Befolkningsbomben

af Lars Thirslund og Marianne Herlufsdatter

De invasioner af fremmede, vi udsættes for, er ikke spontane, men styret af kolde Machiavelliske strateger. Pakistan deklarerer frankt, at det hvert år sender en million civile besættelsestropper til Europa, og vore politikere er så korkede, at de ikke blot takker og tager imod, men endda betaler.

For over otte år siden 1.6-90, kort før Golfkrigen startede, rapporterede Kristian Nystrøm i Jyllands-Posten om et arabisk topmøde i Bagdad, hvor Saddam Hussein var vært. Libyens Moammar Kadaffi forkyndte:

"Vi har bomben!"

Og han tøvede ikke med at tage den i anvendelse. Han opfordrede alle arabere til at føde flere børn som våben mod den jødiske immigration til Israel. "Vi beder jer alle arabiske kvinder og mænd, fjern enhver form for prævention, for - ved Allah - vi må have en milliard mennesker."

Som bekendt er fødselstallet i de arabiske lande i forvejen uhyggeligt højt, og jøderne svarer med samme mønt. Denne usmagelige krig med produktion af overflødige unger er flertallet af vore "pæne" journalister for feje til at skrive om, skønt vi allerede ser fortropperne, især i Frankrig og Italien, hvor hykleriet lige som her forhindrer myndighederne i at tage effektive modforholdsregler.

I mange årtier opfattedes Frankrig som frihedens paradis, hvor intellektuelle, der blev forfulgt på hjemmebane, kunne få lov at opholde sig i fred. Vor egen Heiberg benyttede sig af dette. Og aiatolla Komeiney levede i mange år i asyl i Paris, indtil han pludselig så chancen til at vende hjem i triumf og indrette sig som ny enehersker. Det førte til en ny langt større strøm af flygtninge fra Iran. Mange, fordi de ikke kunne holde ud at leve under et præstestyre. Men andre, fordi de opdagede, at man kunne eksistere bekvemmere i vestlige lande. Lignende opdagelser blev gjort flere og flere andre overbefolkede steder. Flygtningproblematikken blev en helt anden. Men vore prædresserede politikere kørte og kører videre efter det smukke multikulturelle skema: alle har ret til at passere alle grænser, og alle, der passerer vore grænser, fra babyer til oldinge, skal behandles som demokratiets forfulgte udsendinge.

At dette er en misforståelse ser næsten alle danskere, undtagen dem i folketinget. Og derfor hober indvandrede befolkninger sig op og organiserer sig.

Vi fik at vide, at der er 30.000 kurdere i Danmark; men også at kun få tilhører PKK, som er kendt for brutale metoder, og som forresten opkræver skat af herboende kurdere, enten de sympatiserer med bevægelsen eller ej. Men næste dag forkyndte samme fjernsyn, med flere kurdiske damer som bekendere, at alle kurdere fra og med nu holder med PKK.

Så hurtigt forandrer situationen sig gang på gang i vort fædreland; men vore politikere kan ikke begribe, at når forudsætningerne for regler og beslutninger ændrer sig, så må også de ændre forholdsregler.

Og så ser vi igen, at venstrepartierne, med statsministeren i spidsen, vil skære det traditionelle forsvar ned - "for der eksisterer ikke længere nogen trussel mod vort land". Hvor blev den af? Er der ingen der truer vore grænser? Jo, vore folketingsmænd: De har afskaffet dem. Nu vil de også afskaffe hjemmeværnet. Og resterne af den hær, vi har, skal sendes udenlands på missioner, om hvilke vi åbenbart ikke har det fjerneste atskulle have sagt. Ja, men er det da ikke godt, at det internationale samfund kræver respekt for menneskerettigheder og frihedsbevægelser? Er det ikke godt, at det vil straffe krigsforbrydere?

JO, i og for sig er det vigtigst for de små lande. Men de er også mest sårbare. Der må være enighed om, hvad menneskerettigheder og frihedsbevægelser er, og hvilke midler, der må tages i brug staterne imellem. Og skal krigsforbrydelser straffes, så skal de straffes alle sammen. Så må det være slut med, at sejrherrerne, og de militært stærke straffer fremmede krigsforbrydere, og ærer deres egne.

Vi kan ikke engagere os i disse spørgsmål uden, at vi gør os vor egen stilling til de nationale og kulturelle konsekvenser klar. Det drejer sig om kulturkamp. Vor stilling er:

Multikulti er menneskefjendsk, en markedserobrerfidus.

Nationalt særpræg er værdifuldt, og derfor har man ret til at forsvare det.

Den, der vælger et fremmed land, vælger også dets kultur, og har pligt til at respektere den. Han kan jo vælge et land, der harmonerer med hans egne normer.

Mennesket har ingen ret til at forplante sig efter forgodtbefindende.

Den stat, der øger sit folketal mere end økologisk forsvarligt, bærer ansvaret, og må inden for egne grænser regulere ubalancen - ikke eksportere den til andre lande.

Selv har vi inden for vore egne grænser pligt til at værne miljø- og kulturværdier mod følgerne af overforbrug og overbebyggelse.

Godgørenhed mod andre, på bekostning af kultur- og naturværdier er hykleri og forræderi.

Disse grundbetragtninger bør ligge til grund for alle politiske beslutninger i vort land, og tilsvarende bør naturligvis gælde andre lande.

Det ligger i disse principper, at hverken vi eller vore naboer bør opgive vor egen identitet til fordel for indvandrere. Alle europæiske lande er overbefolkede. Repatriering af fremmedsindede indvandrere bør derfor fremmes, så at eksportlandene besinder sig på at klare deres problemer selv. På de vilkår bør vi være parate til at hjælpe dem i forhold til vore egne reelle resourcer.

Kontenten af dette er, at vi vel har pligter overfor andre lande; men også ret og pligt til at stille krav til dem. Og de krav vi stiller om retfærd må gælde til alle sider.

For nærmere information på dansk om indvandring:Lyt til Kaj Vilhelmsens telefonavis på: 32576777 og læs Danmarks patriotiske hjemmeside: http:www.patriot.dk

Lars Thirslund,

Marianne Herlufsdatter

Når en hund gøer. så begynder de alle og ved ikke hvorfor (Peder Syv)