jøderne overhovedet ikke havde den magt, han tiltroede dem. Og endnu værre: Det jødiske spørgsmål spillede ikke nogen rolle for vestmagterne, så Himmlers forhandlingsudspil vakte ikke de allieredes interesse. Ikke alene manglede vestmagteme interesse for det jødiske folks skæbne, men de havde ej heller nogen interesse i en separatfred med Nazityskland, hvorfor hele Himmlers diplomatiske aktivitet hvilede på illusioner. Bauers bog rejser det hypotetiske spørgsmål, om Himmlers diplomatiske forsøg og forhandlinger med jødiske kontaktpersoner kunne have frelst menneskeliv, hvis vestmagterne havde spillet med."

Denne subtile blanding af information og desinformation er typisk for mosaisk historieskrivning. Med sin listige formulering antyder Blüdnikow, at jøderne var imod krigen, og at de - trods god vilje - ikke kunne stoppe den. Det var vestmagterne, der ville have den. Man forstår, hvorfor han vurderer granskning af kilder lavere end historieskrivning som litterær genre. Uomtvistelige kilder dementerer, hvad Blüdnikow vil have os til at tro. For det første: Det var jøder (jeg siger ikke jøderne) der ønskede og hetzede for storkrigen mod Tyskland. Tag de jødiske krigserklæringer mod Tyskland allerede i begyndelsen af trediverne, inden tyskerne havde vedtaget en eneste jødelov, f.eks. på forsiden af Daily Express 24/3 -33 med overskriften "Judea declares War on Germany". Samme år udspredtes endnu en erklæring, der fik betegnelsen hellig krig, der måtte føres igennem til fjendens tilintetgørelse. Erklæringerne fulgtes op af omfattende finansielle- og handelsmæssige krigshandlinger samt bagtalelseskampagner og forresten regulære mord, der kulminerede med drabet på den tyske ambassadesekretær Ernst v. Rath i 1938. Denne sidste, meget betydningsfulde begivenhed, omtales næsten ikke i vore medier, skønt den i meget minder om serberen Princips politiske mord i Sarajevo, som tændte lunten til I. Verdenskrig.

Herschel Grynszpans lidet omtalte mord på v. Rath var gnisten, som startede den særdeles meget omtalte "Krystalnat", der blev utrætteligt anvendt i agitationen for storkrig mod Tyskland, og episoden fungerede altså, som om den var velberegnet og planlagt. Den, der er interesseret i ny forskning i dette emne, kan man anbefale Ingrid Weckerts bog "Flashpoint", som kan fås gennem "Institute for Historical Review".

At vestmagterne ikke var særligt indstillede på at afbryde krigen mod Tyskland, er ikke til at komme uden om , da de kompromisvillige kræfter for længst - bl a. gennem nævnte episoder - var bragt til tavshed. Churchill synes muligvis noget kløvet, men dette kan næppe påstås om Roosevelt. Hans villighed til at ødelægge mest muligt af Tyskland og forære Østeuropa til Stalin, må i dag vække forundring. Det kan kun begribes ud fra den kendsgerning, at han havde omgivet sig med fanatisk tyskfjendtlige, jødiske venner og rådgivere. Det var lykkedes disse at oparbejde et næsten orgastisk ønske om at dræbe tyskere. Finansminister Morgentau og hans hjælpere kan selv skandinaviske skribenter ikke undlade at nævne, selv om de helst undgår at fordybe sig i den såkaldte Morgentauplan, som gik ud på, at 20 mio. tyskere skulle sultes ihjel, og al tysk industri skulle udryddes og forbydes. Generalerne Eisenhower og Patton var indoktrineret til kun at tænkte på at myrde tyskere, og ikke skænke andre totalitære regimer en tanke. Selv efter Tysklands kapitulation fortsatte Eisenhower i lang tid at myrde tyskere. Forfatteren kom frem til, at Eisenhower gennem direkte ordrer så til, at omkring en mio. våbenløse, fangne tyske soldater blev sultet ihjel uden tag over hovedet. Genevekonventionerne blev fejet til side, og Røde Kors fik ikke adgang til lejrene. General Patton indså i slutningen af felttoget, at noget var galt, og begyndte at frigive sine fanger. Det samme gjorde englændere og canadiere i erkendelse af, at der måske kunne blive brug for dem imod Sovjet.

Den Roosevelt-Eisenhowerske fanatisme og blindhed over for truslen fra Øst er i dag svær at fatte. Skal man pege på et felt, hvor den marxistisk farvede historieskrivning har demonstreret sin politiske karakter, er det nærliggende at påpege den ensidighed, hvormed man har placeret al skyld og nederdrægtighed hos krigens tabende part og undskyldt og bortforklaret f.eks. Stalins erobringspolitik og ugerninger. Når dette er lykkedes så forbløffende, hænger det sammen med, at marxismen i dette stykke har haft interessefællesskab med den anden stærke ideologi på den sejrende side, mosaismen eller zionismen.

Begivenhederne på Jalta, og hvad der siden er sket frem til i dag, lader sig ikke begribe uden på baggrund af den massive jødiske hetz i Roosevelts omgivelser. I denne indgik holocaustlegenden som et solidt fundament. I slutningen af krigen og tiden nærmest efter blomstrede overdrivelserne uhæmmet. Man påstod, at så meget som 18 mio. jøder var myrdet alene i Auschwitz-Birkenau. Frem til Nürnbergprocessen hævdede man et samlet tal på 12 mio., men reducerede det overfor en trods alt befindtlig skepsis resolut til de seks, som siden har været mosaismens ufravigelige påstand. Når det nu har vist sig, at antallet af ofre i Auschwitz-Birkenau er angivet mindst 3 mio. for højt, kan det samlede antal ofre allerhøjst være 3 mio. Altså bør avisen og Blüdnikow holde op med at skrive seks.

En sidste mærkelig kendsgerning skal påpeges til forståelse af Roosevelts skæbnesvange Jalta-politik. I Begyndelsen af 1940, altså før USA var i krig med Tyskland, udgav Roosevelts rådgiver Theodore Kaufman en bog, som blev rost i store amerikanske aviser. Den hed "Germany Must Perish" og beskrev, hvordan hele det tyske folk, tysk kultur og tysk sprog skulle udryddes. Al tysk territorium skulle deles mellem nabostaterne. Alle tyskere skulle kastreres og slavearbejde til de døde. Sproget skulle forbydes, og al tysk kultur udryddes i løbet af en generation.

Medens det ikke kan bevises, at Hitler faktisk havde til hensigt at udrydde alle europæiske jøder, er det en kendsgerning, at indflydelsesrige jøder ønskede at udrydde 70 mio. tyskere og det tyske sprog og tysk kultur. Det er forbavsende, at skandinavisk presse tier om dette faktum. Derimod bruger W.A. 6.-12. sept. -96 en hel side på en artikel, som man kalder "Når man lukker øjnene for historien." Den handler om, at stadig flere arabere læser "Mein Kampf", og at de ikke gider se "Schindlers List", som avisen beærer med et billede på omtrent en halv side, og beklagelsen, at ægypterne forbød filmen, fordi den "rummede for mange mord". Jamen hvis den, som det antydes, stipulerer 6 mio. mord, så er det jo ganske rigtigt for mange. Det andet anklagepunkt er netop, at så mange arabere frejdigt erklærer, at de ikke tror på, at seks mio. jøder blev myrdet. Jamen, så må man rent sagligt gratulere dem til deres sunde omdømme. For "Mein Kampf" er et historisk faktum, medens "Schindlers List" er fiktion og de 6 mio. myrdede jøder for enhver fornuftig betragtning usandhed.

I en introducerende tekst over artiklen hedder det: "Forståelsen af den enestående ondskab ved Holocaust kræver en indføling, som den arabiske verden ikke kan finde frem til." Nej, måske en del føler mere for de arabere, som jøderne slår ihjel.

Men hvordan forholder det sig med chefredaktør Peter Wivels, Bent Blüdnikows og de andre bladmedarbejderes indføling med den jødiske holocaust mod hele det tyske folk, dets sprog, billedkunst, arkitektur, musik, filosofi, litteratur og videnskab, kort sagt, en af hjørnepillerne i Vesteuropas kultur. Er dette ikke en endnu mere enestående ondskab? Hvorfor lyver de om den ene holocaust, og tier som graven om den anden?

Vor historie er en del af os. Den, der manipulerer historien, manipulerer os selv. Derfor må vi forlange en empirisk historieskrivning, så kulegravet som muligt, og dansk. Det er rigtigt, som Mørch fremhæver, at vort forhold til Tyskland er vigtigt; men på en anden måde, end han vil udlægge det. Det betyder, at vi må etablere historisk retfærdighed, selv i forhold til arvefjenden i syd. Det, der er sket og sker dernede, er afgørende også for os. De kræfter, der vil udrydde tysk kultur, med hvilken vi har slægtskab, har heller ikke noget tilovers for vor. Mørch erklærer, at han har mere tilfælles med en fagfælle i Tyskland end med flertallet af danskere. Det er slet ikke nogen rar bekendelse. De tyske historikere er, med trusler om fængsel i seks år, tvunget til at udbrede de falsknerier, som danske historikere udbreder helt frivilligt. Vi andre har mere tilfælles med de dissidenter, der bekæmper historieforfalskningen, ligesom vi er imod, at deres land og vort eget gennem multietnicitet omdannes til en islamisk stat og/eller et mosaisk lydrige.

Det er utroligt, at en historiker som Mørch kan påstå, at dansk nationalisme først opstod 1864. Enhver kan overbevise sig om, at Saxo oser af dansk nationalisme. ligesom de islandske sagaer af islandsk og norsk. Dette sammen med Dannevirke og landets østruktur har gjort, at der stadigvæk er forskel på danskere, andre skandinaver og tyskere, af hvilke der forresten findes forskellige slags. Vi kan i dag godt undvære dæmonisering af sakser, slaver og vender, uden at behøve at opgive glæden over det, der er vort eget. Det karakteristiske er, at et livligt kulturudbytte har fundet sted over grænserne, uden at det har udslettet nationale karaktertræk.

Derfor kan vi i dag i lige grad glæde os over blomsten af tysk, fransk, engelsk og anden kultur og den inspiration, vi derfra har modtaget, og over vor egen. Men denne sidste er i dag stærkere truet af international business og magtmanipulaton, end den nogensinde har været af militære invasioner. Ideen, at alle racer og kulturer - undtagen een, den jødiske - skal blandes sammen, "bastardiseres" til et, som man forestiller sig, konfliktfrit mellemprodukt, stammer fra verdenskrigens sidste periode, hvor man ville gennemtvinge systemet i det slagne Tyskland. Sovjet gik mest konsekvent frem gennem massevoldtægt af tyske kvinder. Amerikanerne lokkede med bl.a. nylonstrømper. Dernæst åbnedes Tysklands grænser for alt andet end tyskere. Ideen slog an og søges nu på ideologisk basis praktiseret i så mange andre lande som muligt.

At vi gennem tiderne har assimileret betydelig indvandring fra nærtstående lande bruges nu som falsk argument for, at vi lige så problemfrit kan tage mod større kontingenter med for os fremmed eller direkte fjendtlig kultur. Erfaringen viser, at næsten alle steder, hvor sådan sammenblanding er gennemført, har det ført til vold og borgerkrig. Uden at skele til virkeligheden vil en ny multi-kulti-ideologi indlemme os i et globalt multibusiness markedsapparat.

Et led i dette er mosaiske kredses systematiske nedvurdering af dansk kultur og Mørch's forsøg på at latterliggøre dansk nationalfølelse, som i dag er rent defensiv: et forsvar for kulturværdier, som burde være soleklare for enhver, der bevæger sig i danske landskaber og besøger danske kirker og kulturmindesmærker, f.eks. Jellingestenen (se menuen "Jellingestenen").

Hvad ideologi iøvrigt angår, har socialisten Broby-Johansen og den upolitiske kreds omkring Skalk gjort mere for dansk kultur end skildrerne af de politiske hændelser, som alligevel er vigtige.

Vi må kræve en nutidig dansk historieskrivning, som vedkender sig dansk kulturarv og særart i dets fulde familieskab med alle, især naboriger. Men som omsider gør op med tabukomplekser stammende fra krigspropagandaen under og efter de to verdenskrige.

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund