Jødelobbyen mobiliserer

Mere antirevisionisme

af Lars Thirslund og Marianne Herlufsdatter

Som led i de organiserede kampagner mod revisionismen besøgte den israelske professor, David Bankier, Danmark og holdt foredrag flere steder.

Kristeligt Dagblad udnævner ham til "international ekspert" og bringer en smædeartikel mod revisionismen, med tilten "Holocaust-benægtere under dække"

Hvorfor skrive de dette. Revisionisterne holder intet under dække. De præciserer så nøje som muligt, hvilke holocaust-påstande kritiserer, og hvilke fakta, som synes at stå fast. Derimod forsøger holocausttilhængerne at dække over, at deres seriøse forskere har måttet trække mere og mere i land. Det kommer også frem mellem linierne i professorene svævende og selvmodsigende udtalelser.

Vi skrev følgende til bladet, som det endnu ikke har "fundet plads til":

Rubjerg 25.2.99

Kristeligt Dagblad
Rosengården 14
1174 København V

Holocaust er mytologi -

ikke videnskab. Det demonstreredes eftertrykkeligt af artiklen på bladets bagside 24/2-99. Her indrømmedes det, at Christian Lindtners oplysninger til Berlingske Tidende var korrekte. Og professor Bankier "mener ikke, at antallet jødiske ofre er det væsentlige: - Om det er seks eller fire eller to millioner." Det må forbløffe, da man i over et halvt århundrede har hævdet, og det stadig hævdes, at antallet definitivt er seks millioner.

Når professoren nu rejser rundt og bekendtgør, at dette ikke er vigtigt, at tallet gerne kan reduceres til en tredjedel, så viser det, hvor langt revisionisternes kritik er slået igennem i de mest hårdnakkede modstanderes rækker.

Det er da på tide, at danske læsere får reel information om, hvad historisk revisionisme faktisk er. Det står nemlig ganske enkelt for kravet om nøgtern kildekritik og konsekvent kontrol med alle tilgængelige midler af alle overleverede historiske oplysninger.

Disse grundlæggende videnskabelige principper, som slet ikke er nye, har stadig ført til - somme tider smertelige - omvurderinger af etablerede fremstillinger. Tiden synes nu endelig moden til, at også vor nyere historie underkastes sådan granskning.

Efter at vi nu har hørt en moderne israeler, burde vi have lejlighed til at høre en fremtrædende repræsentant for den anden lejr, f.eks. den franske professor Robert Faurisson, den schweiziske forfatter Jürgen Graf eller Marc Weber, direktøren for det californiske "Institute for Historical Review".

Hvad jeg ikke forstår, er snakken om, at revisionisterne er farlige. Jeg har aldrig hørt om en eneste revisionist, der angreb en anderledestænkende. Derimod har holocausttilhængerne begået mord og adskillige gange blodige overfald og terror.

De virkeligt farlige for vort demokrati er fanatiske aktivister som Mikkel Andersson, der kræver, at kun religiøse og politisk korrekte opfattelser må bringes i danske media.

Lars Thirslund

Weekendavisen gik naturligvis endnu stærkere ud, men med samme effekt. Martin Krasnik, hvis ukristelige vinklinger vi flere gange har peget på, brugte over en halv side til begejstret registrering af.den rettroende professors budskaber.

Vi citerer følgende, med kommentarer i parentes: "De tyske nazisters vidneudsagn ved retten i Nürnberg påstås at være afgivet under tortur" (Jamen, det var de skam også). Det " betyder, at man ikke kan tale med revisionisterne, man skal holde sig fra dem - - langt borte fra både debatter i historiske tidsskrifter og talkshows - - debat med revisionisterne. Det er "selvmorderisk at møde dem" (Ja, det demonstreredes under Zündelprocesserne, og det ved Bankier naturligvis) "Udover Jörg Haider i Østrig, belgiske Vlaams Bloc og andre europæiske bevægelser med et antisemitisk fundament, findes et væld af forskere, som f.eks. den danske Chr. Lindtner." - - "The Adelaide Institute i Australien, amerikanske Institute for Historical Review eller Associazione per il Revisionismo Storico". "At der findes personer, der er "respektable" historikere, som f.eks Irving, er ikke nyt. Det at være dygtig og kompetent til en ting udelukker ikke, at man er brændende nazist. Tag Wagner. Man kan ikke forstå moderne musik uden at forstå Wagner. Samtidig var han besat af jøder. Det samme gælder en række nobelpristagere." (Vi får da et og andet at vide).

Krasnik: - "Du mener altså ikke, at man bør forbyde at udsende materiale, der benægter Holocaust, som man har gjort det i Tyskland."

Bankier: "Jo, det mener jeg faktisk, jeg hælder mod et forbud. For det første af hensyn til de overlevende. og efterkommerne. At høre på revisionisterne er dobbelt lidelse. For det andet, fordi jeg er enig i den principbeslutning, der blev truffet under den franske revolution: Demokratiets fjender, der kun vil bruge systemet til at overtage og ødelægge det, har ikke ret til demokratiets privilegier. Det er fundamentalt tåbeligt og selvmorderisk." (Ja, det var skam også Stalins opfattelse.)

Vort forhold til jøderne

Til sidst et par ord om jødespørgsmålet. Vore smædeskrivere betegner os naturligvis som antisemitter, for det kalder man i de kredse enhver, der kritiserer noget jødisk. Men så påstås det også, at vi må have skrevet af efter Julius Streicher og Mein Kampf. Vi havde aldrig læst en linie af nogen af dem - kun Herbert Pundik og brødrene Melchior, og så begyndte vi at læse Det Gamle Testamente. Det gav nok at tænke på. Og siden kom der mere, og det gør der stadigvæk. Se følgende sider: (i papirudgaven vises billede af de to jødiske topchefer i verden af i dag, hver især "national repræsentant" for en stormagt i collage sammen med massedemonstrationer af ortodokse jøder i Israel)

"Så gode venner var de vist"

Man kan ikke beskylde danske aviser for at være kritiske mod vore jøder og deres våbendragere. Men de bringer også billeder. Vor collage viser ortodokse jøder (en kvart million) demonstrere i Israel. Det ser sort ud, og det gør også deres danske kreaturer, udrustet til "argumentation" mod dansk politi.

Deres ledere i vest og øst, Madeleine Albright og Jevgenij Primakov demon strerer deres grænseløse samarbejde med armene så langt, det nu er muligt, slynget om hinandens midjer.

Lad os klare problemerne bedst muligt. Vor kritik retter sig ikke mod en bestemt race.

Den retter sig mod navngivne personer, der dominerer danske media, og mod de magthavere, der regerer disse media. Og den retter sig mod den lære, den ideologi, judaismen eller zionismen, ( som nogle jødiske kritikere vælger at kalde den, og så kan vi formodentlig også gøre det) der vejleder magthaverne i dette system. Fordi man kritiserer kommunismen og/eller kommunistiske ledere, angriber man ikke den eller de i sovjetsystemet involverede racer. Og vor kritik rammer naturligvis aldrig alle jøder. Det er op til hver enkelt at gøre sig sin indstilling til zionismens religiøse ideologi klar. Vi, på vor side, har ret til at analysere og kritisere den, lige som vi har ret til at undersøge kommunismen og nazismen. Vi finder læren uhyggelig og forhistorisk.

Det må man ikke sige i danske media og i nærliggende områder. Og i den åbne debat forsvarer herboende jøder systemet med alle til rådighed stående midler.

I Israel synes det, som om samstemmigheden ikke er helt så fuldkommen. Det beror måske på, at man der har modsætningen mellem det fortidige og det nutidige stærkere inde på livet. Når de ortodokse samler sig dernede, ser det sort ud. For nylig samledes de til demonstration. Man anslog, at mellem 200,000 og en halv mio. mødte op i fuld uniform. En moddemonstration samlede 50- til 60.000. Ganske mange, det også, men tilsyneladende et mindretal.

Der Spiegel nr. 1/99 bringer en interessant reportage om konflikten mellem de to fløje. Her vurderes talforholdet mellem dem omvendt, med kun 20% til de ortodokse. Men paradokset er, at det er dem, der har magten, hvilket skaber spændinger. En ung filosof, Seffi Rachlewski, har skrevet et arbejde, som på to måneder har nået det imponerende salgstal: 40.000. Titlen: " Mesias's æsel" hentyder til det æsel, som ifølge profetierne skal transportere den kommende messias til Jerusalem. Vi ved, at Jesus besteg dette pæne lille dyr for at leve op til en profets forudsigelse, hvad jøderne dog aldrig godkendte, hvorfor de ortodokse stadigvæk venter på den rigtige æselrytter. Men mange tror, at han allerede har sneget sig ind i byen uden at give sig til kende - endnu. De venter og glæder sig til, at det snart sker.

Rachlewski mener at æslet er godt i gang, og den har et navn. Det er zionismen. Men den, og det samfund, Rachlewski iagttager, er undergået en forvandling siden hans bedsteforældre, ved århundredets begyndelse, kom til landet og startede et langt livs stræbsomt arbejde med opdyrkning af det fattige land. I dag er de israelske jøders levestandard stærkt forhøjet, men flertallet arbejder stadig energisk i et moderne samfundsmaskineri. Et mindretal står imidlertid uden for alt dette, alene optaget af at læse overleverede skrifter, følge overleverede regler og bønfalde forfædrenes gud om at sende den udlovede messias, som med et slag skal vende kaos til sejr.

Paradokset er, at det er disse troende, der har magten over de andre gudløse syndere, der dog som naive håndlangere -så at sige nyttige idioter - er brikker i guds storslåede plan.

Vi må referere Rachlewskis tanker, som de fremstilles i Der Spiegels artikel. Bladet oplyser ikke forlaget og ikke en gang, om bogen er tilgængelig på andet end hebræisk. På biblioteket melder computoren: 0, når man spørger efter Seffi Rachlewski. Der kan altså være misforståelser i bladets og vor tolkning; men den skildring, artiklen giver, har sandsynlighedens præg. Og Rachlewskis skepsis over for den ortodokse lære falder i tråd med Shahaks.

I følge bladet frygter han, at de troende ved at tage herredømmet i det jødiske samfund, som på verdensplan har samlet sig en næsten ufattelig magt, vil bringe ulykke, ikke bare over sig selv, men også over andre. Hvad kan man stille op? Rachlewski ser kun én mulighed: Kast lys over det.

Hvis denne tolkning er rigtig, ser vi - trods afstand i geografi og udgangspunkt - en våbenbroder i den unge israelit.

Det er samme tanke og bestræbelse, der ligger bag VESTLIG SAMISDAT.

Lars Thirslund

Marianne Herlufsdatter