Ytringsfriheden i Europa

af Lars Thirslund og Marianne Herlufsdatter

Bertel Haarder har i mange år været medlem af udvalg for menneskerettighederne under Europaparlamentet. Vi har derfor gentagne gange skrevet til ham om undertrykkelsen af ytringsfriheden syd for vore grænser, i Tyskland, Østrig og Frankrig, men fik ikke svar.

Vi formulerede da en henvendelse til formanden for Europaparlamentet og bad ham om at tage problemerne op. 25 andre danskere underskrev appellen, inden den 17 april 1998 blev sendt af sted til Bruxelles. Den fik følgende ordlyd:

Formanden for EU-parlamentet

Hr. José Maria GIL-ROBLES GIL-DELGADO
Rue Wiertz
B - 1047 Bruxelles.

Om undertrykkelse af ytrings- og forskningsfriheden i Europa

Det er ikke tilstrækkeligt for lande, der vil kaldes civiliserede, at ratificere de konventioner om menneskelige rettigheder, som er vedtaget for verdenssamfundet og for Europa. Det er nødvendigt, at konventionerne efterleves i praksis.

Det er beklemmende, at store europæiske stater, et halvt århundrede efter afslutningen af II. Verdenskrig, vedmagtholder forbud mod det frie ord, forbud, som har sin rod i krigens forhold.

Trods ratificering af nævnte konventioner har Tyskland, Frankrig og Østrig etableret retsregler og praksis, som gør det strafbart at fremføre bestemte opfattelser, endda når gode argumenter for deres sandhed kan fremføres. Frihed, forskning og demokrati undertrykkes på den måde.

Det har ført til, at ikke blot fri personligheder; men også politikere og især videnskabsmænd, er blevet arresteret og idømt fængselsstraf for at have benyttet sig af deres retigheder, som ifølge § 19 i verdenserklæringen tilsikrer enhver "frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser."

Som borgere i et land, hvor disse friheder formelt endnu respekteres, vil vi udtrykke vor sympati med de borgere, som i de nævnte lande søger at hævde denne, deres ret, og vi vil protestere mod de magthavere, der forfølger dem, fordi de hævder deres rettigheder.

Vi vil på deres vegne og på vegne af borgere i de fri lande appellere til Dem som formand for EUparlamentet, og til parlamentet som sådan, om nu at forsøge at skabe europæisk enighed om ikke blot formel, men praktisk respekt for ytringsfriheden.

Vi er bekendt med, at der i artikel 18a og b og i artikel 20 i de internationale konventioner af 16/12-66 formuleres "nødvendige" begrænsninger i ytringsfriheden, nemlig: respekt for andres rettigheder og omdømme og hensynet til statens sikkerhed og den offentlige orden. Af historiske grunde er disse hensyn blevet stærkt overbetonede.

I dag bør det slås fast: Dette hensyn betyder ikke, at tvivlsomme, ja uholdbare påstande ikke må påtales. Enhver, der hævder uholdbare påstande er selv ansvarlig for sit omdømme.

Det er derfor middelalderligt at straffe personer, blot fordi de kritiserer påstande, fremsat af en myndighed, en magt eller en organisation.

Ingen bør fængsles eller straffes, fordi han eller hun kritiserer en politisk eller en religiøs doktrin.

Denne, som det synes, selvklare regel, er systematisk voldført, som venteligt var, under verdenskrigen, men - mere og mere urimeligt - også i tiderne, der fulgte. Det må være på tide at rette dette op.

Det er blevet fremført, at i dag op mod 6000 personer i Tyskland er fængslet, p.gr. af "meningsforbrydelser".

Vi vil især pege på de ulykkelige følger for den historiske videnskab. De betydeligste forskere på kontinentet er kastet i fængsel eller tvunget til tavshed eller eksil. Bøger er blevet forbudt, forlæggere forfulgt, udenlandske forskere udestængt.

Nogle navne: Wilhelm Stäglich. fd. dommer, fd. dr. phil. Forfatter af den klassiske analyse: " Der Auschwitz-Mythos". Bogen blev forbudt i Tyskland, men udgivet på tysk og engelsk i udlandet. Mod W. Stäglich har man rettet økonomiske sanktioner og frataget ham hans doktortitel; men hans videnskabelige ry er uantastet.

Udo Walendy: Meriteret historiker med en lang række arbejder bag sig. Dømt til fængsel for at have publiceret resultater af sin forskning.

Germar Rudolf: Ung diplomkemiker ved Max Planck instituttet. Under pseudonymet Ernst Gauss udgav han " Vorlesungen über Zeitgeschichte" og som forfatter og redaktør står han for standardværket " Grundlagen zur Zeitgeschichte. Ein Handbuch über strittige Fragen des 20. Jahrhunderts". Rudolf har med egen forskning bidraget til beviskæden mod gaskamrene i Auschwitz-Birkenau. Trods stor forsigtighed i sprogbrug, er han idømt fængselsstraf, og har måttet søge asyl i udlandet.

Günther Deckert. Tysk gymnasielærer og politiker. Anklaget for at have betvivlet den officielle holocaustdoktrin. Han blev spurgt af dommeren: Tror De ikke på holocaust? Han svarede: Jeg vil ikke tro - jeg vil vide. For dette og lignende krav om kontrollerbar information afsoner han mangeårige fængselsdomme.

Robert Faurisson er en af de store fornyere inden for nutidshistorisk forskning. Han har dokumenteret det uholdbare i en lang række historiske overleveringer. For at have offentliggjort sine resultater er han idømt bøder og frataget sin ret til at undervise på universitetet i Lyon.

Affæren Garaudy/Abbé Pierre taler for sig selv.

Forfølgelsen af forskere og sandhedssøgere må ophøre

Vi henstiller til Dem at rette henvendelse til de ansvarlige regeringer, og opfordrer Dem til at drage omsorg for, at alle sanktioner, som indskrænker ytringsfriheden, ophæves, og at de retsregler, som kan tages i anvendelse for at kvæle det fri ord, slettes.

Dersom regeringerne modsætter sig dette, beder vi Dem rejse spørgsmålet som en debat i EU-parlamentet, så at parlamentets stilling til disse essentielle spørgsmål afklares.

Med venlig hilsen

27 underskrifter. På underskrivernes vegne

Marianne Herlufsdatter
Lars Thirslund
Lønstrupvej 122
DK - 94 80 Løkken
DANMARK

Efter brevveksling med kontoret blev henvendelsen godkendt som "andragende".

Bertel Haarders stilling

Vi fortsatte naturligvis at prøve på at interessere Bertel Haarder til at støtte kampen for det frie ord. 26 januar 1999 skrev vi igen til ham efter at have talt med hans sekretær:

Folketingsmand hr. Bertel Haarder
Folketinget
Christiansborg
1240 Kbhvn.

Folketingsmand og næstformand i Europaparlamentet. hr. Bertel Hårder.

Vi har flere gange skrevet til dig, bl.a. i din egenskab af medlem i udvalg for menneskerettigheder, og peget på ytringsfrihedens urimelige kår syd for vore grænser.

Desuden har vi formidlet et brev om samme emne, undertegnet af 27 danskere, til formanden for EU-parlamentet.

Vi har ikke modtaget svar på nogen af disse henvendelser. Dog blev vi ringet op af en person, som jeg formoder er din assistent.

Han sagde, at du havde bedt ham få oplyst, hvad vort ærinde var. Da vi skitserede det, forklarede han, at han kun troede på den officielle historieskrivning.

Det er imidlertid ikke sagen relevant, hvad han tror

Afgørende er, om du og parlamentet finder det i overensstemmelse med den af menneskeretskonventionerne beskyttede ytringsfrihed, at folk kastes i fængsel, hvis de ytrer tvivl om holocaustlæren, der gennem årtier har hævdet, at 4 mio. jøder blev myrdet i Auschwitz-Birkenau. I dag kan du læse i tilgængelige opslagsbøger, at dette tal er mellem 3 og 4 mio. for højt.

Fremragende forskere er afsat fra deres stillinger, idømt bøder eller fængsel, eller tvunget i eksil, fordi de har påpeget misforståelser af denne type i nutidshistorieskrivningen.

Hvad har du foretaget dig i denne sag, og hvad tænker du foretage dig? Hvad sker der i EU-parlamentet? Vi håber meget at modtage et svar.

Med venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter
Lars Thirslund

P.s.: Efter at have formuleret dette brev, opdagede jeg i computeren biføjede henvendelse, som blev skrevet spontant efter samtalen med din assistent, som altså var hr. Kårsbo. Af en eller anden anledning fik jeg vist ikke afsendt det; men jeg biføjer det nu, da det indeholder kompletterende oplysninger.

Jeg vil tilføje: I Tyskland er den unge Germar Rudolf tvunget i eksil, og den ældre Udo Walendy dømt. EU's uhyggelige eksempel har smittet Schweiz. Mange "meningsforbrydere" er allerede straffet. Den verdenskendte forfatter Jürgen Graf er dømt til 15 måneders fængsel. Hans forlægger, en ældre og syg mand, skal 10 måneder i fængsel.

Og igen....

Rubjerg 9.5.98

Kære hr. Bertel Haarder

Jeg blev i dag ringet op af hr. Jacob Kaarsbo, som jeg forstår er din sekretær i Bruxelles. Han ville, så vidt jeg kunne forstå, orienteres om de henvendelser, vi har rettet til dig. Jeg nævnte, at jeg og min kone har skrevet til dig 4 gange, senest i forbindelse med vort brev til formanden for Europaparlamentet. Han havde ikke set nogen af disse breve.

Dog gav han udtryk for, at han fandt, at den tyske stats behandling af menneskerettigheder var udmærket.

Vi finder det selvklart, at formanden for parlamentet selv vil besvare det brev, vi har rettet til ham.Sagen er nu anerkendt som andragende nr. 563798 og behandles af udvalget for andragender. Alligevel vil vi som danskere gerne vide, hvor du står i dette spørgsmål.

Finder du det i overensstemmelse med de menneskelige rettigheders krav om ytringsfrihed for alle, at den tyske stat straffer alle personer, der giver udtryk for synspunkter afvigende fra, hvad der for tiden måske kan betegnes som den officielle historieskrivning?

Et spørgsmål for sig er, hvad den officielle historieskrivning går ud på, og hvem der tegner den. I dag er der stor uenighed blandt historikerne. Hr Kaarsbo mente, at der var visse historikere, som det bør være strafbart at ytre mistillid til i Tyskland. Dette til trods for, at åben uenighed med dem tilkendegives i danske media og opslagsværker, for slet ikke at tale om bindstærke arbejder især på engelsk.

Mener du også, at sådan skepsis bør være strafbar i Tyskland?

Mener du, at sådan skepsis også bør gøres strafbar i Danmark?

Mener du, at tysk politi skal kunne forfølge sådanne "meningsforbrydere" på dansk område?

Vi vil meget gerne have kendskab til din indstilling til disse spørgsmål, og hvilke reaktioner, du har iagttaget i de udvalg, du har været medlem af.

Klart formuleret drejer det sig om, at det i Tyskland er forbudt at sige ting, som der gives gode grunde for at hævde er sande. Og at det er forbudt at nægte påstande, som der kan gives gode grunde for at hævde må være usande. Forsvarer du dette?

Jeg nævnte sådanne eksempler for Hr Kaarsbo; uden at det gjorde indtryk på ham. Han ønskede ikke at stifte bekendtskab med litteratur, der udtrykte opfattelser forskellige fra dem, han var udstyret med, og som syntes at være dem, sejrherrerne fastslog for over 50 år siden ved slutningen af den Anden Verdenskrig. Dette standpunkt kan han naturligvis have rent privat; men jeg bliver bekymret, hvis dette standpunkt udtales på vegne af kontoret til en dansk næstformand og mangeårigt medlem af udvalg for menneskerettigheder under parlamentet.

Det, formentlig, yngre menneske, havde intet hørt om Institute for Historical Review, der nu har virket i 20 år. Eller om forskere som f.eks. Rassinier, Faurisson Frederick Veale, Arthur Butz, Douglas Reed (den sidste spurgte jeg forresten ikke om) og begivenheder som bogen DID SIX MILLION REALLY DIE?, Zündelprocesserne, der fik selv danske opslagsværker til at formindske tabstallene for Auschwitz-Birkenau med 3 mio. - uden at nogen forklaring gives. De historikere, hr. Kaarsbo stoler på, har udspredt tal, som er 4 til 8 gange for høje. Alligevel kræver han, at man skal stole blindt på dem.

Han vil altså have, hvad han kaldte alternativ forskning, forbudt. Men al fornyende forskning er alternativ. Da jeg oprindelig henvendte mig til dig i Folketinget, udbrød du spontant, at du var svoren tilhænger af fri forskning. Mener du, at forskningen kan kaldes fri, når offentliggørelse af visse forskningsresultater - sande eller usande - straffes?

Med venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter og
Lars Thirslund.

17 februar 1999 svarede Bertel Hårder:

Kære Marianne Herlufsdatter og Lars Thirslund

I Parlamentet synes vi, det er rigeligt, at nazisterne ombragte 5 mio. mennesker eller deromkring. Om der i Auschwitz blev myrdet flere eller færre, er fuldstændigt ligegyldigt.

Med venlig hilsen

f. Bertel Haarder/Jette Thisted Simonsen

Og igen.......

Vi svarede med det samme, 19.2.99:

Folketingsmand og næstformand i Europaparlamentet,
hr. Bertel Haarder.

Tak for dit brev af 17.2.99.

Du besvarer ikke de spørgsmål, som vi formulerede i brevet af 9.5.98. Men lad os da gerne forenkle det så meget som muligt:

Vi synes skam, at allerede 1 mio. ombragte, eller mindre endnu, er rigeligt. Men det er ytringsfriheden i Europa, sagen drejer sig om. Skal man straffes, hvis man som du taler om 5 mio. omkomne jøder i stedet for de 6 mio., som holocaustlæren i 50 år har hævdet, og som du hver dag genser i aviserne?

Hvis ikke: Er der en bestemt grænse, som ikke må under- eller overskrides, og hvilken autoritet mener du og parlamentet bør have myndighed til at fastsætte den?

Når du (og parlamentet?) mener, at det er "fuldstændigt ligegyldigt", "om der i Auschwitz blev myrdet flere eller færre", hvorfor skal man da i Tyskland puttes i fængsel, hvis man bringer oplysninger om dette spørgsmål, der svarer til, hvad, man kan læse i vor danske encyklopædi og formentlig mange andre opslagsbøger?

Finder du, som dansk parlamentariker og næstformand i Europaparlamentet dette i orden?

Er det den form for ytringsfrihed, du på Danmarks vegne søger at fremme i Europa?

Vi efterlyser et klart svar på disse spørgsmål.

Med venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund

8. marts 1999 svarede Bertel Haarder :

Kære Marianne Herlufsdatter og Lars Thirslund.

Man kommer ikke i fængsel i Tyskland, hvis man citerer en dansk encyklopædi. Jeg respekterer Tysklands særlige forpligtigelse til at holde enhver form for nynazisme og jødehad fra døren.

Med venlig hilsen

f. Bertel Haarder/Signe Riis Andersen

Og igen.......

Vi svarede den 10. marts 1999:

Kære hr. Bertel Haarder,

Revisionisme er hverken nynazisme eller jødehad. Sådanne klichéer synes vi ikke skal anvendes i Folketinget og EU-parlamentet, uden begrebsafklaring og dokumentation.

Da vi skrev til EU-parlamentets formand hr GIL-ROBLES GIL-DELGADO, skete det i tillid til, at parlamentet ville undersøge forholdene omkring dommene over de kendte historikere, vi nævnte, og med hvilken ret systemet i de lande, der undertrykker ytringsfriheden, underkender berømte forskere som dem, der fylkes omkring f.eks. Institute for Historical Review.

Disse forskere har indiskutabelt revideret krigstidens propagandavinklimger. Skal det være forbudt at give oplysninger om dette?

Vi savner stadig et klart tilsagn om, at du og dit parti vil arbejde for fuld europæisk ytringsfrihed.

Med venlig hilsen

Marianne Herlufsdatter

Lars Thirslund

"The answer is blowing in the wind" - indtil videre........