Martin Hohmann. Kristdemokrat (CDU)

Open letter to the German Embassy

Hohmann und das Tätervolk debattråd på tysk

Ungarns Præsident nægter at underskrive lov, der forbyder kritik af jøder

Også i Danmark: Søren Krarup beskyldt for jødehad Dansk Folkepartis folketingsmedlem, Søren Krarup, bliver i ny videnskabelig afhandling anklaget for racetænkning og antisemitisme. Anklagerne mod Søren Krarup bliver fremsat i en ny afhandling fra Københavns Universitet, skrevet af historiker og ph.d. Sofie Bak. Hun beskriver, hvordan Søren Krarup fremstiller jødedom som uforenelig med danskhed. Læs mere >> Og i Politiken: Også professor i kirkehistorie, Martin Schwarz Lausten, betegner Krarups synspunkter som antijødiske. Det samme gør leder af Dansk Center for Holocaust Studier, Uffe Østergaard, og talsmand for Mosaisk Trossamfund, Jacques Blum. >> Dagbladet Information >> Martin Hohmann: Die ganze Wahrheit >> Johannes Rogalla von Bieberstein Der jüdische Bolschewismus. Mythos und Realität >> Politiken: Tysk politiker fyret efter antisemitiske udtalelser (Formanden for protestanternes fællesråd, biskop Wolfgang Huber og Israels ambassadør, Schimon Stein, har opfordret CDU til at fyre Hohmann.) Tysk politiker håner muslimer Johannes Rogalla von Bieberstein Der jüdische Bolschewismus Mythos und Realität Køb Læs artikel om forfølgelsen af denne forfatter, der ikke ligefrem kan beskyldes for at have nazisympatier (engelsk) >> Jürgen Möllemann One of the prominent German politician's close associates added there was nothing that could have possibly pushed him to commit suicide. A former advertising executive and a vigorous self-promoter, Moellemann has enjoyed a high morale at recent days, he said. more >> German Parliament To Vote On Penalizing Anti-Semitism The articles of the new bill, drafted by lawmakers from the various political parties represented in the legislature, will condemn anti-Semitism and penalize all its forms - ideas, statements or activities. A specific article of the law will implicitly carry the possibility of politically isolating any politician indicted of anti-Semitic charges, said the newspaper. It states that politicians who attempt to create a new framework for propagating Nazism, cast doubts on the crimes perpetrated by Nazis against Jews or place the society and Jews at a clash course have no place inside the society. The bill also exhorts all German lawmakers to exert their utmost efforts and shoulder their responsibilities in persistently reminding the German people of the so-called Holocaust. >> Reinhard Günzel General sacked over Nazi speech BERLIN, Germany (AP) -- Defense Minister Peter Struck on Tuesday dismissed a German army general for praising a speech by a conservative lawmaker accused of anti-Semitism for comparing the actions of Jews in the Russian revolution with those of the Nazis. >> Hvordan USA styres af jøder og antisemitisme skabes Yuri Avnerys Column Den Internationale Jøde BT's David Jens Adler om affæren Zions Vises Protokoller Fortrød Henry Ford senere at have skrevet bogen? Mere... The International Jew + Populær vits i Tyskland: Hvad laver Martin Hohmann i denne tid? Svar: Han tager et kursus i faldskærmsudspring! Der Spiegel 08 April 2004 Die Welt 21 April 04 Martin Hohmann Home Page Den jødiske rolle i den bolsjevistiske revolution Initiative Kritische Solidarität mit Martin Hohmann Strafanzeige gegen Herrn Paul Spiegel, Präsident des Zentralrats der Juden in Deutschland wegen des Verdachts auf „Falsche Verdächtigung“ gemäß § 164 Straf Gesetz Buch >>

Winston Churchill om jødernes rolle under den bosjevikiske revolution Winston Churchill Der er ingen grund til at overdrive den rolle, disse internationale, og for det meste ateistiske jøder spillede ved skabelsen af bolsjevismen og den Russiske Revolution. I de sovjetiske institutioner er overtallet af jøder endnu mere forbavsende. Og den fremtrædende, om ikke den vigtigste, del af det terroristiske system, der blev anvendt af af de Specielle Kommitéer for bekæmpelse af Kontrarevolutionære, har været udfyldt af jøder, og i nogle bemærkelsesværdige tilfælde af jødinder. Den samme ondskabsfulde prominens havde jøder under den korte periode af rædsel, hvor Bela Kun (Kohn / Cohen) regerede i Ungarn. Det samme fænomen har været synligt i Tyskland (specielt i Bayern).... og ...Det faktum, at i mange tilfælde jødiske interesser og jødiske bedehuse [synagoger] bliver undtaget af bolsjevikkerne, fra deres universelle ondskabsfuldheder, har resulteret i, at den jødiske race i Rusland bliver identificeret med de overgreb, som nu finder sted [han hentyder til den systematiske ødelæggelse af kristne kirker og klostre og mord på præster] ... Det er logisk, at intense følelser af hævn er opstået i det Russiske folks bryst. Selv om der i disse lande er mange ikke-jøder, der er nøjagtigt lige så slemme som de værste af de jødiske revolutionære, er den rolle, de sidste [Jøderne] spillede, overvældende stor i forhold til deres andel af befolkningen. (Kilde: "Zionism versus Bolshevism: A Struggle for the Soul of the Jewish People." ILLUSTRATED SUNDAY HERALD, London, February 8, 1920.) Hele teksten af Winston Churchill's artikel i dansk oversættelse.

Ledere af Den Proletariske Revolution - Alle jøder. (nogle dog kun halvjøder)

Fire Gulag-lejr kommandanter

Læg mærke til, at alle laver det hemmelige tegn fra den hemmelige jødiske frimurer-orden.

Karl Marx
»Religion er opium for folket«
er en af Marx' kendteste udsagn.
På sine gamle dage studerede denne efterkommer af en familie af rabbinere dog den jødiske Talmud!

The Culture of Critiqe
En evolutionær analyse af jødisk involvering i det tyvende århundredes intellektuelle og politiske bevægelser

Læs et uddrag af kap. 4 om psykoanalysens skjulte hensigter (dansk).

Læs en anmeldelse af bogen

Yitzhak Rabinstraße - Berlin

Martin Hohmanns påstået antisemitiske tale

i anledning af den tyske nationale festdag den 3. oktober 2003, oversat til dansk.

Retfærdighed for Tyskland

Vi vil reflektere lidt over temaet "Retfærdighed for Tyskland", over vores folk og dets noget vanskelige forhold til sig selv. Vi vil ikke dvæle for længe ved overfladiske fænomener. Men det er dog mærkværdigt, og mange tyskere føler sig krænket over, at en tyrker, der er dømt for opfordring til mord, efter endt afsoning, ikke kan blive udvist til sit tyrkiske hjemland.

Metin Kaplan Kaliffen fra Köln Endelig udvist til Tyrkiet (okt. 2004)

En tysk domstol tolker tyske love på en sådan måde, at den såkaldte Kalif fra Köln ikke ser sig tvunget til en rejse hjem til Tyrkiet, men tværtimod til fortsat at modtage tysk bistandshjælp.

Så afslører et stort formiddagsblad tilfældet Miami-Rolf. Denne ubemidlede tyske pensionist modtog fra bistandskontoret i delstaten Niedersachsen et bidrag til leveomkostninger, husleje samt løn til en rengøringskone, et beløb på sammenlagt 1.425,- Euro (ca. 10.100 Kr.) om måneden, der blev overført til det varme Florida. Dette er for tiden stadigvæk helt legalt, for efter § 119 i den tyske sociallovgivning kan tyske statsborgere også modtage bistandshjælp i udlandet, når tungtvejende grunde taler imod hjemvendelse.

I en psykiatrisk rapport var det blevet konkluderet, at Rolf J. var bedre stillet i sin »vante omgivelser« i Florida. Han har derovre bedre muligheder for at blive »grebet« af sine amerikanske venner.

For nylig blev en forvaltning i delstaten Hessen dømt til ikke at kunne nægte at betale en 54-årig bistandsmodtager for potensmidlet Viagra. På baggrund af de to sidstnævnte tilfælde skriver avisen "Das freie Wort" fra Suhl: »Viagra fra statskassen, det var i går, men i dag findes der Tysklands-allergi«.

Den Oldenburgiske Nordwest Zeitung anbefaler; »Tyskere, lad arbejdet ligge, afgang til paradiset«.

Meget træffende bemærker avisen „Deister- und Weserzeitung“: »Vrede og forfærdelse koger over«.

Mange af Dem kender lignende eksempler, hvor den tyske socialstats sikkerhedsnet eller retsstatens mange muligheder bliver udnyttet på det groveste. Dertil har den enkelte, som man før i tiden kaldte samfundsnasser, som regel ingen dårlig samvittighed.

Velmenende socialpolitikere af alle partifarver har kraftigt forstærket "jeg har ret til"-tænkemåden, man kan endda sige, at de har gjort det til en selvfølge. Desuden har man ganske tabt af syne, at alle disse bistandskroner først skal tjenes af andre ved hårdt arbejde, eller skal lægges som en byrde på den næste generation, i form af statslån.

Ved afvejningen af rettigheder og pligter sætter man den enkeltes ret først, den enkeltes pligter, derimod, i sidste række.. Hvor mange mennesker i Tyskland afstemmer deres planer og gerninger efter om de ikke kun er egennyttige, men også samfundsnyttige, om de hjælper samfundet, eller deres land.

"Os"-tænkningen og samfundssind trænger utvivlsomt til at blive styrket. Det er bittert at denne vanskelige øvelse netop er påkrævet i en tid med økonomisk stagnation. Antallet af allerede gennemførte besparelser er ikke ringe, og man behøver ikke at være profet for at kunne spå, at antallet af de kommende besparelser vil blive endnu større.. Det store flertal af befolkningen modsætter sig ikke sparepolitikken.

Men en ting kræver man; det skal ske på en retfærdig måde. Når resultatløse direktører lader sig belønne med gyldne håndtryk på tocifrede millionbeløb (i Euro!) mangler der ikke kun enhver forståelse for dette hos uforskyldt arbejdsløse.

Nu kunne man endda forstå disse vanvittige dispositioner som konsekvenser af det såkaldte kapitalistiske system og undskylde dem med den samme praksis i USA.

Men specielt i forholdet til deres egen stat fornemmer mange tyskere uretfærdigheder. De har en følelse af, at de, som almindelige tyskere, får en dårligere behandling end andre. Den, der opfylder sine (stats) borgerlige forpligtelser, arbejder hårdt og opfostrer børn, skal ikke forvente ros, tværtimod. Han føler sig snarere dum. Det er nemlig hos ham, den af kronisk pengemangel lidende stat fylder sine tomme kasser.

Desværre, mine damer og herrer, kan jeg ikke få den mistanke ud af hovedet, at man som tysker i Tyskland ikke ligefrem får særbehandling . Tværtimod. Jeg har sendt tre forespørgsler til regeringen:

1. Er regeringen, i betragtning af tilbagegangen i skatteindtægterne, villig til at mindske sine overførsler til Den Europæiske Union?
   Svaret var: »De tyske forpligtelser til Den Europæiske Union (EU) bliver overholdt uden besparelser«.
   
2. Er regeringen villig til også at gøre en indsats for tyske tvangsarbejdere, efter at der er blevet bevilliget 10 milliarder Euro (75 milliarder kroner) til udenlandske og jødiske tvangsarbejdere?
   Svaret var: Man kunne ikke sammenligne de to tilfælde. Regeringen vil ikke en gang arbejde for en symbolsk erstatning og et tegn på oprejsning for de tyske tvangsarbejdere fra Rusland, Polen og Den Tjekkiske republik.
   
3. Er regeringen, i betragtning af den økonomiske udvikling og tilbagegangen i skatteindtægterne, villig til at tilpasse sine udbetalinger af erstatninger efter den tyske skadeserstatningslov (Bundesentschädigungsgesetz) (altså først og fremmest til de jødiske ofre for nationalsocialismen) til den tyske stats formindskede ydeevne?
   Svaret var: »Nej, respekten for disse menneskers tidligere lidelser forpligter til, at det nuværende ertatningsniveau opretholdes uindskrænket«.

Disse svar har fået mig til at spekulere en del, og de bekræfter den meget udbredte opfattelse i vores land: Først kommer de andre, derefter vi. Sat på spidsen: hovedsagen er, at de tyske indbetalinger på de udenlandske konti foregår uformindsket og til tiden. For at dette skal kunne fortsætte må tyskerne spænde bæltet endnu lidt mere.

Ærlig talt, jeg kunne ønske mig en konsensus, som den findes i de fleste lande i verden. Der lyder denne enighed: Ens egen stat skal først og fremmest være til for egne statsborgere. Når nu en særbehandling af tyskerne er blevet afgjort som umulig, eller ikke hensigtsmæssig, så vil jeg i det mindste udbede mig en lige behandling af udlændinge og tyskere.

Når man spørger efter årsagerne til denne skævridning, er der mange, der svarer: Det skyldes den tyske historie.

Mine damer og herrer, ingen oplyst og veltænkende borger kan i fuldt alvor forsøge at hvidvaske den tyske historie, eller forsøge at henvise den til glemmebogen. Nej, vi kender alle sammen die rystende og enestående forbrydelser, der blev begået på Hitlers befaling.

Hitler, som personificering af det onde og med ham tyskerne, er på en måde blevet til dette århundredes negative symbol. Man taler om en »Fortid, der ikke vil forgå«. Man ofrer imidlertid stadigvæk i dag, i offentlige fremstillinger, fænomenet Hitler utrolig stor opmærksomhed. Tusinder af mere eller mindre dårlige film vedligeholder og fornyer, særligt i det engelsktalende udland, fordommen om de brutale og forbryderiske tyske soldater.

Henviser man til, at også tyskere har været ofre for andre staters overgreb, gælder dette allerede som brud på et tabu. Diskussionen om Centret mod Fordrivelse leverer det bedste bevis. Dér besværger man samtidig faren for udligning (af erstatninger).

Man henviser til, at Anden Verdenskrig blev forårsaget af Hitler-regimet. I et nyligt interview påpegede Hans-Olaf Henkel, Vicepræsident for Det Tyske Industriforbund (Bundesverband der deutschen Industrie) denne negative optagethed af fortiden. Han sagde: »Vores arvesynd lammer landet« (HÖR ZU 21/2003, Side 16 ff).

Igen og igen mærker vi, hvor stærk de tolv års nationalsocialistiske arv gennemsyrer vores dagligdag.

Man kunne næsten sige, at jo længere nazi-diktaturet ligger tilbage i historien, desto mere virksomt bliver det hitlerske monster. Hoben af hans højreekstreme arvtagere i udkanten af den politiske scene skal ikke undervurderes. Den frastødende agressivitet i deres offentlige protestaktioner bevirker imidlertid gerne, at der kun opstår en begrænset tilhængerskare i dagens demokratiske Tyskland.

Ved valgene tildeler de tyske vælgere, hver gang, disse paphoveder et sviende nederlag, som det også sker i sammenlignelige nabolande. Det mislykkede forsøg på at vedtage en lov, der skulle forbyde NPD, er sådan set en fordel, da det nu ikke er domstolene (Verfassungsgericht), men den tyske vælgerbefolkning, der udtaler sin dom over det brune afskum.

Den nuværende, synlige del af det brune arvegods hører til de ubehagelige, men vel uundgåelige fænomener i et parlamentarisk demokrati. Narrehattene på højre- og venstresiden af udkanten af det politiske spektrum skal bekæmpes politisk, og dér, hvor straffelove bliver overtrådt, med retslige midler.

Vore organer til beskyttelse af staten og forfatningen har bevist deres værd og har opnået vores tillid under kriser, som under perioden med den blodige RAF (Rote Armee Fraktion) terrorisme.

Det er ikke de brune horder, som samler sig under symboler for Det Gode, der giver os de største bekymringer.

Dybe bekymringer giver derimod det allestedsnærværende knæk i den nationale selvbevidshed, der blev udløst af eftervirkninger af hitlertiden.

De af ham foranledigede forbrydelser, den industrielle tilintetgørelse af mennesker, specielt de europæiske jøder, tynger den tyske historie. Skyldfølelsen over meddelagtigheden i disse forbrydelser mod menneskeheden har næsten ført til en ny selvopfattelse hos tyskerne.

På trods af forsikringer fra alle sider om at der ikke findes sådan noget som kollektiv skyld, på trods af nuancerede nye ordfrembringelser som "kollektivt ansvar" eller "kollektiv skam": Når det kommer til stykket, lyder anklagen: Tyskerne er et folk af "gerningsmænd".

Enhver anden nation hælder, når det kommer til stykket, mere til at sætte et mere positivt lys på de dunkle kapitler i dens historie. Skamfulde begivenheder bliver afskærmet fra opmærksomheden. Hos de andre bliver der tillagt andre betydninger.

Det klassiske eksempel er Den Franske Revolution. Den gang skete massakren i Paris og i provinserne, især i Vendée. Den gang fulgte magtovertagelsen ved en enehersker, hvis erobringskrige førte til millioner af døde i Europa. Flertallet af franskmænd og ikke-franskmænd beskriver imidlertid denne revolution, med al dens terror, som en frihedsskabende begivenhed, og Napoleon som en mild og oplyst fader for det moderne Europa.

En sådan velvillig nyanskuelse eller omskrivning er ikke tilladt for tyskere. Det bliver forhindret med al kraft af den for øjeblikket dominerende politiske klasse og videnskab i Tyskland. De "insisterer næsten neurotisk på eksistensen af den tyske skyld", som Joachim Gauck udtrykte det den 1.10.2003.

Med en næsten religiøs iver forsker stadigt nye generationer af tyske videnskabsmænd i de fineste forgreninger og afkroge af nazitiden.

Man undrer sig over, at der endnu ikke har været nogen, der har foreslået, at vi afstår fra at bruge kniv og gaffel, da disse instrumenter, som bekendt, blev brugt til at styrke den tids gerningsmænd. Tyskerne som gerningsfolk. Det er blevet til et billede med en stor international virkning. Resten af verden har indrettet sig i rollen som uskyldige lam– i hvert fald af relativt uskyldige lam – på bedste vis.

Den, der ikke uden videre accepterer denne rollefordeling med, på denne side, tyskerne som alle tiders største skyldige, og på den anden side de moralsk overlegne nationer, får problemer på halsen. Problemer netop fra dén side, der som 68'ere har gjort dette: at "stille retoriske spørgsmål, at kritisere, og at afsløre" til deres hovedbeskæftigelse. Nogle af disse afslørere er som bekendt nået op i toppen af statsapparatet.

Mine højt agtede damer og herrer,

For at undgå enhver misforståelse: Lige som De, er jeg for sandhed og klarhed. Der skal ikke forties eller forskønnes noget. »Gå aldrig på kompromis med sandheden, selv om den er smertefuld, så giver den ikke fortrydelse«, siger digteren. („Hehle nimmer mit der Wahrheit, bringt sie Leid, nicht bringt sie Reue“)
Ja, det ubekvemme, det utrolige, det beskæmmende ved sandheden, gælder det om at holde ud.

Vi tyskere har holdt det ud, vi har allerede holdt det ud i flere årtier. Men hos mange kommer spørgsmålet op, om den overdrevne mængde sandheder om de forbryderiske og skæbnesvangre 12 år, som nazi-diktaturet varede, ikke:

1. bliver instrumentaliseret, og
2. modsat de folkepædagogiske forventninger kunne slå om i en forsvarsholdning.

Evigt og igen den samme slemme sandhed: Dette kan, dette skal netop resultere i psykiske skader, som vi ved fra resocialiseringspsykologien.

Slemt bliver det specielt, når en amerikansk juniorprofessor (Daniel Jonah Goldhagen), som resultat af sin forskning betegner hele vores folk som »mordere fra fødslen«. Denne lige så skingre som falske tese har dog sikret ham opmærksomhed i medierne og forfatterhonorar. Andre nationer ville end ikke have værdiget ham et foragtende blik.

Selvfølgelig værger netop unge mennesker sig imod at blive pålagt ansvaret for fejlgreb fra bedstefædre og oldefædre.

Én ting står hævet over enhver tvivl: Det tyske folk har efter Hitlertidens forbrydelser beskæftiget sig med denne tid på en enestående måde, uden at skåne nogen eller noget, bedt om tilgivelse og, under hensyntagen til det mulige, præsteret milliardstore erstatninger, først og fremmest til jøderne. Jeg kan henvise til aftaler mellem Tyskland og staten Israel, under statslederne Adenauer og Ben Gurion. Flertallet af tyskerne anerkender udtrykkeligt denne aftale, selv om død og lidelse i et kæmpemæssigt omfang ikke kan gøres ugjort herved.

På denne baggrund vil jeg stille et provokerende spørgsmål: Findes der hos det jødiske folk, som vi udelukkende ser optræde i offerrollen, i den nyere historie en mørk side, eller var jøderne udelukkende ofrene, de, der led?

Mine damer og herrer,

De vil måske blive forbavset, når jeg fortæller Dem, at den amerikanske bilkonge Henry Ford i året 1920 skrev en bog med titlen: "Den Internationale Jøde«. Denne bog fik et oplag på 500.000 eksemplarer. Det blev en bestseller, og den blev oversat til 16 sprog. I bogen udstiller han jøderne generaliserende som verdensbolsjeviker. Han mente at kunne konstatere et »aljødisk stempel« på det røde Rusland, hvor den bolsjevistiske revolution rasede. Han karakteriserede jøderne som værende i et "stort omfang" "revolutionsmagere". I den forbindelse pegede han på Rusland, Tyskland, og Ungarn.

Ford udtrykte i sin bog en slags »væsenslighed« mellem Jødedom og Kommunisme, henholdsvis Bolsjevisme.

Hvordan kom Ford frem til sine teorier, der i vore ører næsten lyder som nazipropaganda? Lad os høre, hvad Jøden Felix Teilhaber sagde i 1919: »Socialismen er en jødisk idé....... I årtusinder prædikede vore vise socialismen«. Dermed fortæller han, at det var jødiske tænkere, der stod ved kommunismens og socialismens vugge.

Således stammer Karl Marx, via begge sine forældre, fra rabbinere. Hans portræt hang i stuen hos en jødisk kvindeforsker, der i øvrigt tilstår: »Jeg er vokset op med den idé, at en jøde laver en indsats for social retfærdighed, er progressiv og socialistisk. Socialismen var vores religion.«
Igen og igen slår disse tidlige socialistiske skrifter halvreligiøse toner an.

Mange af de jøder, der engagerede sig for bolsjevismen, følte sig nærmest som »Verdensrevolutionens troende soldater«. Således forventede Kurt Eisner allerede i 1908, at »den socialistiske religion" ville overvinde »Jammerdalens fortvivlelse" og »Den jordiske skæbnes håbløshed«. Leo Rosenberg forherliger i 1917 proletariatet som »Verdensmessias«.

Rent konkret sidder vi tilbage med spørgsmålet:

Hvor mange jøder,
var der nu
i de revolutionære forsamlinger?

Fire jøder var der i det syv mand store Politbureau. Leo Trotzki, Leo Kamenjew, Grigori Sinowjew og Grigori Sokolnikow. Ikke-jøderne var Lenin, Stalin, Bubnow [Stalin og Lenin var dog ifølge nogle forfattere halvjøder, et flertal mener, at i hvert fald Lenin var halvjøde. Stalin var gift med en jødisk kvinde. Kommentar Upps]

I 1917 var der 6 ud af den 21 medlemmer store Revolutionære Centralkomité, der havde den jødiske nationalitet , altså 28,6 %.
Denne overvægt af jøder blandt skaberne af den kommunistiske bevægelse indskrænker sig på ingen måde til Sovjetunionen. Tabel 1 Ledere

Også Ferdinand Lassalle var jøde, lige som Eduard Bernstein og Rosa Luxemburg.

I Tyskland var i 1924 4 ud af 6 ledere af det kommunistiske parti jøder, de udgjorde dermed to tredjedele.

I Wien var, ud af 137 ledende Austro-Marxister 81, og dermed 60 % jødiske.

Af de 48 Folkekommissærer i Ungarn var 30 jøder.

Men også i det revolutionære sovjetiske hemmelige politi, Tjekaen, var den jødiske andel usædvænlig stor.

Mens den jødiske befolkningsandel i Rusland i 1939 udgjorde omkring 2 %, udgjorde de jødiske Tjeka-ledere ikke mindre end 39 %.

Jødisk, for lige at forklare sammenhængen, gjaldt i Sovjetunionen som en selvstændig nationalitet..

Derved var jødernes andel højere end den russiske andel i Tjekaen med 36 %.

I Ukraine var sågar 75 % af Tjekisterne jøder.

Disse kendsgerninger fører frem til et kapitel, der på den tid skabte en enorm bølge af forargelse.

Mordet på den russiske tsar og hans familie blev arrangeret af jøden Jakob Swerdlow. Jøden Chaimowitz Jurowski dræbte egenhændigt Tsar Nikolaj II. Endvidere er der spørgsmålet, om jøderne i den kommunistiske bevægelse overvejende var i medløber- eller i lederrollen. Det sidste var tilfældet. Leo Trozky i USSR, og Bela Kun i Ungarn.

Rådsrepublikken i München skal hellere ikke forbigås: Kurt Eisner, Eugen Leviné, Tobias Achselrod og andre jøder var her i gang som uomtvistede lederfigurer.

Bevæbnede rødgardisters indtrængen i den senere pave Pacelli's nunciat (embedsbolig) i München vakte stor opstandelse. Han blev med en revolver for brystet truet af de bevæbnede revolutionære. Også den sidst i april 1919 gennemførte nedskydning af syv medlemmer af Thuleselskabet, der stod i tæt forbindelse med det senere NSDAP, beviste beslutsomheden i den revolutionære proces. Denne nedskydning af gidsler, som avisen London Times viede en overskrift den 5. maj 1919, "gav næring til en giftig antisemitisme og var årsag til en hævntørst med eftervirkninger, der satte sig spor længe efter.

Der kunne også sigess mere om de jødiske kommunisters revolutionære nidkærhed og beslutsomhed. Vel, denne revolutionære élite mente det virkelig alvorligt, som Franz Koritschoner fra KPÖ (Komunistischen Partei Österreichs) udtrykte det. "At lyve og at stjæle, ja at slå ihjel for en idé, det er mod, det viser storhed ".

Grigori Sinowjew erklærede i 1917: „90 af de 100 millioner sovjetrussere må følge trop. Hvad angår resten, dem har vi ikke noget at sige til. De skal udryddes" (S.138). På lignede måde blev det formuleret af Moisei Wolodarski: "Revolutionens interesser kræver den fysiske tilintetgørelse af bourgeoisiet." (S.138). Ligeledes Arthur Rosenberg i 1922: „Sovjetmagten er forpligtet til at uskadeliggøre sine uforsonlige fjender." (S.163).

Det var hævet over enhver tvivl, at disse udtalelser fra de jødiske revolutionære ikke var tomme trusler. Det var dødsens alvorligt. Churchill præsenterede i 1930 en statistisk undersøgelse af en professor. I følge denne skulle derfrem til 1924 så mange være blevet myrdet af sovjetterne: 28 ortodokse biskopper, 1.219 ortodokse præster, 6.000 professorer og lærere, 9.000 læger, 12.950 jordbesiddere, 54.000 officerer, 70.000 politifolk, 193.000 arbejdere, 260.000 soldater, 355.000 intellektuelle og erhvervsdrivende, samt 815.000 bønder.

Et særligt grusomt kapitel var nedkæmpelsen af enhver modstand mod tvangskollektiviseringen i Ukraine. Under ledende deltagelse af jødiske tjekister fandt langt over 10 millioner mennesker døden her.

Den udtalte antikirkelige og antikristne målsætning for den bolsjevikiske revolution må under ingen omstændigheder undervurederes, således som det sker i de fleste skolebøger. Det er et faktum, at bolsjevismen, med sin militante ateisme, har gennemført de største forfølgelser af kristne og af religion i det hele taget. I følge en af de russiske myndigheder udarbejdet statistik blev 96.000 ortodokse kristne, deriblandt præster, diakonisser, munke, nonner og andre medarbejdere, skudt efter deres anholdelse.

Hverken de ortodokse kirker eller klostre blev skånet. Bygningerne blev enten ødelagt eller brugt til profane formål. Således blev kirker til klubber, butikker eller lagerhaller. Guld og sølv fra de religiøse relikvier brugte man til at financiere verdensomspændende revolutionære bevægelser med.

Hvordan gik det de religiøse jøder selv i den forhenværende Sovjetunion? Også de blev udsat for bolsjevikernes forfølgelse. Lige netop Trotzky stod i spidsen for bolsjevikernes såkaldte gudløse bevægelse. Han fornægtede den gang sin jødiskhed, men blev dog opfattet somjJøde af russerne og af resten af verden.

Mine damer og herrer,

Vi har lige set, hvor meget og hvor vedvarende jøderne har præget den revolutionære bevægelse i Rusland og de mellemeuropæiske stater. Det fik den amerikanske præsident Woodrow Wilson til i 1919 at få den opfattelse, at den bolsjevikiske bevægelse var "jødisk ledet". Med en vis berettigelse kunne man, med henvisning til de mange millioner af døde, retfærdigvis spørge om jødernes rolle som gerningsmænd. Jøder var i stort tal delagtige, såvel i ledelsen, som i tjekaens henrettelseskommandoer. Ud fra dette kunne man berettiget betegne jøderne som "et folk af gerningsmænd".

Det kan være, atdet lyder skrækkeligt. Det ville dog følge den samme logik, som den, der bruges til at udråbetTyskerne som et folk af gerningsmænd.

Mine damer og herrer,

Vi skal se endnu nærmere på det. De jøder, der havde forskrevet sig til bolsjevismen, havde inden da kappet deres bånd til religionen. De var jøder af afstamning og opdragelse, men i deres verdenssyn hadere af enhver religion. Noget lignende gjaldt nationalsocialisterne. De fleste af dem stammede fra kristne hjem. De havde taget afstand fra deres religion, og var blevet fjender af den kristne og den jødiske religion. Fælleselementet i bolsjevismen og nationalsocialismen var deres religionsfjendtlige opfattelser, og deres gudløshed.

Derfor er hverken "tyskerne" eller "jøderne" folk af gerningsmænd. Dog kan man med god ret sige: De ugudelige var, med deres gudløse ideologier, det forrige, blodige, århundredes gerningsmænd. Disse gudløse ideologier gav "ondskabens bødler" deres retfærdiggørelse, ja deres gode samvittighed ved udførelsen af deres forbrydelser. På denne måde kunne de suverænt sætte sig ud over det guddommelige bud "Du skal ikke slå ihjel". Et i en historisk sammenhæng, indtil videre, enestående mord på millioner, blev resultatet.

Derfor, mine damer og herrer, plæderer jeg indtrængende for en besindelse på vore religiøse rødder og bindinger. Kun dét vil kunne forhindre lignende katastrofer som dem, de gudløse har bragt os.

Den kristne religion er en livets religion. Kristus sagde: " Jeg er kommen, for at de skulle have Liv og have Overflod (Joh 10, 10). Derved menes ikke kun det hinsides, men også vores nuværende liv og overlevelse. Derfor er det også så vigtigt, at vi optager forholdet til Gud i den nye europæiske grundlov.

Mine højt agtede damer og herrer, vi har altså set, hvorledes påstanden om, at tyskerne ikke er andet end "et folk af gerningsmænd" er uberettiget, og forbigår den egentlige sag.

Vi skal for fremtiden i fællesskab forsvare os mod denne anklage. Vores motto skal være: Retfærdighed for Tyskland, retfærdighed for Tyskerne.

Jeg er nu nået til slutningen, og siger: Med Gud mod en god fremtid for Europa. Med Gud mod en god fremtid, især for vores tyske fædreland.

Ps. Henvisningerne til sidenumre i teksten, uden nærmere angivelse, henviser til bogen "Jødisk bolsjevisme" (Jüdischer Bolschewismus), myte og virkelighed, af Johannes Rogalla von Bieberstein.

Upps forside