Om vor kristne kultur.

(Danskerne er kristne fritænkere. )

En sund kritisk og fordomsfri undersøgelse af vor kultur og religion ledte gennem et par århundreders debat frem til mere almen skepsis overfor mirakelberetninger og autoritetstro.

Det benyttes nu af trosretninger, der ikke tolererer tilsvarende granskning i deres egne rækker.

Men kristendommen, og især vort områdes, er meget mere end dogmerne og ritua- lerne.Vi har peget på, at i bygningen og udsmykningen af vore kirker lever vore forfædres oplevelser langt hinsides præsternes prædikener. Vi ser glæder og arbejde og pinsler og plager 'foreviget', og folketro og urforestillinger, der spejler vor nordiske hedenskab, men også vor fascination af græsk, romersk og hellenistisk mytologi. Kulturhistorisk er det fantastisk og dejligt, så rigt Venus og gracierne og Herakles og Arktæon blander sig med Samson og spejderne i det forjættede land. Vor kristendom er ikke kemisk ren og har aldrig været det. Men Kristusskikkelsen er der sammen med alt det andet i : billedkunst, digtning og musik.

Bøger og artikler diskuterer 'den historiske Jesus'. Hvor mange undergerninger, eller måske slet ikke nogen, kunne han præstere ? Hvor mange ord var helt hans egne ? Hvor mange er inspireret af hellenismens cocktail af religioner - hvor mange af buddhismen ? Vore jødiske skribenter, såmænd støttet af danske præster, fremhæver hvilken ægte jøde han var. Selv om de ikke kan fordrage ham, skal alligevel også han være deres. Den historiske Jesus var det måske - det bliver aldrig sikkert afklaret - men det kommer ikke spor kristendommen som åndsbevægelse ved. Den bygger på evangelierne og på traditioner. De skildrer en oprører mod jødiske farisæere og skriftkloge, og forkynderen af en universel religion, som han sendte apostle ud for bringe til alle folkeslag. Vi takker og tager imod de værdier, der er i den, uanset hvem eller hvad, der har inspireret til dem.

Og så vender vi tilbage til den underbelyste fortrængte åndsvirksomhed, som fra forhistorisk tid har manifesteret sig i bygnings- og billedkunst.

Hvorfor taler jeg så meget om kunsten ? Fordi det er gennem den vore forfædre har overlevet døden og fortsat sit åndelige liv i efterfølgende generationer, så at de taler med os i dag. Vor kristendom tillader og omfatter alt dette. Vi skal se denne rigdom og forsvare den. Vi skal fortsat roligt bekende, at vi er et kristent land - ikke et jødisk - ikke et muslimsk. Og vi skal hævde betydningen af de ord i vor grundlov, der fastslår dette. Skal vor grundlov endelig ændres, er forsvaret for vor kultur og egenart et punkt som kan fortjene at forstærkes.

Hvad vor kulturarv angår er det desværre nødvendigt overfor mediemagten, at gentage at den er både fantastisk og original, ligesom det gælder vore nabofolks, også dem mod syd.

Et af kendetegnene er netop billedkunstens blomstring. Jødedommen har været hæmmet af forbud i skrifterne (f.eks. : 2. Mosebog 20. kapitel 4 vers) mod at afbilde levende væsener for slet ikke at tale om gud.

Islam har som så meget andet overtaget dette tabu fra jødedommen, hvilket demonstreres i de overvejende abstrakte dekorationer af deres helligdomme. Men persisk og indisk billedglæde har ikke ladet sig kue og har frembragt de dejligste værker i strid med ordene.

Derimod har jødedommen været hårdt knægtet lige til emancipationen, som jo kom udefra, åbnede så vidt, at vi i dag har store billedkunstnere (det er ikke Brandes vi tænker på) af jødisk herkomst. Men jødiske skribenter fra den ældre Brandes til i dag dyrker skriveriet, især deres eget, som om det er det eneste betydningsfulde.

Med henvisning til Det Gamle Testamente, som jo vitterligt har været europæisk inspirationskilde, også på det billedkunstneriske område, vil de bilde os ind, at de er vort åndslivs fader og moder. Og ved hjælp af deres mediedominans indprentes det os, så at sige uden at nogen får mulighed for at tage til genmæle.

Det er nødvendigt at svare, at med al taknemmelighed for sange og legender og ikke mindst Det Ny Testamente, som er et interessant blandingsprodukt af hellenistisk præg, er vor kultur ikke det mindste jødisk. Vor gæld til græsk, romersk og hellenis tissk kultur vejer langt tungere, og vor rod i egen og europæisk forhistorie er dyb. Vi skylder ikke rabbinerne noget - det skulle da være nogle åndelige øretæver. Det er nødvendigt at reagere mod den nedvurdering af vor kultur (vi tænker ikke på 'sporten') som systematisk dyrkes af Københavneraviserne så nidkært, at provinsen synes at føle sig tvunget til at følge efter.

Regel- og bogreligioner

Af vore runeindskrifter, især de ældste oplever vi stærkt, hvilken mystisk magt man troede virkede i og bag disse tegn, som kunne formidle ord og budskaber. Selvfølgelig blev troen på dette mystiske udnyttet af de præsteskaber, for hvilke det gennem mange århundreder var et privilegium frem for det store flertal at have adgang til dette hemmelighedsfulde medium. I Grækenland og Rom udviklede sig klasser, der brød barriererne og skaffede sig adgang til samme færdigheder, så de blev anvendelige for verdslige foretagender og opsamling af viden. Derigennem grundlagdes moderne filosofi og videnskab. I det nordligere Europa tog det noget længere tid, og endnu frem til dette århundrede fandtes i brede kredse en respekt for bogen og det skrevne, som vor tids ungdom næppe kan forstå. Vor generation mindes hvordan vi med ærefrygt fik uddelt skolebøger til låns, med formaning om at lægge papiromslag på og passe dem, for de skulle bruges af flere børn efter os. I dag får ungerne dem foræret og kan mishandle dem, som de vil. De regner dem ikke for det skidt, de træder på, og selv om bøgerne ikke er perfekte, er der noget galt. Ude i verden kæmper lærere med store børneklasser uden at råde over så meget som een bog til hver.

Det viser, at vi har forståelsesproblemer overfor den udvikling, som pludselig har taget så vældig en fart.

Vi har stadig præsteskaber, der privilegeret i forhold til flertallet, dyrker magien i hemmelighedsfulde bøger. De vil nødig miste deres magt. Og de fleste af skrifterne støtter dem ved at forekrive respekt for bøgerne, som er hellige, ligesom de deri foreskrevne regler og ritualer. Bog- og regelreligionerne er stadig en mægtig magt.

Heroverfor står, hvad vi holder af at betegne som den vestlige kultur, hvor traditionstvunget regeltyranni på så mange felter er besejret. Det har skabt frihed, men også på nogle måder usikkerhed, der mange gange slår over i holdningsløshed. Det er hvad vi ser i konfrontationen med de fremmede kulturer, der fører sig frem med hellige bøger og et usvækket præsteskab bag sig.

Vore egne præster, der har fået så mange tæsk, aner ikke hvad de skal stille op, og så kaster de sig på næsen for de magtfulde kolleger udefra, for at redde sig lidt af deres magi.

Vi er ikke tjent med, at vi efter at have opnået et afslappet forhold til vort eget præsteskab, skal lægge os på maven for et eller flere andre.

For at undgå det må vi gøre os vor egen situation klar, også den religiøse.

Vor religion er ikke længere en præstestyret bog- og regelreligion. Vi har lov til at tænke og føle selv, og frem for alt har vi ret til at etablere vort eget forhold til gud. I realiteten er dette essensen i den protestantiske religion.

En ung neger, jeg aner ikke hvem han var, formidlede i mine yngre dage dette bud-

skab til mig på en måde, jeg aldrig glemmer. Det er mange år siden, og jeg så ham på en filmstump, vel i det tidlige TV. Han kom så fornøjet cyklende ned af en gade, og så bekendte han glædestrålende : 'Jeg har en telefon i mit bryst. Jeg kan ringe til Vorherre, når jeg vil.'

Jeg har aldrig glemt dette direkte budskab om dette vidunderligt selvfølgelige : Hvis der findes nogen kærlig og almægtig gud, så er han da nær. Så behøver du ikke præst eller bønnebog for at nå ham. Siden opdagede jeg, at samme nærhed udtrykkes hos de største af vore egne digtere.

Det gør ikke vore kirker og evangelierne mindre vigtige. Vi finder jo det samme udtrykt der. At opleve gud i naturen og i kunsten og i kirken eller i det gode og det sande er for mange lettere at forstå end andagtsøvelser og -udøvelser.

Jeg tror de fleste danskere er fritænkere - ikke ateister. Derfor elsker vi vore kirker, salmer og skrifter og er glade for den frihed vi har vundet til at tilegne os det, der til enhvert stadium i vor udvikling bringer os nærmest i kontakt med det, der er større end vi selv.

Vi skal derfor ikke give vor milde og fornuftsåbne kristendom til pris for stormløbet af regel- og ritualreligioner. Vi skal forsvare vor arv fra fri og selvstændige ånder.

Jeg vil så vende tilbage til de alternative erkendelser, vi er i stand til at modtage gennem kunsten.

Selvom billedkunsten er langt ældre end skrivekunsten, har den i lange tider været undervurderet fordi kleresiet vågede over sit læsemonopol. Men det kunne jo godt bruge billedkunsten i tjenerstanden.

Det er dejligt, at andre budskaber end de skriftkloges begynder at gøre sig gældende.

Det hænger igen sammen med en teknisk revolution. Den ældre byggede på, at gengivelsen af skrifter blev billiggjort.

Med gengivelsen af billeder gik det også frem, men langsommere. Først i allernyeste tid er det kommet dertil at også farvede genstande og malerier kan gengives med mægtig præcision.

Det betyder, at selv uden at rejse kan vi få kendskab til mesterværker fra nær og fjern, i et omfang som ingen før har haft adgang til. Underværker i Øst og Vest præsenteres, så vi er ved at tabe næse og mund.

Det er ikke bare den politiske historie, der må skrives om. Det gældes også kulturens historie og billedkunstens. Denne revolution er i fuld gang. Ny værker med fantastiske billeder udkommer i mægtige oplag, og efter nogle år til overkommelige priser.

Dermed forskydes magtbalancen mellem bogreligionerne og - skal vi sige billedreligionerne.

Vi accepterer ikke at rabbinerne hævder at repræsentere guds udvalgte folk, blot fordi det står i en gammel bog. Vi vil vide, hvad der også ellers står i bøgerne. Det er karakteristisk at i de mange arbejder, der udkommer om biblen og religion i det gamle Palæstina, vil man ikke give afkald på, illustrationer. Men man må hente næsten alt sammen fra nabokulturerne. Hvordan kan man hævde, at disse opfindsomme og kreative folk var ringere.

Også i Europa åbner sig ny perspektiver. Blandt de ting, som tegner sig tydeligere for enhver, der har øjne at se med, er den ufatteligt rige kultur, som blev skabt i mid- delalderen og den tidlige renaissance. Det gotiske katedralbyggeri er en arkitektonisk nyskabelse som er næsten ufattelig. Når der tales om ofrene for verdenskrigen er det mærkeligt, så lidt man berører ødelæggelsen af Europas kirker. De fleste kender til at domkirken i Köln er et pragtværk, som blev skadet under krigen, men som dog kunne repareres. De færreste er klar over, at byen rummede mindst fire andre katedraler af sjælden originalitet og skønhed. De blev fuldstændigt smadret. Blot èt blandt endeløst mange eksempler. Se "Europas Först¨rda Konstverk", LJUS, Stockholm, London, New York (engelsk tekst) Copyright 1946 Pantheon Books.

For danskere er kendskabet til ødelæggelserne af de pragtfulde huse og katedraler i Lübeck bedre kendt. Men først i nyeste tid er man begyndt at tale om, at ophavsmanden til dette enorme kulturbarbari er en jødisk professor i Storbritannien, der fik Churchill til at godkende en plan for bombning af Tyskland, som gik ud på. at man først og fremmest skulle bombe arbejderkvarterer fordi man der kunne slå flest ihjel pr. bombe. At man derved sparede vigtige krigsindustrier spillede ingen rolle. Og at man altså smadrede nogle af Europas mest fantastiske kulturmindesmærker heller ikke. For de lå jo i bykernerne. Man kan ikke lade være at mistænke, at dette hævntog mod den kristne kirke og den kristne billedkunst havde sammenhæng med tæppebombningens mosaiske ophavs- mand.

Alligevel var overfloden af kultur så enorm, at det er fantastisk, hvad der er tilbage. Og billedarbejderne var i vid udstrækning bragt i sikkerhed. Når forhåbentlig snart det gamle broderhad og misundelse begynder at fordufte, bør det gå op for alle, hvad tysk maleri og billedskærerkunst har skabt. Blandt verdenskunsten myriader af dejllige kunstnere skiller nogle få sig ud ved deres ekstraordinære mærkværdighed. De fleste beundrer italienerne Botticelli og Leonardo. Men lige så mærkelige er tyskerne Mathias Grünewald, Hans Baldung Grien og Lucas Ceanach, den ældre og den yngre.

I Nordtyskland skabte hansaen økonomisk baggrund for billedværksteder med fantastisk ånd og kunnen. Mange af vore kirker besidder mesterværker fra disse centre. Og kulturen spredte sig i de skandinaviske lande og fremkaldte lokale mestre. Endda har jeg slet ikke nævnt kalkmalerierne.

Fjollet at vi lader os påfylde mindreværdskomplekser og nabohad af en fjendsk ideologi, for hvilken vi bare er nyttige idioter og slavearbejdere.

Vi kræver en ny europæisk bevidsthed, som bygger på erkendelse af de mægtige værdier, vi er fælles om.

Når jeg her har fremhævet tyske værdier, er det ikke for at nedvurdere fransk og britisk, spansk - og så videre - for slet ikke at tale om skandinavisk. Men tysk kultur har siden krigen, ja måske siden første verdenskrig været målbevidst nedvurderet. Det er en dumhed, som rammer os selv.

Og det er især dumt, at vi finder os i at det europæiske gøres til et spørgsmål om markedsgevinster. Prøv at tale med valgkandidaterne til EU-parlamentet, om de er klar over, at der findes ikke een, men en lang række europæiske kulturer, som er i familie med hinanden, men med herlige særpræg. Hvad vil han gøre for at forsvare disse værdier ? Og hvad vil han gøre for at sikre det frie ord i Europa ?

Grænser for indvandring

Vi kan ikke beskytte disse værdier uden at værne vore grænser og vore kulturelle og etniske identiteter. Det siges om flygtningene, at de ikke kan vende tilbage, fordi de ikke mere har noget hjemsted der, hvor de kom fra. Ret beset har de heller ikke noget hjemsted her, hvis de ikke bryder sig om dansk skik. Det er mere rimeligt, at muslimer vender tilbage til et muslimsk område, og det behøver ikke at være det, de kom fra, hvis forholdene dér er afgørende ændret. Et alvorligt problem er, at der lever andet end rabiate muslimer i Bosnien. Men det ses ikke, at suverænerne bekymrer sig om dette mindretal.

Kosovo

Nu gentager arrogancen sig i Kosovo. Stormagterne træder sammen, og beslutter hvordan, det skal være. Så indkaldes parterne til at godkende planen under bombetrussel.

Nato har intet der at gøre: men derfor kunne andre europæere da gerne prøve at tilbyde hjælp med at finde en levemåde for det etnisk blandede område . Suverænerne tilbyder ikke noget, de byder. Og medieverdenen - også vor egen - bakker dem uden forbehold op.

Er det da ikke indlysende, at Kosovo bør blive selvstændigt eller slutte sig til Albanien eller i hvert fald få selvstyre. Jo. I hvert fald ser det sidste rimeligt ud; men absolut ikke uden sikkerhed for de derboende serberes interesser. Om dette hører vi ikke et ord. Alligevel går vor udenrigsminister fornøjet ind for bombning af en suveræn europæisk stat, hvis den ikke i løbet af et par uger bøjer sig for et diktat af fremmede magter.

Hvor grotesk denne voldshandling er, ser man rigtigt, hvis man sammenligner med andre konflikter. I Nordirland har krigstilstand rådet i årtier. Intet har kunnet tvinge parterne til at slutte fred men hinanden. I Palæstina fører Israel brutal undertrykkelse af befolkningen og ignorerer henstillinger fra FN. Ingen truer dem af den grund. Tværtimod stiller USA op med penge, teknik og de nyeste våben. Hvor er retfærdigheden henne ? Israel anvender tortur. Men Vesten, og også vore egne ministre modtager krigsforbryderne med æresbevisninger. Det norske storting har tildelt en af de mest prominente fredsprisen. Hvor er retfærdigheden henne ?

Forstår Helveg Petersen ikke, at han undergraver tilliden til international ret og retfærdighed ? Indser vore journalister ikke, at de ved at godtage den pressedækning, der ovenfra foreskrives vedrørende pågående konflikter, pulveriserer demokratiet.

Læser vi de store og også mindre blade, finder vi en masse højt begavede og meget velskrivende fagskribenter vedrørende forskellige emner. Hvordan kan disse begavede mennesker affinde sig med, at deres avis og hovedparten af landets andre avi- ser ensrettes i ganske bestemte anliggender. Under de seneste europæiske konflikter har pressens rutinemisbrug af propagandaklichéer været pinlig. At Milosevic ikke vil trække sine tropper bort fra de grænser, over hvilke man transporterer våben til oprørshæren, bør selv Helveg Petersen kunne forstå. At han heller ikke vil overlade landsbyerne til tungtbevæbnede oprørere i et område, som folkeretsligt tilhører hans land, er ligeså forståeligt.

Den slags bør vore mediearbejdere redegøre for sagligt og upartisk, såvel som for kosovoalbanernes ret til at varetage deres kulturelle interesser, vel at mærke uden at voldføre sig mod serbernes. Det er også uretfærdigt helt at se bort fra, at serbere har en vis historisk ret til at se sig som forsvarere af kristendommen mod en muslimsk fremtrængen, som for ikke så længe siden var voldelig og først blev stoppet foran Wiens mure. At mene, at totalt udenforstående på et par uger kan l øse dette problem for dem er utilladeligt forenklet. Og pinligt er det, at hele scenariet er fjernstyret fra den bakkeknold i Washington, som flere og flere kalder Kabbala Hill.

I alle fald virkede det pinligt og for en europæer ydmygende, da det var USA's "talsmand", hr. Rubin, der med overlegen arrogance trådte frem for fjernsynet og forklarede, at man gjorde sig de største anstrengelser og en løsning (kapitulation) sikkert var at vente.

Tirsdag 24/2-98 kom så indrømmelsen. Albanerne gik heller ikke med på forliget. Al bombning er opgivet eller udsat. Man har fundet på, at albanerne skal have lov til at rejse hjem og konsultere hjemmebefolkningen. Hvordan dette skal gå til i det krigshærgede land, forudsættes grænseløst naivt uden problemer.

Forholdene i Kosovo er ikke så enkle at tage stilling til, at totalt udenforstående kan løse det på et par uger.

Det samme gælder Kurderspørgsmålet, som pludselig er blevet akut over hele Europa med voldsomme demonstrationer indbefattende besættelse og vold mod ambassader. Også herhjemme gik det groft til. Hvis de voldsomme og velorganiserede aktioner, med vold og gidseltagning kunne få det til at gå op for vore politikere, at det kan få alvorlige konsekvenser, at optage titusinder i vort samfund, som har totalt afvigende idéer om retfærd og demokrati, ville noget være vundet.

Men det afslører sig igen og igen, at vore politikere over- hovedet ikke opfatter, hvad der sker omkring dem.