Vore kirker.

Med jævne mellemrum rar vi at vide, at der ikke strømmer tilstrækkeligt mange til kirkerne for at høre på præsternes prækener, og derfor bør kirker lukkes eller laves om til mere populære formål ­nogle foreslår endda moskeer.

Men kirkernes værdi bør ikke måles med antallet besøgende til prækestolenes verbale udfoldelser. De frembærer i sig selv mægtige budskaber, som kan opleves lige så stærkt eller stærkere, når man kan besøge dem alene eller sammen med sine kære i stilhed, måske under orgelmusik.

Bygningerne som abstrakt kunstværk viderebringer vore forfædres oplevelser af livets storhed, og er i sig selv hymner uden ord.

Og kirkens indre kunstværker tolker Kristi liv og lære fra mangfoldige vinkler, men også folkelige ideer har efterladt deres præg.

Vore katedraler er dejlige, selvom de ikke kan måle sig med storværkerne i de store europæiske lande. Men i de mindre templer bygget af træ eller kampesten har Norden nogle rigdomme, der står mål med verdens ypperste. Det gælder både den ydre enkle formskønhed, mures og vægges spil i levende materialer og de indre dekorationers rigdom og særpræg. De nordiske kalkmalerier og dekorationer på trælofter og -vægge sprudler af mangfoldighed og dekorativ skønhed, som syd for vore grænser alt for tit er udslettet under billedstorme udløst af religiøse fanatikere.

Vi bør frem for alt slå vagt om disse rigdomme og forsøge at åbne dem for så mange som muligt uden at udsætte dem for de vandaliseringer, som er taget til med den såkaldte multikultur­indstrømning over vore grænser.

Muslimerne har et halvt hundrede lande - nogle umådeligt rige ~ som de kan søge til, hvis de foretrækker Islams samfunds system og formkultur. Vi har pligt til at forsvare de værdier, vi har arvet.

At blande alle racer, alle nationaliteter, alle kulturer, alle traditioner for at skabe splittede samfund, som er lette at styre markedsmæssigt og politisk, er verdensherskernes mesterplan, som de gennem herredømme over medier og kapital har forstået at give aura af hellighed. Men virkeligheden er, som vi nu klart kan se det, alt andet end idyl.

Vi skal ikke kaste vor kulturarv - heller ikke andres - overbord for at tilpasse os et internationalt regelsystem, som under påberåbelse af frihed og humanitet underkaster os magtdispositionerne af et kulturnihilistisk hensynsløst verdensdiktatur.