Relativitetsterroristerne

Den største jødiske dissident var og er jesus.

Det er derfor agenterne over for os i dag satser så meget på at lade, som om kristendom og jødedom er så godt som det samme..

Desværre støtter alt for mange af vore præster i hovedløs tolerances navn denne manøvre, som de burde være de første til at afsløre. I artiklen "Besættelsesmagten" kommer vi ind på dette emne i lyset af den forskel i tænke- og udtryksmåde, som vanskeliggør ærlig meningsudveksling mellem kristne og jøder.

Vi skal her beskæftige os med et par af hovedagenternes glansnumre, f.eks. at bebrejde de kristne, at de ikke tilstrækkeligt renlivet lever op til de kristne læresætninger, som de selv er behageligt fritaget fra at være bundet af.

Selv når agenterne bliver afsløret, som det skete med Pundik i Mariannes artikel i Berlingske Tidende 26.5.95, kan de, på grund af deres mediemagt, efter en kort pause starte på en frisk. I polemikken efter artiklen måtte Bent Melchior indrømme, at en del "toneangivende" jøder ikke betragter os andre som deres næste, og hvordan det forholder sig med de mindre toneangivende, vil hans efterfølger ikke oplyse, så det må vi gætte os til. Men hvilken gruppe af de toneangivende Bent Melchior selv tilhører, står stadig hen i det uvisse. Allerede i december samme år kom han igen med den tvetydige udtalelse, som vi analyserer i artiklen "Besættelsesmagten"

Broderen Arne er helt uden hæmninger. I Berl.T.15.8.97 går han ud med overskriften: "Du skal elske din næste som dig selv". Og fræk, som han er, skriver han "Sætningen hidrører fra 3. Mosebog, 19 kapitel, vers 18. Budet er altså forpligtende for såvel jødiske som kristne trosbekendere." Derefter polemiserer han mod Søren Krarup, som han påstår udlægger budet indsnævrende. Krarup svarer 22.6.97 kort og meget godt på egne vegne med udpræget kristelige betragtninger, men undlader helt at tage stilling til Melchiors udpræget jødiske. Det er dem, der er interessante.

Læser du teksten i det nævnte vers og de tilstødende, er det klart, at Det Gamle Testamentes formulering udelukkende er en forpligtelse mellem jøder. Melchior går trygt ud fra, at ingen kigger efter og at, hvis nogen gør det, får de ikke lov til at komme med indvendinger, og så fortsætter han: "Selv er jeg oplært til at forstå "din næste" som et helt generelt begreb, omfattende alle ens medmennesker. Da vi er enige om, at der kun er én skaber, så er der kun én menneskehed. Hvem din næste er, kan ikke være afhængigt af, i hvilken by eller hvilket land du lige nu opholder dig."

Nej, ifølge jødisk tankegang afhænger det bare af, hvilket folk du tilhører. Og uanset om der er én eller mange skabere, så er jødens næste kun andre jøder, hvad enten han bor i Israel, New York eller Danmark. Og Arne Melchiors kærlighed til jøderne fremgår klart af følgende overskrifter: "Kosher-slagtning er human lovgivning" (BT 10.7.97). "Urimelig kritik af Israel" (JP 13.7.91, (fuld af kritik mod araberne)). "Alle må respektere Jerusalem som Israels hovedstad."(Berl.T. 29.10.95). At hans kærlighed til Danmark og danskerne er af en helt anden art fremgår bl.a. af følgende: "De fremmede styrker danskheden." (Om muslimerne, JP 10.6.97). "Hurra for de mange forskelle." (Berl.T. 21.4.97). "Det danske sprog, den danske folkekirke og det danske kongehus er alle multikulturelle. Der findes ikke noget dansk alfabet eller en dansk talrække. Hverken bogtrykkerkunsten eller fodboldspillet er opfundet i Danmark - Dansk kultur består hovedsagelig af importeret gods." (Ekstra Bl. 13.4.97) m. m. m.

Vi tror ikke, Søren Krarup tænker på, at hans kristne rejektioner slet ikke kommer jøden Melchior ved. Denne fryder sig bare over at spille sorteper over i de kristnes lejr. Og det samme gør han og andre agenter, når de opererer med påbudet om, at man skal vende den anden kind til. For jøderne gælder assyreren Hamurabis princip: "Øje for øje og tand for tand." Men bare mellem jøder. Om gojim gør jøder skade, skal de bøde mangedobbelt. Og så er det jo dejligt, hvis de er så tåbelige, at de vender den anden kind til.

Forresten skal Jesu ord sjældent tages helt bogstaveligt. De er næsten alle møntet på bestemte personer i bestemte situationer, og må ses i forhold dette. Han ville hellere ikke forstås end misforstås. Derfor er mange formuleringer provokerende. Han vil aldrig give det svar, som spørgeren - eller vi andre venter og håber på. Det bliver vi ikke klogere, eller i hvert fald eftertænksomme af. Han svarer sådan, at man får noget at spekulere over, som i tilfældet med fedekalven til den ødsle - eller pænere udlagt: den fortabte søn, eller arbejderne i vingården, der får samme løn, enten de har arbejdet hele dagen eller kommer i sidste time. Er fagforeningerne helt galt på den? Nej, de har ret på deres felt; men Jesus vover at satse hele sin autoritet på, at der findes andre.

Når en discipel kommer for at udbede sig et bestemt tal for, hvor mange gange han skal bære over med sin 'broder", så at han kan sige f.eks.: det var femogtyvende gang, nu får du tæsk! Så siger Jesus: Du skal tilgive ham syv gange syvtusindstyve gange. Så langt ved han, at princip-pedanten ikke er i stand til at tælle, og når det virkeligt gælder, så tæller han alligevel ikke. Selv talte Jesus ikke markedsdage, da han så kommersen ved templet. Han sagde: "Ud med Jer!"

Og han prædikede ikke undskyldninger og tilgivelse for de hykleriske skriftkloge og de mod hans lære fjendtlige jøder. Ifølge skriftet sagde han ganske vist på korset: Tilgiv dem, de ved ikke, hvad de gør! Men det var henvendt til Vorherre. Deri ligger ingen ting om, at vi andre skal tilgive løgnerne og hyklerne og dem der, den gang som nu, bekæmper den sandhed, som han stod og står for.

Kristendom - jødedom .

I det gamle testamente læser vi i l. Mosebog. 21 kap. 20-21: "Når en mand slår sin træl eller trælkvinde med sin stok, så de dør på stedet, skal han straffes derfor; men hvis de bliver i live en dag eller to, skal han ikke straffes; det er jo hans egne penge."

Vist står der, at Jesus sagde: Jeg siger Jer, at ikke en tøddel af loven skal forgå. For os er det klart, at Jesus her, som det oftest må være tilfældet, taler om en højere guddommelig lov, som han andet sted identificerer med sandheden. Han tænker ikke på de smålige og fornuftsstridige regler, som han bevidst og uden vaklen lader sine disciple bryde.

Det er da ufatteligt, at danske præster, hvis studium, så vidt vi forstår, stadig bør have været ikke blot det ny-, men også det gamle testamente, kan berømme den jødiske moral, som stadigvæk bygger på Mosebøgerne. Og endnu mere, at de kan godtage, ja i mange tilfælde ligefrem bidrage til den opfattelse, at kristendommen er i slægtskab med jødedommen. For det første var det betydningsfulde ved Jesus netop, at han revolterede mod jødedommen. Det er i hvert fald den overlevering, vi har, og det er den, der ligger til grund for kristendommen.

For det andet indgår i kristendommen også kulturpåvirkning fra andre kredse, især græsk-romerske, som var dominerende, men ikke enerådende i det hellenistiske kulturområde, der givetvis også må have påvirket en levende ånd som Jesus.

Der er derfor et dybt skel mellem jødedommen, der har klamret sig til sin egen gyde gennem århundrederne, og Jesus og den eller de religioner, der blevet inspireret af hans personlighed og lære.

Endnu mere ubegribeligt er det, at vore teologer ikke vender sig med afsky, når de læser Talmud. Men det gør de måske ikke, eller de læser måske kun det udvalg, som rabbinerne finder velegnet til at sprede. Dette selektive udvalg, sammen med den vedholdende lovprisning i media og bøger af jødedommens høje etiske niveau, er årsagen til den misforståelse, at dette høje niveau findes.

Islam -jødedom og vor kristendom.

Hvis vi vil vurdere vor situation i forholdet til de andre religioner, der forsøger at gøre sig gældende, må vi først gøre os forholdet til vor egen tradition klar. Overleveringerne om Jesus er et fundament, som kristne kirker i snart 2000 år, og vor egen i 1000 år, har bygget på. Vi beundrer ikke alt, hvad præster og teologer gennem disse urolige perioder har udlært og eksekveret. Men vi er nået til et temmelig afslappet forhold til den gældende kirkeordning.

Ikke blot menigmand, men selv præster, har stort spillerum for personlige tolkninger af skrifterne og deres betydning. Der er frit slag for fritænkeri, som i tidligere tider blev straffet med bål og brand. Vi tror, at sådant fritænkeri, med dyb ærbødighed for Jesu lære og eksempel, men også for andre af verdenshistoriens store ånder, er vort lands mest udbredte religion. Og vi mener, at folkelig religiøsitet, helt forskellig fra den officielle, og folkelig kreativitet, indgår som ægte kulturarv i form af kirkebygninger og kirkekunst, men også profan litteratur, kunst og forskning.

Denne frihed for enhver til at læse, tolke, forske og mene er nået gennem kamp og ofre; men opleves nu af et flertal som en selvfølge. Religion opleves derfor ikke som noget farligt - det er enhvers egen sag, hvilket slås fast af de menneskelige rettigheder. Men så enkelt er det ikke mere.

Når nu større etniske grupper med anden kulturel og religiøs baggrund vil etablere sig i vort samfund må vi overveje, hvor demokratiske de er, og hvor langt og hvor længe de vil respektere den kultur, vi har kæmpet os frem til.

Mange har ivrigt gransket koranen og islam for at få solidere grundlag for at bedømme faren ved et voksende indslag i vort land af tilhængere af denne lære. En del tekster i koranen og udtalelser af ayatollaher er afskrækkende, og der er alt for mange eksempler fra Iran, Ægypten, Algier og Afghanistan på, at de tolkes på en måde, der er uforenelig med Vesterlandsk moral.

Det ejendommelige er, at et nøjere studium af den mosaiske religion viser, at den i flere henseender ligger endnu fjernere fra vore opfattelser.

Lad os så vende tilbage til fritænkeriet: Kendetegnende for kirkerne og deres sekter er bekendelsen til et større eller mindre antal dogmer og ritualer og troen på undergerninger. Disse udvortes markeringer er af mindre betydning for andre, der dog ikke vil betegne sig som ateister.

For en del - men vist ikke alle - kirketilhørende - er troen på jomfrufødslen, og undergerningerne som en fysisk realitet afgørende, ligesom det, at Jesus fysisk opstod fra de døde, og at han - og vi andre - vil komme fysisk igen.

For andre - mere personligt kristne - er dét, at hans ord endnu i dag er lyslevende, mirakuløst nok, og hans eksempel en så vældig manifestation, at man gene kan tale om guddommelig, uden at mene at dette forudsætter brud på naturens love, som i sig selv er så rige og mægtige, at begrebet guddommelighed ligger nær.

Ud fra et sådant udgangspunkt har Jesu ord og lære let ved at hævde sig moralsk og dybsindigt imod en hvilken som helst anden lære eller religion, heri medregnet den kirkeligt kristne. Frit stillet til at acceptere, hvad forskning og viden er i stand til at sandsynliggøre som kendsgerninger, og frit stillet til at glæde sig over, hvad kunsten har formået at give poetisk og symbolsk mening, står et rigt erkendelsesunivers åben.

Vi ved, at fri tænkere både indenfor kristendommen og islam - formentlig også judaisme - i inspirerende form - har udtrykt oplevelse og erkendelse meget forskellig fra præsternes. Om et folkeligt fritænkeri, som det i de skandinaviske lande i dag eksisterer i muslimske lande, kan vi ikke afgøre, skønt vi gerne tror det. Men vi må her forholde os til de officielle talerør. Her kan da følgende slås fast:

Alle tre religioner hævder, at der kun er een Gud. (De kristne har visse forklaringsproblemer med den såkaldte treenighed). Og så tænker mange: "Det må jo være den samme" eller: "Vi har jo den samme Gud!" Hvorfor da fjendtlighed mellem tilhængerne af de tre religioner?

Fordi fjendtligheden er ganske reel. De "guder", hvis ordrer, vi mener, vi skal rette os efter, er så forskellige som nat og dag. Derfor er det meste i den populære tale om økonomeni falsk, så længe der ikke er enighed om, hvad den eventuelt fælles gud repræsenterer, vil med os og kræver af os.

Forestillingen om dette varierer ikke blot mellem religionerne indbyrdes; men også indenfor den samme religion, ikke mindst den "kristne" mellem forskellige perioder, og indenfor geografiske områder, og i høj grad individuelt.

Indenfor kristendommen kender vi Den lidende Kristus, Den triumferende Kristus, og den regerende Vorherre og den dømmende Kristus. I alle fremtoninger en uløselig konflikt mellem almægtighed og algodhed.

I det islam, vi kender (bortset fra mystikerne), er billedet mere entydigt af en mægtig orientalsk despot, almægtig og - hvordan det nu kan gå til - barmhjertig, dømmende og fordømmende sine egne elendige kreationer, altså samme problem som i kristendommen.

Relativitet og realitet

Men i judaismen flyder alt sammen. Og da denne religion gennem flere århundreder har organiseret sig i vort land og indrettet sine strategier ud fra et dybtgående kendskab til svaghederne i vort åndelige immunforsvar, er deres indflydelse måske i dag endnu farligere. Vi har peget på hvor behændigt de opererer med Det Gamle Testamente og uklarhederne som følge af forskellen mellem de to religioners begrebsverdener.

Medens brødrene Melchior - lidet overbevisende - forsøger at gøre det kristne næstebegreb jødisk, tager Geoffrey Cain skridtet fuldt ud og tager simpelt hen patent på det. Han skriver i Berl. T. 22.6.97: "Elsk din næste" var et påbud om, at Israels børn skulle stå sammen (altså en indrømmelse af, at budet kun gælder Israels børn imellem - vort indskud), og dette påbud overholdt jøden Jesus også. Endda på det strengeste, idet han livet igennem udelukkende henvendte sig til sine egne (med den samaritanske kvinde som den eneste undtagelse)"

Jamen, det stemmer jo ikke. Hun var da ikke den eneste. Der er også alle os andre For han sagde også til sine disciple: Gå ud og gør alle folkeslag til mine disciple. Her er en absolut forskel i opfattelsen mellem jøder og kristne, en forskel som jødernes talsmænd her i landet forsøger at slette ud; men som, hvor jøderne har magten, erkendes åbenlyst.

Det er derfor meningsløst, at diskutere vores kristendom med jøder. Vi kan indbyrdes diskutere Kristus, som vi kender ham gennem evangelierne; men vil jøderne deltage i den diskussion, må det foregå ud fra vore - ikke ud fra jødiske begreber. Vi accepterer ikke deres Jesus-billede, som i realiteten er et fjendebillede. Det har det været i snart 2000 år og er det stadigvæk for de fleste.

Og vil de diskutere religion med os, og docere religion for os - hvad de så gerne vil - så må de også tage en åben diskussion om deres egen religion og gå med til at klargøre, hvad den indebærer. Det gælder TALMUD og det gælder deres nyeste opfindelser som Holocaustmytologien, som vi vil kommentere lidt i artiklen " Jødisk Mission".

Her stiller de ikke op. I Samisdat nr. 3 fortæller vi om vort forsøg på at få Mosaisk Troessamfund til at gøre rede for punkter i deres lære, som for os ser mærkelige ud. Rabbineren nægtede at svare, og på samme måde gik det ved et møde i Lundtofte, hvor offentligheden var indbudt til at stille spørgsmål til den nys udnævnte overrabbiner Bent Lexner. Vi vil i ovennævnte artikel referere rabbinerens frimodige åbenhjertighed om sider af hans tro, som nok vil forbavse mange.

Den flittige læserbrevskriver Geoffrey Cain, der til forskel fra de fleste af os andre, har adgang til spalterne i adskillige aviser, afslører i et mærkeligt brev, som vi kommenterer i artiklen " Højkaste, menneskeret og guldjagt", sit underdanighedsforhold til vort lands judaiske magtelite. På den baggrund er det ikke at undre sig over, at han forlanger af os, at vi skal acceptere den anførte nationalistjødiske fremstilling af Jesusskikkelsen.

Vi kan kun svare, at hvilke holdninger den historiske Jesus har haft, kan vi ikke - og næppe heller nogen anden med sikkerhed - vide, og det kommer os kun meget perifert ved. For os gælder evangeliernes fremstilling, og ifølge den brød Jesus mod de påbud, som var fundamentet for jødernes religiøse, politiske, nationalistiske og racistiske sammenhold.

Derfor slog jøderne ham ihjel. Dette ifølge overleveringen, som naturligvis ikke er historie. Men historisk er det had til Kristusskikkelsen, som jødiske skrifter, skriftkloge og repræsentanter lige siden har demonstreret åbenlyst eller nødtørftigt camoufleret.

Og her er vi ved kernen. Jødernes "Gud" er jødernes - og kun jødernes. Hans regler for ædel opførsel gælder kun jøder imellem. Overfor ikke-jøder gælder krigens lov og i krigen indgår bedrageriet. Det er led i dette bedrag, når herboende jøder siger til os: Husk på , at Jesus vil have, at I elsker alle, altså også os. Og: I skal elske Jeres fjender, altså også os. Ergo: Elsk os! Deres egen religion siger: Heldigvis har Jesu ord ikke gyldighed i vore kredse.Vi anerkender ham ikke - har aldrig gjort det. For os gælder kun Mosebøgerne og Talmud, og her udlæres helt anderledes grove fremmedfjendtlige ting, hvilket gojim heldigvis er for dumme eller uvidende til at forstå.

Hvad det er, de siger, uddyber vi andre steder, feks. i "Besættelsesmagten" og tidligere S amisdat'er; men det drejer sig om, at der er forskel på jøderne, som er Guds udvalgte folk, og os andre, som i bedste fald er udpeget til at være deres slaver.

En tilsvarende forskelsbehandling mellem rettroende og ikke troende - men måske knapt så brutal - findes i Islam. Men hvor solidariteten i Islam - bortset fra sektstridigheder - omfatter muslimer af alle folkeslag og racer, og endda anerkender Jesus som en stor profet, omend mindre end Muhammed, -så omfatter den jødiske solidaritet udelukkende det jødiske folk, og Kristus afvises som selve Satan.

Afstanden mellem Islam og Kristendommen er altså i nogle henseender mindre end afstanden til Jødedommen. Dette søger det jødiske magtapparat for øjeblikket at skjule.

Og så demonstrerer dette magtapparat religionens perverterede form for selektiv tolerance mod andre, ved at jage muslimer ud af Palæstina og opfordre danskerne til i kærlighedens navn at tage imod dem.

De indbyggede modsigelser i kristen og jødisk religion er måske årsagen til, at rodløse eksistenser i vor egen sfære nu og da konverterer til det enkle islamiske budskab: Der er kun én Gud, Allah, og han er stor. Men det ved han formentlig selv, og hvad man kalder ham burde være mindre væsentligt.

Relativitetsterrrorisme

Det afgørende må være, hvad Gudsbilledet står for. Her er det svært at komme uden om, at Koranens og imamernes Gud er fremmed for ikke at sige fjendtlig mod idealer udviklet i Vesterlandet. Her har klassisk kultur, Jesu lære, og renæssancens genopdagelse af menneskets mærkelige situation som selvstændigt individ og forsker, skabt en åndstradition byggende på forskning og viden som meget langt afviser dogmer og overtro. Men selv om denne kultur har gjort op med kirkedogmer og præstetolkninger, ligger stadig så meget af Kristi forkyndelse til grund, at det er rimeligt at kalde den kristen.

Jødedommen adskiller sig fra både Islam og Kristendom på en række punkter: For det første tager den altså afstand fra Jesu lære. For det andet er den pragmatisk. De teknisk-videnskabelige og forresten, kunstneriske landvindinger, som nationale kristne kulturer har udviklet, tager praktiske jøder til sig og udnytter til egen fordel, men uden at føle samhørighed eller i hvert fald loyalitet mod den kulturkreds, som har skabt dem. Vi har set det i deres brændende had til tysk kultur og i deres lumskerier mod vor egen.

For Judaismen er jødernes magt og velstand det eneste guddommelige mål - alt hvad de andre yder er slavearbejde.

Af samme grund er moralske og historiske sandheder relative (det er næppe et tilfælde, at det er en jøde, der har taget æren af relativitetsteorien).Thi i Jødedommen må alt beskues og vurderes i forhold til dets værdi for jødedommen. Lad os for anskuelighedens skyld kalde denne afart relativitets teorien. Disse udsagn lyder som en hård dom; dog er dommen ikke vor, men Talmuds.

Uden at holde sig dette for øje er det umuligt at forstå de sidste århundreders historie, under hvilken jødedommen har gennemført sin mærkelige erobring af verdensmagten, byggende på pragmatisk udnyttelse af alle andre folk og relativistisk vurdering af alle fakta.

Det, der skete i tyverne var, at flere og flere blev opmærksomme på og reagerede mod denne systematiske samling af magt og ganske særligt af mediale interesser.

Historien set med jødisk filter

Det var ikke bare Hitler, der observerede og reagerede på dette fænomen. Mange begavede personer - og naturligvis en del mindre begavede - skrev derom.

Men det blev Hitler, der mest konsekvent formulerede et politisk program for at reducere deres magt, i hvert fald i Tyskland. Det skaffede ham en verdenskrig på halsen, som han tabte. Men det er en - populær - misforståelse, at krigen alene skyldtes forargelse over nazismens autoritære idéer. Lignende bevægelser fandtes i andre europæiske lande. Fremstående forskere påviser i dag, at den vigtigste årsag til krigen var britisk, fransk og tildels amerikansk uro over tysk genopbygning af industriel konkurrenceevne og først i anden række dets militære kapacitet, som så vist var i vækst- men det var Sovjetunionens også.

Det er ufatteligt, at nyere tungtvejende historiske arbejder slet ikke diskuteres, ja næppe omtales i Skandinavien og absolut ikke oversættes.

Vulgærpropagandaen om Tysklands grusomme militarisme er ellers gennemskuelig nok. Dets kolonier var beskedne i forhold til, hvad England og Frankrig havde raget til sig, og europæisk set var dets politik nærmest defensiv, simpelt hen forsvar for de nyligt samlede tysktalende områder. Kigger man efter, forbavses man over, at vilddyret Hitlers deklarerede ambitioner egentlig bare var disse. At Saar, Østrig og Sudeterland blev sluttet sammen med andre tysksprogede områder er ret beset en naturlig historisk udvikling, som f.eks. også Italien havde været igennem. Det var samling af et land med fælles sprog og ganske langt fælles kultur og historie. Det var ikke imperialisme: underlæggelse af andre lande.

Selv ønsket om at skabe en forbindelse mellem det samlede tyske område og det gamle tyske kulturgebet Østpreussen var et naturligt nationalt ønske, som blot kolliderede med den polske stats lige så naturlige ønske om adgang til Østersøen, hvor slaviske folk gennem århundreder har været aktive, hvad vi i 1200-tallet i samarbejde med sakserne gjorde, hvad vi kunne for at forhindre. Nu var grænseproblemet igen blevet besværligt; men det kunne være løst. I stedet blev det brugt til at starte II.Verdenskrig. I dag er det svært at forstå, at vi ikke alle sammen har kunnet indse, at det ikke var i Hitlers interesse, at storkrigen gik i gang, netop som han var snublende (ja, snublende) nær ved at nå den retfærdige del af sit program.

Vi er ikke specialister i det pågældende historieafsnit og endnu mindre i Hitlers flom af udtalelser, så vi tør ikke afgøre, om denne ved en eller flere lejligheder har ytret planer om større beslaglæggelser i Europa. Der snakkedes i hvert fald om Lebensraum; men det var noget, som andre stormagter ikke bare snakkede om. Og der var jo også tabte kolonier.

Det, der må stå som en urimelig hetz og propaganda, med hvilken vi alle er blevet hjernevasket, er fremstillingen af Tysklands relativt beskedne samling af tysktalende områder som uhyrlig militarisme. Det er nærmest sødsuppe i forhold til den imperialisme som Frankrig og England som den naturligste sag af verden har praktiseret i flere århundreder.

Men især er det forbavsende, som det er blevet blæst op, samtidig med at man uden større ophævelser har set Rusland århundrede efter århundrede lægge flere og flere totalt fremmede områder under sit åg. Disse små betragtninger, blot for at minde om, at de historiefremstillinger, som vi er dresseret med, ikke er så eentydige, som man så gerne vil lade os tro.

Historien må skrives om.

De skrækkelige begivenheder på den europæiske skueplads illustrerer, at selv med store lærere som Jesus - han er ikke den eneste, der har været betydningsfuld for europæisk tænkning - er vold, uretfærdighed og forbrydelser en del af den menneskelige reaktion på forholdene her på jorden. Alligevel anerkender vi storheden i hans lære og i hans eksempel: en opfordring til sandhed, mildhed og uselviskhed.

Samme beundring er det umuligt for os at motivere overfor jødernes Gud og for de principper der udlæres gennem Talmud og såmænd af moderne rabbinere.

Jødernes Gud er stadigvæk en kynisk forretningsforbindelse og en brutal erobrergud.

Hvad er det ophøjede i en etik, der bygger på dette?

Og Talmuds "hellige" belæringer er stedvis så forhistoriske og rent ud sagt modbydelige, at det ville vende sig i de fleste danskere, hvis de anede, hvad det drejer sig om. Og hvorfor gør de så ikke det? Fordi al information, der slippes frem til os er censureret. af, hvad man rent faktisk må kalde en Besættelsesmagt. Se arti klen med dette navn .

De, der - jøder eller ej - forsvarer den mosaiske tro, bekender sig til et autoritært og umenneskeligt system. Med bedre kendskab til fakta, vil så godt som alle tage afstand fra denne lære.

Det gælder også de regler og ritualer, som jøderne hævder er nødvendige for deres trosudøvelse: ikke bare schæchtning, men også omskærelse af småbørn, en barbarisk skik, som simpelt hen bør forbydes. Vi bringer detaljer, som til for nylig var fuldstændigt ukendte for os i artiklen " Racekamp og grundlovsbrud". De, der mener, at den slags er nødvendig for deres gudsdyrkelse, bør rejse til et sted, hvor det harmonerer med stedets kultur. Her hører det ikke hjemme.

Læs iøvrigt i Lundtofteberetningen om Bent Lexners erklæring, at han ikke overholder de mosaiske regler af hensyn til Vorherre; men udelukkende for sin egen skyld. I så fald er omskærelsen en ejermærkning af ungerne på samme måde som farmerne brændemærker heste og kvæg, så at alle kan se hvilken fold, de hører hjemme i. Det er ikke religion, men politik. Endda stormagtspolitik.

Alt i alt står vi i en kulturkamp snarere end i en religionsstrid. Ligesom vi tog afstand fra pavedømmet, medens det endnu var et så godt som enevældigt præstediktatur må vi tage afstand fra både Islam og Jødedom.

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund