Fra broderlandet

af Marianne Herlufsdatter og Lars Thirslund

Inspireret af Den Danske Forenings tidsskrift DANSKEREN har svenskerne skabt deres eget organ, som kaldes "Fri Information om Indvandring", eller FIIN. Det er i høj grad læseværdigt, men også tiltrængt, da forholdene i Sverige er næsten endnu mere fortvivlende end her. En svensk flygtningansvarlig minister gav med et pennestrøg 60.000 bosniske (overvejende muslimske) flygtninge permanent ophold i Sverige med ret til at etablere sig og sammenføre familier.

I artiklen "Usynlig krig - okkupation" (se menu) bringer vi glimt fra svensk fjernsyns afsløringer af de groteske forhold. Det oplyses, at hver femte elev i landet har udenlandsk baggrund, i Rinkeby næsten alle.

Sverige tog ikke - som Danmark - forbehold overfor EU-aktionen mod "højre-ekstremisme", og nu tager man rent praktisk de første skridt til at virkeliggøre intentionerne. Justiciedepartementet er endnu noget tilbageholdende. Man vil ikke foreslå nye love, da det også er svært at gøre dem tilstrækkeligt selektive. Politiet er et mere smidigt organ, og så gik Polisöverstyrelsen til aktion. Man indledte med et symposium, hvor repræsentanter for alle "gode kræfter", deriblandt ærkebispen, var inviteret. Her diskuteredes nazismen og det viste sig, at alle sammen var imod den. Så måtte politiet gøre noget. Man besluttede, at hvert len snarest skal ansætte en politimand, med ansvar for at kontrollere nazistsympatisører i området og i korpset. Han skal også "uddanne" specielt politi til at varetage sådanne opgaver.

Overalt i landet skal dernæst i hvert nærområde placeres en politimand, der kontrollerer dette og holder øje med det lokale politikorps. Han skal kortlægge nazistiske grupperinger, hvor de holder til og, i samarbejde med sports- og ungdomsforeninger, forhindre, at nazister lejer lokaler. Ytrings- og forsamlingsfrihed skal ikke gælde, hvis nogen udpeges som nazister, en betegnelse, der iøvrigt udstrøs med rund hånd til bevægelser, som generelt benævnes højreekstremistiske.

Mod kommunister, nu- såvel som forhenværende, og mod såkaldt autonome, elskværdigt kaldet venstregrupperinger, planlægges ingen arrangementer.

Skønt det ikke skorter på interessse fra medias side, har vi ikke set dokumentation for voldelig optræden fra "højreekstremisternes" side. Derimod er vold et accepteret indslag i de såkaldte venstereaktivisters fremtræden. Læg mærke til forskellen i betegnelserne: - ekstremister og aktivister-. Vi kender den også i Danmark. I Sverige har man AFA-antifascistisk aktion. På TV har vi set antifascisterne kaste brosten også mod politiet. Ordenshåndhæverne kigger tålmodigt den anden vej, medens de unge aktivister, opvartet af tjenstivrige mediearbejdere, plukker sten op af brolægningen og stabler kasteskytset i håndnære pyramider. Man forstår, at politifolkene behøver uddannelse for at lære tålmodigt at lægge pande til "antifascistisk" argumentation.

Det oplyses fra juridisk sagkundskab, at blot det at vise et hagekors betragtes som hetz mod folkegruppe med en strafferamme på to års fængsel. Hagekors, eller svastika, er et årtusinder gammelt symbol på solens gang og årstidernes skiften.Vi finder det på folkekunst over hele verden og lidt ældre bajerflasker. FIIN 5/11-96 refererer en endnu mere grotesk sag. En 17-årig dreng er gennem Gotlands Tingsrätt, Svea Hovrätt og Högsta domstolen idømt 100 dagbøder for "Hetz mot folkgrupp". Han havde ikke eksponeret et eneste hagekors, men dekaler med følgende symboler: solkors, tandhjul, kornaks, ørn, livets træ, laurbærkrans og runetegnet for o. Hvad det sidste betyder, ved vi ikke; men alle de andre er fine gamle symboler, kendt fra utallige anvendelser. FIIN peger på, at tandhjulet er Rotarys emblem, og at to af dommerne var rotarianere. Det er uhyggeligt, at mediemafiaen kan nulstille hjernevirksomheden hos så mange dommere.

Hammer og segl er, ligesom Davidstjerner og halvmåne, straffri. Det menes ikke, at nogen folkegruppe kan føle sig generet af de 25 mio., som man skønner, at Stalin, eller de 100 mio. som kommunisterne tilsammen slog ihjel, eller det mere ubestemte antal mio., som mosaismen har ansvaret for, eller de mord og dødstrusler, som udstrøs med henvisning til islamiske skrifter.

Jeg søgte information om, hvilke kriterier politiet vil lægge til grund, og blev henvist til en rar kommissær, der oplyste, at man var ved at udarbejde en bog til distribution i januar. Da jeg spurgte, hvorfor man koncentrerede sig om bittesmå grupper, der kaldtes nazistiske eller højreekstremistiske, hvilket ikke behøver at være det samme, især, da nationalsocialismen jo egentlig er en venstrebevægelse, lød han besværet, men parerede: Kan man kalde en bevægelse, der bekæmper fagforeninger for en venstrebevægelse? Det var et udmærket spørgsmål, og jeg spørger mig, hvordan Sovjetkommunismen havde det med fagforeninger? Om "nazisterne" forklarede han - til min forbløffelse - at der findes 40 popgrupper i Sverige, der spiller, hvad han opfatter som nazistisk musik. Dette betragtede politiet som langt farligere end brosten og molotovcocktails. Han bad mig ringe igen, når bogen var udkommet, så ville han sende mig en. Det glæder jeg mig til.

I Sverige drives en kampagne mod reklamer, rettet til børn, idet man argumenterer "Barn kan inte värja sig", og det kan der være noget om. Så meget mere ubehageligt er det, at man målbevidst retter sin multi-kulti-propaganda mod ungerne. Den jødiske lobby sender såkaldte "Vidner" til holocaust rundt til skolerne, og indvandrerlobbyen følger op med stilekonkurrencer om racisme, hvorefter præmier uddeles til de bedste genfortællinger af, hvad lærere og propagandister har podet i de forsvarsløse barnehoveder.

Det er interessant at nu, da kommunismen har lidt et - måske foreløbigt - nederlag i sine kerneområder, etablerer den sig i et måske også foreløbigt samarbejde med mosaismen, fra hvis rækker den forresten i sin tid rekrutterede nogle af bevægelsens fanatiske ledere. At disse, ligesom utallige almindelige jøder, snart blev likvideret eller deporteret, har mærkeligt nok ikke gjort varige skår i makkerskabet. Og nu etablerer den sælsomme alliance en politibeskyttet venstrefascisme i vort største skandinaviske land. Med et politisk politiapparat, dirigeret af regeringen, der dirigeres af medier, dirigerede af en mediemafia, der også har godt greb om regeringen, hvilken den end er, har Sverige arbejdet sig endnu et skridt mod det øststatdiktatur, som andre stater prøver at arbejde sig ud af.

Nytårs-løjerligheder og -løfter

Herhjemme ser vi samme overbærenhed med voldshandlinger, blot de kalder sig antifascistiske. Måske var de autonomes molotovcocktail nytårsaften, ind i en fyldt politibus, alligevel en cocktail for meget. Det var så godt som mordforsøg mod mænd, der udfører det arbejde, vi har ansat dem til at udføre. Dronning Margrethe var da også ligesom lidt ekstra dansk til Nytåret og talte meget varmt imod vold, som hun mente bliver værre, hvilket, som det hører sig til, straks efter blev modsagt og derefter bekræftet af "sagkyndige". Statsministeren var heller ikke i tvivl. Han sagde: "Vi vil ikke finde os i det!" Vi skal skaffe instrumenter mod forbryderne! Folk skal kunne gå på gaden uden at se sig bag over skulderen! Det var virkelig et nytårsløfte! Men vover han at gøre det vigtigste, som kan bidrage dertil, nemlig at hælde de værste af de fremmede ud af landet. Så længe dette ikke gøres, hviler ansvaret for den del af vold og forbrydelser, som kan henføres til denne unødvendige import, uafviseligt på de politikere, dommere og embedsmænd, der har undladt at befri landet for dette udskud. Som om vi ikke har nok i vort eget!

Dette kom aldrig på tale. De radikale mobiliserede en falanks af eksperter, der forsikrede, at strengere straffe ikke fører til færre forbrydelser, og så krævede de andre forholdsregler. Desværre har sådanne vist sig heller ikke at føre til mindre vold, men til mere. Og hvis det virkelig skulle lykkes at finde metoder, der bremser en del af gentagelserne - er det da urimeligt, at de, der absolut ikke lader sig bremse, rammes af strengere reaktion fra samfundet? Dette fik aldrig lov til at komme frem.

Også Rushdie-sagen lykkedes det at skrive spaltekilometer om uden at afsløre sagens forfærdelige kerne, som er denne :

Danmark har ført en flygtninge- og indvandringspolitik så hårrejsende, at landet ikke længere kan garantere sikkerheden, selv for prominente gæster.

Og nu indrømmer statsministeren endelig, at almindelige mennesker heller ikke kan gå på gaden uden frygt. Ansvaret har alle partier, der har ivret for indvandring af større og større kontingenter af mennesker, der hverken kan eller vil assimileres i vort samfund. Kun politikere, der er parat til at ændre dette forhold, gør en indsats for freden i hjemmet, på gader og torv.

Et valg nærmer sig. Gør det vigtigste spørgsmål til det vigtigste! Kræv besked af politikerne! Stem på et parti, der vil værne dansk kultur, eller personligt på en person, der lover at ville gøre det!

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund