Besættelsesmagten

 

Hvordan kan det gå til, at parlament og regering i et demokratisk land handler stik i strid med det store flertal af folkets interesser ? Det er et vigtigt spørgsmål!

I DANSKEREN nr. 1-96 bad redaktøren om indlæg, der forklarede, hvorfor danske politikere går ind for den urimelige indvandring. Da jeg på det tidspunkt havde opgivet at få noget ind i DANSKEREN, bragte jeg svaret kort og klart i VESTLIG SAMISDAT II : "fordi pressen gør det!"

Politikerne kan ikke gå ind for noget, som pressen er imod. Se til politikeren Ole Maisted! I forlagsverdenen gælder det samme. Derfor udkommer kun bøger, som er politisk korrekte.

Men hvorfor går pressen ind for det ?
Ser vi på dens ledelse, dens ledere, dens præferencer og udeladelser, dens vinklinger, er konklusionen klar: Fordi den er behersket af jøder. Men hvordan kan disse relativt få personer beherske medieudbudet så fuldstændigt, og hvorfor modarbejder de danske interesser ?

En del af svaret på det første er, at mediestrukturen er mere hierarkisk opbygget, end man er glad ved at forestille sig, og at den øverste magt i pyramiden hedder penge. Bag denne pengemagt står mægtige jødiske herskere. Og bag - og gennem- dem, en mægtig organisation, bygget op på basis af en totalitær, religiøs- politisk ideologi, som også er eksklusiv Den missionerer ikke, for den er racistisk, og øger kun sit tal gennem den egne stammes børneavl. Den har kun sit eget samfund som mål og kan her arbejde stærkt og effektivt indenfor sin egen aflukkede kreds, men udadtil holde en lav profil, eller en helt anden ( forurettet og uskyldig!) beregnet på omverdenen.

Hvorfor går den så imod værtslandets nationale interesser? Det skulle man jo egentlig tro, man burde være lidt forsigtig med; men det har man nok også været før. Det er her, der er sket en ændring. Man føler sig så stærk, at man ikke mere behøver at lægge bånd på sig.

Og hvorfor engagerer jøder sig så for at udslette vore.nationale konturer, fjerne alle grænser og blande vort folk op med fremmede, fjendtlige mod vor egen kulturelle identititet?

Naturligvis, fordi de tilhører et andet folk med helt andre interesser og en ideologi, som vi ikke forstår: en religion, hvis kerne er stræben efter magt, og denne magt er en speciel foræring til dem fra Vorherre. Det sidste gør, at de ikke kan anerkende, at nogen eller noget har ret til at modsætte sig den. Jøderne har nu erobret sig et hjemland, Israel, men det er, som familien Melchior utrætteligt fremhæver, ikke løsningen for alle jøder - der bør være "menigheder", så stærke som muligt, overalt.

I bogen VERDENS STORE RELIGIONER fra 1957, gennemset af overrabbiner Marcus Melchior og udgivet på dansk i 1965, kan læses: "Staten Israel, hvor der nu lever over 13 % af alle verdens jøder, og jødedommen må dog ikke identificeres, især da en stor del af vor tids jøder ser deres religiøse mission i en verdensomspændende udbredelse af jødefolket og derfor afviser enhver national indsnævring."

Derfor kræver de, uden for Israel, fri bevægelighed over alle grænser for sig selv. Hvis princippet medfører, at andre af anden oprindelse også strømmer ind i værtslandene, er det dem ikke særligt imod. De har deres eget land, hvor en sådan frihed ikke respekteres. Og hvis det svækker værtslande, så styrker det relativt deres egen stilling, da deres egne handlinger moralsk kun er bundet af deres eget samfunds love.

Hvor kyniske disse er, lykkedes det min kone Marianne Herlufsdatter at afsløre ved i et lille skrift: "Moses og danskerne", og i en artikel i Berlingske Tidende 26.5.95 at fremlægge, hvad Mosebøgerne, som er grundlaget for den jødiske religion, afslører om grusomhed, had til fremmede og begær efter magt.

Kun få vil tro, at disse barbariske forskrifter stadig er hellig belæring for en stor del af det jødiske folk; men Mariannes nøgterne dokumentation blev mødt med så harmdirrende jødiske protester - uden moddokumentation- at det stod klart, at hun havde peget på noget væsentligt. Dette bekræftes af en bog, der var udkommet året inden af den jødiske professor, Israel Shahak : "Jewish History, Jewish Religion." Den kom på engelsk i London 1994, med forord af den amerikanske forfatter Gore Vidal.

Bogen var en flammende advarsel mod den del af jødisk politik, der bygger på religiøs ortodoksi. Den bekræfter og uddyber billedet af mosaismen som en brutal og imperialistisk ideologi. Den bygger især på citater fra TALMUD, som står over Moselov, og konkluderer : Jødedommen i dens klassiske form er det mest totalitære system, verden har set. Zionismen er den klassiske jødedoms aftager, og den forgifter sind og hjerter.

At mediemafiaen er i stand til at forhindre enhver omtale - også i DANSKEREN - af dette modige arbejde af en jødisk dissident, er forræderi, ikke blot mod danskerne, men også mod jødiske dissidenter, som åbenbart også findes i Israel; men det får vi ikke lov til at høre om. Værket er naturligvis ikke oversat til dansk; men i VESTLIG SAMISDAT II kan man læse mere >m det.

Dette eksempel på at nyheder og skelsættende forskning banlyses af danske medier, hvis de er ubehagelige for jødiske interesser, er snarere reglen end undtagelsen.

Hvis fascisme er det at forhindre andre i at komme til orde med demokratisk vigtig information, så er dette aktiv fascisme, og de skyldige er demokratiets dødgravere.

 

Quislinger
I nr. 2 i år går DANSKEREN et skridt videre end før. Man kalder dem, der handler imod folkets interesser for quislinger. Dette begreb har, med større eller mindre ret, vundet anerkendelse som betegnelse for personer, der agerer i en besættelsesmagts interesse. Man anerkender altså, at der findes en besættelsesmagt. Hvorfor nævner man den ikke ved navn?

At gøre dette er så meget mere vigtigt, som problemet ikke er specielt for Danmark. Trods formelt demokrati finder vi samme vasalforhold i langt større og mægtigere. europæiske nabolande. Også Tyskland og Frankrig oversvømmes af indvandrere, og myndigheder og politi vover ikke at vedtage effektive forholdsregler. Her går det endnu værre til. Det er ikke nok at pressen ensrettes: Love vedtages, der begrænser ytringsfriheden på specielt udpegede områder. Oppositionens talerør chikaneres, afskediges, fængsles og ruineres med bøder. Alt dette karakteristisk for okkuperede lande.

DANSKEREN's redaktion stiller op for denne tragedie. I nr. 2.95 skriver redaktøren om EU's bestræbelser for at påtvinge os (og forresten Storbritannien) love efter kontinentalt forbillede. Han kalder det "tyskerlove". Tror han virkelig, at det er tyskerne - det tyske folk-, der ønsker disse love, hvis formål er at hjernevaske dem og forhindre, at de får kendskab til, hvad der er overgået og overgår deres land? Tyskland, Frankrig og Østrig har sine quislinger, som vi har vore. Og hvem det er, der dirigerer dem, er klart.

Drivkraften bag EU-initiativet mod "racisme" etc. var jøden Jean Kahn, og at det lykkedes ham at gennemdrive sine ideer viser, hvilken uhyggelig magt han repræsenterer: En magt, der kan manipulere presse og politikere i det meste af Europa, og som kan formå gamle kulturnationer til igen at fængsle sine bedste forskere, forbyde deres bøger og kvæle al omtale af skændighederne.

 

Kinesisk ordsprog : Sejrherrerne er konger - taberne er banditter.
Baggrunden for, at det anførte har kunnet iscenesættes, er naturligvis begivenhederne omkring det store opgør, vi kalder II Verdenskrig. I forstålelig glæde over sejrens triumf så sejrmagterne til at fastfryse historieskrivningen, som den så ud fra allieret side i årene 1945- 46, der endnu var præget af krigstidens propagandavinklinger. Yderligere gjorde sejrmagterne det ulovligt i Tyskland at pille ved de sejrende magters sagsfremstilling. Da afvigende sandheder alligevel begyndte at sive frem, greb man til hårdere og hårdere love og straffe, og indførte dem også i Frankrig og Østrig.

Alligevel er der forskere, der ikke lader sig knægte, og mærkelige episoder indtræffer, som den med Abbe , Pierre.

At det er jødiske organisationer, der kræver, at jødiske udlægninger af holocaust skal godkendes af hele verden uden undersøgelser eller bevis, er vel indlysende; men at der ligger en tilsvarende chauvinistisk strategi bag manipulering af menneskeretsideerne og lanceringen af et multi-kulti-ideal, kræver nærmere forklaring.

Tvært imod, hvad Bent Jacobsen (i DANSKEREN 2.97) antyder, mener vi ikke, at man absolut må forudsætte en verdenssammensværgelse bag disse fænomener. Man behøver heller ikke at afskrive en sådan. Det er let at se, at interessefællesskab mellem store finans- og markedsinteressenter får dem til at bevæge sig i samme retning mod globale løsninger og så naturligvis pleje visse forbindelser, mere eller mindre åbenlyst.

Men blandt de her nævnte aktører for et grænseløst og nationsløst marked indtager jødemafiaen en særstilling, fordi den, fordelt i mange forskellige lande, arbejder for internationalisme, men samtidigt opererer ud fra en særlig ideologi, judaismen, og på denne baggrund undtager det eneste område fra opløsningen af grænser og, nationalisme: Israel og det jødiske folk.

Denne mægtige kombination af religiøs-national ideologi og international penge- og personmagt, gør judaismen til en fare, som man må betragte på linje med nazisme, kommunisme, kapitalisme (i dens brutale form), islamisme og forresten ultraliberalisme.

Det er judaismen, der vil udslette vore grænser og have os til at glemme vor historie og kultur.

Ser man på, hvem der internationalt har en speciel interesse - også krast økonomisk - i at forhindre, at sandheden om verdenskrigene kommer frem, og på, hvem der har det organisatoriske apparat til at udsprede propaganda og modpropaganda, og som har indflydelse over den nødvendige mediemagt, er svaret indiskutabelt : jødiske kredse.

Ser vi på situationen her hjemme er svaret lige så entydigt. Dansk presse er i utrolig grad besat af jødiske skribenter, og medieudbudet censureres iskoldt efter, hvad der gavner eller skader jødiske interesser - ja, altså ortodokst jødiske interesser.

For selvfølgelig findes der forskellige jøder. Vi ser det i Israel, vi ser det i USA. Der findes jødiske revisionister begge steder, endda fremragende. Men herhjemme ser vi ikke meget til dem. Og DANSKEREN's redaktion gør sig quislingsk, så længe den ikke vover at sige åbent, hvem, der er vor besættelsesmagt : Det er den judaiske magtorganisation, hvis agenter er bagmænd for vore mediefascister. Vi kender tilstrækkeligt mange : Melchior, Lexner, Pundik osv., og resten kan gerne få lov at forblive i deres huller; men deres værktøj, mediefascisterne, må afvæbnes. De geschæftige propagandaredaktører og journalister må væk eller få konkurrence. Ellers har Danmark ingen fremtid som hjemsted for den selvstændige kultur, som de fleste af os holder af..

Agenturet arbejder systematisk på alle felter: lancerer en uafbrudt strøm af åben eller camoufleret påvirkning gennem film, bøger og artikler. Man priser og fremhæver alle skrifter og film, der hævder eller forudsætter ortodoksiens holocaust, og man afviser alt materiale, der modbeviser den.

Jødisk religion og jødiske skikke roses, medens vor egen religion og danske traditioner, som vi selv flittigt har kritiseret, nedgøres. Læs Arne Melchior i Ekstrabladet 13.4-97: Da vi ikke har opfundet fodbolden og bogtrykkerkunsten, har vi ingen kultur.

Hvor fræk besættelsesmagten er blevet, og hvad det er for en ideologi, det drejer sig om, demonstreres nu gang på gang.. Overrabbineren kalder Norge og Sverige for nazistiske, fordi de ikke tillader jødisk slagtning. Han erklærer, at vort eget land er som Nazi-Tyskland, hvis vi følger vore brødrefolks eksempel. Man får noget at tænke over. Rabbinerne protesterer mod, at Jellingestenen med Kristusbilledet gengives på danske pas. Krav rejses om, at bibeloversættelser skal afspejle jødiske normer og at jødefjendtlige tekster skal udelades. Jamen, de "jødefjendtlige tekster" skyldes, at jødedommen var og er fjendtlig mod Jesus og alle ikke-jøder. Jøderne er velkomne til at afskrive denne fjendtlighed; men de ved, at så ryger selve grundlaget for den ortodokse jødedom .

 

Forfladiget Påske.
HVOR langt, det er kommet, demonstreredes igen i Påsken. Gennem mange år har jeg glædet mig til denne højtid, fordi der har været tradition for i radio og senere i TV at afspille Johannes- eller Mattæuspassionen. Der findes fremragende indspilninger beregnet til fjernsynet. I år, og vist flere år, var der intet som helst. Derimod et opbud af jødiske påvirkningsfilm.

Til de mere lumske må henregnes den tre episoder lange spillefilm om den jødiske Sofie i det velbjergede mosaiske borgerhjem fra århundredskiftet.

Vi fik se, hvor rørende de overholdt deres ceremonier og påbud, også det, at pigen ikke måtte gifte sig med en goj: ikke-jøde. Ordet betyder egentlig: kvæg. Talmud (Baba Mezia 114b) forklarer, at jøderne er menneskelige væsener; men verdens andre folk er ikke menneskelige, men dyr. Midrasch Talpioth 225-L præciserer :"Jahve skabte ikke-jøden i menneskelig form, så at jøden ikke skulle betjenes af dyr. Følgelig er ikke-jøden et dyr i menneskelig skikkelse og dømt til at tjene jøden dag og nat". Disse tungtvejende argumenter mod Sofies utidige forelskelse blev dog ikke ført frem i filmen. Men vi fik at vide, at hendes fætter havde en udmærket forretning i provinsen, og så måtte hun gifte sig med ham.

Vi fik lov at røres over, hvor smukt hun trøstede sig ved at pylre om sin jødiske søn, som blev sig sin jødedom mere og mere bevidst. For at vi skulle få denne krigserklæring mod vort samfund til at glide ned, viste man en lang passage med jødisk gudstjeneste (som vi jo ikke forstår et muk af. Her et guldkorn: Jeg takker dig Herre, at jeg ikke er født som goj, kvinde eller et umælende væsen). I stedet for et af de gribende musikværker om frihedskæmperen Jesus' martyrium, blev vi opvartet med en lang transmission fra Københavns jødiske synagoge, hvor man den dag i dag hylder den dogmatik, mod hvilken han protesterede, og for hvilken protest han måtte dø.

En ven af os, som kan trække de mange tyske TV-kanaler ind på sin skærm, oplyste, at han i flere år har erfaret, at samme boykot af de nævnte hovedværker i europæisk musikkultur var gennemført i mesterværkernes hjemland. Over alt praktiserer man i det stille: Korsfæst Kristus - giv Barrabas fri! Men tragedien må end ikke i sublim kunstnerisk udformning afspilles i media.

Over for almenheden, der systematisk er blevet hjernevasket og unddraget information, er det svært at forklare, hvordan dette enorme bedrageri har kunnet etableres og stadig er i funktion; men kamp mod en besættelsesmagt er jo aldrig enkel. Det bør DANSKEREN have erfaret..

 

Islam og judaisme
Når DANSKEREN nu samler og publicerer materiale om Islam og påpeger dens trusler mod dansk kultur, er det godt. Men næsten alt, hvad bladet finder frem til, kan man ord til andet finde også hos jødedommen. Det er derfor naivt eller måske endnu værre: forræderisk, hvis foreningen ikke lige så kraftigt advarer mod judaismen, som på grund af dens penge- og mediemagt og dens vidtforgrenede globale organisation for øjeblikket er bedre etableret, og som endda støtter Islam p.gr. af interessefællesskab i fjendskab mod kristendommen og i forsvar for religiøst tyranni.

Judaiske agenter har ganske vist til for få år siden ageret nogenlunde forsigtigt i vort land for ikke at vække unødig modstand i etableringsfasen. Men denne synes nu at være ovre. Judaiske redaktører og journalister er mere eller mindre åbenlyst placeret ud strategisk i hele vort medieapparat, og nu tager de bladet fra munden. Uhæmmet skælder de danskerne ud for nazisme, racisme og antisemitisme og bruger skældsord - især mod danskere, der, medlemmer eller ej, sympatiserer med Den Danske Forenings målsætning.

Påstanden om antisemitisme fortjener en bemærkning. Begrebet er uklart, men har på grund af fortidens pogromer, som iøvrigt især fandt sted østpå, fået en odiøs klang. Dette har judaiske skribenter benyttet til at stemple enhver kritik af judaisme eller Israel som antisemitisme og dermed som umoralsk. Et eksempel på deres utroligt effektive lobbyvirksomhed er, at det lykkes formanden for EU's komite, for aktion mod fremmedfjendtlighed, jøden Jean Kahn, at sidestille racisme med antisemitisme. I realiteten er det modsatte begreber, da jøderne jo er de mest renlivede racister i verden. Ved systematisk at udnytte roderiet i denne begrebsmanipulation (og mange andre), er det lykkedes dem at gøre enhver kritik af judaismen meget vanskelig, så vanskelig, at DANSKEREN ikke tør, eller ikke mener at kunne bekæmpe den.

Men der er ingen vej udenom; med mindre ledelse og redaktion vil lade sig ramme af det samme begreb, som de selv med ikke ringe ret har lanceret: quislingskab.

Min kone, Marianne Herlufsdatter, var blandt de første, der reagerede, da fremtrædende jøder, som nogle af dem selv beskriver det, "kom ud af skabet" og begyndte at skælde danskerne ud.

Vi havde som de fleste andre danskere ikke spekuleret nærmere over judaismens rolle i Danmark og i verdenshistorien. Det var den voldsomme jødiske reaktion på Mariannes studium af, hvad man kan læse af Mosebøgerne, der tvang os fil at gå videre med at finde ud af, hvad judaisme egentlig er. Det blev til dels chokerende læsning.

Medierne, endog bistået af forvirrede danske præster, har nu travlt med at glatte ud mellem jødedom og Kristus, og forsøger at få folk til at tro, at det egentlig er næsten samme religion, idet kristendommen er ligesom en aflægger af jødedommen. Intet kan være mere forkert. Jesu opgør med jødisk dogmatik var fundamental. Derfor blev han myrdet, og derfor er han til dato hadet af rettroende jøder, der grundlæggende opfatter næstebegrebet, fred, lighed, sandhed og ret på en helt anden måde, end vi gør.

Der er kontinuitet mellem jødedom og Islam; men der er et definitivt brud mellem judaismen og dem, der beundrer Jesu lære.

 

At vende på hovedet
Nedtoningen af denne forskel og den vestlige verdens nedprioritering af det religiøse har gjort det muligt for judaisterne at udvikle en raffineret bluffteknik i diskussion med kristne.

Jeg kalder teknikken "inversion": omvendthed,- det, at vende noget på hovedet,- at de frejdigt beskylder modstanderne for netop de nederdrægtigheder, der er karakteristiske for dem selv.

At hæderlige jøder naturligvis ikke benytter teknikken bidrager til, at den fungerer des bedre for de kyniske judaister. Her nogle eksempler:

1. Beskyldning for racisme rettes mod snart sagt alle. Judaismen er den mest racistiske lære, man kender til. For den er jøderne Guds specielt udvalgte folk, og TALMUD regner ikke-jøder på linie med hunde og æsler.

2. Beskyldninger om nationalisme rettes mod alle andre lande, medens Israel selv er hensynsløst nationalistisk, og jøder over hele verden støtter dette uden mærkbare forbehold.

3. Beskyldninger om overtrædelse af menneskelige rettigheder rettes mod andre lande. Israels regering beordrer tortur med invaliditet og ofte døden til følge. Statens optræden i de okkuperede områder er i strid med Genevekonventionerne.

4. Beskyldninger mod især araberne for terrorisme. Jøderne lagde selv for, f.eks. med terrorangrebet 9.4-1948 i Deir Yassin (med henblik på etnisk rensning). Sternligaen, mordet på Bernadotte, statsterror, hussprængninger, kollektive afstraffelser, osv. osv.

5. Beskyldningen mod Tyskland for at have startet begge verdenskrige rimer ikke med følgende : Judaisterne erklærede allerede tidligt 1933 - inden nogen jødelov var vedtaget - Tyskland krig og iværksatte umiddelbart finansielle og handelsmæssige krigshandlinger.
Samtidigt optrappedes en propagandakrig, som ledte til attentater. Bag kulisserne arbejdede fremtrædende jøder utrætteligt for at få gang i II. Verdenskrig og siden for dens brutalisering, hvilket spillede Østeuropa i hænderne på Sovjet.

6. Holocaustortodoksien hævder, at 6 mio. jøder blev myrdet af nazisterne - deraf 4 mio. i gaskamre i Auschwitz-Birkenau. Enhver kan ved konsultation af få opslagsbøger konstatere, at tabstallene for Auschwitz-Birkenau efter Zundelprocesserne i Toronto, som media ikke vil omtale, stadig er sunket, og nu anslås til 1 mio. eller ned til et par hundrede tusinde.

Man har påstået tabstal på over 8 mio. Siden har man i decennier holdt fast ved de 4 mio., som altså viste sig heller ikke at holde. Hvorfor vil DANSKEREN's redaktion have, at vi skal blive ved med at tro på folk, der overdriver fire til otte gange?

7. Beskyldningen mod tyskerne for at ville udrydde alle jøder har aldrig kunnet bevises.

Derimod kan det uomstødeligt bevises, at udryddelse af en fjende til sidste mand er en jødisk id,, som med sanktion fra Vorherre har domineret jødisk verden i tre tusinde år, og som har vist sig at være praktisk politik endnu i vor tid. I 1940 - inden USA var i krig med Tyskland - skrev Roosevelts rådgiver, Theodore Kaufman, en bog, der gik ind for, at alle tyskere (70-80 mio. mennesker) skulle totaludryddes ved sterilisation. Tysk sprog og kultur skulle forbydes og udryddes. (Farvel : Goethe, Schiller, Bach, Mozart, Beethoven osv.) Landet skulle deles op mellem nabolandene. Nogle skulle have mægtige områder. Danmark kun en ganske lille bid.

Sovjet fik allerede da godkendt sine sidste netop gennemførte militære erobringer. Bogen fik begejstret modtagelse i visse store amerikanske aviser. Flere jødiske mordplaner fulgte efter, og blev delvis realiseret. De kostede langt flere tyske liv end de faktiske jødiske ofre.

Den sidste tilintetgørelsesplan benævnes Hooton- eller bastardiseringsplanen, og er måske den mest raffinerede. Den gik ud på at opblande den tyske befolkning indtil opløsning. Den blev i krigens slutfase og årene efter ført ud i livet med utrolig grusomhed : mord og voldtægter, om hvilke den judaiske presse naturligvis tier som graven. Siden er den ført frem gennem pression og propaganda for multi-kulti.

Bent Jacobsen (i DANSKEREN 2.97) påstår mod bedre vidende, at VESTLIG SAMISDAT ikke handler om indvandringen og Danmarks fremtid. Vi peger bl.a. på, at bastardiseringsplanen nu søges realiseret i alle lande - især de kristne. Men Israel og det jødiske folk skal holdes uden for. Det er propaganda for dette scenarium, som nu føres frem i vore egne blade af judaismens agenter.

Konklusion: Vi bør ikke finde os i urimelige beskyldninger fra judaisternes side! Vi må kritisere dem, som de kritiserer os. Afsløre urimelighedeme i deres tro, som de kritiserer kristendommen, og vi forresten selv gør det. Og vær så lige så restriktiv overfor invasion af flere judaister, som vi er enige om, at man bør være imod invasion af islamitter. Vi må tale klarsprog.

Og lad så være med at efterligne modstandemes metoder. I DANSKEREN nr. 2-97 henter redaktøren et læserbrev ud fra indsenderafdelingen og placerer det i fortsættelse af den lange afhandling om Demos, for at det skal se ud, som om det hører hjemme i en sådan sammenhæng.

Brevet handler om VESTLIG SAMISDAT. Vore skrifter har intet med udemokratiske bevægelser at gøre. De bringer oplysning om den revisionistiske forsknings resultater. For at mistænkeliggøre dette sidestiller Bent Jacobsen revisionisme og nynazisme.

De store revisionister som Rassinier og Faurisson var aldrig nazister. Vi har aldrig fundet gnist af nazisme i kredsen om Institute for Historical Review.

Blandt de revolutionerende bøger, som danske media ikke omtaler, er "Other Losses" af James Bacque eller for den sags skyld "Germany Must Perish" af Theodore Kaufman. Den sidste beviser uigendriveligt tesen i pkt.7.

VESTLIG SAMISDAT giver sig ikke af med "antijødisk hysteri", men fremlægger de fakta om judaisk ideologi, som media, og altså også DANSKEREN's redaktion, hidtil har undertrykt.

Når Bent Jacobsens lader som om han har fået VESTLIG SAMISDAT tilsendt, fordi han har "gjort sig bemærket i medierne", så er det ikke rigtigt. Han har modtaget den, fordi han skrev fil Marianne Herlufsdatter som følger : "Vi er en flok gode venner fra Den Danske Forening, som var meget glade for at læse din glimrende artikel i Berl. Tid. 18.6-95. Men vi kunne godt tænke os at læse resten af artiklen. Så vi ønsker at benytte os af dit tilbud" ( om at få tilsendt resten.)

Mange andre tog mod dette tilbud. Mange bidrog med for os helt nye oplysninger om den mosaiske religions indhold og politiske virksomhed.

Det blev klart, at media fører os alle, eller de fleste af os, bag lyset, og at historieskrivningen målbevidst forfalskes med en bestemt hensigt, samtidigt med, at al kritik undertrykkes. Det er kulturelt og demokratisk selvmord ikke at gøre modstand mod dette.

Rubjerg, 29. april 1997

Lars Thirslund.
Lønstrupvej 122
9480 Løkken
Tel. 98 99 65 74

Dokumentation:
I vore samisdat refererer vi kort det vigtigste i Israel Shahaks bog "Jewish History, Jewish Religion",, James Bacque's bog "Other Losses" og Theodore Kaufman's bog "Germany Must Perish", og anviser yderligere litteratur.
Det vigtigste center for nyere historisk forskning er "Institute for Historical Review", Californien. Insituttet -udgiver tidsskriftet "Journal of Historical Review" og foldere med koncentreret orientering om centrale emner. Præcise notehenvisninger.
Anden information, som vore media tier om, kan fås i månedsskriftet THE BARNES REVIEW, TBR, 130 Third Street, SE, Washington, D.C. 20003 og ugeavisen THE SPOTLIGHT, 300 Independence Ave. SE,Washington, D.C. 20003, USA.
Den kristne avis "Christian News" refererer May 7,-90, Vol. 28 nr 19 (i kølvandet af Zundelprocesseme) i en tætskrevet avis opgøret mellem "rettroende holocaustdyrkere" og revisionister. Begge sider kommer til orde. Bladet kan stadig rekvireres. Adresse : Christian News, Box 168, New Haven, MO 63061, USA.