Den snu anti-danisme

-de manglende led

Svar fra

VESTLIG SAMISDAT

til den snu

Geoffrey Cain

Vi bringer nu nogle af de indlæg og breve, vi har sendt til danske aviser og fået retur. De oplyser om "missing links" - manglende led i vor historieviden - og dermed vor selvopfattelse og opfattelse af nutidens store spørgsmål. Det første er et svar til Geoffrey Cain, som indtager en særstilling i dansk presse derved, at han kan få sine skriverier ind i de mest forskellige aviser, og derved, at de skiller sig lidt ud fra politisk korrekthed ved somme tider tilsyneladende at forsvare danskerne. Danskerne, forsikrer han gavmildt, behøver ikke at modtage så mange fremmede, når blot de støtter Israel, incl. Netanyahu, og bekender sig til holocaust. Som bekendt er det sværeste at forsvare sig imod ens venner. Vi skrev derfor dette svar om "den snu anti-danisme":

Kristeligt Dagblad bragte 14/4-98 en artikel af Geoffrey Cain, som han havde givet titlen " De snu holocaustbenægtere". Med titlen ville han antyde, at den kritik af de jødiske rabbinernes holocaustfremstilling, som revisionistiske historikere har fremført, skyldes nazister, som, betalt af rige arabere, manipulerer de historiske kendsgerninger.

Det er omvendt sådan, at revisionisterne afslører den manipulation af kendsgerninger, som blev udviklet under verdenskrigen, og som man desværre endnu, 50 år efter krigen, ikke har formået at vikle sig ud af igen.

Pionererne i dette arbejde er hverken arabere eller nazister, men forskere i vestlig kritisk historietradition.

I farten påstod han to gange, at vore skrifter: VESTLIG SAMISDAT, er antisemitiske. Det skyldes alene, at vi slutter os til denne tradition.

Vi skrev følgende modindlæg til avisen og fremlagde nogle af de fakta, som alle bør have kendskab til, hvis de skal have mulighed for at vurdere, hvem der har ret: rabbinerne eller videnskaben. Flere fakta kan hentes i vore SAMISDAT.

Antidanismen

Med flosklen antisemitisme afviser jødiske kredse al kritik af jødisk politik og religion; men dansk kultur angribes uden hæmninger af de samme kredse. Påstået antisemitisme og "semitisme" bør diskuteres: men det bør antidanisme også.

VESTLIG SAMISDAT er ikke et antisemitisk skrift, men blade, vi udsender, med oplysninger om væsentlige kendsgerninger, som vore media fortier. Da det af en eller anden grund er sådan, at de netop fortier næsten alle oplysninger, der er ubehagelige for den judaiske lære, indrømmer vi gerne, at vi har bragt oplysninger af den karakter.

Nogle af dem har været chokerende også for os selv.

Vi ridsede så nogle af vore egne og revisionismens opdagelser op, da de stadig er ukendte for flertallet af danske avislæsere. Fordi en del af dem er nævnt i de foregående indslag, bringer vi kun nogle hovedpunkter her.

Vi var vantro, da vi læste, at det var jøderne, der erklærede Tyskland krig - ikke omvendt. Endnu mere forbløffede blev vi, da vi læste, at ingen havde kunnet dokumentere, at Hitler havde givet ordre til at udrydde alle jøder; men at magtfulde jøder tvæt imod i 1941, med bogen GERMANY MUST PERISH - agiterede for, at alle tyskere og tysk sprog og kultur skulle udryddes.

Og om Roosevelts reaktion på bogen:

Roosevelt var omgivet af mange jøder. Hans stab tog indtryk af skriftet og planlagde mord på så mange tyskere som muligt. Kendt er finansminister Morgenthau og hans sekretær Harry Dexter White, der forresten var sovjetisk agent. Præsidenten selv bærer et hovedansvar for den totalisering af krigen, som udskød afgørelsen og spillede Østeuropa i hænderne på Sovjet. Pladsen tillader ikke at gå ind på de mange uhyggelige, men veldokumenterede enkeltheder; men halvtreds år efter krigens afslutning bør også kendsgerninger, som er ubehagelige for de sejrende magter, blive kendt. For at undgå dette konstruerer Cain et helt falsk billede af revisionismen. Den er ikke skabt af pengestærke arabere og nazister, men af sandhedssøgere, som under stor personlig risiko har samlet og offentliggjort ubekvemme kendsgerninger.

Om den franske professor Paul Rassinier's forskergerning:

Han begyndte, at interviewe "vidner" og konstaterede, at kun meget få talte om, (mangler noget!!) han bøger, som blev banebrydende. Den første udkom allerede 1950. Men inden da, i 1948, var første udgave af den engelske historiker Frederick J.P.Veale's bog: " Advance To Barbarism" udkommet. Den ser de europæiske storkrige og europæisk krigsførelse i et nyt og større perspektiv. Han viser, at amerikansk indblanding har været alt andet end lykkelig for Europa, og han afslører allerede her, at det var briterne, der i marts 1942, på opfordring af en jødisk professor, startede terrorbombning fra luften, og militært meningsløst fortsatte med dette til krigens sidste dage.

Det afgørende slag om revisionismen fandt sted i Ottava, 1985-88, hvor den tysk-canadiske revisionist Ernst Zündel blev stillet for retten, fordi han havde hævdet bogens (Døde virkeligt 6 mio.?) teser.

Han blev tiltalt efter en gammel canadisk lov, som forbyder at udbrede usandheder. Det stod altså til Zündel at bevise, at hans påstand var sand.

Anklagemyndigheden mødte op med tidens mest kendte holocausthævdere, deriblandt den af Cain fremhævede Jean-Claude Pressac.

Men Robert Faurisson (efter Rassinier Frankrigs mest betydelige revisionist) stillede op som vidne for Zündel, og gjorde det så overbevisende, at anklagerens to hovedvidner Raul Hilberg og Pressac brød sammen. Et andet berømt anklager-vidne, David Irving, gik over til forsvarersiden. En vigtig årsag til dette var netop det, som Cain citerer Jürgen Graf for så træffende at fremhæve: "Der er blevet skrevet spaltekilometer om "holocaust", uden at nogen officiel historiker fandt på at underkaste gerningsstedet, "gaskamrene" og krematoriene en videnskabelig teknisk og kemisk undersøgelse." Zündel, som slet ikke var millionær, skaffede midler til disse undersøgelser. De kunne have vist, at han havde uret, men resultatet blev en overbevisende sejr for hans sag. Han blev frikendt

Blandt de enkle kendsgerninger, som forsvaret drog frem, og som det virkelig er utroligt, at ingen før havde undersøgt, er, at lejrenes krematorier kun havde en brøkdel af den kapacitet, som vidnerne havde påstået. Siden viste man, at de rum, som "vidnerne" påstod havde været anvendt til ustandselig gasning af ofre ved hjælp af insektmidlet Zyklon B, umuligt kunne have været anvendt til dette formål. Kemiske analyser af cyanidindholdet i væggene viste, at den påståede anvendelse var umulig. Vidnerne havde også påstået, at giften blev smidt ned gennem huller i loftet, som også var tag. Luftfotografier, taget af de allierede medens gasningsvirksomheden hævdes at have været på det højeste, viste, at der ikke var nogen huller. Man har efter krigen hakket nogle klodsede åbninger i taget, men de var der altså ikke, da man påstår, at kamrene var i anvendelse.

Det er uanstændigt af Cain at antyde, at revisionisterne opererer med påstande og antydninger. Det er jo det, han selv gør.

Om een eller to har skrevet Anne Franks dagbog, vil vi ikke udtale os om med større overbevisning. Men da det er fastslået, at en del af manuskriptet er skrevet med kuglepen, kan det ikke være sket i 1942, da kuglepennen først blev tilgængelig flere år efter krigen. Mest sandsynligt er det derfor, at faderen eller en journalist har skrevet en større eller mindre del af bogen. Forresten forsøgte tyskerne ikke at gasse hverken hende eller hendes søster, men tværtimod at kurere dem for den tyfus de led af, og som blev deres død.

Zündelprocessen blev holocaustmytens Waterloo

De 4 mio. blev af Jean-Claude Pressac reduceret til 665.000. Man har altså i næsten et halvt hundrede år hævdet et myrderi, der var mere end 3 mio. for højt. Det er da en bagvaskelse, som Deborah Lipstadt burde fordømme, men hun og Geoffrey Cain gør altså lige det modsatte. Kæmper for, at sandheden ikke må komme frem.

Det er interessant, at Cain af en eller anden grund har formindsket det officielle tabstal til 5,5 mio., altså med en halv million.

Det er vel overflødigt at nævne, at den berømte amerikanske historiker A.R.Butz allerede 1976 vurderede det samlede tal til formentlig ca. 1 mio. I alle tabsangivelser må man huske på, at et stort antal dødsfald var, hvad man kalder, naturlige. Folk dør jo også i fredstid og udenfor lejre, formentlig mellem 1 og 2 procent om året. Andre tab skyldtes levnedsmiddelsvigt og sygdomme og endda bombninger, især i krigens sidste kaotiske fase. At henrettelser forekom, er der vist ingen, der benægter.

De, der hævder den officielle holocaustversion, fornægter moderne vesterlandsk kemi og fysik, samt kildekritik og de mest elementære regneregler: 6 minus mellem 3 og 4 kan ikke blive 6.

Et par ord om det meningsløse begreb "antisemitisme". Jøder og arabere er fjendtlige mod hinanden, men begge parter regnes som semitter.

Vore egne undersøgelser blev sat i gang af det mere nærliggende fænomen: antidanisme, som vi med stigende undren så praktiseret af fremtrædende jøder i vort land. Vi opdagede, at den havde sin rod i en langt bredere fremmedfjendtlighed, som igen har sin baggrund i en judaisk og talmudisk lære, hvis indhold er utroligt fremmed for dansk og vesterlandsk opfattelse.

Går man dette udpræget autoritære system efter, opdager man, at det lige som nazisme og kommunisme er blevet brugt til uhyggeligt bedrag og forbrydelser. Bøger, der afslører dette, oversættes ikke, og de fleste dagblade nægter simpelthen at omtale dem. På dette felt har vi tilstande omtrent som i Sovjet.

Derfor startede vi - lige som russiske intellektuelle - vore samisdatblade. De er ikke rettet specielt mod jøder, og især ikke mod enkeltindivider. Vi har kendt sådanne, som er os meget kære. Men de vender sig mod, at vi lader os misbruge af et politisk religiøst system, ifølge hvilket vi er mindreværdige, som hunde og æsler, i forhold til Guds udvalgte folk, der skal være konger og vi andre slaver, hvis eneste opgave er at betjene dem dag og nat. Hvis danskerne havde en anelse om, hvad der står i jødernes hellige bøger, f.eks. Talmud, ville de vende sig fra den jødiske lære med afsky. Derfor har vi den censurerede presse og forlagsvirksomhed, og derfor hævder man, at rabbinernes påstande ikke må angribes med sund fornuft.

Fremragende jøder som Israel Shahak og Benjamin Freedman hævder opfattelser som dem, vi fremfører, men må ikke blive kendt. Vi forsøgte 1995 at få Weekend Avisen. til at bringe en informativ anmeldelse, skrevet af Marianne, om Shahaks bog: " Jewish History, Jewish Religion." Kronikredaktøren svarede, at det var et alt for eksplosivt emne. Så ændrede han sig. Bladets egen anmelder skulle nmelde. Og så bekendte han, at han havde sendt Mariannes artikel til bladets korrespondent i Jerusalem. Så vidt vi kan se, var det Martin Krasnik. Han skulle interviewe Shahak. En udmærket idé; men hverken anmeldelse eller interview blev til noget. Vi har påpeget det åndelige forfald, der manifesterer sig i, at vi ikke længere må opleve fremførelsen af vor musikkulturs største mesterværker, passionerne, der skildrer Jesu lidelser og storhed over for døden. I år (1998) benyttede W.A. påsken til at gå videre og direkte smæde Kristus. Man bragte en "reportage" fra det gamle Jerusalem, med referat af "interview" med jødernes dødsfjende Jesus. Forfatteren var Martin Krasnik, og overskriften: "En almindelig mand."

For at hævde denne tese sammenrodede Krasnik, på samme måde som Cain, målrettede påstande, antydninger og sammenligninger uden nogen som helst relevans. "Almindeligheden" bryggede han sammen ved - med Gud ved hvilken ret - at sammenstille Jesus med fallerede borgerlige ministerkandidater, topmodeller og skuespillere, samt hykleriet om celebriteter som Marilyn Monroe, Elvis Presley og prinsesse Diana. Dertil kom en studieværtinde på TV 2, men især hans egne personlige erindringer, som han - uvist om på redaktionens vegne - udtrykte således: "Alle elsker omtale - - beskedenhed er hykleri - - vi andre husker stadig med al tydelighed, hvordan vi konstant har forsøgt at få omgivelserne til at opfatte os som dybt spændende mennesker."

Evangelierne giver intet belæg for, at Jesus forsøgte at blive opfattet som mere spændende, end han var. Derimod var han jo adskiligt mere spændende end Krasnik.

Og så: for at lede bort fra det væsentlige, at for Jesus var budskabet det vigtige - ikke hans person - påklistrer Krasnik hans person så mange gemene træk som muligt: "hundsede hensynsløst med sine disciple, havde et anstrengt forhold til sin fader og hans forhold til moderen var kendetegnende for umodne mænd med uhelbredelige komplekser". Mon ikke Krasnik stadigvæk sammenblander sine egne erindringer om sig selv med evangeliernes beskrivelse af den person, som han selv betegner som jødernes dødsfjende, skønt det nu altså var lige omvendt.

Det næstværste mener Krasnik dog var, at Jesus flere gange havde sagt, at han var Guds søn. Det værste er, at han har lært alle os andre: gojim - ikke-jøder - at bekende os til det samme, hver gang vi beder "Fader vor!"

Det er dette brud mod judaisk sammenhold med front mod alle andre, der er grunden til jødedommens uslukkelige had ikke blot til Jesus, men til alle folk, der har taget mod hans budskaber. Af taktiske grunde er man længe gået forsigtigt frem med dette had, men det afslører sig nu mere åbent, også her hjemme, i nedladende omtale af vor kultur og religion. Vi så det utilsløret i protesterne mod, at et af vore største kunstværker, Jellingestenen, afbildes på danske pas. Martin Krasniks og W.A.'s frontalangreb er et andet ubehageligt eksempel.

Kollisionen mellem vor livsform og den jødiske grunder sig i Jesu lære om ubetinget sandhed, retfærdighed og barmhjertighed, selv mod fjender. I jødedommen er hadet mod, hvad rabbinerne udpeger som fjender, grundlæggende. Derfor har dens historie også efter folkets emancipation, for knapt to hundrede år siden, været grusom og blodig. Med enestående dygtighed, har den forstået at skjule dette og kaste skylden på andre.

Måske fordi karakteren af dens hensynsløse erobringskrig i Mellemøsten er ved at blive lidt for åbenbar, er facaden ved at sprække, og nye afsløringer af en manipuleret historieskrivning kommer stadig til.

Chaim Weizmann, senere Israels præsident, var aktivt indblandet i forsøget på efter krigen at forgifte drikkevandet i de større tyske byer, for at myrde 6 mio. tyskere. Læg mærke til tallet, som han ikke kan undgå at have vidst, var et produkt af hans eget propagandaapparat. Kun en tilfældighed forhindrede, at planen blev virkeliggjort. På grund af et uheld trak forberedelserne så længe ud, at der var kommet for mange amerikanere og jøder til området. I en lejr med SS-officerer forgiftede man fangerne med arsenik. Uvist hvor mange døde.

Danskere, men også tyskere, franskmænd og østrigere, har ret til at kende sandheden.

Mere snuhed

I Ekstrabladet 26/4-98 angriber Geoffrey Cain Lotte Heise for hendes lave debatniveau, der er mindre udspekuleret end hans eget. Hun har kaldt ham "dybt åndssvag" fordi han vil stemme på Pia Kjærsgård, som hun betegner som en "underfrankeret møgkælling". Man må indrømme, at sproget, som Cain kalder rendestenssprog, er tarveligt; men det svarer dog godt til den person, der bruger det, og er altså udtryk for en slags ærlighed, helt forskellig fra Cains insinuerende facon. Han spørger selv: hvad, hvis dette ligefremme (rendestens)sprog "blev så almindeligt, at nogen fandt på at kalde Lotte Heise og andre kulturpinger for gemene landsforrædere, for det er vel ikke nogen upassende betegnelse for folk, der gør alt for at tage Danmark fra de retmæssige ejere og give det til vildt fremmede?"

Nej, det er det ikke! Men hvorfor placerer Cain da ikke betegnelsen forrædere på den lange række af fremtrædende jøder, der i embeder og media arbejder for det samme? Er det fordi han ikke betragter dem som danskere? Erkender han, at de er en femte kolonne i vort land? Så er det da meget værre end skvalderet af en lille rendestenspige. Det er jo disse mægtige beherskere af vore media, som gør, at kultur- og mediepinger ikke tør andet end plapre med på de internationale paroler, som sagt lige ud foreskriver dette: alle grænser skal slettes, alle nationalstater og alle folk skal raderes ud - undtagen det jødiske folk og staten Israel.

Danmark er ikke et specielt offer for denne strategi; men vi må først og fremmest slås for vort eget land, og vore nærmeste naboer.

Cain hævder, at Lotte Heise har været varm tilhænger af det østtyske regime. Det siger noget om hendes naivitet.

Men selv er han glødende tilhænger af jødisk nationalisme og af dansk mediecensur. Han forsvarer rabbinatets dogmer, og han erklærer sig som stor beundrer af Netanyahu's brutale erobringskrig i Palæstina. Det gør hans egen troværdighed tvivlsom.

P.s.: Vi må desværre i dag (18 februar 1999) medgive, at Cains bekymring over sprogets udvikling mod rendestensniveau var berettiget. I Politiken boltrer Dan Tschernia sig helt nede i kloakrørene, og avisens kulturredaktør, Bjørn Bredal, har opgivet tavshedens taktik til fordel for åbenlys løgnepropaganda. Se Sam V, "Monopolet mobiliserer",. og vor senere artikel i dette nummer: " Grundlov, sandhed og ret."

Kristeligt Dagblad ville ikke bringe vor artikel. Vi sendte da følgende brev til bladet:

Rubjerg 30/4 199

Kristeligt Dagblad
Chefredaktionen,
og evt. den ansvarlige bestyrelse.

Redaktør Palle Grønbæk Weis har returneret biføjede artikel, som vi sendte 20/4-98.

Vi finder returneringen uacceptabel af følgende grunde:

1: Når bladet bringer Geoffrey Cains artikel med en række hele og halvkvædede usandheder, og som to gange udpeger vore skrifter som antisemitiske uden at definere og begrunde denne betegnelse, så er det i strid med demokratisk pressemoral ikke at give plads for en fyldestgørende imødegåelse. Redaktør Weis's henvisning til nødvendigheden i at prioritere har ingen gyldighed her. Bladet har prioriteret Cains usandheder og vinklinger, så kan det ikke nedprioritere et sagligt svar derpå.

2.: Modsat Cain's artikel bringer vor artikel en lang række konkrete historiske oplysninger, som det danske folk er holdt uden for. Danske dagblade fortsætter at hævde, at 6 mio. jøder blev myrdet af tyskerne; men de selv samme blade har nu ændret tabstallet for Auschwitz-Birkenau til, snart 1,5 mio snart 1 mio, som i den danske encyklopædi. Ingen forklarer denne pludselige ændring af oplysninger. Folk har krav på forklaring. Den bringer vi: Ottawa-processerne . De bør bringe denne forklaring . Dette spørgsmål er ikke nogen underordnet detaille.

I følge 2. Mosebog lyder det 9. bud "Du skal ikke bære falsk vidnesbyrd mod din næste". Luther bevarer samme formulering, men regner det for det 8. bud. Desværre er forskellen mellem jødernes og vor forståelse af denne enkle sætning så forskellig som forskellen mellem nat og dag. For den bogstavtro jøde er næsten kun andre jøder. Vi viser i vor VESTLIG SAMISDAT nr. 4 (i afsnittet :" Myten om holocaust og om jødernes kærlighed til medmennesker"), at grænsen mellem de bogstavtro jøder og de mere eller mindre sekulariserede er ganske ubestemmelig. Her ser vi uhyggeligt tydeligt, at den så at sige ikke eksisterer. Tyskere er ikke jødernes næste. Derfor har de løjet hæmningsløst om dem, mest groft fra og med 2. verdenskrig; men de lyver lige så hensynsløst om andre, som arabere og nu sandhedssøgere, som de mener er i vejen for deres fremfart.

Dette forsvares ud fra jødisk opfattelse af Moselov; men det kan ikke forsvares ud fra kristen.

Det er skræmmende, at mosaisk, barbarisk egoisme og fremmedfjendtlighed har erobret vestlige media og nordiske i den grad, at protester herhjemme kun kan føres frem i samisdatbreve som under Sovjetunionens diktatur.

Det er på høje tid, at der reageres mod dette ukristelige tyranni..

3: Hvad angår høflighed: I anledning af Israels jubilæum har bladet været mere end affabel nok mod et regime, der bryder mod de vigtigste menneskerettigheder, og som støtter brænding på bål af Det Ny Testamente (Kilde: dagspressen og Shahak.).

4: Bladet bør derfor også give plads til svar på de gentagne nedvurderinger af Kristus, som bringes i andre blade, især W.A. Når dette blad ved Martin Krasnik benytter påsken til det tarvelige skriveri, som vi påpeger, bør bladet, alene ud fra sit navn, slutte op om vor præcise kritik.

5: Så længe enhver kritik af jødedommen, endda TALMUD, kan viftes bort som antisemitisme, forsvarer man nævnte hæslige tyranni. Det er nødvendigt at fremføre denne kritik, ligesom Shahak har gjort det, og som helt aktuelt (ifølge DR1 i går) jøder i Israel gør det. Og som Jesus gjorde det for knapt 2000 år siden. Hvis bladet vil undertrykke dette, bør det bytte navn.

Vi håber, De vil bringe vor artikel. Ellers beder vi Dem motivere, hvorfor de har bragt Cains artikel, og hvorfor De ikke vil bringe vor.

Med venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter
Lars Thirslund

Men det kristelige blad ville ikke bringe vor artikel.